Nu ligger sagen jo således, at jeg ikke har andet at støtte mig til end min hukommelse, og jeg må derfor afholde mig fra at slå begivenhederne i foreningens historie fast med årstal o. s. v. Endvidere har jeg kun haft med foreningen at gøre som kasserer et vist åremål. Hele min fremstilling kan således kun blive ret ufuldkommen; men lad mig alligevel prøve at sige noget af det, som jeg finder bør fremhæv es nu ved afslutningen.

Alene det, at en sådan forening i sin begyndelse blev stiftet helt igennem på privat initiativ, vidner jo om, at den stammer fra en tid, da der var stærk samhørighed blandt befolkningen i Nordby sogn. Og blandt de mennesker, der satte det hele i gang, er der to navne, der særligt bør huskes: Læge N. H. Anthonisen og direktør Olaf Lassen

— den første som foreningens formand, den sidste som dens kasserer. Her var ikke noget med løn eller honorar for det arbejde, de udførte. Det gjaldt for dem begge om, at det hele kom i gang og om, at foreningen kom i god trivsel. Og det lykkedes. Som årene gik, kom der flere og flere medlemmer til. De økonomiske forhold var vel ikke altid så strålende. Et år, da det kneb allermest, tog dir. Lassen som den handlingens mand, han altid har været, resolut beslutning om at opkræve et ekstra kontingent hos foreningens medlemmer. Og ingen knyede eller gav ondt af sig over dette skridt.

Jeg afløste dir. Lassen som foreningens kasserer; og det skal siges til hans ros, at han drog omsorg for, at jeg fik løn - omend kun et beskedent beløb. Min efterfølger på kassererposten blev toldvagtmes ter Duysen. Og da læge Anthonisen frasagde sig formandsposten, blev radiolærer Laursen hans efterfølger. Jeg er ikke helt klar over, hvem der nu ved foreningens opløsning er indehavere af disse to poster.

Som revisorer i den tid, jeg havde med kassen at gøre, fungerede købmand Evald Hansen og grosserer Brinch Hansen. Jo, vist var der både en sagkyndig og kritisk revision; men når de med deres underskrift havde ”befundet alt i orden”, havde vi altid et par fornøjelige timer ved min kones kaffebord. Ofte tænker jeg tilbage på det hyggelige samvær med de to herrer, der begge havde så let ved at lade deres harmløse vid spille.

Da jeg kom ind i bestyrelsen, var en enlig gammel mand, Pedersen hed han, inkassator. Han var 80 år dengang og boede på Skolevej. Snart efter afløstes han af Madsen på Vinkelvej (fornavnene kan jeg desværre ikke huske). Senere fik fru Dorthea Holst bestilling en. De skal alle have den ros, at de udførte deres arbejde med stor interesse, ligesom de også af egen drift virkede som agitatorer for foreningen.

Men vi må ikke glemme sygeplejerskerne. Dem var det jo, det kom mest an på. Frk. Semine Madsen var ansat som sygeplejerske længe før jeg fik noget med foreningen at gøre. Så vidt jeg ved, var sygeplejen ikke dengang anlagt efter de mange korte besøg hver dag hos de forskellige patienter rundt i byen. Sygeplejersken var vist nærmest fast hos den - efter lægens mening - mest syge og fik kosten der. Hjemmene var også dengang mere indstillet på selvhjælp under sygdom. Et varmt omslag f. eks. behøvede man ingen sygeplejerske til. Frk. Madsens helbred var vaklende, og da hun tog sin afsked, drog hun hjem til sin gamle mor i Hurum mellem Silkeborg og Randers. Her døde hun kort efter. Jeg repræsenterede foreningen ved hendes begravelse på Haurum kirkegård. - Så kom frk. Petra Peders en til. I hendes tid var i hvert fald det korte sygebesøg indført. Da frk. Pedersen var født i Nordby og således kendt af hele befolkningen, blev der fra mange sider kaldt på hende så at sige både i tide og utide. Hun blev for overbebyrdet med arbejde. Foreningens protokol over sygebesøgenes antal viser dette. Af helbredshensyn måtte hun trække sig tilbage, Senere - jeg ved ikke hvornår - blev den fornuftige ordning indført, at sygeplejersken kun kunne tilkaldes efter lægens anvisning. Frk. Pedersen efterfulgtes af frk. Christine Mathias en, der nu er i Taulov, og denne igen af frk. Henny Nielsen, der endnu er i funktion. Som reservesygeplejerske har fru Clausen virket gennem mange år.

