Skibsbygmesteren, afd. P. Sonnichsen, var de sidste åringer den betroede og ledende chef for al byggeri og  reparation, som han udførte samvittighedsfuldt og med stor akkuratesse. Forud for ham og samtidig med ham var de forlængst afdøde mestre, S. Sonnichsen (sen.), Th, Thomsen, Chr. Ludvigsen og Jørgen Nielsen, der foretog bygning af enkelte småskibe, sidstnævnte nærmest efter „Lut og Kuk".

Størrelserne i de sidste årtier var gennemsnitlig ca. 200 Tons d. w. og rigget
som skonnert, skonnertbrig eller 3 M. skonnert og altid med råsejl på ForToppen af dem alle.

Når et nybygget skib stod færdig og skulle ud i sit fremtidige element, var der selvfølgelig travlt, og store forberedelser blev trufne. 

Skibet, som var færdig og stod på egeklodser, skulle nu sættes i saddel, og denne blev anbragt på tykke bøgetræsruller, der til underlag fik brædder „Strøelse", som under nedrullningen altid var anbragt i passende længde og mængde foran den vej, skibet skulle frem.

Dagen før skulle som nævnt alt klargøres. Kæder blev anbragt rundt om for- og agterskibet og op over dækket; dertil blev store fireskårne taljer „æ Gien" sat i forbindelse, og til holdepunkt i passende lang afstand blev nedgravet store ankre forbunden med ca. 15 favne kæde, som nærmest skibet fik forbindelse med gang­spillene, For og agter betjent med lange tykke håndspager, som var nødvendige, når der skulle tages et hårdt tag på lidt ujævn bund. Indtil 20 mand blev an­bragt i et sådant gangspil. 

Når så endelig den længselsfuldt ventede dag oprandt, var der fest i Sønderho.
Alle mødte, ung og gammel, kvinde som mand   mange af nysgerrighed. Selvfølgelig var alle unge kraftige mænd spe­ciel bedt, og af dem var der mange den gang. Som skik var lå alle skibe op­lagt stille om vinteren, og mandskaberne var hjemme, så en sådan begivenhed var en eftertragtet adspredelse. Straks om morgenen var skibet dekoreret med flag fra top til dæk på begge master, Først skulle skibet, der sad i retning syd og nord, hurtigst muligt drejes på rullerne en retvinkel, så det fik retning øst og vest, for at rulles frem imod nord gennem „Kalvekrogen" klar af de mod øst beliggende sandbanker.

De allervigtigste og mest betroede po­ster under rullingen havde de to mænd, der for og agter passede rullernes stilling, der dirigerede skibets retning frem. Disse 2 mænd var altid Jens Abrahamsen og Jes Clemmensen (reserve: Jørgen Nielsen).

Disse 2 mænds kommando måtte ubetin­get straks adlydes. Deres forskellige korte udråb lød ustandselig og skiftevis, f. eks. når der skulle tages fat i spillene lød det  „Hurra no, Hurra no, så må vi igen" og straks spændtes der i spagerne. Ofte lød det tæt etter „Best o For" eller „Best 0 Bag", „Hurra no, dygtig Gutter, dygtig Gutter".  Når så alt ikke var som det burde være, blev der råbt „Læns" (Stop), og straks stod alt stille. Der var hele tiden faste bærere af strøelse og ruller, der stadig skiftedes ligesom ankrene forfaredes m. m. 

Til mændene i gangspillet og øvrige arbejdere blev der ikke sparet på „varm øl med en Pind i"  - og andet drikkelse til madkurvene, der blev bragt og Indholdet spist på stedet under arbejdet, så humøret holdtes jævnt gående. Selv­følgelig  gik det hele med lystig opsang ved gangspillene, hvortil benene holdt takt, og ofte i et sådant tempo og med en sådan kraft, at rullesætterne måtte tage sig i agt i tide.  Sangene kunne høres langt bort, og forsangeren, nu afdøde P. Brinck (sen.),  gjorde størst gavn ved at sidde på toppen af gangspillet og synge for af hans store forråd af sange passende i dagens anledning og til dagens arbejde. 

Den første dags arbejde sluttede med, at skibet blev nedrullet til daglig højvande, der blev det så stående til næste dag, for atter med alle mand at tage fat på begyndende ebbetid, så skibet kunne følge ind på den flade sandbund, eftersom vandet svandt bort. Det gav mange våde og snavsede dragter, særlig for de unge mænd, der skulle føre ankrene ud, og for bærerne især ved sidste forfaring, da måtte gangspillene anbringes på lang­siden af skibet; men da jordbunden skrånede lidt ned efter, gik rulningen den sidste tid forholdsvis lettere. 

Endelig var skibet ude på laveste ebbetid. Nu gjaldt det for alle mand med et raskt tag at hænge i. Skibet skulle af sadlen og rullerne, og alt skulle bjerges før vandstigning. En del mænd ka­stede sanddynger ind under Bugen af Skibet, medens andre satte foreløbige Klodser under Kjølen, bortgravede san­det under sadlen og rullerne, indtil det kunne borttages og køres i land. Aller­sidst undergravedes blokken, så skibet snart stod på den faste jord, og resten af materialerne bjergedes.  

Skibet blev fortøjet for sine 2. ankre for første gang, og overlodes til sit element. Efter 2 dages møjsommeligt arbejde, som alt­ sammen var vennetjeneste uden nogen belønning eller kiggen på uret. Kun rulle- og strøelsebærerne fik dagløn. Skibet havde sædvanligvis forlængst fået navn, så champagneflasken, der er gængs, nutildags, sparedes.

Efter at skibet havde kompletteret med den allernødvendigste rigning, blev det sejlet op på Nordkjeldsandet, hvor der på det grundeste sted var 6 fod vand på almindelig højvande (nu kun ca. 2 ½ fod) og lagt for anker øst for Kjeldsandet i Knudedyb.

Der lå Skibet så en tid, indtil det blev fuldstændig kompletteret med al udrustning for så en skønne dag med med­bør af vind at stå ud på sin første rejse. 

På anden dags aften efter endt nedrulling, og efter at alt nødvendigt var ord­net, blev der for alle skibsredere, tømrere, arbejdere med familie og unge mænd holdt et velfortjent skibsbryllup af skibets fører. Der blev serveret varme spiser m. m., og senere en svingom. Der blev ikke sparet på de små billige „Sorte", så stemningen var høj, når selskabet skiltes henad morgenstunden.

Ja, sådan løb skibene af stabelen på Sønderho den gang. 

Sønderho i marts 1930.

H. J. Thomsen.

Peder Sonnichsen, født 21. april 1840. Han lærte skibsbyggeri hos Graff i Nordby, og fortsatte til Th. Dahls virksomhed, hvor han lærte tegning og konstruktion. Hos disse dygtige læremestre fik Sonnichsen, der havde medfødte evner til udførelse af sit fag, en så grundig uddannelse, at de skibe han byggede, var ikke alene ualmindelig smukke, men også stærke og dygtige sejlere, hvilket hans opbevarede modelsamling beviser.

Hans første arbejde var en fiskebåd "Cecilie", som han byggede til Jes Sonnichsen. Da var han kun 23 år - altså umyndig - og kunne derfor ikke få næringsbevis som skibsbygmester og heller ikke ansætte medhjælpere, han fuldførte derfor bygningen alene på 102 dage, men det værste af det hele, var at han heller ikke som umyndig kunne udstede bilbrev (skibsattest) til ejeren. De andre skibsbyggere der ikke havde set med milde øjne på "denne Dreng", ville ikke hjælpe ham ud af kniben. Endelig var der en, der synes det var synd for "Knægten" så han påtog sig at lave et par mindre småting, og kunne så udstede bilbrevet. Så snart han havde fyldt de lovbefalede 25 år, løste han dagen efter næringsbevis som skibsbygmester og byggede: