Sønderhos har med sine 15 kirkeskibe Danmarks største samling.  Ingen af de nuværende kirkeskibe har hængt i den gamle kirke.

Bortset fra et enkelt eksemplar er de alle bygget mellem 1850 og starten af 1900-tallet. De fleste omkring århundredeskiftet. Det var også i det tidsrum at kirkeskibe var mest på mode i Danmark.
Samtidig var det også i det tidsrum, at det gik ned ad bakke for søfarten på Fanø, idet de gamle sejlskibe blev fordrevet af dampskibe.  Så det har ikke nødvendigvis været i den periode, at velstanden i Sønderho var størst.

Hovedparten af skibssamlingen er modeller af traditionelle sejlskibe, men der er også et par nyere skibstyper repræsenteret.

De fleste af modellerne har formindsket skrog af hensyn til iagttagelsen fra kirkegulvet. Optisk ville skrogene nemlig se for store ud i forhold til resten af skibet, da de er tættere på beskueren end masterne.

Ved en del af skibene kender man desværre kun giverens identitet og ikke modelbyggerens. Men da der næsten var tradition for, at hjemvendte sømænd og pensionerede skibsbyggere både byggede modelskibe og forærede dem til kirken, har det nok i mange tilfælde været én og samme person.

Brig

Mindre sejlskib med to fuldriggede master. Briggen, der oftest var meget velsejlende, havde sin glansperiode omkring 1800, men forsvandt stort set i slutningen af 1800-tallet, hvor den blev udkonkurreret af de lettere håndterlige og mindre mandskabskrævende skonnert og skonnertbrig.

Bark

Et sædvanligvis 3-mastet sejlskib. Større barker kan være 4- eller 5-mastede. Barken er fuldrigget på alle master undtagen den bageste, mesanmasten, der kun fører bom- og gaffeltopsejl. Barken er udviklet fra det fuldriggede skib og blev den dominerende større sejlskibstype fra begyndelsen af 1800-tallet til sejlskibsepokens afslutning, idet den enklere rigning var billigere i anskaffelse og vedligeholdelse samt mindre mandskabskrævende.

Fregat

Fregatten opstod i 1600-tallet som et fuldrigget krigsskib med ét lukket batteridæk. Typen var oprindelig tænkt som spejder og signalrepetitør for de tungere og langsommere linjeskibe, men udviklede sig snart til et meget anvendeligt skib, der selvstændigt kunne løse en række opgaver.
Betegnelsen dækker over en betydelig variation i størrelse med skibslængder på 86-140 m, tonnager på 1300-5000 t og besætninger på 90-300 mand. Også fart, rækkevidde, bevæbning og den øvrige udrustning varierer mellem forskellige konstruktioner.

1. En 52 cm lang brig fra 1800-tallet uden navn.

Den har fuldriggede master og to kanoner. Galionen afsluttes af en forgyldt volut.

Briggens to messingkanoner.

Ved agterstævnen hænger en redningsbåd med en dukke, der forestiller en mand med oprakte arme.

Den lille mand i agterstavnen.

Skibets skrog er grønt og bunden er rød. Redningsbåden er stribet i rødt, hvidt og grønt.

Ifølge ”Kirkeskibe i Ribe Amt” af Henning Henningsen har giverens og bygmesterens navn har oprindeligt været malet langs kølen. Dette eller disse navne er desværre gået i glemmebogen, og man ved hverken hvor skibet kommer fra, eller hvem der har lavet det.
Ved restaureringen i 1989 lå der i lasten et håndsmedet spir fra skibets ophæng. Spiret har dobbelt spids, hvilket kan tyde på, at det er norsk, men derudover er der intet ved skibet, der afslører hvor det er fra.

Skibet er kommet i kirkens besiddelse mellem 1934 og 1959, for den er ikke nævnt i ”Fanøs historie” af N. M. Kromann 1934, hvor han opremser kirkens modelskibe, men den figurerer til gengæld i ”Kirkeskibe i Ribe Amt” af Henning Henningsen fra 1959.

