Disse skuldegårde var anbragt langs
det meste af østkysten og enkelte ved vestkysten, men også på alle de
omkringliggende sande, der var tørlagte ved ebbe.
En skuldgård kunne indrettes på flere
måder:
Fisken fangedes ved indgående strøm,
og gården var anbragt således, at risgærdene dannede en vinkel, hvis spids
vendte mod land. Den ene vinkelarm, der var betydelig længere end den
anden, gik et stykke ud i strømmen og dæmmede op for de fisk der fulgte
med strømmen. Fiskene blev ledet mod spidsen, hvor der var anbragt en
ruse, Ham kaldet.
En anden måde at anbringe Skuldgårde
var sådan at fiskene fangedes, når vandet fladt. Spidsen med rusen i,
viste da udefter i strømmen.
En tredje måde var at anbringe risene
som en labyrint på sandjorden, hvorved fiskene ikke kunne finde tilbage
til strømmen.
Det var mest fladfisk der blev fanget
på denne måde: rødspætter, bakskuld og små pighvarrer, men der kunne også
fanges enkelte ål, ålekvabber, hornfisk torsk og laks.
Størsteparten af fangsten blev saltet,
tørret og røget. Når der skulle spises, blev de ristet på tørvegløder og
fladfisken klippet i strimler og spist med ben undtagen rygraden.
Ifølge N. M. Kromann var denne spise
en virkelig delikatesse.
Småfiskene der fangedes i skuldgårde
og ved voddragning, solgtes også på markederne i Ribe, Varde og de
sønderjyske byer, hvortil fannikkerne bragte dem. Nogle blev også bragt
til Hamborg.