Den 4. maj 1945 seks minutter inde i BBC`s normale nyhedsudsendelse kom det længe ventede frihedsbudskab: 

”General Montgomery har i aften meddelt, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Danmark har overgivet sig." 

På Fanø som alle andre steder i Danmark, bragte dette budskab lettelse og begejstring. Mørklægningsgardinerne blev revet ned, og erstattet med levende lys i vinduerne.

Skikken med de levende lys i vinduerne holdt sig i mange år på Fanø, og ses måske enkelte steder endnu. 

5. maj var den officielle befrielsesdag, og dagen blev naturligvis også fejret på Fanø. Flagene gik til tops over­alt, og folk samledes på gaderne for at ønske hinanden til lykke med befrielsen. Skolebørnene gik i samlet flok med dannebrogsflag i hænderne til kirken, hvor der blev afholdt en kort mindehøjtidelighed. 

FREDAG DEN 4. MAJ 

Selv om man vel havde ventet, det snart skulle komme, blev de fleste dog vist ret overrasket, da den danske udsendelse fra London fredag aften kl. 20.30 meddelte, at Tyskland havde kapituleret over for de allierede m.h.t. deres styrker i Holland, Nordvesttysk­and og Danmark fra lørdag den 5. maj kl. 8 morgen at regne.

Danmark var atter et frit land.!

Og hvordan modtog man det så? Efter den første stille og andagtsfulde ro - den store og gode nyhed måtte ligesom have tid til at bundfælde sig i sindet - vældede den taknemmeligste glæde frem. Telefonerne begyndte at kime - det var andre glade mennesker både her og i Sønderho, der skulle have luft, tillykke - tillykke! - tillykke! Og selv ringede man ud omkring til venner og bekendte - det var jo helt umuligt at sidde i sin stue alene uden at komme i forbindelse med andre. Dørklokken lød - Folk kom og gik - smil og varme, faste håndtryk - tillykke - tillykke! 

LØRDAG DEN 5. MAJ.

Sent om Aftenen den foregående dag og i de allertidligste morgentimer om lørdagen blev programmet lagt for skolernes festlighed.

Borgerskolens børn havde formiddagsundervisning, så det var dem, der skulle lægge for.

Noget før 8 samledes børnene på skolepladsen. Alle kendte den store nyhed. Ingen havde læst. lektier, alle ventede de en fridag, men alligevel havde man dog for alle tilfældes skyld bøgerne med i skoletasken. Da skoleklokken ringede, tog børnene og en del voksne, der havde givet møde, opstilling ved flagstangen i overlærerens have. Men just, som man skulle begynde, tog sirenen på Industriforeningens tag til at hyle for at markere, at nu var tyskernes herredømme i Danmark for bestandig afsluttet. Det tog hele 5 minutter for tuderen at få denne kendsgerning tilstrækkelig fremhævet, og man måtte derfor holde en pause så længe.

Endelig blev der ro. Børnene fik besked om festens program, og så indledede man med at synge første vers af »Vift stolt«, mens lærer Olldag langsomt hejste Borgerskolens store og smukke Dannebrogsflag til tops

Så sang man de 3 første vers af »Den signede dag«, hvorefter viceinspektør Sneum holdt en tale, af hvilken vi her giver et kort referat.

Det er en stor dag i dag: Danmark er atter blevet et frit land! Vi vil takke Gud for, at krigen ikke kom direkte til Danmark. Vore byer blev ikke skudt i grus, og vore hjem lyste ikke som flammende bavner over vort land. Det gik i opfyldelse en gang igen, at Vorherre altid har et lille mirakel i baghånden til Dan­mark.

Og vore tanker går til alle dem, der her fra Danmark og fra Fanø har været med derude. Der står måske her i dag en lille dreng eller en lille pige, der venter på, at far og bror skal komme. Vi vil bede om, at der ikke skal komme et sørgebud til den, der ven­er glæde.

Vi får igen i dag vor konge og vor lovlige regering tilbage tilligemed vort politi og vort retsvæsen og meget andet, vi kan hejse vort flag uhindret og skrive og tale, som det passer os. En dejlig tid ligger foran os, men der bliver brug for alle gode kræfter i vort folk og for alle dygtige piger og drenge.

