Oplevelser med barken "Martha"
Herunder følger Sønderhodrengen Niels Mandø Carstensens oplevelser til søs i begyndelsen af 1900tallet.
Niels Mandø Carstensen var søn af skipper Jeppe Carstensen og Johanne Cathrine Mandøe. Niels blev født i Sønderho d. 29.11 1886, han døde i Juelsminde i februar 1974.
Niels var tidligere overtoldbetjent i Nymindegab og senere i Juelsminde efter at han forlod søen. Mens han opholdt sig i Nymindegab var han søretsmedlem og bestyrelsesmedlem i Lønne sogns sygekasse.
I 1968 udgav han bogen "En Fanødrengs erindringer 1968"
 
Hans erindringer om barndommen i Sønderho kan læses her

Hans oplevelser som messedreng i barken "Anna" kan læses her og tiden på navigationsskole her
carstensen.niels
Her følger hans tid som letmatros, sikkert også matros, i barken "Martha fra 1904 til 1906
--
Niels er sikkert kommet ombod i "Martha" kort tid efter ulykken i december 1903, hvor kaptajn Niels Nissen omkom i lastrummet i et forsøg på at redde styrmand Wielandt.
--
Kort tid efter min hjemkomst fra "Anna" fik jeg lovning på en hyre som letmatros ombord i Sønderho-barkskibet "Martha"' men skibet skulle først om en halv årstid komme til Marseille i Sydfrankrig og det ville være for lang en ferie for mig også rent økonomisk hvorfor jeg i ventetiden kom med een af J. Lauridsens dampere "Nancy". Da tiden nærmede sig' hvor "Martha" skulle ankomme, mønstrede jeg af og tog en lille ferie derhjemme, thi nu skulle man jo rigtig ud i verden og igen noget helt andet end det man havde oplevet hidtil.

Vi var to, der skulle rejse til 'Martha" fra Sønderho og det var 1. styrmand Peter Christensen og mig. Da budskabet kom om skibets ankomst, gjorde vi os klar til den lange togrejse gennem hele Europa, og det var jo igen noget nyt man skulle opleve. Vi tog afsked med vor familie og kammerater og begyndte nu rejse, der var beregnet på - dengang - at skulle vare 2-3 dage med et 6 timers ophold i Geneve i Schweiz og en 3timer i Lyon i Frankrig og en del mindre ophold andre steder. Jeg husker særligt opholdet i Geneve, hvor vi rigtig skulle ud at røre benene efter den lange indespærring i en lille kupe. Det der særligt betog vi søfolk, var havnen og denne skibsfart der var på denne Geneve sø, både af fragtbåde og ret store passagerskibe. Så vi tilbragte en stor del af vore timer der, men den ret store by måtte også gennemses. Jeg husker, at da vi på turen følte at vi trængte til at spise og skulle finde et pænt sted, men vi tog os ikke i agt for at byen bestod af en tysk og fransktalende del. Så vi bestemte os for et meget pænt beliggende hotel og først da vi kom indenfor blev vi overrasket over, at de ikke forstod andet som fransk, og det sprog var vi ikke stive i hvorfor vi af det udleverede spisekort udsøgte os det med det største navn og vi sad spændte og ventede på, hvad det kunne være, men vi blev jo lidt skuffet da maden- kom og viste sig at være ganske almindelige bajerske pølser med franskbrød til men trods skuffelsen spiste vi det ned god appetit. Ja, sådan kan det gå når man ikke er sprogkyndig.

brinch.laufredEfter ventetiden i Geneve, startede vi så mod Marseille, kun afbrudt af førnævnte ophold i Lyon, vi begyndte nu i spænding at vente efter at se "Martha" vort fremtidige hjem og talte jo meget om skibet og dets indretning, selvom vi ikke var helt ukendt med dets indretning hjemmefra.
Vel ankommen på banegården i Marseille, hvor kaptajn Laurits Frederik Brinch (afdøde kaptajn Niels Nissens svigersøn) stod og tog imod os og bød os velkommen og derefter skulle følge os ned til skibet, og jeg må sige at "Martha" overraskede til den gode side - at se det flotte hvidmalede jernskib må sin flotte rigning og pæne skrog og overalt velholdt, det duperede mig ganske og fortog sig heller ikke senere efter at have tilbragt så mange år i skibet. - Nå' dagen efter begyndte hverdagen, og vi måtte i arbejdstøjet, dels med at udlosse skibet, der bestod af kobra fra Stillehavet og dernæst indtage vor nye last af mursten og tagsten til Rio Janeiro i Brasilien.

