Sognerådsmedlem og biografejer Axel Sørensen beretter her om visse kommunale forhold under besættelsestiden. 

Overlærer Birkelund har anmodet mig om en – skal vi sige – redegørelse om kommunen under besættelsen. 

Det er en ret vanskelig opgave, idet jeg, som den der havde mest med spørgsmålene at gøre, desværre må være nødt til at bruge ”jeg” formen i nogen grad, hvilket ikke er morsomt, navnlig i denne forbindelse. 

Den 9. april 1940 om morgenen kl. 5 blev vi, som vi alle husker, vækket af en altoverdøvende summen og snurren i luften – en lyd, som vi ikke var vant til, og derfor straks reagerede imod, ved at fare op af vore mere eller mindre bekvemme senge. Jeg fik et par underbukser på, og sammen med et par kludesko og en overfrakke, udgjorde de min mundering til ca. 8½ formiddag. 

Sammen med mange andre borgere iagttog jeg de sorte fugles flugt over Esbjerg og vor lille ø.

Uorienterede som vi alle var, blev der jo diskuteret frem og tilbage, om hvad dette skulle betyde. Så dalede de tyske flyveblade ned – dårligt affattede – men dog forståelige derhen, at nu var vi et ufrit folk. 

Det næste jeg husker er, at ”Vestkyst Hansen” fortalte mig, at de tyske landstridskræfter allerede var på vej gennem Sønderjylland. Jeg sagde, at det var løgn.

Så løb jeg hjem og fik en ekspresforbindelse til min svoger, som dengang boede i Tønder, og så blev uvisheden til sørgelig sikkerhed.. Det var sandt – og så kom radioen med en dansktalende, men med tydelig tysk accent. – ”Hallo, København, Kalundborg osv. ”Vi prøvesender” – men det meste af det kendte vi alle. 

Kl. 10½ blev sognerådsformand Kallesen og jeg, der begge da opholdt os på kommunekontoret, kaldt ned på havnen, hvor der var ankommet tre tyske hurtigbåde. Direktør Lassen, der tilfældigvis var til stede, gik med. Vi blev beordret ombord i en af bådene og præsenteret for chefen, - en ret ung søkaptajn, som meddelte os, at Tyskland havde set sig nødsaget til at foretage dette skridt, fordi englænderne ellers ville være kommet i forkøbet. Samtidig oplyste han om, at en lignende aktion var i gang i Norge.

Alene den måde disse både ankom på, var bevis på, at tyskerne gennem mange år havde haft folk heroppe, som forberedte en sådan aktion.

Jeg hat talt med folk, som så dem komme for fuldt drøn, - gennem et farvand, som ellers anses for at være vanskelig at finde ud af, i hvert fald for dem, der ikke er fuldt orienterede.

Og så blev vi forelagt kort over øen, hvor bogstaveligt talt mere var angivet, end hvad jeg kendte. Jeg blev beordret til at følge med en afdeling marinere til Postkontoret, hvor nøgler til Kabelhusene skulle hentes. Den daværende chef h r. Postmester Enné forsøgte en protest men (så vidt jeg husker efter en telefonopringning til Esbjerg) måtte han aflevere nøglerne. Og så gik den skæve gang. Tyskerne besatte kabelhusene på nordspidsen af Fanø og i Rindby, og afbrød forbindelsen.

Så vidt jeg husker, lå de tyske både her i havnen i ca. 10 dage, hvor vi havde dansk vagt på om natten for at forhindre uroligheder og det man nu populært kalder fraternisering. Derefter sejlede de af, - efterladende en mindre, - for øvrigt meget lille styrke til bevogtning af de før omtalte kabelhuse, og en besked om, at der en af de nærmeste dage ville ankomme et Flakbatteri. Det anede vi ikke hvad var, troede nærmest, at det var noget i retning af en signalstation; men det viste sig at være det, der senere blev til, det vi kaldte Det store Batteri – (tyskerne kaldte det 3. Batteri) på Fanøs nordspids – Fanø Nord.. 

I den tid der arbejdedes på at få det i orden, havde vi nogenlunde ro med undtagelse af den overhåndentagende brug af vore færger, og som naturligt vakte irritation blandt befolkningen.

Men pludselig kom der en stor invasion af danske og tyske entreprenører, som skulle gøre Fanø til en af stærkest befæstede tyske stillinger i Europa, og da kom besværlighederne. 

Dom følge af umuligheden af import af olie fra andre lande end Tyskland, måtte elektricitetsværket se den mulighed i øjnene at lukke for strømtilførslen, og efter at være opfordret gentagne gange og med undvigende svar til tyskerne, - samtidig med, at vi havde forsøgt alle mulige udveje for at fremskaffe det nødvendige til elværkets drift, optog vi en forhandling med tyskerne om levering af såvel brændsels- som smøreolie. Vi opnåede i første omgang en kontrakt, som var meget gunstig for værkets drift og økonomi. Men efterhånden, som tiden og de allierede sled på tyskernes kræfter og beholdninger, måtte vi i gang med at revidere denne kontrakt, som desværre blev dårligere for os hver gang. Dog kan jeg sige, at vi benyttede alle kneb, og strittede imod, det bedste vi kunne, for at opnå de bedst mulige vilkår for by og borgere. 

Det var ikke lige morsomt altid. Nogle af tyskerne var ret ordentlige, under disse forhandlinger, - andre brutale. Jeg husker således engang, da kontrakten blev brudt af dem, blev jeg hentet hjem og truet med revolver og ophængning i den højeste telefonpæl i Nordby, fordi jeg havde beordret lukning for strømtilførslen til de tyske stillinger. Nå, jeg blev hverken hængt eller skudt, og vi fik olie, vi havde til gode. Med kullene til gasværket gik det ligesom lidt lettere. 

Landsrestriktionerne, som vi jo alle har måttet og endnu må bøje os for kunne vi muligt her i Nordby have lempet noget, - men det kan og kunne vi jo ikke ændre noget ved. Men der var mange andre store og vanskelige problemer. 

Indkvarteringen af de tyske tropper var et meget ubehageligt spørgsmål. Fra højere myndighed fik vi pålæg om at bistå ved denne indkvartering, og jeg tror, at den sag har været en af de værste, vi havde at gøre med. Selv om vi talte indgående om det i forvejen, - overvejede hvor, hvorledes og hvordan det bedst kunne ordnes uden at genere det mindst mulige, kunne det desværre ikke undgås, at forskellige af dem det gik ud over, følte sig forurettede. Men vi måtte naturligvis tage ubehagelighederne herved, såvel som i andre retninger i den bevidsthed, at vi gjorde, hvad vi syntes var bedst og rigtigst i den givne situation. 

Det var med sorg, at vi måtte afgive Borgerskolen til besættelsesmagten, men en tilfredsstillelse, at vi ved hjælp af vort udmærkede og forstående lærerpersonale, formåede at holde vort skolevæsen så intakt som tilfældet blev. 

Om Navigationsskolen stod en hård strid, som heldigvis endte i vor favør. De fleste af rådets medlemmer var enige i den betragtning, at denne skole var så nøje forbundet med kommunens mest intense og økonomiske eksistensmuligheder, så på det mest spændende og ubehagelige tidspunkt for det tyske pres, var der faktisk enighed om at opgive Realskolen til fordel for Navigationsskolen, hvilket skolens lærerkræfter gik ind for. Heldigvis kom det ikke så vidt. Men mange timer gik i den anledning, mange og forskellige argumenter, - nogle ikke helt i overensstemmelse med de virkelige forhold, måtte fremføres på mange forskellige steder, før vi nåede, - for ikke at sige resultat, så dette at forhale tiden for tyskernes aktion. 

I utallige anliggender blev vi tilkaldt til konferencer og forhandlinger med de tyske myndigheder. Der kunne skrives en stor bog om, hvad sognerådet blev stillet overfor i retning af ordninger af de forhold, som tiden krævede. Dette var naturligvis en følge af, at regeringen og efter dens fratrædelse departementscheferne, efterhånden flyttede mere og mere arbejde og ansvar over på de kommunale råd. Som nogle af de opgaver vil jeg nævne: Ordningen af adgangsbeviserne hertil, - ikke alene for byens borgere, - men tusindtallige venne-, slægts- og bekendtskabsskare, som ønskede et besøg for en eller flere dage herovre.

Fra hele landet modtog vi anmodninger om at ordne en sådan tilladelse, og som regel lykkedes det.

Da tyskerne begyndte at bryde huse ned, - ekspropriere møbler – og i deres sidste vanvittige desperadotid opførte sig som sindssyge, gik vi med ikke ret meget mod i livet til de møder, der blev tilsagt til. Og dog ved jeg, at der ikke var nogen, der var bange for dem. Vi vidste, hvordan det hele ville ende, - og vi kunne, - og gjorde det også, sige til dem, når de frittede?  om danskernes indstilling: ”Vi er hverken tyskere, englændere, franskmænd eller russere, - men danske, og vi ser kun med glæde hen til den dag, I viser os hælen”. 

Angående kommunens økonomi i disse slemme år – ja, - mange har tjent penge, - andre sat til.

Jeg mener at kunne udtale, at sognerådet med den nu afgåede formand N. M. Kallesen i spidsen, har forsøgt at gøre ret og skel i alle retninger, ligesom de under kommunen ansatte lærere, gasværks- og elektricitetsfunktionærer, har været klar over deres ansvar og røgtede deres gerning på bedste måde