Den 3. november 1894 afsejlede ”Coranna” fra Bordeaux til Cardiff med 884 tons pitprops, hvoraf 25 tons og 60 baller var stuvet på dækket. De første dage i søen gik godt, men da skibet den 10. november befandt sig i Biscayabugten og havde haft pejling af Penmark og Penfrat fyr, rejste der sig en storm, som snart blæste med orkanagtig styrke.

Søen var så voldsom, at det viste sig umuligt at krydse ud fra landet. Samtidig blæste stormsejlene bort, og for at lette skibet i den svære sø, begyndte man at kaste dækslasten.

I den voldsomme slingerage havde storråen arbejdet sig løs. Den styrtede ned på dækket og lavede meget ravage. Efter afholdt skibsråd besluttedes det om muligt at forsøge at løbe i læ af en af øerne ud for Bretagnes sydkyst. Kl. 11 om formiddagen så man imidlertid land forude, og det var ikke muligt at komme klar af kysten. Kort efter kastedes skibet mod klipperne ud for øen Groix.

Heldigvis var strandingen blevet observeret fra kysten, og man fik en line skudt ud over skibet. Det lykkedes de skibbrudne danske søfolk at få tag i linen, en trosse blev derefter fastgjort i denne og halet i land. Ved hjælp af trossen lykkedes det den 15 mands store besætning at redde sig i land.

Det var i sidste øjeblik, for en time senere skiltes skibet ad i to dele, og intet blev bjerget.

Kilde: F. Holm-Petersen + Schneider