Brig fra 1800-tallet af ukendt oprindelse 

2. En 51 cm lang tremastet fuldrigger med 30 falske kanonporte i lukket batteri.

Skibet har en sjov galionsfigur, der forestiller en lille tyk, nøgen mand med fremstrakte arme.

Fuldriggerens specielle galionsfigur.

Navnebrættet er desværre overmalet, så man kender ikke skibets navn. Modellen er forsynet med hvide dækshuse og to hvide redningsbåde.

Skroget er sort med hvide portgange og grøn bund.

Modellen er bygget i 1800-tallet.

Skibet er anskaffet mellem 1959, hvor det ikke figurerer i ”Kirkeskibe i Ribe Amt”, og 1984.

Tremastet fuldrigger fra 1800-tallet af ukendt herkomst

3: ”Maria” er en 65 cm lang skonnertbrig som er bygget og givet af skibsbygmester og købmand Peder Sonnichsen. Skibet blev ophængt i kirken juleaften 1911.  Modellen er lavet over skonnertbriggen ”Hvide Karen”, som var ejet og ført af Hans H. Frederiksen.

Peder Sonnichsen. 

Skibet var malet hvidt over kølen, ligesom ”Maria” – deraf navnet. Et søsterskib, der også hed Karen var sortmalet, og blev derfor kaldt ”Sorte Karen”.

Virkelighedens "Hvide Karen", som blev bygget i Sønderho i1868. 

Modellen er fuldrigget og har kobberbund. På agterspejlet er et navneskilt af sølv, hvorpå skibets navn står. På kølen er et sølvskilt med Sonnichsens navn.

Navneskiltet af sølv. 

Skibet er udstyret med dækshuse og uudhulede redningsbåde, og i stormasten er ophængt en metallygte.

I kaptajnskahytten er nedlagt et kobberhylster med skibsdokumenter, og hullet dækket af en blikplade.

Skibet har gråt skrog med to forgyldte stri­ber, kobbermalet bund.

”Maria” er en model af skonnertbriggen ”Maren”, bygget 1872 i Sønderho af kirkeski­bets giver Peder Sonnichsen til skibsfører Søren Anthonis Sørensen.

”Maria” er tillige et mindre søsterskib til skonnertbriggen »Anna« fra 1905, i S. Katrine, Ribe. Også ”Anna” var bygget af P. Sonnichsen.

Træet til skibsmodellen er tilvejebragt på usædvanlig vis: Sct. Catharinae kirke i Ribe gennemgik en kraftig restaurering i starten af 1900-tallet, hvor den gamle kirke på det ustabile fundament blandt andet blev rettet op. Nogle af de gamle pæle, som kirken stod på, fik Peder Sonnichsen bragt til Fanø, hvor han skar dem op i planker og bl.a. brugte dem til skibsmodeller til både Sct. Catharinae og Sønderho kirker.

P. Sonnichsens skonnertbrig "Maria". 

4. Briggen ”Union” fra 1861 er 63 cm lang.

Modellen er bygget og skænket af skibsførerne Peder N. Jensen, Anthonis Mikkelsen, Søren Anthonis Sørensen, Jens Mortensen, styrmændene Laurids Schmidt og A. J. Andersen, maler Wüstenberg og skibsbygmester Peder Sonnichsen.

Det har nok været Sonnichsen der har tegnet skibet og Wüstenberg der har malet det. De andre har så måske hver bidraget med at skære og forme de små detaljer.

Briggen er fuldrigget og har 32 falske kanonporte i lukket batteri. Der er navnebræt på både bagbords og styrbords galion.

Unions navneskilt på styrbords galion.

Agterspejlet bærer to krydslagte dannebrogsflag over et nu udvisket våben og årstallet 1861 indrammet af en pyntekant.

Agterspejlets krydslagte dannebrogsflag. 

Briggen er forsynet med tre redningsbåde, hvoraf kun en er lavet detaljeret, desuden indeholder modellen dækshuse, ror og ankerspil.

Skroget er sort med hvid og gylden ræling og hvide portgange. Bunden er forgyldt. Våbenet er rødligt og navn, årstal og volut er forgyldt. Redningsbådene er hvide, dækshuse og dæk er brunt og ankrene er sorte.