Den gamle besætning var blevet afmønstret og nyt antaget, dog blev følgende tilbage og ville fortsætte, det var Marius fra Grenå, Anders fra Gudhjem på Bornholm og Anoi fra Finland, der ale havde været med "Martha" i ca. 2 år dengang. Opholdet i Marseille i det hele taget skal jeg ikke uddybe nærmere' kun at vi selvfølgelig brugte fritiden til også at se den store by og omegnen, og opdagede, at hele deres levemåde og færden var anderledes end på vore breddegrader. Arbejdstiden ombord var også anderledes end vi kender den i dag. Den begyndte gerne kl. 6 og varede til kl. 18 med kun en halv times frokost og een times middag og tyve minutters kaffe, men vi kendte jo ikke andet dengang. Dagen kom så, hvor vi skulle forlade Marseille. Alt blev gjort klar til den lange rejse til Rio, Iugerne blev skalkede alt på dækket fastsurret og så kom lods og slæbebåd og slæbte os ud i det åbne Middelhav, hvor vi forinden havde gjort alle vore sejl los og klar til at sætte, når lods og slæbebåd havde forladt os. Det tager en del tid, før man får alt i orden og man kan sætte skibsvagterne. Disse vagter foregik efter god gammel sømandsskik således, at 1. vagt var fra kl. 00 til kl. 04. 2. vagt fra kl. 04 til 08 og 3.vagt fra kl. 08 til 12. 4. vagt fra kl. 12 til 18 og 5. vagt fra kl. 18 til 24. Nu gik vagtskifterne sin vante gang efter at alle sejl var sat og alting på dækket rengjort og klar.
Næste dags formiddag oplevede vi en meget stor og uventet overraskelse, efter at kaptajn' Brinch havde ønsket, at vi åbnede alle luger til lastrummet og vi ved åbningen af storlugen til vor store forbavselse så en stor, let smilende neger stå midt i lugen. Kaptajn. Brinch, der blev tilkaldt, blev ganske rasende og udbrød: din sorte laban, vi smider dig udenbords. Sådan frækhed vil jeg ikke tåIe, men det skal straks siges, at han betænkte sig og vi fik negeren op af lasten, men måtte for kaptajnen ikke blive anbragt i lukafet, men opholde sig på dækket. Nå dagen efter fortabte vreden hos kaptajnen sig en smule og vi fik lov til at han måtte være i lukafet sammen med vi andre, men da udtalte han samtidig overfor Sam, sådan hed negeren, at han om nogle dage ville blive landsat i Gibraltar, når vi passerede strædet, men skæbnen var god ved Sam idet vi fik flere storme med modvind, sådan at der gik ca. 3 uger inden vi nåede strædet ved Gibraltar, og i den tid var stemningen hos kaptajnen og vi andre forandret til, at vi havde fået en god kammerat og skibet en god og dygtig sømand, så i stedet for at smide Sam i land, meddelte kaptajnen ham nu, at han kunne få lov at blive ombord til Rio, men uden løn, og det var Sam lykkelig over, idet hans hjemby var Rio. Han havde fortalt os, hvorfor han havde sneget sig ombord hos os, det skyldtes, at han havde mistet sin hyre med en amerikansk damper, der var eksploderet i Marseilles havn og at han på havnen der havde fået opspurgt, at "Martha" skulle afgå til hans fødeby, og det var jo netop hvad der var Sams ønske, at komme hjem.

Vi havde regnet med, at rejsen til Rio ville vare ca. 1½ måned, idet vi kunne forvente at sejle det meste af turen i god passatvind, der var medvind og stabil fra samme vindhjørne. Dette viste sig også at blive tilfældet, og vi havde den mest herlige tur og Sam var blevet alles bedste ven og kammerat. Spændingen hos os blev efterhånden som vi nærmede os Ækvatorlinien, som den blandt søfolk kaldtes, idet skikken i alle lande var, at man første gang man passerede denne linje skulle døbes, og vi var fire, der ikke tidligere havde været der.Martha bark af-Soenderho 1892 ,-FOS4732-3 teaser

