Konfirmation på Fanø

 

Konfirmation

 

 

Konfirmationsfesten på Fanø har sikkert altid formet sig mere højtideligt end andre steder, og ikke uden vemod: thi børnene, så­vel piger som drenge, kom straks hjemmefra efter konfirmationen. Drengene, de allerfleste, kom ud at sejle i fart borte fra hjemmets ky­ster, af pigerne fik vel en del pladser hjemme på øen, men de aller­fleste kom ud at tjene længere fra hjemmet, navnlig på de sydligste vesterhavsøer, hvor de blev flere år ad gangen. Rejfen dertil skete med både, der i forrige tider gik i fragtfart derned.

 

Efter omtrent et halvt års forberedelse hos præsten kom den store dag som børnene selv imødeså med længsel og glæde, den dag da de skulle bekræfte deres dåbspagt. Mangt et barn har på denne dag stået faderløs på kirkegulvet, faderen var blevet derude på havet i en storm, der tog både ham og skibet. Dette afskrækker dog ikke drengen fra at gå i faderens fodspor - havet lokker og drager ham. Hjemme kan han alligevel ikke blive, den lille ø har ikke brug for ret mange, der skal oplæres ved håndværk eller uddannes ved landvæsen. Det er ha­vet, der skal ernære de over 3000 sjæle, som i sejlskibenes gyldne ti­der levede på Fanø.

 

Moderen, der ene har måttet følge sit barn til højtiden og har hø­stet sine erfaringer af livet, sidder stille bøjet i bøn for sit barn. som hun for få år siden bar til dåben i den samme kirke, og for hvis op­dragelse og oplæring l den kristne tro hun i de mange år alene har haft ansvaret. Nu skal barnet for fremtiden selv stå til ansvar for sit liv og sin færden ude i det fremmede.

 

Konfirmationen afholdtes – så længe flertallet af drengene skulle ud at sejle - den første søndag i februar af hensyn til skibsfarten, der tog sin begyndelse sidst i februar først i marts. - Ved rescript af 7. april 1786 til biskoppen i Ribe blev konfirmationsdagen ansat til fastelavnssøndag; „Da Fanøs beboere henhøre under sø-limitterne, og det unge mandskab tillige må søge deres erhverv på søen.”

 

Fra 1821 blev konfirmationsdagen på foranledning af pastor M. Fanøe i Sønderho henlagt til den første søndag i februar. Kirkerne var ikke opvarmede, og i februar måned var opholdet i det kolde kirkerum nærmest en pine for de stakkels konfirmander. Handlingen begyndte kl. 9,30 og kunne vare til kl. 2, og stående på kirkegulvet det meste af den tid, tyndt påklædt, og altid nervøs for ikke at kun­ne tingene korrekt var det ikke sært, at en og anden af de unge af og til besvimede.

 

Hvert enkelt barn blev hørt meget indgående. Flere skrift­sprog og en eller to salmer skulle læres udenad. Til sidst fik hver en­kelt - efter at dåbspagten var bekræftet - bibelsprog tildelt. Det blev siden af præsten indskrevet i vedkommende barns skudsmålsbog.

 

 

Korfirmanddragt

 

 

  

    

Mens pigernes påklædning den dag var særlig fin: Sort silke med sølvknapper i trøjen, og, i stedet for det almindelige hovedtøj „lin og lue”, et smukt hvidt og sort halstørklæde, var drengene mere simple, de havde som regel kun fået en ny trøje, oftest var denne endda lånt. Kom de ud at sejle, fik de nemlig sjældent brug for „landgangs-tøj”, og imidlertid voksede de fra både tøj og sko, som de havde fået til konfirmationen. Til julen forud for konfirmationen ofrede konfir­manderne til præsten. Ved denne lejlighed bar pigerne konfirmations-dragten, som de også iførte sig, når de senere som unge skulle stå fad­der. -- Ti! konfirmationsfesten i hjemmet var kun indbudte til stede, og nogen lykønskning ude fra i form af kort eller telegrammer fandt ikke sted, sådanne blev først almindelige omkring 1890 og endda kun i ringe grad. Af gaver fik konfirmanden som regel et testamente af forældrene, der var navn på. Af bedsteforældrene en salmebog, lige­ledes med navn på. Et ravcigarrør kunne også falde af ellers 1- eller 2- kr. fra onkler og tanter, et brugt sølvur, når et sådant fandtes i fa­milien, kunne også hænde at blive anvendt som gave fra fx. een, man var opkaldt efter.

Det var dog ikke alle drenge, der blev konfirmeret i 14-års alde­ren eller hjemme på øen. Kirkebøgerne udviser, at mange drenge først er blevet konfirmeret i en alder af 16 til 18 år som følge af, at de er kommet ud at sejle på længere rejser og ikke kom hjem i den tid konfirmationsforberedelsen fandt sted. Ja, nogle er endda først blevet konfirmeret under orlogstjenesten.

En attest er givet under dramatiske forhold, idet den pågældende er i engelsk krigsfangenskab og er 19 år. Attesten lyder således; „At Jens Lauridsen, barnefødt på Fanø i kongeriget Danmark efter angivelse 19 år, har frit indstillet sig for undertegnede til offent­lig overhørelse i den christelige religion og lærdomme om bord i krigs-fangenskibet „Fyen” den 26. april 1813, og at han dernæst for første gang har deltaget i den hellige nadver den 28. april, bevidner under­tegnede under hånd og segl.