Foruden agterspejlsudsmykningen frilagde restaureringen 1989 navnet og kanonportene, der førtes tilbage til den oprindelige farvesæt­ning. Ved samme lejlighed fandtes et dokument, nedlagt 1912 af købmand Peder Sonnichsen, til erindring om skibets gi­vere.

Briggen "Union" fra 1861 

5. En 52 cm lang brig ved navn ”Anna Kathrine”.

Modellen er skænket af skibsfører S. N. Thøgersen i 1850. Det er sandsynligvis også ham der har bygget den.

Skibet har jernkøl og navnebrættet sidder på agterspejlet.

Skibets navnebræt på agterspejlet. 

De to fuldriggede master er stærkt hældende.

Skibet har tre redningsjoller, dækshuse og ror.

Skroget er grønt med to hvide striber og bunden er rød.

Skan­seklædningens inderside og dækket har en ældre blå bemaling, ligesom dækshusene har en blå opstregning på hvid bund. Det er resterne af en fuldstændig blå overmaling, der ved restau­reringen 1989 kom frem blandt mange andre farvelag. Samtidig førtes agterspejlet tilbage til sin tidligere blankpolerede stand, og vandlinjen blev rettet op.

Skibet har blå bemaling indvendigt. 

Rust på beslagene tyder på, at briggen har været sejlende, og den har sandsynligvis op­rindeligt været beregnet og brugt til legetøj, hvilket stemmer fint overens med overleveringen der siger, at sønnen sejlede med den i Sønderho Havn. Den blå bemaling stammer muligvis herfra.

"Anna Kathrine", 1850. 

6. 55 cm lang hollandsk huggert-galease fra 1850. Modellen er skænket af skibsfører Jens N. Fischer, som sandsynligvis også selv har bygget den.

Skibet har seks kanoner, dækshuse og en redningsbåd.

Skroget er grønt med en hvid og to sorte stri­ber samt sort ræling, og bunden er hvid. Redningsbåden er hvid med grøn ræling, dæksinventaret hvidt, sort og grønt.

Reparationer:

Ifølge et skibsdokument blev skibet renset og malet af N. Havreby i 1931.

1951: Skibet blev renset og restaureret af Jes Peter Sonnichsen. Under denne proces fandt han en mønt (2,5 Schwaren) under stormasten fra 1820. Mønten er sandsynligvis nedlagt under byggeriet, ligesom man gjorde ved rigtige skibe i håb om, at den kunne bringe held. Modellen må derfor være bygget efter 1820.

Hollandsk huggert-galease fra 1850. 

7. Fuldrigget bark fra 1880. Barken er af brunbejdset teaktræ, 42 cm lang og dens navn er ukendt.

Enkelte dele er af ben og dækket er forsynet med dækshuse ror og fire redningsbåde.

Kirkeskibet er en model af en bark, der tilhørte Niels Nielsen, der forliste i Nordsøen i 1800. Modellen kan muligvis være bygget til erindring om denne hændelse 80 år tidligere. Måske af et barnebarn? I givet fald må skibets navn være ”Anne & Ellen”, for det hed det skib, som N.N. forliste med på en rejse til England.

Efter at overmatros Emil Jensen fra Esbjerg havde istandsat skibet, blev det skænket anonymt af frk. P. Lund i 1955 og ophængt 3. juli samme år.

Model af Niels Nielsens forliste bark. 

8. Barken ”Mette” er en model på 37 cm, som er givet af styrmand Niels Hansen i slutningen af 1800-tallet. Oprindeligt hang den over hans hustrus plads i kirken.

Det fuldriggede skib er udhulet med nedlagt dæk og kobberkøl. Rundt om galionen er der planteornamenter.

Barken har dæks­huse, to uudhulede redningsbåde og navne­vimpel i stortoppen.

Skroget er sortmalet med hvid ræling og for­gyldte ornamenter, og bunden står blank. Dækshuse og redningsbåde er hvidma­lede.

Barken er istandsat 1912-13, i 1920'erne og igen i 1989.

Barken "Mette" fra slutningen af 1800-tallet. 

9: Kirkeskibet må være foræret til kirken tidligst i 1990, da det ikke er omtalt i ”Danmarks kirker”.