En sådan dåb foregår på den måde, at der udpeges een, der skal være "Neptun", og et stykke tid før denne handling skal foregå, bliver de, der skal døbes beordret ned i lukafet og må ikke vise sig før der bliver kaldt på dem. I mellemtiden er der stor travlhed på dækket, alt bliver gjort klar til "højtideligheden", der findes frem en meget stor træbalje, som fyldes med havvand, og tværs over baljen anbringes et bræt, hvorpå den, der skal døbes, bliver anbragt, i mellemtiden er "Neptun" blevet udklædt til ukendelighed med et stort fuldskæg, lang kåbe og stor stav m. v., og lige før det skal foregå, kravler han helt hen ned foran på stævnen og kommer drivvåd op og råber skibets navn, i dette tilfælde "Martha ohøj" - hvorefter styrmand og kaptajn. går forud ti1 ham med en listefortegnelse over, hvor mange der skal døbes og deres navne. Herefter bliver de een for een kaldt op og anbragt med bind for øjnene på det før omtalte bræt over karret, og nu begynder højtideligheden med at "Neptun" udspørger vedkommende om, hvor han er født og hvornår og flere andre ting, hvis det kan lade sig gøre, idet det nemlig er sådan, at Neptun hos sig har en lille pind, hvorpå der er anbragt klude indsmurt i tjære og andre uhumskheder' og hver gang ofret åbner munden med svar, så stikker Neptun pinden ind i munden på ham, så enhver vil kunne forstå det griseri, der fremkommer heraf, for mit eget vedkommende da kendte jeg fremgangsmåden hjemmefra, så jeg skulle nok holde munden lukket og ikke svare. Når så alle de formaliteter var overstået, blev brættet, man sad på revet væk og man dumpede ned i det store kar, hvor man blev holdt nede, indtil man var gennemskrubbet med stive børster, så man til sidst var helt ør i hovedet, men ikke ren, det skulle man først ned til bagefter, hvorefter man samledes til en lille festlighed. Nu var man altså døbt og fik af kaptajnen overrakt sin "dåbsattest", der fremover skulle bevise, at man havde passeret Ækvator.

Vi var nu kommen bort fra det vindstille bælte og over i SØ -passaten, det vil sige, at der blæser vinden altid fra sydøst og meget stabilt og medvind, så vi begyndte så småt at regne med, hvornår vi kunne nå Rio. Jeg må hellere lige fortælle, at man i det såkaldte stillebæIte kunne få nogle kortvarige, men kraftige regn- og tordenbyger, hvor man altid sørgede for at samle regnvandet, det opnåede man ved langs over hele dækket at udsprede store, dertil indrettede sejldugspressenninger med afløb ned til vore drikkevandsbeholdere. Det er nemlig sådan, at dels begynder det at svinde på denne beholdning og dels at vandet bliver for gammel og usundt, altså på denne måde får vi nu fyldt op med dejlig frisk vand og kan se fortsat rejse imøde uden risiko for at vandet slipper op. Hvad vor daglige kost angår, da var der på det tidspunkt ikke andre muligheder end udelukkende at leve af konserves, hvorfor vi var meget vågne for at fange fisk og fugle, så vi dog kunne smage lidt fersk. Det vi særlig var på vagt efter var delfiner, det er en ret stor varmblodig, hajagtig fisk, hvis kød dog var mest er at Iigne med svinekød, dog en lille smule trannet, men det havde vi midler til at borteliminere og derved give os en kærkommen afveksling.

Dernæst fangede vi Albatrosser, det er en meget stor tropefugl, der kun lever i det varme bæIte. At fange disse store fugle er ikke altid lige nemt, da de mest opholder sig i vandet. Derfor ved hjælp af op til 100-200 m lange liner, hvorpå er fastspændt en Iille metaltrekant med lidt madding på, denne line lader man løbe ud fra agterenden og lader den stå der, indtil man kort eIler lang albatrostid derefter opdager, at een har bidt sig fast' hvorefter man forsigtig søger at hale den indenbords, den bider sig fast, ved at den med sit meget store og krumme næb gaber over trekanten og med skibets fart kan den ikke slippe løs igen, men man skal være forsigtig ved indhalingen, det hænder jævnligt, at de smutter. Så snart de er indenbords får den lov at løbe frit om på dækket, idet den ikke på nogen måde kan løfte sig derfra, og så ellers vente på, at vi bliver sultne. En sådan Albatros smager ualmindelig godt, især under sådanne forhold, som vi var. Selv om Albatrossen var kærkommen, så betragtede vi dog, som før nævnte Delfin, som den mest attråede, ikke alene for dens fine kød, men spændingen ved at fange den og den halløj og ravage den kunne lave, når vi fik den indenbords, hvor den med sin bagkrop og hale kunne slå så kraftig i dækket, at det gjaldt for os om at få den aflivet hurtigst muligt, men det var ikke altid lige let, da de er meget sejlivet, men vi havde jo god tid og sådant var jo afveksling fra det daglige sømandsarbejde. på det tidspunkt kendte man jo ikke til køle- og fryseskabe, men måtte ved hjælp af vore store medbragte saltbeholdninger altid sørge for, at det, vi ikke kunne spise fersk blev saltet ned til senere brug, ligesom vi ved vore lange rejsers begyndelse måtte sørge for tilstrækkelig proviant, der dengang bestod af nedsaltet kød og fisk og ellers en mængde konserves af alle mulige slags, så man vil jo forstå, at det var store lagre sådanne skibe skulle proviantere med før de skulle ud af havnene. Dertil kom forsyninger til hele mandskabet privat, både med fornyelser af deres arbejdstøj og dertil skulle der jo være stort lager af tobak og andre mere personlige fornødenheder. Alt dette købte man hos styrmanden, og på slutningen af en rejse måtte man altid spare meget, især når rejserne blev længere end beregnet. Det foregår jo anderledes i dag, for det første er det nu dampere og store motorskibe, der færdes på disse have, og siden er der installeret både fryse- og kølerum, samt rejsernes varighed kun er en brøkdel af dem i sejlskibene.

Vort daglige arbejde på vagterne bestod for nogens vedkommende i rengøring og maling, alt på dækket var jo lakmalet og selve dækket godt gennemsmurt med fernisolie, sådan at vi kunne gå i kludesko, når ellers vejret tillod det. Nogle af mandskabet fik deres bestemte mast at skulle holde i orden, både med maling, reparation af sejl og den masse tovværk, der fandtes på sådan en mast. Disse topgaster, som vi kaldte dem, havde ikke andet arbejde på deres vagter og tog ikke del i rortørnene, alt dæks og andet sømandsarbejde udførtes af rorsmændene. sådan gik den ene vagt efter den anden. Opstod der storme eller uventede cykloner, tyfoner eller andet, hvor vi blev nødsaget til at bjerge en del af vore sejl ja, så hændte det at frivagten måtte tilkaldes, men det var kun i yderste tilfælde. I tilfælde af sygdom ombord, var der indrettet et sygeværelse eller kammer agterude, hvor de syge kunne anbringes såfremt det skønnedes nødvendigt. Kaptajnen og styrmændene, der på navigationsskolen havde gennemgået kursus i både læge- og sygepleje, måtte under disse forhold behandle de indlagte, hvad ikke altid var lige behageligt for begge parter. Der forekom jo en del skader ombord, også disse måtte behandles på skadestuen.rio

Vi var nu så langt fremme på vor lange rejse, at vi begyndte at holde udkig efter landet omkring Rio og en skønne morgen opdagede vi i det fjerne konturerne af højlandet bag Rio og vi begyndte at glæde os, thi et par måneder i søen uden kontakt med andre mennesker, kan på nogen virke lidt deprimerende, så gensynet med det pulserende liv i en by var under sådanne forhold kærkommen. Vi nærmede os nu stærkt indsejlingen, og lods og slæbebåd var i sigte, hvorfor alt blev gjort klar til denne bugsering, alle sejl blev taget og gjort fast. Efter at slæbebåden havde fået slæbetrossen ombord, begyndte turen ind mod ankerpladsen ved Rio. Vi ankrede op ca. 100 m fra byen, det gjorde alle skibe på det tidspunkt i Rio. Det skal siges, at vi unge, der ikke havde været på de breddegrader før og ikke som her at være i en by, der ligger i troperne og altså med tropevarme, var en stor overgang, thi vel havde vi sejlet i tropevarme den sidste månedstid, men der havde vi den friske havluft, der ikke gjorde det trykkende, som her i læ af de meget høje bjerge med stillestående luft. At det kunne være slemt, fremgår af, at myndighederne i land havde påbudt, at alt legemligt arbejde skulle standses mellem kl. 10 og 14, men så til gengæld indvindes morgen og aften.
Rio var en stor og tilsyneladende idyllisk by, men også kun tilsyneladende. Vi opdagede senere ved Sams hjæIp, at idyllen ikke gjaldt negerbefolkningen, de havde deres store afsnit i byens udkant, med de mest usle træbarakker uden spor af sanitære indretninger, og kun de hvide kom af nysgerrighed. Når man så sammenlignede den luksus den hvide og velhavende befolkning levede i. En luksus, som på daværende tidspunkt ikke fandtes nogen steder i verden, kan man ikke undgå at synes, at verden med sin opreklamerede humanitet og kristendom, burde skamme sig ved at behandle folk med en anden hudfarve værre end de ville behandle deres dyr. og det står for mig ganske forståeligt, når de farvede verden over nu delvis gennem oprør, vil forsøge at få del i de hvides goder.

Opstod der storme eller uventede cykloner, tyfoner eller andet, hvor vi blev nødsaget til at bjerge en del af vore sejl ja, så hændte det at frivagten måtte tilkaldes, men det var kun i yderste tilfælde. I tilfælde af sygdom ombord, var der indrettet et sygeværelse eller kammer agterude, hvor de syge kunne anbringes såfremt det skønnedes nødvendigt.
Den første søndag morgen efter vor ankomst, skulle Sam hjem at hilse på sin familie, de boede ikke i det foran omtalte negerkvarter, men havde en lille træhytte opad bjergsiden bagved byen. Sam havde spurgt mig, om jeg ville med hjem og hilse på dem, hvad jeg selvfølgelig, lidt spændt, sagde ja tak til. Turen derop var træls, men meget interessant med udsigt ned over byen og bugten, hvor vi kunne se "Martha" ligge stolt og skinnende, men størst var overraskelsen, da døren til Sams hjem blev åbnet og hans mor og far og fire søskende stod og tog imod os. Både forældre og søskende ligefrem kappedes om Sam, men ikke alene om ham, jeg fik samme velkomst. De var meget rørt over, at en hvid mand ville følge med deres dreng hjem i et negerhjem, det havde de aldrig oplevet før. En sådan gensynsglæde tror jeg ikke kan være mere ægte blandt os herhjemme. Ved senere besøg både af dem ombord hos os og vi derhjemme, opstod der et godt venskab, selvom de var negere. Sam havde også den g1æde at kaptajn. Brinck bad om at tage med igen på en rejse til Port Elisabeth i Sydafrika. Selvom Sam gerne ville have blevet hjemme hos familien, kunne han ikke modstå et så pænt tilbud fra den mand, der udenfor Marseille ville have smidt ham udenbords, selvom der ikke nu var udsigter for ham til at komme hjem foreløbig.

Efter endt udlosning i Rio og indtagning af ny Iast var tilendebragt, kom dagen, vi skulle tage afsked med også denne by. Sams familie var mødt for at tage afsked, ikke alene med deres dreng, men med os alle. Da lods og slæbebåden forlod os i åben-sø, havde vi alle sejl klar til at sætte, og inden længe var landet ved Rio ude af syne. Sam var jo lidt tavs efter at have forladt sin familie og fødeby, men allerede dagen efter var han igen den gode og muntre kammerat. Ellers gik turen nu sin vante gang. Vi havde nu vore vagter at passe, dog viste det sig, at vi var kommet i mere urolige farvande, med mange lange og svære storme og deraf følgende sejlmanøvrer, men det var jo sømandens lod i sejlskibene. Den værste storm jeg mindes, fik vi da vi capsetgodehhaabbefandt os i nærheden af vort bestemmelsessted, det var een af de berygtede "Blach South Easter", som fremkommer jævnligt omkring Cap det gode Håb. Den var også meget slem, idet vi måtte bjerge alle vore sejl og bare lade os drive med vind og sø. Opholdet på dækket var næsten uudholdelig, at færdes forud på skibet kunne vi ikke, hvorfor mandskabet derfra måtte blive agterude. Stormen var ledsaget af lyn og torden og virkelig ret ubehagelig. Efter 10-12 timers forløb sløjede den af og vi kunne begynde at se os om på dækket og få lidt ryddet op og få sat vore sejl igen og se at finde tilbage til vort bestemmelsessted.

