I den legale presse var der ikke mange oplysninger at hente under besættelsen, i hvert tilfælde ikke de oplysninger og nyheder som man gerne ville have.

Tyskerne havde straks fra starten af besættelsen lagt en jernring af censur omkring de danske dagblade. Denne censur tilkom det bl.a. udenrigsministeriet at håndhæve. Der forelå klare aftaler om, hvad dagbladene måtte skrive om, og overtrædelse af aftalerne blev indbragt for et nævn, der var udpeget af Danske Dagblades Fællesrepræsentation. 

At man med censurvirksomheden gik endog meget grundigt til værks, vidner følgende eksempel om. 

FANØ UGEBLAD bragte 23/9 1940 følgende notits i anledning af den danske damper S/S HAL­LANDS krigsforlis: 

Efter forlydende er den danske damper HALLAND forlist og styrmand Niels Arthur Pedersen derved omkommet.

Styrmand Pedersen var født i Nordby 10. maj 1914 som søn af nu afdøde kaptajn. J..N. Pedersen.

Udenrigsministeriet påklagede denne meddelelse til pressenævnet, der fandt, at "den pågældende notits var en klar overtrædelse af de aftaler og underskrevne forpligtelser med hensyn til at bringe meddelelser om skibes bevægelser og krigsforlis."  

Nævnet afgjorde sagen med en bøde til FANØ UGEBLADS redaktør Chr. Sneum på 25 kr.! 

Nævnets afgørelse var strengt fortrolig og måtte ikke offentliggøres. 

Skulle man have noget at vide om, hvad der foregik måtte man ty til de illegale blade. 

I Esbjergområdet udkom under besættelsen 2 illegale blade, nemlig "FRIT DANMARK - SYD­VESTJYLLAND" og det kommunistiske blad "VESTJYDEN". Andre af de store landsdækkende blade dukkede naturligvis også op i området.  

"FRIT DANMARK-SYDVESTJYLLAND" blev udsendt første gang 22. juni 1943 i et oplag af nogle hundrede eksemplarer. "VESTJYDEN" udkom første gang i au­gust 1943 i et oplag af 300 eksemplarer. Senere steg oplaget til 1.200. 

Begge blade blev for de fleste numres vedkommende duplikeret af de samme folk.

 I de illegale blade blev ordene ikke vejet på guldvægt. Tingene blev sagt lige ud. Ofte blev personer, der var lidt for samarbejdsvillige med besættelsesmagten hængt ud i bladene med navns nævnelse. Ellers prøvede de illegale blade, der var meget populære, at holde folk underrettede om, hvad der skete i lokalsamfundet. Her et par få eksempler fra de illegale blade:

Tyskerne ødelægger vort land. Et af de steder, hvor ødelæggelserne er mest omfattende er Fanø. Efter fire års vanvittig og nytteløs byggeri af tank­grave, betonbunkers, pigtrådsafspærringer osv. er øen i dag ændret til ukendelighed for dens egne beboere. Uden hensyn til folks ejendom har man i mange tilfælde tyvstjålet og tilintetgjort sommerhuse for at benytte materialet til andre formål.

Der vil gå meget lang tid inden folkelivet igen kan tage øen i besiddelse. Tusindvis af farlige landminer spærrer adgangen til havet, og skal først uskadeliggøres, og hvem garanterer for, at man ikke hist og her glemmer en af disse farlige tingester, så det bliver forbundet med livsfare at færdes på stranden. 

Medlidenhed med flygtningene?

Også på Fanø er man nu blevet belemret med udenlandske flygtninge, og her som andetsteds sker det, at folks medlidenhed løber af med dem. De giver flygtningene brød og smør, penge og rationeringsmærker. Det er utidig øllebrødsbarmhjertighed, at overøse dem med gaver. Vore "Gæster" har aldrig været beskedne; de har taget, hvad de havde brug for, og mere til. Forøvrigt erfarer vi, at flygtninge forsynet med danske købekort har aflagt besøg i Esbjergforretninger og købt strømper.

 Det gør os ondt at konstatere, at det mange steder kniber med at iagttage den rette holdning overfor tyskerne. Lige fra Storhanserne, der er helt i tyskernes sold, og ned til menigmand, der skulle kunne holde sin sti ren med lethed, skorter det i mange tilfælde på den nødvendige tilbagehol­denhed. Vi har adskillige forretningsfolk i kikkerten, og vil uden skånsel afsløre dem, hvis forholdene ikke bedrer sig. For nogle år siden, havde Fanø det lov, at der befandt tyskerne sig ilde - det skulle vi gerne nå hen til igen! 

På Fanø er støbt en betonvej fra Kurhotellet til midt i Nyby, den er vel ca. 1½ km lang, og vejen skal have kostet 100.000 kr. Grunden til anlæggelsen af denne vej er - hold Dem nu godt fast - at en kran skulle transporteres til Nyby! - Men hvad! 100.000 kr. mere eller mindre! 

I vort forrige lokalnummer omtalte vi den nyanlagte cementvej på Fanø, uden at kunne ane, at det var et vejnet det drejede sig om. Cementvejen går fra Fanø Bad til Rindby Kirkevej med en tværvej fra Nyby over de høje klitter til Nordby - Sønderhovejen, alt i alt ca. 5 km. For øvrigt trodser vandalernes fremturen på Fanø enhver beskrivelse. 

For nogen tid siden fandt følgende tildragelse sted på Fanø: 6 arbejdere på vej til færgen mødte en "tyskerpige", hvem de lempeligt - for at vise deres mishag - gav et lille klask i enden med bagsiden af en skovl. Feltmadrassen mobiliserede straks tyskerne, som omgående stillede ved færgen, men da var det allerede lykkedes arbejderne at komme væk. I tre døgn stil­lede tyskerne nu ved hver eneste færge for at få fat på arbejderne, en underofficer og fire mand og så selvfølgelig madrassen. Det lykkedes ikke, men senere har de ved hjælp af arbejdskortene fundet folkene, og de er nu under arrest.  

27/6 1944

Betingelserne for indrejse til Fanø strammes pr. 1. august. Det bliver vanskeligt for andre end beboerne på Fanø at komme til øen. 

16/9 1944

Der er tegn på, at visse fundamenteringsarbejder på Fanø er de første skridt til oprettelse af startbaner for V 1 på Fanø. 

27/11 1944

Natten til søndag blev der i Nordby på Fanø fundet nogle ueksploderede flyverbomber. Bomberne har tilsyneladende været rettet mod transportmål. 

16/3 1945

De hjælper selv til.

Tirsdag morgen ved 9 tiden blev fem tyske soldater, der var belagt med håndjern, af en afdeling Marinesoldater ført ud i klitterne nord for Badet på Fanø og skudt.

Det er i øvrigt ikke sjældent, der finder sådanne eksekutioner sted på Fanø.