Når én døde, blev han »lagt på strå«; så blev de nærmeste indbudt til ”klæd'gilde”; de kom nu og vaskede liget og lagde det i kisten, fik så et lille traktement bagefter. Ligtøjet lå ofte parat. Kvinderne havde altid deres ligtøj liggende: en ligsærk og en sort hue; den hue var gemt fra konfirmationsdagen. Efter gammel skik vågede man over liget. Om aftenen samledes en del unge karle og piger i stuen ved siden af den, hvor liget stod. Hver time gik man ind med et lys og så til liget.

Ligesom det i gamle folks aftægtskontrakter kunne være bestemt, hvem der skulle være bydemand eller bydepige, var andre æresbevisninger som fx hvem der skulle tage puden væk fra den dødes hoved eller, hvem der skulle lægge salmebogen under hagen af den døde, også forud tildelt. Der kunne også være en bestemmelse om, hvor længe afdøde skulle ligge på ”strå”, for at sikre sig mod skindød. Endelig kunne det i aftægtskon­trakterne være bestemt, hvem der skulle med til begravelsen, og hvad der skulle bydes på af spise- og drikkevarer. Dette gjaldt dog kun ved ældre folks død og begravelse.

Forfatteren Andreas Sørensen fortæller om tidevandets indvirkning på døden. Da hans farmor døde, omkring år 1900, troede mange fuldt og fast på, at døden indtraf, når vandet begyndte at falde. Han beretter om, at farmoderen fik besøg på sygesengen af lægen. Hun lå tilsyneladende livløs i alkoven. – Hun lever ikke mange timer, sagde lægen stille. Men så skete der noget ganske uventet, farmor løftede højre hånd, famlede i luften efter det lille håndtag, der dinglede i en snor, og hvormed man kunne hive sig op i dynerne. Hun fandt håndtaget i blinde, rejste sig tilsyneladende ubesværet op og sagde med fast stemme, mens hun så mig lige i øjnene. ”Jeg dør ikke, før vandet falder”. Andreas Sørensen fortæller videre at lægen ikke forstod noget, men de andre i stuen vidste godt, hvad farmoderen talte om. Hun ville ikke dø før ved ebbetid.

Når så den gamle skipper dør, lægges han på en dør med halm på med store kandelabre på hver side. Så kommer snedkeren og tager mål til kste. Een dør i hvert hus er lavet til denne kistes pas­sage, resten af dørene er snævre. Kisten bliver færdig og står på værkstedet i lys fyr, men den skal udøve sit kald i sort. Maling er dyr og sjælden. Han smø­rer kisten ind i tyk lim, kværner dernæst kul til støv i en kaffekværn, kommer forstøvningen på pa­pir og blæser kulpartikler ind på limen, hvorved ki­sten bliver gnistrende sort, glimter i kærtelyset som med millioner af diamanter.

Var det en ægtemand, der var død, skiftede enken straks om til enkedragt. Også denne havde hun altid klar. Hun medbragte den i ægteskabet som en del af sit brudeudstyr. Sørgedragten bestod af en sort klædestrøje og skørt, kantet med brede sorte fløjlsbånd, og dertil tørklæder, der var mørkeblå med lyseblå striber.

Skete dødsfaldet på søen, måtte en af familiens gamle gå den tunge gang til enken med budskabet, hvorefter hele familien an­lagde sorg. Selv i tilfælde, hvor man ikke havde bevis for, at ens slægtninge var døde, men kun vidste, at disse formodedes forlist, anlagde man sorg. Enken bar resten af sit liv den mør­ke sørgedragt, medens familien efter en periode med helsorg gik over til halvsorgsdragter, indtil sørgetiden helt var forbi. Også den afdødes naboer bar sørgedragter en tid efter dødsfal­det eller i hvert fald i kirken for dermed at vise deres delta­gelse.

Nu går en gammel af slægten rundt til alle og beder til begravelse. Børnene skal med for at stifte bekendt­skab med det uundgåelige. Stærke mænd bærer, somme tider meget langt fra de yderste udflyttergår­de. De små, børnene, går forrest med skamler, som de sætter ned, når der skal skiftes bærere. I kirke­gårdslågen standser man og afsynger den dødes farvel med kødets hjem. Så videre til den åbne grav, hvori han sænkes under salmesang. Tit er det halvmørk eftermiddag, stemningen passer til øens temperament. Man går ikke ind i kirken, og præsten siger intet ud over ritualet ved jordens påkastelse. Kvinder skutter sig, stikker hænderne inden for sjalerne og går tavse fra graven, mens mænd kaster den til. En gam­ling lægger til slut en lille hjemmegjort „gravkasse” med glaslåg og med et „gravvers” i på jorddyngen. Ingen blomster, et par orientalske konkylier og skal­ler bryder jordhøjens monotoni. Til eksempel kunne stå følgende vers, gjort af en ung kaptajn over sammes hustru:

Brat opløstes Livets dunkle Gaade,

brat kom Døden med sit barske Bud,

kaldte bort din Sjæl til Herrens Naade,

og du fandt et Hjem saa smukt hos Gud.

Den 22. oktober 1805 døde Søren Gregersen i Nordby. I regnskabet fra gildet ses følgende poster:

"Dæller til ligkisten med søm og "sværtsel", arbejdsløn og kost til snedkeren – kirkegårdsjord – præst og degn (6 Rdl. 1 Mk., 8 Sk.) – ringning (1 mark) – bånd og knappehulspapir (ligtøj) – jordemoderen for "Kleen" (1 mark) – 44 pund flæsk – 1 slagteso (12 Rdl.) – nogle pølser – 1 pot sennep – ¾ Skp. Ærter – 1 kvintin (20 gram) safran – ¼  pund allehånde – ¼  pund annis – ¼  pund peber – 4 lod (60 g.) kanel – 1 kande eddike – 1 td. rug (6 Rdl.) – 1 td. rug fra Hamborg (11 Rdl.) – 24  pund smør (4 Rdl. 3 Mk.) – 18  pund kaffebønner – 8  pund hvid sukker – 2 pund  kandis – 24  pund risengryn – 5  pund sirup – 15 hvidling – 1 Skp. Salt – ½ anker rødvin – 1 pot akvavit – 16 kander brændevin – 3 potter bedste brændevin – kringler og tvebakker for 1 Mk. 10 Sk. – 1 kande tran – lys for 1 Mk. 2 Sk. – 1  pund humle – 6 stk. kridtpiber.

Korn til mel og malt har sikkert været i huset, da der i regnskabet findes poster for tærskning, maltning og bagning.

Næstfølgende søndag strøg præsten sin prædiken og læste i stedet et ofte af degnen forfattet levnedsløb, kaldet „testimonner” over afdøde. Af disse er mange bevarede, somme indtil 200 år gamle. Var afdøde en gift kvinde, hvis mand var til søs, ventede præsten med testimoniet, til han kom hjem. Måske efter et års forløb!