Jeg vil - sluttede taleren - give mine tanker og følelser udtryk i verslinjerne: 

Nu stiger takken som hjertets tolk,

og kongen knæler med alt sit folk! 

Efter at de 2 sidste af salmens vers var sunget gav overlærer Birkelund besked om, at realskolens elever skulle samles på skolen kl. 13. 

Så sang man det første vers af »Kong Kristian«, og derefter blev børnene stillet op to og to med de yngste klasser forrest for at marchere til kirken, hvor klokkeringningen var begyndt. 

Den store procession gik ad Lindevej til Hovedgaden, og da den passerede Flensborg Lager, stod butikkens betjening med favnen fuld af store papirflag på stænger. Der blev et til hvert, barn, og selv om vi nok må sige, at processionen i sig selv tog sig smukt ud, satte de mange rød-hvide flag ligesom prikken over i'et. Det var et skønt skue at se de mange børn gå gennem gaden og videre ud ad vejen i villakvarte­ret, hvor de rigtig store flag vajede fra alle haver, der stod med nyudsprunget løv - fint og skært i majdagens solskin. 

Ved kirkegårdslågen stod pastor Voldum og frue og tog imod - begge dybt bevægede over det uventede besøg, den alleryngste ungdom havde påtænkt at aflægge i det gamle gudshus i denne minderige morgentime. 

Da alle var kommet på plads i kirken, intonerede organist Jensen til »Alt står i Guds faderhånd«, og snart klang de dejlige barnerøster som en henrivende illustration til den herlige gamle salmes ord: » - evig glade vi skal være i vor Herres Jesu navn«.

Så læste kordegn Moesgaard af Davids salme 103, vers 1-13, der indleder med: Min sjæl, lov Herren, og alt det som i mig er, love hans hellige navn. Kordegnen sluttede med en kort bøn, hvorefter alle tilstedeværende sang første vers af »Kongernes konge«. 

Og så gik det hjemad igen.

Processionen blev stadig større og større. Mange forældre sluttede op, og alle vegne, hvor man kom frem, ilede folk ud i døre og på fortove og ved havelåger - vinkede og smilede til de glade børn. Mange ældre mennesker havde tårer i øjnene.

Vi må nok sige, at børnene tog byen med storm. Men det var fredelige erobrere, og hele byen overgav sig betingelsesløst. Jo, Nordbyanerne fik rigtignok at vide, at det var en festdag af usædvanlig format. Hansens Boghandel kapitulerede og udleverede mængder af flag til sejrherrerne, der sejrsstolle fortsatte deres triumftog over Konsul Lauritzens Plads forbi Postkontoret og videre ad Navigationsvej, Kikkebjervej, Suensonsvej og forbi den gamle Skole til Lindevej. Og så var man igen på skolepladsen. 

Her tog fotograf Kromann et par plader af alle de tilstedeværende og senere igen et par, da man atter var stillet op ved flagstangen i overlærerens have, hvorfra man var gået ud.

Viceinspektør Sneum takkede nu børnene, fordi de så trofast havde holdt ud. Han rettede ligeledes en tak til de voksne, der havde gjort turen med, og til alle byens borgere, der tydelig havde tilkendegivet, at børnenes stilfærdige procession havde vakt mere glæde hos dem end de trampende kolonner, man ellers til daglig havde set gennem byens gader det sidste års tid.

Et kraftigt besvaret leve for vort gamle flag — så var det forbi.

- Og så gik man ud for at fejre dagen med menne­sker, man holdt af. 

Om eftermiddagen kl. 1 samledes så realskolens lærerpersonale med eleverne i skolens forhal for at mindes dagen. Skolekommissionens formand var til stede.

Overlærer Birkelund talte. - Han sagde bl.a.:

Dagen i dag er vel den største dag i vor historie. Danmark er igen et frit land. I over 5 år har vi ventet efter denne dag. I er så store, at I kan huske den uhyggelige morgen hin 9. april 1940, da de fjendtlige flyvemaskiner drønede over øen. Disse 5 år uden ret for det danske folk har været tunge, og mange af vore landsmænd også her fra Fanø har sat livet til. De faldne kan vi ikke få tilbage, men vi kan ære deres minde. 

De følelser som især rører sig i os i dag er glæde og taknemlighed. Glæde over at vi igen er fri, og taknemlighed over alle dem, der har været med til at befri vort land. Men først og mest vil vi takke Gud. Kan I huske fra historien, da Hollænderne i Svenskerkrigen 1658-59 bragte hjælp til København under belejringen, at byens borgere samledes i kirken og sang den ambrosiske lovsang: O store Gud vi love dig. Således vil også i dag det danske folk takke Gud for, at Danmark trods alt gik så uskadt gennem krigen.

Derefter talte organist Jensen ud fra verset: 

Men end er der sang i skoven,

højt bølger det gamle flag,

end er der en Gud for oven,

der råder for Danmarks sag.

Det var - sagde organist Jensen - de ord vor konge anførte ved sin regeringstiltrædelse den 14. maj 1912. I dag bølger det gamle flag over Danmarks hjem, det gjorde det jo også nu og da under besættelsesårene, men i dag vajer det frit og stolt som aldrig før. 

Da vi i aftes sad ved vore radioapparater og hørte efterretningen, var der mange hænder, der blev foldet, og en stille tak sendt til den Gud, som gav os denne nådefulde udgang af alt det svære, som truede. Gud har igen haft et lille mirakel i behold for vort kære, gode fædreland. - Højtideligheden sluttede med: Jeg elsker de grønne lunde.

Det. var lærerpersonalets hensigt gennem de arrangerede festligheder at give alle vore skoleelever et sådant indtryk af dagen, så de aldrig senere skulle glemme, at de den 5. maj oplevede Danmarks største mindedag. - Vi tror, at lærernes hensigt lykkedes.

”. Den store frihedsdag fejredes også i Sønderho. Flagene vajede over hele byen.

Sønderho Søspejderkorps marcherede i morges gennem byen med 4 faner i spidsen: Sønderho skolefane og 3 spejderfaner, mens de sang ”I alle de riger og lande”. 

De standsede ved flagstangen på Mindebanken, og her hejste direktør Kromann Dannebrog, mens spejderne sang ”Der er ingenting, der maner”, og til sidst ”Vift stolt på Kodans bølge”.

I sommerlig solskin tog festen sin begyndelse. Overlærer Birkelund bød velkommen og redegjorde for festens program, - Med vore egne hornblæsere, 11 foreningsfaner og alle vore frihedskæmpere i spidsen gik samtlige deltagere i procession gennem byen. Ca. 1600 mennesker deltog, og det var sikkert den største procession, der nogensinde et set i Nordby. 

Postmester Thuesen talte for kongen. Ingen dansk konge har oplevet de begivenheder som Christian d. 10. har oplevet de sidste 5 år. Med værdig ro har kongen båret byrderne, og som vore tanker i de tungeste dage hentede styrke fra kongens ranke eksempel og evne til at samle hele folket, vender de sig nu med tak til kongen for den trofasthed og værdighed, hvormed han mødte besættelsesmagten uden at opgive en tøddel af det danske riges ret. Fast var de danske hjerters ring om kong Kristian før krigen. Endnu fastere har kongens troskab mod pligt og ære gjort den. - Kongen leve! 

Viceskoleinspektør Sneum talte for Frihedskæmperne. Så længe der har været en undertrykkelse, har der også været en frihedsbevægelse. Vi tænker i dag på danske frihedskæmpere under den nu afsluttede krig. Uden for vort land gjorde vore søfolk, vore flyvere og flere andre en betydelig indsats til gavn for de allierede og derigennem til gavn for Danmark. Herhjemme bredte frihedsbevægelsen sig fra dag til dag og voksede i styrke. De mænd og kvinder, der deltog ude og hjemme var alle besjælet af et levende håb, der fik dem til at ofre alt, et dødeligt had, der stadig holdt våbnene skarpe, og en klippefast tro på den fremtidens dag, der skulle bringe vort lands genfødelse. Enhver dansk mand og kvinde, der viste tyskerne en kold skulder, var frihedskæmper. Vi vil på denne sejrsdag ved et minuts stilhed mindes de, der faldt derude, og de, der segnede for snigmorderens hånd herhjem­me eller omkom i tyske koncentrationslejre. Æret være deres minde! Og vi vil udbringe et leve for de frihedskæmpere, der slap igennem, og som ved deres indsats magede det således, at Danmark i dag tælles blandt de sejrende nationer, og at vi med oprejst pande kan gå til fredsbordet. De leve!

Lærerinde frk. Hyldig overrakte nu frihedskæmperne en blomsterkurv, og unge piger gav dem buketter, mens fru pastor Voldum bragte dem en tak.

Pastor Voldum talte for Danmark. Aldrig har Danmark været, så skønt som i dag, fordi Danmark er frit igen. Danmark har sin natur, som vi elsker frem for noget andet lands. De, der har faret til søs eller rejst i lande med skønne bjergegne, kender den betagende følelse, det er igen at se Danmarks natur. Danmark har sit folk, som vi hører til og er ét med; og aldrig har vel sammenholdet i vort folk været så stærkt som gennem de fem lange, mørke år, selv om der også var dem, der på skændig måde svigtede deres eget folk. Danmark har sit sprog, der knytter os sammen, »det er vor Moders stemme, så sødt velsignet det vort hjerte når«. Og Danmark har sin kirke med forkyndelse om den Gud, som vi i disse dage gang på gang har måttet takke, fordi han gennem den trange tid holdt Danmarks skæbne i sin hånd og lod os opleve det, at »end er der en Gud for oven, som råder for Danmarks sag«.

Så takkede styrmand Astor Olesen på Frihedsbevæ­gelsens vegne, hvorefter overlæreren sluttede festligheden. 

Lørdag den 12. maj 1945.

Så har den første engelske soldat vist sig på Fanø. - Han kom i fredags med en formiddagsfærge. - Forinden var rygtet allerede i gang herovre om, at der var englændere i farvandet. Sirenen på Industrifore­ningens tag tog sig sammen til et øredøvende hyl, som varslede den et helt armekorps landgang, og så vidste folk besked. 

De, der havde tid til deres rådighed, skridtede af mod havnen, og de, der ikke havde tid, gjorde det også. Husmødre forlod formiddagsrengøringen derhjemme, og børn og lærere stormede af sted fra skole - det halve Nordby var således samlet på havnen, da færgen passerede Pakhusbanken. 

Hvor mange englændere ville der mon komme? Ingen af dem, vi talte med, vidste besked, men man indstillede sig i hvert fald på at møde alle muligheder. 

Så lagde færgen til i lejet, og passagererne begyndte at gå den sædvanlige spidsrodsgang over broklappen. Det store publikum stirrede spændt, for ikke at gå glip af noget. Man stod på tæerne eller gjorde sig lang for at få udsyn over alle dem, der stod foran en. 

Endelig! - Nej, mon det dog var ? - Jo, det var en engelsk soldat, der gik derinde i mylderet. Hvor var de andre henne? Man spejdede og spejdede, men der kom ikke flere, og så søgte blikket igen at fange den ene mand for ikke at tabe ham helt af syne i stimlen.

Nu greb et par behjertede mænd - købmand Harald Svarrer og skibstømrer Willy Christoffersen - til, løftede den engelske soldat op og bar ham i guldstol, medens folk råbte hurra og på anden måde gav deres mening til kende. - Turen gik til »Krogården«, og her på terrassen rykkede folk sammen for at tage den engelske soldat i nærmere øjesyn og få hans autograf, som dog vist de færreste kunne tyde. Det kan måske gå bedre, når vi oplyser, at han hed Peter Flaherty. 

Det forlød nu, at han ville komme en tur gennem gaden, og folk stod da i Hovedgaden for at se, når den fremmede gæst passerede forbi. Det blev for lang en ventetid for de fleste. Flaherty korn nemlig ad Vestervejen i stedet for ad Hovedgaden, så tilskuerne der, måtte gå hjem med uforrettet sag. Ad en sidevej kørte hans bil ind på den sydlige del af Hovedgaden og ud gennem villakvarteret. Her fik englænderen ved kapt. Broder Nielsens villa øje på gamle fru Sidsel Holm, der i sin nationaldragt stod på fortovet. Han sprang ud af bilen og blev fotograferet sammen med hende. Ved kapt. Jes Thomsens villa blev der gjort holdt, og her hilste vor engelske ven på hr. og fru Thomsen, idet han fik at vide, at deres søn var død i fangenskab i Tyskland. Der blev holdt et minuts pause, hvorefter man sang »Kæmp for alt, hvad du har kært«.

Efter denne smukke lille højtidelighed gled bilen videre ad vejen mod Sønderho. - Her tog Sønderhoningerne imod på Trekanten ved kirken, og turen gik så gennem Sønderho by til kroen. Vel var der god modtagelsesstemning, men den fik først sit rette udbrud, da Flaherty af fire Sønderhodamer blev båret i guldstol op på Krobanken ved Minebøssen. Så blev der lukket op for alle gode følelser, og jublen ville ingen ende tage. Sang og taler og leveråb o.s.v. vekslede i en uendelighed, til man noget over middag atter satte kursen mod Nordby. 

Her var så igen modtagelse og begejstring. Bilen kørte på ny en rundtur i byen under hurraråb fra folk langs hele ruten. De tyskere, der stod uden for Industriforeningen, da bilen passerede der, kunne sikkert ikke forstå, at sådan en enlig mand – oveni købet repræsenterende de militære idioters parti - kunne vække så vældig opsigt. - Men englænderen syntes at nyde situationen. Det var ham øjensynlig ikke imod at blive set og hyldet. 

- Mand og mand imellem forlød det, at Flaherty ville forlade Fanø med båden kl. 18, og der var af den grund forsamlet mange mennesker på havnepladsen, hvor også en større afdeling af herrefolket med hele deres oppakning ventede på at forlade Fanø med aftenfærgen. - Så kom en procession fra Krogaarden med de faner i spidsen, som havde været med hele dagen. Flaherty var så omringet, at man knapt kunne få kig på ham. Man havde ventet, at processionen
skulle gøre holdt ved færgen, det gjorde den dog ikke.
Den fortsatte over parkeringspladsen helt ud til den yderste kant. Og så var her igen tale og leveråb.

Og Flaherty kom ikke med færgen.
 

Senere på aftenen var der endnu mere festlighed, men så var det også slut. Det var sikkert en dødtræt mand, der ud på natten kravlede i dynerne på Hotel Nordby. Afrejsen fandt sted den påfølgende morgen. - Og så var det fastslået, at en eneste englænder formåede ved sin blotte tilstedeværelse i løbet af et øjeblik at lægge hele Fanø for si­ne fødder. Det kunne store tyske styrker gennem måneders besættelse dog alligevel ikke. 

Det var også en travl dag for vore frihedskæmpere - ganske særlig for lederen Astor Olesen, der havde tilrettelagt dagens arrangement og ordnet alle enkeltheder vedrørende den engelske soldats visit herovre. 

 Ustandselig måtte vognen med englænderen gøre holdt og modtage befolk­ningens hyldest samt skrive autografer. Det påstås, at han nåede at skrive 2.000 autogra­fer. Her er en af dem!

De første engelske tropper ankommer til Fanø for at overtage bevogtningen af de militære anlæg. 

Tirsdag den 8. maj om eftermiddagen kom det første hold danske soldater med ekstra-færge til Fanø, hvor de skulle overtage bevogtningstjenester, som hidtil var varetaget af medlemmer af modstandsbevægelsen. Der kom i alt 150 mand. 

Soldaterne blev anvist kvarter i fire tyske barakker i det såkaldte 8. batteri mellem Fanø Vesterhavsbad og anlægget ”Grådyb”. Barakkerne var imidlertid i en sådan forfatning, at soldaterne nægtede at bo der. De blev så alle sammen midlertidigt indkvarteret i Rindbyhus. 

De danske soldater rejste den 14. juli 1945 og deres tjeneste blev overtaget af marinen. 

De 5 besættelsesår var endelig forbi og Fanø kunne så småt vende tilbage til normale tilstande.

Sammenlignet med fronterne i det brændende Europa, har det for tyske soldater været en lykke at blive udstationeret i Danmark.

En dansk Sydslesviger - Karl Kring - der som 17-årig blev udskrevet til tysk militærtje­neste fortæller følgende: 

" Jeg kom i sommeren 1944 fra Norge til Frankrig. Invasionen var i fuld gang og fronten lå lige vest for Vogeserne. Vi var 180 mand i vort kompagni. Kampene var hårde, og på det tidspunkt, hvor jeg blev såret, var vi kun 13 mand ti­bage af kompagniet! Det var den 30. november 1944. Jeg kom på Lazaret og fik fjernet en granatsplint fra overlæben. 

I midten af januar 1945 blev jeg udskrevet og kom hjem til Flensborg på orlov. Tyskland lå nu overalt i ruiner. I februar kom jeg Lübeck og den 28. marts til Fanø. Et sandt lykketræf i en tid, hvor alt, der kunne krybe og gå ellers blev sendt til østfronten. 

Jeg blev på Fanø kommanderet til et cykelkompagni, der bestod af unge mennesker årgang 1928 - altså 17-årige drenge - der skulle uddannes. For os var det som at komme i Paradis. Man kunne købe mel, sukker og æg og jeg kan huske, at jeg en dag bagte godt og vel 100 pan­dekager. 

Vi øvede i klitterne og sejlede af og til med den lille færge til Esbjerg og cyklede så til Ribe og retur. Mens hele verden brændte, følte vi det nærmest som fred. 

Den 5.maj 1945 ringede alle klokkerne. Krigen var forbi, sagde man til os. 

Jeg satte " nærkamp uden våben" på tjenesteplanen. Jeg husker, at der ved Vandtårnet gik en tysk soldat vagt på den ene side, og en frihedskæmper på den anden side, men de mød­tes ikke, og talte ikke med hinanden. 

En skønne dag skulle vi rykke af sted hjem. Med alt hvad vi ejede gik det med færgen til Esbjerg, hvorfra vi cyklede til Tønder. Ved grænsen blev geværer og cykler afleveret til englænderne. med en barnevogn købt til 75 kr. til bagagen, gik det så til fods til Ditmarsken.  

Den 28. august 1945 var jeg hjemme i Flensborg - godt 20 år gammel - næsten nøjagtig 3 år efter, at jeg som 17-årig var rejst hjemmefra. 

Norge led meget under krigen, og i Danmark blev der arrangeret storstilede indsamlinger for at hjælpe de nødlidende nordmænd. Også på Fanø blev der samlet ind, oven i købet på en lidt særpræget måde den 7. juni 1945. 

Vestkysten beretter flg. om indsamlingen: 

Norgesindsamlingen i torsdags på Fanø var ikke alene et gode for de sultne nordmænd, men skaffede samtidig adskillige fannikere en fornøjelig, ganske gratis opvisning i englændernes færdighed medmotorkøretøj såvel på landjorden som til søs, Nogle tommier tilbød deres assistance til indsamlingen med en amfibievogn, der fungerer lige godt som bil og motorbåd. Den kørte rundt og modtog varer, og med fuld læs plaskede den derpå ud i vandet, og sejlede over til E & C’s pakhus, der efterhånden bugnede af ting, der ville få nordmændenes øjne til at stråle. 

Mange fannikere fik for øvrigt lov til at tage turen med over til fastlandet, så tommierne næsten måtte gå i fast rutefart og blev en alvorlig konkurrent til Fanøfærgen. Det skaffe dog ikke postmester Thuesen større bekymringer, da færgen mangler olie, og færgefarten derfor ikke har noget imod, at passagererne søger anden befordring 

Om norgesindsamlingen i Sønderho, meddeles i øvrigt til os i dag, at den gav et resultat, der blev langt over forventning. Foruden en mængde fødevarer indkom der 500 kr. i kontanter og mange rationeringsmærker. Man nåede i alt op på ca. 2 tons