Mitfanoe
Dragternes antal og opbevaring

 

  

   Dragtens antal og opbevaring

Til en gift kvindes udstyr hørte: 

 

          • Dagligdragt i ”almindeligt” stof 
        • Engdragt med højrødt vadmelsskørt og hvidt hørgarnsforklæde. Anvendtes i høsletten 
        • Søndagseftermiddagsdragt af flere varierende stoffer, mest trykt catting. Det kunne være engelsk, hollandsk eller Petersborgscatting. 
        • Merinodragt af lette kiprede (stof som er vævet således at overfladen får små knopper el. forhøjninger) stoffer af kamgarn. 
        • Silkedragt i adskillelige farver og mønstre. 
        • Helsørgedragt med blå tørklæder. Dragten blev båret så længe man var enke. 
        • Halvsørgedragt med lilla tørklæder. Anvendtes som overgang fra helsorg. Blev brugt af fjernere slægtninge og grandelag. 
        • Kirkegangsdragt
 
Kvinderne behandlede deres dragter med den største omhu, og opbevarede dem i standkisten som var bred nok til, at et skørt kunne ligge ret ud.   
 
Dragten-laegges-i-dragkisten
 

Dragten lægges i standkisten

 

Når skørterne skulle lægges i standkisten, blev læggene i den bageste del af skørtet omhyggeligt syet sammen og derefter rullet sammen som en pølse og bundet foroven med det hvide underbensklæde. Forklædet ligeledes lagt i lag, men når dette var sket, blev hele det læggede forklæde knækket sammen på midten og bundet med det hvide halsunderklæde. Nattrøjen blev ligeledes omhyggeligt sammenlagt i standkistens skuffer, hver dragt helt i sin særskilte skuffe. For at beskytte dragterne mod orme og mølangreb, måtte det i sommertiden ud for at luftes. Desuden måtte tøjet konserveres, når det henlå i de gamle smukke dragkister vinteren igennem. Dette skete bl.a. ved at man anbragte moskushaler i skufferne. De indkøbtes af søfolkene i Rusland. Duften der gik over i tøjet, og sikkert nok virkede møldræbende, var imidlertid meget stærk, når kvinden iførte sig dragten, og speciel stærk når mange kvinder var samlet, ved fester eller kirkegang. Niels Møller Kromann fortæller, at hans mor ikke kunne lide duften, hun blandede derfor et pulver bestående af lavendler og malurt samt nogle krusemynteblade og lagde pulveret i små poser, der blev lagt i skufferne. 

Skufferne blev også luftet adskillelige gange i solen om sommeren, efter ganske svagt at være blevet overstænket med terpentinolie iblandet med sprit, der var fordampet inden solnedgang, og derfor ikke gik over i tøjet. Ja, der var betydeligt arbejde ved at vedligeholde og konservere dragterne. 

Kludene blev lagt sammen i en trekant og lagt under de løse hynder på halmflettede stolesæder. Ved at folk satte sig på stolen, blev kludene presset på en nem og praktisk måde. Kludene fik da skarpe læg, hvilket bidrog til, at de sluttede smukt ved bindingen på hovedet.  

   Brudedragten blev lejet og sat af ældre koner som brugte flere timer på processen.  

De unge piger kunne ”viske” med skørterne fra hun var omkring 18 år, når hun havde en følelse af, at de unge mænd begyndte at kaste øjnene på hende. Den 18-årige pige tragtede efter at kunne blive kaldt en ”knøw” pige, dvs. hele hendes dragt og påklædning skulle i enhver henseende kaldes upåklagelig og være i fuld overensstemmelse med skik og brug.  Pyntede den unge pige sig vel meget (efter ældre kvinders smag), kaldtes hun at være ”snøg”, dvs. upassende pyntesyg. For at kunne ”viske” med den bageste nedre del af skørtet, skulle pigen ved begyndelsen af gangen tage ulige lange skridt, herved kom skørtet i viskende bevægelse, som hun forstod at vedligeholde ved efterfølgende lige store skridt. Der skulle nogen øvelse i at ”viske”, noget de unge piger øvede sig i i smug.

Den buede Arm

 

Neg0127

 

Fanø Kvinderne indtog ofte stillingen med den buede arm.

