På Fanø, som andre steder i landet, forestod der efter besættelsen et kæmpearbejde med oprydning efter tyskerne.

Beslaglagte bygninger skulle renoveres, våben og ammunition skulle fjernes fra de militære anlæg og tusindvis af miner skulle graves op. 

Det var gået hårdt ud over de beslaglagte bygninger. Især hotellerne ved Fanø Bad var hårdt ramt. Det så ud som om tyskerne med forsæt havde forsøgt at ødelægge så meget som muligt. På Kurhotellet og hotel Kongen af Danmark var der næsten tale om en systematisk ødelæggelse. Al bohave, borde, stole og madrasser alt var ødelagt og vægge overmalet med alle former for ”kunst”.

Det skønnes, at omkrig 300 sommerhuse have haft besøg af besættelsesmagten, og hvor ejerne nu krævede erstatning for ødelæggelserne.

I foråret 1946 var hotellerne ved Fanø Vesterhavsbad ved at kvittere de temmelig synlige minder om de senere års begivenheder. Hvad de tyske soldater ikke formåede at ødelægge, tog de tyske flygtninge sig af, og mange ejere af hoteller, pensionater og private boliger ville ikke gå i gang med reparationsarbejdet, før der var klarhed over erstatningssummerne. 

På Hotel Kongen af Danmark arbejdes der på fuld kraft for at gøre klar til åbningen 22. juni 1946. Hotellet har lidt en del, men måske ikke værre end en gang maling og hvidtning vil hjælpe meget. Det bliver dog kun en del af hotellet, der bliver åbnet for gæster i 46 sæsonen. 

Derimod ligger Kurhotellet stille hen, da da her er forskellige spørgsmål, der skal tages stilling til, inden den gennemgribende reparation som er nødvendig, og er anslået til en halv million kroner, kan påbegyndes. 

Også Kellers Konditori bliver underkastet en grundig reparation. Den forsømte have, der tilhører konditoriet, er fjernet, og det er tanken, at indrette et sted, hvor folk kan komme med madkurve og så købe kaffe og andre drikkevarer. Også indvendigt foretages et stort reparationsarbejde. 

Strandhotellet har allerede haft en god forsæson, trods det dårlige vejr, så der er måske grund til en smule optimisme. 

Direktør Olesen, Missionskurstedet meddeler, at han ikke kan åbne hotellet i år, men vil dog åbne for et begrænset logi uden servering.

Restaureringen af Kurhotellet gik først i gang i 1948, hvor den nordlige del af hotellet blev istandsat, og fortsætter i 1949. Direktør Olesen, Borgernes Hus, København, mener at der er en stigende efterspørgsel på sommerlejligheder og planlægger at lade en del af hotellet indrette til større og mindre lejligheder.

Fanø Ugeblad bad i december 1946 direktør Lassen, Fanø Bad om en oversigt over reparationsarbejder ved Badet, og hvor stort et beløb der tilgik Fanø. 

I arbejdslønninger der der igennem dir. Lassens kasse udbetalt til 

Fanøarbejdere               46.687,57 kr.

Fanø vognmænd            18.700,00 kr.

Fanø håndværkere         73.000,00 kr.

I alt                              138.387,59 kr. 

Hertil kommer, hvad restaureringen af hotel Kongen af Danmark vil beløbe sig til, der er foreløbigt anvendt 55.000 kr., men dette beløb er kun delvist kommet Fanøboerne tilgode, idet de ganske simpelt hen ikke har kunnet overkomme det, men vi regner med, at færdiggørelsen vil kunne udføres af disse, de er allerede godt begyndt derude. 

Endvidere kommer dertil et ikke lille beløb - antagelig et sted mellem 20.000 og 30.000 kr., som villaejerne har ladet udføre reparationer for, størstedelen af dette arbejde er udført af Fanøhåndværkere

Befolkningen blev kraftigt advaret mod at nærme sig militære anlæg, barakker eller bygninger, der havde været beslaglagt af tyskerne. 

Fra Peder Emil Sørensens erindringer 

”I årene efter krigsafslutningen (for os 5, maj 1945) skulle minerne tages op. Det blev til en lang proces, som gav problemer, efter at stykket blev erklæret for renset. Det kom til at betyde for far, at han flere gange måtte have ingeniører/minører til at fjerne miner, der dukkede op ved `slåning' af græsset og ved den senere pløjning af stykket efter optagelsen af minerne. Minerne var fuldt intakte, men blot `våde'. Så da de havde tørret nogen tid, var sprængningskraften vendt tilbage.

En af de ødelæggelser, jeg er mest ked af, var den, der skete med havmågekolonien inde ved Pælebjerg. Her havde vi mange gange haft vore udflugter til - enten med søndagsskolen eller med gæster eller når vi på vore utallige vandringer på øen kom ind i området. Mågerne lagde æg i forårstiden april - maj. Vi måtte ikke indsamle æg derfra. Det var der andre, der måtte. Men efter rugesæsonen var det en oplevelse at gå derinde og se det mylder at måger og `trillende' fjerbundter, uldtotter - de små unger, der væltede af reden kort efter, at de var udrugede. Der var en frygtelig skærende skrigen af måger, der forsøgte at få os væk fra deres domæne. Og ofte fik vi en regulær mågeklat ned over os og vor beklædning. Men her anlagde tyskerne store befæstningsanlæg med store skibskanoner, der havde lang rækkevidde. Så forsvandt mågerne. De vendte aldrig tilbage. Nu er det over 50 år siden. Kun rester af muslingskaller vidner om koloni­en. Ungerne blev fodret med muslinger og andre skaldyr, som fuglene hentede på stranden med skal og indhold.

Det tog lang tid at få ryddet op efter besættelsen. Den ændrede mangt og meget på øen. Derom vidner i høj grad bunkerne, de synlige på stranden og de talrige usynlige såvel som de synlige inde på landjorden. Nogle bunkers er blevet anvendt af sommerhusejerne, der i tiden efter krigen og især i årene efter 60’erne, byggede sommerhuse. Nogle byggede ovenpå en bunker, andre ved siden af og brugte bunkeren som kælder til opbevaring af materiel og andet.

Men bunkerne forsvinder aldrig. Det er de for godt støbte til. Også selvom rygterne fortalte, at der blev blandet sukker i cementblandin­gen for at gøre betonen mere porøs. Men der er ikke meget, der ty­der på, at det lykkedes. Betonstillingerne forvitrer ikke så let. Senere betonbyggeri har ikke vist den samme standhaftighed overfor vind og vejr. Men det har måske også kun været en påstand dengang. Nu er øen så kommet tilbage til mere normale forhold. Og tyskerne kom­mer som turister og i hobetal. Og forhåbentlig bliver øen ikke besat en gang til.

Tipvognssporene er borte, men mange stier og veje ind i klitområdet fra stranden er sporene fra dengang. Ofte følger vi disse stier over det lavvandede område bag de yderste klitrækker ind til statsplantagen.” 

Også i Plantørboligen var det galt. Plantør Nielsen fortæller:: 

"Ja, tyskertiden på Fanø var ikke morsom. På gårdspladsen blev bygget feltkøkken, og her kom der dagligt flere hundrede soldater skrålende og skulle have deres mad. På loftet over stuehuset var der depot for af tøj og linned m.m. I vores dagligstue og gæsteværelser boede en overgang 10  ”danske tøser” de såkaldte kartoffelprinsesser. Fem gange har vi fået besked om at rømme plantørboligen, men med en vis portion stædighed og nogen forhandling, blev det hver gang udskudt en tid, og efterhånden kom jo så kapitulationen. Men morsomt var det ikke for to ene mennesker med tre kilometer til nærmeste nabo, at være ene mellem flere hundrede tyskere. 

Da tyskerne havde forladt plantørboligen, og vi atter kunne komme op på loftet, var noget af det første vi fik øje på, en sprængladning ved skorstenen. Den var beregnet til i påkommende tilfælde, at sprænge boligen i luften. Nå, heldigvis er den tid forbi."

27.10.1945. Minesprængningerne

Eller sprængning af ammunition har i denne uge været ret følelige for os her på Fanø.

Tirsdag middag kom der således en række voldsomme knald, der virkede meget ubehageligt på trommehinderne på dem, der var udenfor. Det kan vist godt siges, at eksplosionerne var af en styrke, som vi næppe tidligere har hørt mage til.

Sprængningerne fandt sted et stykke nord for Pælebjerg, og rystelserne og eksplosionerne skabte voldsomme lufttryk anrettede en del skade. 

I Strandskoven i Esbjerg havde tyskerne en større bunker og i forbindelse hermed var rejst et tårn til en flakstilling. Efter krigen blev området omkring bunkeren brugt til oplagring af opsamlede miner fra det meste af Sydjylland, og hertil kom også Fanøs miner. 

En dag i 1945 eksploderede disse miner og ryddede hele Strandskoven for træer, ligesom 4 mand der arbejdede ved minerne blev dræbt. Den beskadigede top på tårnet står der endnu og vidner om den voldsomme eksplosion, hvis røgsøjle blev bemærket af mange på Fanø.

Efter befrielsen, hvor journalisterne havde fået adgang til befæstningen, blev der naturligvis skrevet meget om det enorme byggeri af kanonstillinger, bunkere og tekniske anlæg, der fandtes overalt på Fanø.” Nordeuropas stærkeste fæstning”, gik man ikke af vejen for at kalde Fanø.  

Her et par eksempler fra lokalområdes aviser:

Til trods for gentagne advarsler til befolkningen om minefaren ved at færdes i terrænet skete der alligevel alvorlige ulykker på Fanø. Det drejede sig ikke kun om mineulykker, men også sprængstofulykker forårsaget af børn og voksnes indsamling af souvenirs fra de tyske efterladenskaber. 

Fanø Ugeblad og de lokale dagblade kunne berette om flere alvorlige ulykker i tiden efter besættelsen, forårsaget af miner eller andet sprængstof:

Der skulle også ryddes op på en helt anden front. Efter befrielsen fulgte retsopgøret mod de personer, som på den ene eller den anden måde have arbejdet for værnemagten eller ydet  tjenester, som lå ud over, hvad moralen blandt befolkningen kunne holde til.  

På Fanø blev der ført enkelte retssager. Det drejede sig her om vognmænd, der havde arbejdet for tyskerne ved befæstningsanlæggene, samt handlende, der havde lukreret på besættelsesmagten på en anstødelig måde.  

For enkelte af de implicerede førte det til korte fængselsstraffe, for andre bøder samt konfiskation af den fortjeneste, man havde haft ved samarbejdet med besættelsesmagten.