Vi var slået helt tilbage, så vi nu igen befandt os udfor Cap det gode Håb. Efter nogle dages forløb nåede vi op til Port Elisabeth, hvor vi selv, ved hjælp af lods, kunne sejle ind på ankerpladsen, idet det viste sig, at der ingen havn var og at skibene skulle losse og lade på åben kyst. Det havde ingen af os forestillet os, men vi måtte foruden vore egne ankergrejer have lige så meget fra land. Vi skulle jo sikre os, såfremt een af de før omtalte storme atter skulle indfinde sig, og heldigvis havde ordren fra land om at gardere os, vist sig at være nødvendig, idet vi få dage efter oplevede en lignende storm, som den udenfor, dog af knap så lang varighed, men længe nok, idet skibet arbejdede voldsom i den svære sø, og vi var meget nervøse for at ankergrejerne skulle springe, men heldigvis aftog stormen og vi åndede lettet op. Ubehaget ved at ligge der blev ikke mindre af, at vi inde på stranden kunne se på utallige skibsvrag, der gennem årene var kastet på land og slået til vrag. Efter at alt var bragt i orden efter stormen fortsatte vi losningen, og det må siges, at vi lagde os ihærdig i for at komme væk fra dette ikke ufarlige sted, ikke andre end kaptajnen havde sat fødderne på land her.

portelisabethEn af de sidste dage vi lå der, modtog kaptajnen et telegram fra rederiet om, at vi skulle gå i ballast, uden last, tilbage til Rio for ordre. Selvom kapt. Brinch syntes, at det var underligt, at vi med tomt skib skulle sejle den lange vej, så var der ikke andet at gøre end at adlyde ordren. En tidlig morgen forlod vi så Port Elisabeth, og med a1le sejl til og god medvind, startede vi så igen mod Rio. Var der ikke andre, der glædede sig, så gjorde Sam det, thi efter den omgang storme m. v., tror jeg nok at han var træt af søIivet. Turen tilbage til Rio forløb betydelig bedre end udturen, sådan at vi efter en lille måneds forløb begyndte at skimte højlandet ved Rio, for kort tid efter at se både lods og slæbebåd langs skibssiden. Vi kunne se på dem, at de var meget forbavset over at se os igen, idet de ikke havde fået nogen underretning om, at vi forventedes dertil. Hvad også senere viste at være lidt mystisk. Efter at vi var anbragt på vor gamle ankerplads, gik kaptajnen i land for at orientere sig, men der kendte de heller intet til at vi skulle komme. Kaptajnen måtte da sætte sig i forbindelse med rederiet hjemme i Sønderho, for at høre hvad dette skulle betyde, thi han var meget nedslået over det skete.

Rederiet meddelte ham, at deres telegram til ham i Port Elisabeth Iød på, at vi skulle afsejle derfra (Port Elisabeth) til de Kanariske øer for ordre, og ikke noget som helst med Rio Janeiro og at fejlen Iå hos telegrafvæsenet, men at det var en dyr fejltagelse for rederiet er givet. Om de opnåede nogen erstatning aner jeg ikke. Dagen efter kom der telegram hjemmefra, at vi skulle afgå til Barbados i de Vestindiske øer for ordre, hvilket vil sige, at vi heller ikke der kunne forvente at få last. Turen derop gennem passaten, hvor vi igen skulle passere ækvator, men uden dåb, foregik i dejlig tropevarme og godt vejr og med vore vante sysler ombord. At aI denne sejlen omkring med tomt skib, forvoldte selvsagt rederiet store økonomiske tab, da det var ganske umuligt efter vor ankomst til Rio at kunne nå over til de Kanariske øer og gennemføre den fragt, vi oprindelig skulle have haft, men at rederiet i stedet måtte lade os gå den kortere vej til Barbados.