Modellen er to-mastet med fuld rigning. Skibet har grønt skrog med sort stribe, hvide master og hvid redningsbåd med grøn ræling.

To-mastet model, der tidligst er kommet i kirkens besiddelse i 1990.

10. Kirkens både største og ældste skib er en fregat fra 1747, der hedder ”Anna Chatarina Calei”.

Modellen er 129 cm lang. Det åbne batteri har 28 kanoner, mens det lukkede batteri udgøres af 26 falske kanonporte.

To af de 28 kanoner, set inde fra dækket. 

Den forgyldte galionsfiguren er udformet som en kronet løve og på agterkastellet findes en udskåret, brynjeklædt mand med stav og en tyrk med krumsabel. Mellem dem en galej. Under figurerne ses årstallet 1747 og skibets navn.

Agterspejlet på Anna Chatarina Calei. 

Skibet har sidegallerier, og dækket er agter udstyret med ror, lygte, skibsklokke og ankerspil.

Skroget er sort med hvide portgange, mens bunden er lys og dækket lysebrunt.

Modellen havde tidligere 3 redningsjoller.

Restaureringer:

Skibets første istandsættelse og udligning fandt sted før 1800 og efterfulgtes 1861 af endnu en, udført af lokale folk, styrmændene Anthonis Mikkelsen, Søren Anthonis Sørensen, Laurids Schmidt, Anders I. Andersen, Jens Mortensenog skibsbygger Peder Sonnichsen.

Herefter blev skibet repareret i 1911, og i 1912 nedlagde Peder Sonnichsen, som var købmand og fhv. skibsbyg­ger i Sønderho, et skibsdokument i pergament, til erin­dring om istandsættelserne i 1800-tallet. På pergamentet er et sagn, der fortæller, at skibet år 1800 drev ind på Sønderho strand med te i lasten, og at skibet var sat ud af en hollandsk ostindiefarer der ønskede, at skibsmodellen blev sat op i den nærmente kirke fra findestedet.

I 1922 foretog fhv. styr­mand Anthonis Madsen en gennemgribende istandsættelse af skibet.

I 1938 blev det igen istandsat af skibsfører Mathias Laurids Thomsen og familie.

I 1979 blev det restaureret igen.

I 1989 fandt den seneste istandsættelse sted, hvor kun en af skibets tre redningsjoller blev bevaret.

Galionens løvefigur tyder på, at skibet er fra Danmark, men det menes ikke at være lavet på Fanø. Hvis der er et gran af sandhed i sagnet, er det dog ikke utænkeligt, at skibet er lavet i Holland.

Galionens løvefigur er en typisk dansk detalje.

Maja Pedersen fra Sønderho har skrevet sin fars erindringer i Maagen i 1951. Hendes fars bedste­fader, skipper Peder Hansen Klemmen­sen, var født 1788 og død 1850. Hans hustru var født 1791 og død 1858, så disse har nok fortalt om det til Majas fars forældre, der så igen har meddelt det til Majas far.

Majas fars erindringer om det store kirkeskibs adkomst i Sønderho kirke, gengives herunder:

”I december måned 1801 sejlede en Sønderho galease fra Newcastle med kullast til Danmark. Men skibet nåede aldrig sit bestemmelsessted. Det forliste undervejs. Trediedagen efter udgående sejlede skibet i dejligt, klart vejr for en let medbør, men så trak det pludseligt op til uvejr. Sejlene måtte rebes, skip­per og styrmand tog olietøjet på samt de lange søstøvler, og hele mandskabet havde en følelse af, at en storm var i anmarch. Dagen efter ved mørkets frem­brud tog stormen yderligere til, og man fortsatte kursen for små sejl. Ved dag­gry skelnede man Skagens fyr, og der var nu ikke andet at gøre end prøve på at klare kysten. Men skibet måtte have fået en alvorlig lækage, thi ved middagstid var der flere fod vand i pum­pefoden, og det steg hen ad eftermidda­gen. Der blev holdt skibsråd, og efter en kort rådslagning blev det bestemt, at da vandet stadig steg i skibet, og man ikke kunne klare den jyske kyst, mente man, det var bedst selv at styre det ind på stranden, mens det endnu var lidt lyst. Man kunne så nok alle blive reddet ved bjergning fra land.

Stormen tog imidlertid stadig til, og besætningen på det lille skib, der vip­pede snart oppe, snart nede på de frå­dende bølger, var i stor ængstelse, og lige med ét stødte skibet mod en revle så hårdt, at formasten knækkede, agter­enden huggede tungt mod grunden, og man stødte mod en anden revle. Besæt­ningen søgte nu op i agtermasten, og skipperen så gennem sin kikkert, at der var samlet en klynge mennesker inde på kysten, og disse fulgte skibet i de frå­dende bølger. Alle om bord var i stor nød og meget alvorlige ved den fare, de var stedet i. Skipperen udtalte da, at såfremt de alle med Guds hjælp kom frel­ste til land, ville han skænke en mes­sing-lysekrone til kirken derhjemme i Sønderho. Styrmanden svarede: ”Ja, skipper, vi er stedt i stor fare, og der­som vi må blive reddet, vil også jeg ger­ne skænke en gave til vor kirke som et synligt takoffer, men jeg har en stor fa­milie at forsørge og meget knappe kår. Dog vil jeg gerne yde efter min evne”. Knap havde styrmanden udtalt disse ord, før skibet af stormen atter slængtes hen over revlen og derpå stød for stød over grunden indenfor, indtil forskibet brækkede. Skipperen havde beregnet, at netop dette var en chance for mulig red­ning, thi det lettede skibet for den vand-tyngde, det havde i lasten. Det viste sig også, at skibet efter en lille tids forløb stod fast i stranden. Frem af klitterne så man nu en flok mænd dragende en båd mellem sig. Den blev sat i vandet, og med stort besvær nåede man omsider ud til vraget. I stævnen stod en mand og hagede båden fast til vraget og råbte til de skibbrudne: ”Her er redning for Jer, om I vil komme ned i båden til os”. Alle blev reddet ned i båden, skippe­ren sidst, og så gik det på bølgerne ind mod land. Der blev også søgt efter de skibbrudnes ejendele, hvoraf en del drev i land, og efter aflagt søforklaring blev mandskabet sendt hjem. Skipperen og styrmanden blev et par dage hos de be­boere derude mellem klitterne, som så uegennyttige havde ofret sig for dem uden på nogen måde at ville modtage godtgørelse. Både skipperen og styr­manden havde tænkt meget på deres familie derhjemme, men ved hjemkom­sten fandt de dem alle vel, og stor var glæden over redningen, som de takkede Gud for. Han havde hørt deres råb i fa­rens stund og sendt dem hjælpen i rette tid. Selv havde de været magtesløse. Skipperen glemte ikke sit løfte derude på det omtumlede skib, men rejste få dage efter til Ribe, hvor han hos en gørtler bestilte en stor lysekrone af messing, og denne blev til julefesten op­hængt i Sønderho kirke.

Styrmanden gik ofte en tur på stran­den efter sin hjemkomst, og hen på vin­teren skete det, at han en dag fandt et miniatureskib, der var fyldt med the. Det var skyllet op på stranden efter en storm, og glad blev den unge styrmand, der bar det hjem, lod det rigge som fregatskib og fik det oppudset med maling og alt tilbehør til et meget smukt skib for derefter at skænke det til Sønderho kirke, således at også han kunne indfri det løfte, han havde givet derude på havet. Hvilken af de to — skipperen eller styrmanden — der var mest glad for den mindegave, de havde skænket de­res barndomskirke som et taknemlighedsbevis, fortæller overleveringen af denne skildring intet om, men både den store, smukke lysekrone og det pragt­fulde modelskib pryder Sønderho kirke den dag i dag.”

"Anna Chatarine Calei" fra 1747. 

11: 74 cm lang motorredningsbåd, bygget af styrmand Anthonis Madsen i 1920 og skænket til kirken i 1952 af Sønderho Afholdsforening ved forhenværende købmand Anne Petrea Sonnichsen, Cathrine Berg Kromann og forhenværende direktør Mads Nielsen Kromann.

Båden, der er bygget med skruen anbragt i en tunnel, er rødmalet med hvid ræling, og den indre brune beklædning er tildækket af et lyst klæde. Skrueaksel og propel opmalet med guld­bronze. Skibsdokumenter fra 1952 er nedlagt i et glasrør i modellen.

Skruen er opmalet med guldbronze. 

Båden var oprindeligt tiltænkt orlogsværftet, men manglende interesse dér gjorde, at Antho­nis Madsen videregav den til Sønderho Afholds­forening.

Da tyskerne besatte Afholds huset i 1944, blev den fjernet derfra.

Senere blev skibet istand­sat af den af fhv. kaptajn Jes Peter Sonnichsen inden det blev overdraget kirken 1952.

Redningsbåd fra 1920. 

12. Fyrskibet, ”Horns Rev” fra tidligst 1911 er et 54 cm langt to-mastet skib med fyrlampe på stormasten.
Dækket har fuldt inventar samt red­ningsbåde.

Skroget er malet som et dannebrogsflag, rødt med hvidt kors, og skibets navn står med sorte bogstaver i den vandrette, hvide stribe.

Agter står der ”Fyrskib XXI” med guldmaling. Også den lille krone over teksten er malet med guld.

Agtersiden af fyrskibet med tekst og to redningsbåde. 

Rælingen er sort, bunden er rød og fyrlampe samt redningsbåde er også røde.

"Horns Rev" er en model af et fyrskib fra 1911. 

Kirkeskibet er en model af et fyrskib af samme navn, bygget i Fåborg i 1911. Modellen formodes bygget i eller kort efter 1911, men den er først ophængt i kirken d. 11. december 1988.

Modelskibets fyr 

Et kig ned i de fine detaljer, som modellen af Horns Rev er udstyret med. 

Det rigtige "Horns Rev" ligger i dag i Esbjerg havn. 

13. Tremastet fuldrigger, hvis navn er ukendt. Modellen er bygget i 1905.

Modellen er 60 cm lang og skænket af styrmand Anthonis Madsen, som også har bygget den.

Styrmand Anthonis Madsen. 

Skibet, af clippertype, har fuld sejlføring og er speciel ved sine råsejl udført i udbankede blikplader og rigning af ståltråd. Faktisk er sejlene ikke lavet af blikplader, men af blikdåser: Ved den seneste restaurering i 1989 kunne man konstatere at de var lavet af konservesdåser, eftersom der stadig var påtrykt tekst og billeder af dåseærter, karotter og andet godt.

Det lukkede batteri har 42 falske kanonporte. Agterspejlet bærer et kors i svungen indramning. På dækket, der er uden dæksinventar, er fastsat en kobber­plade.

Skroget er sort med hvide portgange, bunden er tofarvet, øverst grå, nederst hvid. Dækket er ubemalet.  

Modellen blev ophængt i kirken påskelørdag 1905.

Ved restaurerin­gen 1989 fik mesanmasten ny top.

Tremastet fuldrigger fra 1905

14. Tremastet fuldrigger ved navn ”Anna Fanø”.

Modellen er bygget i 1900, 48 cm lang og foræret af styrmand Chr. Jensen, der sandsynligvis også har bygget den.

Skibet er en clipper med blokke af rav. Den har falske kanonporte, navnet er malet med forgyldte bogstaver på agterspejlet og inventaret består af dækshuse, ror og to redningsbåde der holdt i hvidt.

Agterspejl med påmalet navn og ravblokke. 

De to redningsbåde midtskibs. Ravblokkene kan svagt anes på tovværket. 

Skroget er sort med hvide portgange og grøn bund.

Skibet blev malet op i 1989.

"Anna Fanø" fra 1900 

15. En 20 cm lang brig ved navn ”Farvel Fanø” er fuldrigget og har udskåret navnebræt på ag­terspejlet.

Agterspejl med påmalet navn. 

Skibet er forsynet med dækshuse, ror og to redningsbåde.

Skroget er grønt, rælingen hvid og bunden rød.

Modellen er lavet i 1800-tallet og anskaffet til kirken mellem 1934 og 1959.

Man ved hverken hvor skibet kommer fra, eller hvem der har lavet det.

"Farvel Fanø" fra 1800-tallet.