Ombord i fangeskibet „Fyen” den 29. april 1813.

A. E. Kierulf, præst til den danske kirke i London.

 

 

 

 

Peder Brinch, f. 7. oktober 1841 i Sønderho skriver i sine erindringer om konfirmationen:

 

”I Confirmationsaaret var vi mere anseet, fik lov at komme i raa hos de Piger som med os skulde confirmeres. Det var dengang moden at Drengene som skulde afhøres (konfirmeres) skulde kunde ryge Tobak. Jeg fik mig ogsaa en Pibe kjøbt, anstrengte mig, og fik lært at ryge, thi ellers var man jo en daarlig Karl. Vi knægte gjorde jo tit spektakel og blev flere gange vist Døren hvor vi var, men blev atter taget til naade.

Vi var 15 Drenge som skulde confirmeres og 9 Piger, følgelig hafde vi meget knapt af Piger, og ikke mange Steder at komme i raa. Disse 15 Drenge skulde blive Sømænd paa én nær, thi den som ikke blev Sømand, var ikke regnet for nogen Ting hjemme. Pigerne saa kun efter søfolk og talte kuns om dem, men paa Profisionist eller Landmænd saaes der med Foragt. Saaledes ere menneske. 16 Aar efter denne Tid da dette skrives ere 10 af disse Drenge gaaet bort, 8 ere omkomne paaa Søen, 2 døde paa Landjorden.

 

Tiden kom, da vi skulde til Præsten for at forberede os til Confirmationen. Den Tid kom vi hjem til ham i hans Bolig, vi bød Farvel til vores Lærer og de yngre skolebørn som vi saae ned paa, som noget ringere. Vi var jo et aar ældre og selvfølgelig ganske anderleser Karler. Og saa gik vi da til Præsten, som var pastor Lund. Han var meget svagelig, og vi sad saaledes flere gange i lang Tid og ventede paa ham, men vi kunne naturligvis ikke være rolige, men gjorde ofte slemme streger som blev opdaget af Præsten,  og vi fik saa ordentlig Skjænd. Ja, engang blev én viist Døren efter at have faaet en Ørefigen – Præsten kom just i Døren og saa ham omklædt som Fruentimmer.

 

Det fik vi alt sammen overstaaet og Dagen kom at vi skulde Confirmeres, klædt i vores bedste Tøj og men mange formaninger fra Forældre og Venner traadte vi efter at Psalmen ”Engang de ud fra Fædreboe, skal om i Verden vanke…” var afsungen, ud paa kirkegulvet, den første Søndag i Marts 1856. Kirken var propfuld af Mennesker, og efter Præsten hafde læst en kort bøn og alting endnu var dødstille, blev pludselig denne høitidelige Stilhed afbrudt af en hjerteskærende røst, som kom fra et Menneske, som gik rask og frisk til Kirke, men i dette øieblik mistede Forstandens brug. Han blev ført ud af Kirken til sit hjem, hvor han i lang Tid var fra forstanden, men blev atter rask for en Tid og døde et Aars Tid herefter.

 

Pastor Lund holdt en kort Bøn for den syge, og skred saa til overhøringen af Confirmanterne, som gik temlig godt. Kl. 2 om eftermiddagen var vi færdig dermed, og glad var naturligvis nu vi, som var fri for skolen. Præsten og alt dette og tænkte ret, at nu var det først der var placeer ved at Leve. Om eftermiddagen gik vi rundt i alle confirmanternes hjem og modtog saa mange Lykønskninger, Viin og Mjød saa vi var ganske i den syvende Himmel baade Piger og Drenge, dengang Aftenen kom. Vi vare nu bleven til mennesker.

Kort Tid efter dette var overstaaet blev det bestemt at vi skulde have et Bal, hvor vi alle sammen skulde være med, det var jo den sidste Gang vi kunne vente at blive samlet alle sammen”.

 

Disse baller var sammenskudsgilder. Deltagerne kom selv med alt nødvendigt til afholdelse af udgifterne: kager, brød, smør, pålæg, lys og brændsel, kaffe, sukker, mjød osv. Hvad der levnedes deraf, var betaling til værten, der lagde lokaler til, han fik dog også 2 á 3 Mark til rengøring. Spillemændene fik 2 skilling af hvert par for et sæt danse af 6 spil.

 

”Det blev bestemt at Ballet skulde staa til Mikkel Lassens, deres datter Sidsel, som blev confirmeret med os, var svagelig og hafde aldrig deeltaget i vores Fornøielser og for at hun kunde være med blev det bestemt at det skulde staa der. Det blev en storatet Bal, vi havde Viin til Pigerne samt en lille flaske Rum til en Puns til os hver og Fiinbrød og en heel deel mere. Vi morede os godt, holdte i hele Natten, og dansede i Laden, en Musikanter hafde vi ogsaa som skulde spille for os saalænge som vi vilde holde i, og derfor skulde han have en Mark.  2 á 3 gang om Natten fik vi kaffe og smørrebrød. Dansen og Syngen gav en god appetit. Det var en lykke at madam Lassen hafde baget et par Dage før, thi vi spiste først, hvad vi hafde medbragt og dernæst hvad som fandtes i huset af Fødevarer.”

 


Gå til top