Sam vor gode ven, besluttede at forlade os i Rio og dermed var dette gode venskab slut. Efter at være ankommen til Barbados, hvor vi ikke lå ret længe fik vi ordre til at sejle til en ø i samme øgruppe, der hed Aruba. En lille oplevelse havde vi dog medens vi Iå opankret ved Barbados. Det var nemlig sådan der, at et hold indfødte mødte op ved skibene og tilbød, at de ville dykke ned, uden dykkerdragt, og tilbagebringe alle de genstande vi vilde smide ud til dem, og det morede os vældig at se disse mennesker dykke ned i dybder op til 70 m vand og selv med småmønter eller konservesdåser m.v. at kunne bringe det hele velbeholdne. De fik jo som betaling gerne det vi smed ud, og de var vel tilfredse. Turen til Aruba varede ikke ret længe. Aruba var på det tidspunkt en til dels ubeboet ø, helt bevokset af vild kaktus og med ganske få huse nede ved ankerpladsen, der var indkranset af et stort koralrev med en meget smal indsejling, hvor vi skulle passere, uden nogen anden hjælp end vor egen sejlkraft, og der skete da også det, at vi skrabede bunden, og da d.et var koraler, turde kapt. ikke andet end at søge og få bunden undersøgt, men det var lettere sagt end gjort, idet der på stedet ikke fandtes dykkere, heldigvis for os var der et par indfødte mænd på stedet, der var opvokset i at kunne dykke i lighed med de før nævnte ved Barbados. Det viste sig også, at de var dygtige til dette arbejde. De kunne kravle langs skibets bund og systematisk undersøge det hele, på trods af, at de hverken havde dykkerdragt eller dykkerhjelm på. Det viste sig heldigvis ved denne undersøgelse, at skibet ingen skader havde lidt ved indsejlingen, men de konstaterede, at hele bunden var overgroet med tang og muslinger, hvad vi iøvrigt var klar over måtte være tilfældet, idet bunden ikke var renset siden vi forlod Marseille for et års tid siden, men de indfødte tilbød også at ordne dette. vi begyndte nu at indtage vor ladning, der bestod af rå fosfat, der var meget tung og som følge heraf måtte fordeles efter en nøje udregnet plan, idet blot en ubetydelig mængde for meget for eller agter og ikke mindst til siderne, kunne bevirke, at vi fik et dårligt søskib, ligesom der blev opsat skillerum med ca. 1 m tit hver side og i,2 m højde og indenfor disse små rum skulle vor last nøjagtig anbringes. Søvejsreglerne på det tidspunkt påbød sådan for de meget tunge laster, men vi var jo også selv meget påpasselig med, at det blev overholdt, det var jo os, der måtte ordne og gennemgå besværlighederne, hvis lasten skulle forskubbe sig. vort bestemmelsessted med lasten var Stettin i Østersøen, og vi glædede os allerede til at komme hjemad, selvom dette lå et par måneder forude.

Vi benyttede selvfølgelig vor fritid til at trave rundt på det mest uciviliserede sted jeg opnåede at besøge i min sejltid. Øen var et eneste vildnis, overgroet med store og små kaktus, med enkelte små primitive veje og stier, kun ud til den rille fosfatmine, var der nogenlunde farbar, men trods de primitive forhold, modtog vi dog ved vor ankomst dertil en meget stor overraskelse, idet den lille købmand ved stranden, hvor der kun var en halv snes små træhytter, kom ombord og tilbød os dejlig Tuborg ø1, at vi forbavset så på ham - og var mistroisk - og troede ikke på, at de var ægte, men det opdagede vi nu ret hurtig at de var. Han fortalte os så hvordan han havde fået fat i dem, det var sket på den måde, at så snart han havde fået oplyst, at der ventedes et dansk skib til øen, havde han sat sig i forbindelse med en skibshandler på en anden ø, der ligesom Aruba var hollandsk besiddelse, og derfra fik han så nogle kasser dansk øl - til glæde for os.
Efter at vi var færdig med indtagning af vor last, kom dagen vi skulle forlade Aruba, hvis fåtallige beboere og især deres købmand, vi var kommet til at synes godt om, og jeg tror at det var arubagensidigt, da det for dem var en meget stor oplevelse, at der var skib ved øen, kun en 4-5 skibe besøgte dem årligt. At Aruba i de senere år er blevet en meget driftig og erhvervsmæssig god ø, har jeg fulgt en del med i, og der hvor vi lå til anker, nu er en meget stor og benyttet havn. (På øen findes nu et stort raffinaderi, der får olien bragt fra Venezuela.)

Efter vor sædvanlige sejlsætning og rengøring af skibet fortsatte vi nu rejsen mod mere hjemlige farvande, idet vi regnede med at få en god og hurtig rejse over Nordatlanten på denne årstid, dette lykkedes også, og på denne del af hjemturen syntes jeg ikke der foregik noget, der har sat sig fast hos mig. Vi fik jo tiden til at gå med vore vanlige vagter og fritid. Måske nogen kunne tænke sig at spørge, hvad vi i grunden fik fritiden til at gå med når vi var i søen. Ja, udover spisetiderne, der for øvrigt altid var kærkommen, da man i den alder og ude i den friske havluft altid følte trang til noget mad, men ellers havde vi mange private sysler, nogle lavede forskellige ting i træudskæringer f.eks. skibsmodeller til at ligge ind i flasker, det var en særiig yndet sport, hvor dygtigheden var forskellig. Jeg husker særlig vor kammerat Anoi fra Finiand, det var hele kunstværker han kunne fremtrylle på den måde, og der var mange andre ting vi beskæftigede os med, ellers endte det med et slag kort eller lidt boldspil på dækket, men de fire timers frivagt gik jo hurtigt og sove lidt skulle man jo også.

