Et besætningsmedlem skrev senere hjem til familien om oplevelsen:

Atlanterhavet, 30-7-1900

Kære søster

Ja, du har vel allerede hørt, at "Erna" er forlist på Antigua, Vestindien, natten mellem 26. og 27. juni, så det er nu over en måned siden. Du kan tro kære søster, det var en overraskelse for os, da vi havde fint vejr, luft til alle sejl. Vi kom med 10 mils fart, og så pludselig tørnede vi mod et koralrev. Du kan tro det gav et ordentligt stød, jeg var lige faldet i søvn. Jeg havde ligget og læst i nogle "Familie Journaler", som jeg havde med hjemmefra, og pludselig vågnede ved, at jeg kom op i hovedenden af min køje.
Jeg havde et lille rundt vindue ved min køje, som jeg så ud af. Pludselig så jeg et skarpt punkt. Det var en italiensk bark, som var strandet 14 dage før os, den var ikke 3 skibslængder borte, ellers var der så mørkt, at vi ikke kunne se hinanden på dækket.

I kan tro jeg kom ud af min køje, fik et par bukser på, og kniven i bæltet. I skulle se en forvirring, kaptajnen græd som et lille barn, da skibet ikke var forsikret for mere end 20.000 kr. og det var kun ¼ af dets værdi. Det var nogle slemme øjeblikke, da skibet slingrede ganske forfærdeligt. Endelig råbte kaptajnen "bras bak", måske den ville gå af igen, men vi havde aldrig så snart udført det, før vandet begyndte at fosse ned i lasten.

Revet var gået gennem bunden, skønt det var et jernskib. Vi måtte så til at fire sejl, og give op, alt til vejrs, det var dårligt vi kunne holde os fast. Da vi var færdige og havde fået en lille dram, siger kaptajnen: "Ja, folkens I kan jo nok se den ikke er til at redde". "Vi må gøre storbåden klar til at gå i". Det var vi jo enige med ham i, og efter 3 kvarters forløb var alle klar til at gå fra borde. Men da den ikke kunne synke for revet, syntes vi ikke, det hastede med at gå i båden - Vi fik så lov til at gå ned og pakke det vigtigste af vores tøj, men vi skulle være klar hvert øjeblik til at gå i båden.

Jeg havde lige fået det vigtigste pakket i min køjesæk, da kaptajnen råbte: "Fald på båden", og vi måtte så lade tøjet stå, og entre ned i båden, og da sidste mand, kaptajnen, var kommet ned, lå skuden med kølen over vandet. Ingen af os reddede andet end skjorte og et par bukser. Jeg mistede alle mine papirer: Koppeattest, dåbsattest, skolebevis, konfirmationsbevis, mine papirer fra marinen, kort sagt "alt". Jeg havde over 50 fotografier - men det vigtigste bjergede jeg, og det var LIVET. Men vi er nu svært forkomne. I 14 dage var vi på Antigua, og fik ikke andet end negerkost, og den er sløj. Så kom der en damper, engelsk, vi kom med til St., Thomas, dansk, der levede vi ikke bedre, og så sultede vi.

Du og Søren og børn og alle bekendte, hjertelig hilsen fra mig,

Din bror Marinus

Hils onkel, da jeg ikke brevveksler med ham som du vel ved. Undskyld min skrift, da vi ikke har noget bord. Jeg har et bræt over mine knæ, og skibet slinger en del. Rejsen koster 50 dollars, omtrent 200 kr. fra St. Thomas til Hamburg.

Kilde: Rosendahl + F. Holm-Petersen

Erna Stapel, født Grohmann, skibets gudmor. Født 10.3 1874, død. 21.4 1963       

               Det er kaptajn Niels Sørensen til venstre