 

   

Det skal hidrøre fra krigsårene 1807 – 1814, da ethvert nok så lille stykke jord ude mellem klitterne måtte anvendes til dyrkning af korn på grund af dets høje pris i markedet. 

Arbejdet hermed udførtes alene af kvinderne, mændene var jo i fart på Norge med levnedsmidler, og mange af dem sad i engelsk fangenskab. 

Kvinderne måtte da bære kornet på skuldrene i små poser, når armens stilling var som billedet viser, ud til såstedet, og ligeledes om efteråret, når kornet var modent, bære det hjem på samme måde, efter at de havde skåret kornet med seglet.

 

johan rohde soenderhokoner h

 

   Bæremåden holdt sig gennem mange år og blev til en sådan vane, at armen helt uvilkårligt under samtale kom til at indtage denne originale stilling.

 

Den uknappede knap i trøjen

Gifte kvinder skulle ifølge skikken have en uknappet knap i nattrøjen. Dette havde en bestemt årsag. I sejlskibenes storhedstid på Fanø, kunne man regne med, at alle voksne søfolk var gift og stod i livlig brevveksling med deres respektive hustruer på øen. Ægtemændenes breve var meget omfangsrige og heri fortælles omhyggeligt om alle enkeltheder, der oplevedes på havet og i havn. Portoudgifterne var høje, så man skrev også på tværs over de først skrevne linjer, så det tog tid og skulle foregå i rolige stunder, for at læse disse breve, noget der ikke var let for hustruen derhjemme, der tog sig af børnene, det lille landbrug og alle de mange andre gøremål, der hørte til hjemmet. Hun benyttede derfor enhver mulighed for en lille pause til at læse brevet, og det var derfor praktisk for hende, at stikke brevet hurtigt ind og ud gennem det opknappede sted, og ellers gemme det for uvedkommende nysgerrige øjne, og selvfølgelig blev brevet læst mere end én gang, det var jo et livligt pust ude fra den store verden.  

   Mærkeligt var det, at kvinderne i Nordby knappede trøjen til en anden side end i Sønderho og begge steder holdt de på, at deres måde var den rigtige. Senere slettedes dette skel, der tit var til morskab eller smådrillerier.  

En anden teori, kan være at den øverste knap i den nederste gruppe af knapper, er opknappet i forbindelse med ammetiden, hvor konerne har haft svært ved at knappe den snævre trøje og derfor har ladet den knap stå åben, der ville spænde mest over brystet. Det er sikkert også for at give plads til brystet, at knapperne er anbragt i to grupper med et stort mellemrum imellem. Det knapløse stykke giver trøjen mere vidde over brystet.  

De unge Fanøpigers havde et andet system over for de modtagne breve.  

Som regel skrev hun sammen med nogle af sine ”drengevenner” fra skoletiden (og som nu var på havet) indtil nogle års forløb, da det kunne ske, at skriveriet indskrænkede sig til kun at angå én enkel, der nu var bleven en rask og pæn mand – i hendes øjne.  

Det varede ikke længe inden stedets postbud opdagede, hvad der lå bag ved skriveriet, da det kun var fra én bestemt person, hendes breve kom, selv om der ikke fandtes afsendernavn på brevet, hvad selvfølgelig altid var undladt, men af poststemplet kunne han følge den unge mands færden, buddet vidste altid et Fanøskibs position, og hvem af byens sømænd, der sejlede med det eller det skib. 

Det varede derfor ikke længe, inden buddet var klar over, at den unge pige gerne så, han stak brevet ude fra den store verden lidt diskret til hende, og her var han noget af en mester, hvad øvelse havde gjort ham til. Hun fulgte da, sådan ligesom tilfældig, buddet ud af døren, og herved fik han lejlighed til at aflevere hende brevet, uden nogen så det. Det kostede selvfølgelig pigen en lille opmærksomhed mod postbuddet, hvad hun ved en given lejlighed fik gjort.  

Men brevet? Det forsvandt hurtigt inden for halstørklædet og ned på brystet, så var det ikke så let udsat for nysgerrige blikke.

 

Forskelle mellem Sønderho og Fannikerdragten

I Sønderho var de to yderste skørter pevret, dvs. pibet: lagt i fine læg bagpå.

 

Forklædet var også pevret, i Nordby var dette kun rynket i linningen

Opvisninger

Turisterne yndede at besøge fotograf Kromann i Nordby, for at blive fotograferet i lånte Fanødragter. Fotograf Petrea Jensine Lund i Sønderho fotograferede også mange turister i dragten.

 

B6267

 

   

Kursalen var med mellemrum vært for fremvisning af Fanødragterne og opvisning med Fanødanse. Det var i mange år toldkontrollør E. Thomsen, Esbjerg, der stod for den ledsagende forklaring til de enkelte dragter. Sådanne aftener trak fulde huse, turisterne var meget interesseret i fremvisningen og de efterfølgende opvisninger med Fanniker- og Sønderhoningdanse. Fremvisningerne blev altid åbnet med afsyngning af Fanø’s nationalsang, ”Fanø, o, Fanø”, efterfulgt af ”Jeg har hjemme, hvor bølgerne skummende gå”.

Pelargoniefesten

 

B00065 010 Pelargoniefest

 

   1930’erne indførte direktør Schelde Bang, hotel ”Kongen af Danmark”, en tradition, hvor han ved sæsonens slutning inviterede alle øens ældre til ”Pelargoniefest”. Billedet er fra 1932.

Dragtens udfasning

Endnu op til 1976 levede der en generation af kvinder, der kan huske, at de aldrig har set deres mødre i andet end Fanødragten, de ville endda finde det utænkeligt, at skulle optræde i andet, og mange af de kvinder der endnu bærer dragten, har aldrig nogensinde haft andet tøj end Fanødragten. Den har fulgt dem gennem hele livet – som barn, som ung pige, som gift kvinde og for manges vedkommende, som enke. Hver tidsperiode udtrykt ved sin specielle dragt.

 

statistik

 

Samlinger af Fanødragter

Flere forskellige mennesker har gennem tiderne haft den idé, at Fanødragten skulle bevares for eftertiden, og de fik lavet hver deres samling af dragterne. En af dem var toldkasserer E. Thomsen, der allerede som 10-årig fik ideen til at samle dragter. Han oplevede, at moderen ville smide sin brudedragt ud, og bad hende om alligevel at gemme den, og det blev starten på hans samling. Omkring 1950 havde han 25 dragter og 54 hovedtørklæder, de sidste har været specielt vanskelige at få fat på og dyre, idet turisterne købte dem som souvenirs. 

I 1922 opkøbte Nationalmuseet Fanødragter til udstilling på museet.  

Fonden Gamle Sønderho gør et stort arbejde for at bevare de gamle dragter og ejer en stor samling af de forskellige dragter som kommer frem hvert år på Sønderhodagen. Fondens dragter kan lejes til bryllup, barnedåb, konfirmation.

Sønderho fik nye brudekroner

I sommeren 2010 præsenteredes tre nye brudekroner, ”boer”. 

De tre nye brudekroner er udført af søskendetrioen Nanna, Marie-Louise og Gertrud Exner, og kronerne er blevet til i Gertrud Exners værksted i juni måned. Den meste informa­tion og baggrundsviden er indhentet på Fanø ved besøg og samtaler, med bl.a. Lone Brinch, Doris Thygesen, Asta Morgenstern, Vibeke Schøtt, Jane Heinemann, Susanne Østerlund og Jørgen Gram. Disse har været vigtige inspira­tions- og vidensgivere.. Ligeså har korrespondance med bevaringscentret v. Varde og Nationalmuseet samt søgning på internettet givet stof og reference til at selve tilblivelsen kunne gå i gang. Materialerne er til dels gaver fra lokale. Smykker, knapper, perler og andre materialer, der alle rum­mer sin egen fortælling, vil forhåbentligt kunne leve videre i de nye omgivelser. Silkeblomsterne er indkøbte hos forskelli­ge udbudshavere, bl.a. er en større mængde importeret fra USA, og en lille blomst fra de gamle kroner er som en sym­bolsk handling gået videre til de nye.

Der er syet nye hovedbånd, hvor især brudens skiller sig ud med den røde farve og den rige perledekorering. Også de små brudepiger har fået syet nye bånd til håret med blomster, der passer til brudens og de store brudepigers kroner. Alt materiale, billeder, links, noter fra samtaler, gamle fotos og nye fra processen er samlet i en mappe, hvori der gives vide­re formidling af kronerne. 

 

brud-ny-boer

 


 nye-boer

Fannikerdagen har i sine vedtægter en paragraf der blandt andet omhandler bevarelse af Fanødragten. Foreningen ejer et større antal dragter som kommer frem på Fannikerdagene, hvert år i juli. 

Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling

På dragtudstillingen er kvindens liv fastholdt, således, at man får et billede af hendes hårde hverdag, skildret i plancher og fotos. Ikke mindst viser dragtsamlingens originale Fanødragter os, hvordan hun gik klædt i arbejde og til fest.

 

Mandens klædedragt

Skipperdragt

 

PICT0113 new

 

Niels Møller Kromann i Sønderho skipperdragt, foto 1932. Merskumspiben var forbeholdt skipperne.

 

   

Strømperne var hvide af uld til daglig, og af silke om søndagen eller til fest, om søndagen ofte omviklet ved knæene med vævede bånd i brogede farver. Vesten var af silke, gul eller gulbrun med sølvknapper. Benklæder af brunt fløjl, der gik lidt ned for knæene og knappedes med sølvknapper. Jakken var af sort stof og meget lang. Hvid skjorte, som skulle kunne ses foroven i den udskårne vest. Om halsen et brunt tørklæde bundet med sløjferne ud til siderne og til daglig havde man træsko på beslået med messingbånd, ja, man hørte endda om nogle der brugte sølvbånd om træskoene., der var lavet af elletræ og var meget lette. Til dragten hørte selvfølgelig høj silkehat. 

Da man i midten af 1800-tallet aflagde denne dragt både dens farve og dens form, klædte man sig i marineblåt stof, men bibeholdt den gulfarvede vest, enten af silke eller fløjl. Den skulle knappes over, så der skulle bruges to rader knapper, selvfølgelig af sølv.  

Senere havde mandfolkene en slags trøjer, som hollænderne brugte dem. De havde omtrent form som kvindernes trøjer og kaldtes ”Bajkjær”. Drengene brugte dem også, kun med den moderne tilsætning, at der foran på brystet blev syet en slags bryst af flonel eller lignende. Mændene foretak disse ”Bajkjær” i stedet for almindelige skjorter.  

Om søndagen og ved højtiderne brugte man hvide kraver, der var bundet både om livet og om halsen med bændler; og i stedet for slips, et sort silketørklæde. Høj sort hat var almindeligt til kirkebrug, og ældre folk fik også dagligt med den. Overfrakke kendte man ikke, men til gengæld var jakken desto tykkere, normalt af dyssel, med tyk ulden foer. 

Det der har skiftet mest i mændenes klædedragt, er hovedbeklædningen, efterhånden som moden skiftede i Hamborg, kom de unge sømænd hjem med nye hatte på; en tid var det flade kasketter, en anden gang skotske ”møtser”, eller bredpuldede hatte. I 1860’erne havde man ”blanke hatte”, en slags møtser overklædt med blank voksdug, og kun en ganske lille skygge, der helst skulle sidde glat med huden, og drejes sådan, at midten af skyggen kom lige over det venstre øje. Samtidig skulle håret være langt og tykt, og klippes sådan, at det bag i nakken rundede indefter. Dertil kom så ternede flonelsskjorter, papirslipper og langt sort slips.

 

Morten Mathiesen

Iført gul, stribet silkevest og brun klædeskjortel med sølvknapper i. Brune fløjlsbenklæder.

Skibsfører Morten Mathiasen, Sønderho. Efter maleri fra 1806.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

B00136 095 kaptajn-Niels-Ni B00137 047 soeren-Brinch-Fis

    Kaptajn Niels Nissen, f. 31. januar 1849, d. 

12. december 1903 og hustru Anne Sørine

Thøgersen, f. 19. juli 1851, d. 4. juni 1931.

Søren Brinch Fischer
B00136 006 P-P-Thoegersens-f B00141 031 Jes-Mathisen-Knu

Jes Mathisen Knudsen, 1841 – 1924,

Karen f. Thomsen 1847 – 1911 og Jørgen Sonnich Knudsen 1876 – 1931

 

 


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles