Dette redskab havde ikke særlig stor udbredelse, men mange var begejstret for denne fangstmetode. Det var hovedsageligt brugt i efterårsmånederne til at fiske efter bakskuld, når de søgte ind i loerne. Redskabet består af en jernring omtrent af 1 diameter i omkreds, hvortil der er fastgjort en ruse. Tværs over ringen er der anbragt snore med orm på til madding. Når dette redskab sænkes ned på havbunden fastgjort til et reb, ligger det sådan at ringen med ormen ligger over rusen, man lader det nu ligge roligt en halv times tid og tager det op med et rask tag. Fisken, der har suget sig fast på ormene, går da ned i rusen, når denne tages op. Det kunne give en indtægt på 10 - 15 kr. dagligt.

Voddragning

Dette fiskeri udførtes kun af de, der havde heste og vogne og foregik mest på Vesterstranden mellem revlerne. Et gran på 25 - 30 alens længde blev spændt ud mellem to heste, hvoraf den ene gik så langt ude i vandet, at dette nående op til underlivet på den, en anden gik nærmere landet. Begge heste styredes af ryttere. Voddet blev nu trukket langs med kysten og når man kunne mærke, at det blev tungt at slæbe, gik den yderste hest i et sving hurtigt ind mod land, sådan at voddet blev trukket op. Denne metode kunne give et ganske pænt udbytte. 

I 1881 opgives det at vodfiskeriet blev drevet med 17 større og 5 mindre vod og udbyttet regnes til ca. 30 kr. per dræt. 

En næsten morsom stævning til nogle voddragere findes i Tingbogen fra 1697, udtaget af birkefogeden Søren Dunch. Den lyder sådan: 

”Som jeg underskrevne er paa hans kgl. Maj.s Vegne foraarsaget- at lade indstævne Eder Knud Hansen, Møller, og Niels Hansen i Bjergene her paa Fanø  at møde til Fanø Birketing i Dag 8 Dage, som er den 4. November angaaende Eders ugudelige og grove Uskikkelighed, som I sidst afvigte Søndag under Gudstjenestens Forretning haver begaaet,  da andre Folk her i Menigheden i Guds Hus som Kristne og Guds Børn haver ladet sig indfinde, medens I af Gerrighed og ond Optænkelse haver ladet Eder befinde ved Strandsiden og der med Eders Vaad har fisket samt Eders grove Forseelse i samme Tid brugt under Gudstjenesten, hvorfor I have at møde paa nævnte Ting og Tid og dér Dom efter Loven at lide, andre Slige og Ligesindede til Eksempel og Afskv. Fanø, den 28. Oktober 1697.                 Søren Sørensen Dunch.

Åleruser og ålestangning 

Fiskeriet efter ål foregik i vigen ved Nordby i Albuebugten og i Hjørnebugten ved Sønderho. På disse steder bestod bunden nemlig af et indtil en meters tykt lag mudder og klæg, hvorpå der voksede tang og herpå sidder en mængde småsnegle og småmuslinger, der er føde for ålene. Ålene blev stanget med et redskab, der kaldes lyster eller ålejern.

Fiskeriet foregik ved ebbe, idet fiskeren vadede omkring og stak lysterne ned, hvor hans trænede øje havde opdaget en ålerede, der dels kendtes ved at der var bevægelse i overfladen af mudderet og dels ved at ålene ligefrem stak hovederne i vejret og kiggede sig omkring.

Udbyttet var aldrig særlig stort, men ålen var en lækker spise og en forandring fra de mest almindelige fisk.