Turen over Atlanten og gennem den engelske kanal gik rent programmæssigt uden nævneværdige afvekslinger og stadig med god medvind. Efter nogle timers forløb ude i Nordsøen, hvor vi stadig lænsede for en god frisk vind, fik vi forude øje på noget, der lignede et skib, som vi haiede ind på, og vi opdagede ret hurtigt, at det var en damper. Stor var vor glæde og ikke mindre vor stolthed, da vi opdagede det var rutebåden "I. C. la Cour" fra Esbjerg, hvor ombord vi kendte adskillige, bl. a. kaptajn Warrer. Da vi så hvem vi havde med at gøre, kan det nok være, at hvert eneste sejl blev sat til, nu skulle vi vise dem hvad et Fanø sejlskib kunne præstere, og i løbet af et par timer var vi oppe langs siden af ham og gik ham nærmere end man normalt gør, men vi ønskede, at de rigtig skulle se os og vi dem. Da vi var tværs på og nærmest, fik vi en ganske lille samtale, hvor vi bad dem hilse hjemme og ønskede hinanden fortsat god rejse, men det skal lacoursiges, at vi var lidt skadefro og kunne ikke dy os for at tage vor svære slæbetrosse op og hænge den udover agterenden, idet vi råbte til dem at de kunne komme med på slæb.
At de rent sømandsmæssig var lidt slukøret, fremgik sikkert af, at kaptajn. Warrer derovre overhovedet ikke viste sig på dækket. Vi fortsatte vor kurs mod Hanstholm og Skagen, og den gode medvind holdt sig, men med det samme vi rundede Skagen, var også medvinden forbi og vor tur ned til Helsingør tog 3 uger, næsten lige så lang tid som turen over Atlanten. Sådan var sejlskibenes kår dengang, nu med dampere og motorskibe kan tiden anderledes udnyttes. Efter ankomsten til Helsingør måtte vi have slæbebåd gennem sundet, for så selv at fortsætte over Østersøen til Stettin.

Vel ankommen hertil skulle vor last udlosses og herefter afmønstringen kom af den del af mandskabet, der ikke ville fortsætte, der blev kun tilbage kaptajnen og 1. styrmand. Både Marius fra Grenaa, Anders fra Bornholm og Anoi fra Finland og mig selv rejste hjem og vore veje skiltes efter det lange kammeratlige samvær ombord i "Martha". Jeg rejste naturligvis hjem til Sønderho til familie og kammerater. Jeg tror at gensynsglæden var ærlig ment hos os, der var jo mangt og meget, der skulle fortælles og opfriskes efter det range fravær. Turen dengang fra Nordby til Sønderho var jo lidt anderledes end i dag, hvor der kører store moderne rutebiler på asfalteret vej mod dengang en lyngvej og hestevogn, men tiderne forandrer sig jo, og heldigvis til det bedre, men er mon vi nutidsmennesker mere tilfredse?

På turen hjemover med "Martha" spekulerede jeg stærkt på at tage på navigationsskole når jeg kom hjem, idet jeg nu var20 år og mente, det var en passende alder at få begyndt. Jeg talte selvfølgelig med far derom, og han mente som jeg, at vi skulle få det bragt i orden, og så ville far og mor se at finde en lejlighed i Nordby, hvor vi kunne bo sammen og derved formindske mine udgifter ved skoleopholdet, og evt. leje deres eget hus ud så længe. Efter at alt det var bragt i orden og jeg havde talt med forstanderen på navigationsskolen, viste det sig desværre, at man ikke kunne begynde uden ved et nyt skoleårs begyndelse og det var pr. 1. august 1907. Det var jo ikke helt efter min beregning.

Fortsættelse følger med tiden på navigationsskole og min tur med "Martha" som styrmand.

Kilde: Eric D. Jensen, København

Relaterede artikler

Gå til top