Han er født 1820 som søn af styrmand Hans Peder Christensen. Som alle raske Fanø-drenge kom han tidligt ud at sejle og gennemgik alle grader af sølivet, til han som skibsfører i 1849 lod bygge skonnertbriggen »Carl &. Johanne« i Åbenrå, med hvilket skib han gjorde mange heldige rejser på Sydamerika, siden købte han et større skib, i 1870, briggen »Gustav«, der var på 235 R. T., var endvidere hovedaktionær i briggen »Cecilie« og barken »Fanø«, hvilke skibe han også selv førte en kort Tid.

Han var gift med Maren Andersdatter, datter af skibsfører Anders Mathiasen Nørby, og således svoger til skibsreder og skibsfører Mathias Mathiasen Andersen.

Han døde 12. marts 1900 på Sneumgård, der dengang ejedes af sønnen Hans Peder Hansen, men han ligger begravet i Nordby.

Han har stiftet et legat, stort 2.000 kr., der bærer hans og hans hustrus navne, og var i nogle år sognerådsformand.

Foruden ovennævnte søn efterlod han sig en datter, som var gift med nu afdøde købmand Joh. Mathiasen i Nordby, hvilket ægteskab var barnløst

I ”Fanø Ugeblad”, nr. 115 1900, får han følgende omtale:

»Den afdøde var udgået fra et småkårs hjem og havde tidligt måtte sørge for sig selv, men derved havde han lært at stå på sine egne ben, den selvstændighed, der består i selv at tænke og selv at handle. S. B. Hansen blev med sine gode naturlige anlæg en ualmindelig dygtig mand, der med sin store energi i det praktiske livs forskelligartede sysler forenede en ualmindelig ihærdighed og samvittighedsfuldhed under udførelsen af de arbejder, der blev ham betroet, hvilket skaffede ham tillid hos alle dem, han kom i nærmere berøring med. - Han blev skibsfører i en forholdsvis ung alder og var højt anset som sådan på grund af sin praktiske dygtighed og aldrig svigtende retsindighed, men på grund af de varme klimaers svækkende Indflydelse på hans ellers kraftige konstitution måtte han tidligt opgive sin stilling som skibsfører; derved kom han til at leve en række af år hjemme i sin fødeby, hvilket kom Nordby kommune til gode i mange forskellige retninger. Det varede ikke længe, før han blev valgt ind i sognerådet, hvis formand han var i en række af år, var i lang tid medlem af bestyrelsen for den herværende skibsforsikringsforening, var kort sagt initiativets mand og den ledende -  altid rolige og besindige -  ånd, hvor det gjaldt om at udrette noget godt eller bane vej for fremskridt i kommunen.

Som det fremgår af det foranstående, var Hansen en ”selfmade man”, havde kun fået en tarvelig skoleundervisning og kom derved, som han så ofte udtalte, i livet til at føle, ”hvilken skade man har af at have lært for lidt”. Han indså, at vilde man lægge en god grundvold for kommunens fremtid, måtte man sætte al energi ind på arbejdet for ungdommens tilegnelse af grundige kundskaber. Derfor tog han så virksom andel i oprettelsen af den herværende Navigationsskole (1860), der er bleven en af de betydeligste i hele landet, og derfor arbejdede han så ihærdigt for at få oprettet den kommunale Realskole, der også i årenes løb er gået godt fremad, begge skoler med det formål for øje at dygtiggøre ungdommen til dens livskald og til den kamp for brødet, der kræver et bestandigt større fond af åndelig udvikling. Hansen gik støt i gang med, hvad han interesserede sig for, og med godt humør.

Overalt og til enhver tid stod han til tjeneste med råd og dåd, når det gjaldt om at fremme kommunens udvikling eller komme den enkelte til hjælp. Derfor var han en søgt rådgiver i sager, der angik skibsbyggeri, fragtafslutninger o. s. v. foruden i mange private forhold. Han havde en stærkt udviklet retsfølelse og skyede ingen anstrengelse for at komme dem til hjælp, han syntes led uret.