Nordby sygeplejeforening har altid haft held til at få dygtige og erfarne sygeplejersker. Jeg vil gerne her udtrykke min beundring for deres arbejde og min glæde over, at det nu endelig er kommet så vidt for standen som helhed, at en sygeplejerske i dag arbejder under anstændige lønforhold. De fortjener det. Deres gerning er krævende. Nat og dag må de være parat. Venlige og omsorgsfulde skal de vær e overfor patienterne. Brug får de for deres selvbeherskelse, når de står over for en utålmodig - ja, måske urimelig patient. Folk af alle samfundslag kommer de til og må indstille sig derefter - de pusl er det feberhede barn og står den sidste vagt ved oldingens dødsleje.

Men selvfølgelig møder de også taknemmelighed på deres vej, ellers var det jo heller ikke let for dem.

Lægerne! Anthonisen var jo enelæge i Nordby i mangfoldige år. Jeg har tidligere skrevet om doktor Anthonisen og hans rige gerning. Han var et af de nobleste mennesker, jeg har mødt. Læge J. E. Vestergård står for mig ikke alene som en omsorgsfuld og dygtig læge, men også som en højt kultiveret personlighed. Han var medlem af sygeplejeforeningens bestyrelse. Jeg kan ikke lade være at nævne den elskelige dr. Friis fra Sønderho, der af og til vikarierede i Nordby. Der er en finhed over denne mand, der gjorde, at man rent umiddelbart syntes om ham - ja, mere end det: man korn ved nærmere bekendtskab til at holde af ham.

Nu er de borte alle tre!

Hvordan arbejdet i sygeplejeforeningen fremtidig ordnes, står mig ikke klart; men jeg har det indtryk, at det skal ske i forbindelse med sygekassen. Endskønt det har gjort et trist indtryk på mig, at vor gamle forening nu hører op med at eksistere som selvstændig forening, går jeg da ud fra, at det, der sker, vil føre til den bedste ordning.

Nordby sygeplejeforenings protokoller og regnskabsbøger bliver forhåbentlig opbevaret, så mindet om den gamle forening ikke bliver slettet helt ud.

Jeg føler så godt, at min artikel her er utilfredsstillende på mange punkter; men jeg kunne ikke nænne at afvise den venlige henstilling, je fik, om at sige et lille mindeord her ved afslutningen.

Chr. Sneum

Sygeplejeforeningen har nu virket i over 10 år og i dette tidsrum sikkert været til ikke ringe gavn og nytte for adskillige familier under sygdomstilfælde i hjemmet. Foreningen har imidlertid stadig haft nogen vanskelighed ved at få de nødvendige pengemidler til virksomheden, så, at det tidspunkt nu rykker nær, da dens lille formue er fortæret og dermed dens eksistens truet. Desuden har benyttelsen af sygeplejersken gennemgående været ringere end ønskeligt, så foreningen har været hindret i at kunne gøre gavn i den udstrækning, som den gerne ville, og som ved dens stiftelse påtænkt.

For at bøde på disse to uheldige forhold, har bestyrelsen påtænkt ved den kommende generalforsamling torsdag den 4. februar, at fremsætte forslag om lovændringer, gående ud på betydelig nedsættelse af betaling for sygeplejen, mens årsbidraget til gengæld forhøjes noget. Betalingen for sygeplejen, som nu er 40 øre til 1 kr. pr. dag for medlemmer, agtes sat til 25 øre og 50 øre pr. dag, mens årsbidraget forhøjes fra de nuværende satser: 1 kr., 1 kr. og 50 øre, 2 kr., 3 kr., til henholdsvis: 2 kr., 3 kr., 4 kr., 5 kr. ikke-medlemmer vil fremtidig komme til at betale 1 kr., og 2 kr. pr. dag. Man er gået ud fra, at mens det spiller en mindre rolle om årsbidraget er lidt højere eller lavere, al den stund selv det forhøjede årsbidrag er meget lav.

Assurancepræmie for billig hjælp i sygdomstilfælde, er det af største betydning, at sygeplejen kan ydes så billig som på nogen måde mulig, idet det har vist sig – navnlig for de højere klassers vedkommende – at regninger for ydet sygepleje for længere tids vedkommende, selv med de nuværende i og for sig lave priser, alligevel løber ikke så lidt op, så at det er forståeligt, at folk betænker sig noget på at benytte sygeplejen.

En betalig af kun 25 øre (for de lavere to klasser) og 50 øre (for de to højeste klasser), er jo så overordentlig billig, at den forhåbentlig vil bevirke en hyppigere brug af sygeplejersken, da der på denne måde her kan skaffes den syge en kyndig og god, i mange tilfælde meget nødvendig pleje for en betaling, der er lavere end betalingen for noget andet arbejde. Betingelsen for, at der kan tilbydes medlemmerne et så stort gode som en sådan overordentlig billig sygepleje, er imidlertid, at medlemmerne vil finde sig i at betale et lidt højere årsbidrag end før, en forhøjelse, der dog ikke er større, end at det ikke kan genere meget i år, hvor man ikke har sygdom til huse, og som vil mere end betale sig i de år, hvor man har brug for sygeplejersken, selv for en kortere tid.

Såfremt de nuværende medlemmer vil vedblive at være i foreningen og endnu mere, hvis det kan lykkes ved den ny ordning at få medlemstallet noget forhøjet, vil de foreslåede lovændringer tillige sikre foreningens eksistens bedre end den nuværende ordning.

Bestyrelsen retter derfor en indtrængende opfordring til samtlige medlemmer om at give møde ved generalforsamlingen på torsdag og at stemme for de ny lovændringer, der ifølge foreningens love skal have ¾ af stemmerne for at kunne vedtages.

Nordby, den 29. januar 1904

P:B:V

Holck

Med udgangen af 1929 kan ”Nordby Sygeplejeforening” fejre sit 35 års jubilæum.

Sygeplejeforeningen hævdes at være Fanøs største forening, da der ikke er mange hjem, hverken i Nordby eller Rindby, som ikke står i foreningen, og da samtlige til hver husstand hørende personer fra de mindste til de største er medlemmer, når blot husstandens forsørger har anmeldt sit navn til foreningens medlemsliste.

Forkæmperne for foreningens stiftelse var provst Holck og distriktslæge Jensen, der begge endnu mindes med veneration. Disse to mænd skaffede dels ved personlig ydelse og dels ved et efter datidens forhold betydeligt tilskud fra Fanø Sparekasse et grundfond, der muliggjorde foreningens start. I det hele taget har Fanø- Spare- og Lånekasse gennem alle de 35 år stadig vist foreningen venlighed og hvert år sendt foreningen en gave.

Af de mange mænd, der hver for sig har gjort et arbejde for foreningen, og som nu ikke er mere, kan nævnes: Skibsreder P. N. Winther, Sparekassedirektør C. Godtfredsen, Kbm. N. ..J. Andersen, Skibsreder M. N. Thing, Kordegn Th. Schmidt, Bankbestyrer C. C. Nielsen, Overlærer Holger Poulsen, Bagermester A. Hansen og mange flere.

Af den første bestyrelse lever endnu bogholder N. Ankersen, der sikkert mindes sit arbejde for foreningen med glæde. Uagtet vi efter anmodning ikke omtaler de nuværende bestyrelsesmedlemmers Indsats, vil vi dog nævne Fru Laura Clausen, der i mange, mange år har været et skattet medlem af bestyrelsen.

For de funktionærer, der i tidens løb har været i foreningens tjeneste, har foreningen altid været en god arbejdsgiver -. også ud fra den betragtning, at gode leve- og arbejdsvilkår giver arbejdsglæde. Foreningens første sygeplejerske var Frk. S. Madsen. Hun virkede her i mange år og forstod ved sin Dygtighed og Venlighed at gøre sig meget afholdt af Befolkningen. Frk. Madsen står stadig foreningen meget nær, og det vil sikkert aldrig blive glemt, hvad foreningen skylder Frk. M. for trofast arbejde gennem de mange år. Den nuværende sygeplejerske, Frk. Petersen, er kendt og skattet af alle. Vi ser hende daglig med et glad ansigt på sin cykle køre rundt fra besøg til besøg. Og foreningens gamle bud, fhv. skibsfører P. Cl. Pedersen, Kassererens gode støtte, må også mindes ved denne lejlighed. Spørger man ham om hans forhold til foreningen, skinner hans ansigt af glæde og taknemmelighed.

Bestyrelsen for Nordby Sygeplejeforening har gennem formanden, Læge Anthonisen, sendt bogholder Ankersen sål ydende skrivelse:

,,Nordby Sygeplejeforening havde med udgangen af året 1929 eksisteret i 35 år, og bestyrelsen tager derfor anledning til at bringe Dem, som det eneste nulevende medlem af foreningens første bestyrelse, sin hilsen og tak.

De skiftende bestyrelser har de forløbne år - vi mener med held - fors øgt at løse den opgave, hvis retningslinjer blev fastlagt af foreningens stiftere, den første bestyrelse, at ingen her i vort lille samfund skulde være således stillet, at vedkommende under sygdom måtte undvære faguddannet hjælp og pleje.

Fra mange hjem sendes der i denne tid taknemmelige tanker til foreningen og ret naturligt samler takken sig om Dem, den sidste repræsentant for foreningens stiftere.

For denne tak vil vi gerne med ovenstående give udtryk”

Født i København d. 15. marts 1855, som søn af sognepræst ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn J.C. Holck.

Han blev cand. theol. i 1879, og derefter huslærer på Brahesborg på Fyn.

Fra 1882 til 1890 var han kapellan på Lolland Falster, hvorefter han blev sognepræst i Nordby d. 10. august 1890.

Han var tillige tilknyttet den skandinaviske sømandsmission i Calcutta.

Holck var sjællænder – og som mange andre sjællændere var han grundtvigianer og havde efter sigende et ret anstrengt forhold til Indre Mission. Det har nok ikke altid været lige nemt at skrive søndagsprædikenen uden at komme til at støde nogen, for Indre Mission stod ret stærkt på Fanø i den periode hvor Holck fungerede som præst på øen.

Faktisk kom det til en del stridigheder med den ukirkelige del af Indre Mission, som overvejende benyttede fremmede talere og holdt sig langt væk fra Trojel.

I hans tid som præst i Nordby sogn blev den gamle altertavle, der hidtil havde ligget på kirkens loft, opstillet på kirkens vestlige mur.

I 1895 blev der sat et vindue op på hver side af alteret. Vinduerne var blyindfattede og motiverne symboliserede dåb og nadver.

D. 26. maj nedbrændte præstegården, da der midt på eftermiddagen opstod ild fra en utæthed i skorstenen i køkkenet. Kun lidt af arkivet og embedsbøgerne lykkedes det at redde ud af flammerne.

Holck og familien blev midlertidigt genhuset i afdøde Emil Hansens ejendom, men efter nogle måneder lykkedes det at få købt afdøde particulier Clausens ejendom i Nørby med tilhørende grund for 9000 kr. Det var en god og rummelig embedsbolig, og for nogle overskydende forsikringspenge fik han anlagt en dejlig have på grunden og lavet flere forbedringer i huset – blandt andet egen indgang til præsteværelset.

Samtidig blev den nedbrændte præstegårds jordtilliggende solgt til en landmand for 4000 kr., så branden endte med at blive en ganske god forretning, plus at præsten fik en bedre embedsbolig med en bedre beliggenhed.

Efter branden udnævntes sognepræst Holck til også at være Provst for Skads Herreds Provsti.

Efter at have været virket i Nordby i over 14 år, kaldedes han d. 7. oktober 1904 til sognepræst for Brønshøj menighed i København, hvor han tiltrådte d. 27. november 1904.

Hans afskedsprædiken i Nordby Kirke d. 20. 1904 november findes på tryk.

Holck døde i Brønshøj d. 21. december 1914.   

Læge Jensen fødtes i Borre ved Varde, hvor faderen var tømrermester, d. den 31. oktober 1917. Som plejesøn af godsejer Stochholm på Hesselmed, blev han sat til at studere, da han allerede som ung viste sig at være i besiddelse af sjældne evner. Under krigen i 1864 var han underlæge i hæren, han boede da på Kronborg, og fra den tid kunne han fortælle mange fornøjelige ting. I 1868 tog han medicinsk embedseksamen, og året efter blev han distriktslæge på Læsø, hvorfra han i 1874 blev forflyttet til Grindsted, hvor han bl.a. i en årrække var formand for sognerådet. 1880 kom han til Fanø, hvor han virkede som læge til døden nu kaldte ham bort, altså i 37 år.

Distriktslæge Jensen var en ualmindelig samvittighedsfuld læge, og kun få har fulgt med i alt det nye, som han. Først og fremmest på sit eget område, men hans interesse var i høj grad alsidig; der er blevet sagt om læge Jensen, og vist med sandhed, at han var een af de mest belæste mænd i Ribe amt. Han var meget omhyggelig for sine patienter; lægehonoraret, der er steget ganske betydelig i disse 37 år, ville han som regel ikke forhøje. Mod fattigfolk var han meget imødekommende, og ofte ville han intet vederlag have af dem for lægetilsynet. Fra 1. april 1893 til 1. april 1915 var han lærer i sygepleje ved den herværende navigationsskole, og han trak sig kun tilbage derfra, fordi hørelsen var svækket. Afdøde var en meget stor haveven, og han havde en ganske dejlig have med mange smukke planter og blomster, som man i hvert fald tidligere aldrig så på Fanø.

Sygeplejerske frk. Semine Madsen

Nytårsdag den 1. januar 1924 kan sygeplejerske frk. Semine Madsen fejre 25 årsdagen for sin ansættelse her på Fanø som sygeplejerske i Nordby Sygeplejeforening.

Det var ikke nogen let gerning frk. Madsen for 25 år siden gik ind til, men hun er gået op i sit arbejde med aldrig svigtende interesse og kærlighed. Når foreningen nu tæller tre gange så mange medlemmer, som den havde for 25 år siden, har frk. Madsen også sin store og fortjeneste fulde andel deri.

Fra Sygeplejeforeningen. Formanden for Nordby Sogns Sygeplejeforening meddeler:

Sygeplejerske, frk. Madsen har nu (februar 1923), begrundet på vaklende helbred, taget sin afsked som foreningens faste plejerske. I hendes sted er fra 1. april 1923 ansat frk. Petra Petersen, datter af afdøde skibsfører N. J. P. her af Nordby. Indtil 1. april har frk. Augusta Beck overtaget sygeplejegerningen i foreningen, henvendelse om sygepleje må derfor foreløbig ske til frk. B.

I de senere år har frk. Madsen af og til været lidende og det har sikkert været med vemod, at hun har måttet overlade en del af arbejdet til yngre kræfter.

Rundt omkring i Nordby vil der sikkert være utallige hjem, der på nytårsdag vil sende frk. Madsen mange venlige tanker og tak for hendes arbejde, altid venlige smil, medfølelse og lette hånd, når sygdom har banket på hjemmets dør og der vil såvel fra øens beboere som fra sygeplejeforeningen på hendes jubilæumsdag blive vist hende, at hendes gerning her er bleven påskønnet. Ugebladet føjer sin lykønskning hertil.-

Han var født den 20. november 1841 i Nørup ved Vejle som søn af gårdejer Paul Augustinussen og opkaldtes efter den landskendte lærer i Nørup, H. O. Johnsen, død 1918. Efter at være dimitteret 1863 fra Jelling Seminarium blev han november samme år vikar i Varde, ansattes i juni året efter ved Nordby Skolevæsen og modtog i september s.å. fast ansættelse i embedet. Fra 1869 - 73 var han tredjelærer, derefter andenlærer ved Nordby realskole og udnævntes i 1892 til overlærer ved Borgerskolen, hvor han derefter virkede, indtil han efter ansøgning afskediges med pension fra 1. april 1912.

Overlærer Poulsen, der for sin mangeårige dygtige skolegerning blev udnævnt til R. af D., har på Fanø udfoldet en sådan virksomhed og udøvet en indflydelse, at ingen af hans samtidige medborgere blot tilnærmelsesvis kan sættes ved siden af ham.

Han har været medlem af og formand for Nordby Sogneråd, forligskommissionær i Fanø Birk i over 40 år, i flere år medlem af styrelsen for Fanø Skibsrederforening og medstifter af Dansk Sejlskibsforening. Har har endvidere været medlem af Bankrådet for Esbjerg-Fanø bank, til sin afsked fra skolevæsenet og i nogle år formand for Værgerådet. Efter initiativ af Poulsen stiftedes et lille aktieselskab, A/S Fanø Forsikringsforening for Søfolk, med det formål at sikre det løsøre, som søfolk fører med sig.

Han var stærkt interesseret i Sygeplejesagen, fra hvilken virksomhed han kort før sin død havde trukket sig tilbage. Han var med til at stifte Centralforeningen i 1909, og han var selvskreven til at blive indvalgt i dens bestyrelse, ved hvis møder han altid tog livlig del i diskussionen og ofte ved praktiske erfaring, bl.a. i offentlig anliggender, prægede bestyrelsens afgørelser og holdt hævd over det formelle i dens arbejdsmetode. Har været formand for Nordby og Ribe Amts Sygplejeforeninger. Endvidere var han medstifter af og formand for Nordby Understøttelsesforening. I ca. 25 år har han været formand for Enkekassen i Nordby, har stiftet den almindelige Sygekasse, for hvilken han har været formand i 35 år, stiftede i 1874 Fanø Bombebøsse, som han siden stadig har været formand for, samt var i 1872 medvirkende ved stiftelsen af Fanø Håndværker- og Industriforening, i hvis styrelse han har siddet i 24 år, deraf de 16 som formand og var nu æresmedlem.

Overlærer Poulsen har fra 1865 været politisk medarbejder ved "Varde Avis", Silkeborg Avis", Ålborg Stiftstidende", "Fanø-Esbjerg Avis" og "Tiden" samt skrevet enkelte artikler og rejseskildringer i enkelte andre blade og tidsskrifter, ligesom han også har ydet værdifulde bidrag til Historisk årbog for Ribe Amt.

Indtil den sidste tid har han leveret mange værdifulde bidrag af lokal art til fanø Ugeblad.

Hans hustru døde i 1895, og han efterlader sig 8 børn, hvoraf den yngste er lærerinde på Fanø og den ældste er gift med fyrskibsfører Jul. Jensen.

Fredag den 18. oktober 1918 kunne læge N. H. Anthonisen fejre 25 års jubilæum som læge i Nordby. Læge Anthonisens praksis var været meget omfattende. Foruden den alm. lægegerning havde han i en lang årrække fungeret som læge ved Badet, var i nogle år læge ved Tvangsarbejdsanstalten, siden Epidemihuset blev indviet var han tillige læge der, havde flere gange også Sønderho med. Det, skulle man synes, kunne nok lægge beslag på sin mand, men for hr. Anthonisens energi og arbejdskraft har det ikke slået til.

I flere år underviste han således i sygepleje på den herværende navigationsskole, og i en længere årrække sad han i Nordby sogneråd, en tid som formand, hvilken stilling han dog måtte sige sig fra, da hans gerning som læge ikke levnede ham tid dertil.

Hr. Anthonisen var en fremskridtsmand. Han kæmpede såvel i sognerådet som til andre tider for alt, hvad der kunne føre til fremskridt og udvikling for Fanø. Han var således med til at skaffe Rindby den nye og tidssvarende skole, sammen med andre tilkommer der ham æren for, at vi fik et gasværk her i Nordby, ligesom vandværket først og fremmest var hans værk. Og da færgeriet kom under staten, havde Anthonisen også spillet en rolle der.

Fanø Ugeblad den 28. februar 1931

Et interview med læge Anthonisen, der kan fejre 25 års jubilæum som bestyrelsesmedlem i Nordby Sygeplejeforening.

På vore spørgsmål får vi at vide, at doktoren trådte ind i bestyrelsen som afløser for den gamle distriktslæge Jensen. Pastor Hans Koch var dengang formand i foreningen, hvis medlemstal på daværende tidspunkt kun var ca. en tredjedel af det nuværende medlemstal. Efter pastor Koch blev formandsposten overdraget til overlærer Holger Poulsen, senere til bagermester A. Hansen og derefter igen til malermester Thing. Efter sidstnævnte trådte læge Anthonisen så til som formand. Foreningen var under de skiftende ledere i stadig vækst og udvikling og den har i dag et medlemstal på 473.

”Er der ellers med hensyn til sygeplejevirksomheden sket nogen forandring i foreningen i de svundne 25 år?”, spørger vi.

Ja, svarer doktoren, det er der, og endda af gennemgribende art. I begyndelsen var sygeplejersken mest optaget af fast sygepleje i hjemmet. Dette voldte ikke så lidt gnidning og utilfredshed blandt medlemmerne. Blev en patient fx angrebet af tyfus og kom under sygeplejerskens tilsyn, måtte hun ikke komme til andre patienter, selvom de aldrig trængte så hårdt til det. Dette kunne jo let føre til store ulemper med sig. Nu er sygeplejen lagt ganske om; nu er det de korte besøg og det daglige tilsyn, man er inde på. Og det viser sig at gå meget bedre på denne måde. De patienter hvis sygdom tidligere krævede, at sygeplejersken skulle være hos dem i fast pleje, bliver enten indlagt på hospitalet eller plejet hjemme på anden måde. Efter samme sytem har man også arrangeret sig i de fleste andre sygeplejeforeninger landet over.

Vi ved at doktoren omfatter arbejdet i sygeplejeforeningen med den største interesse, og vi har det indtryk, at foreningen i ham har en sjælden dygtig formand, der varetager dens krav på bedste måde.

Skirmen.  (Chr. Sneum).

Direktør Olaf Lassen, født i Skanderborg 13. oktober 1879, kom til Fanø den 23. april 1901 som ganske ung mand. Han tiltrådte da en stilling som kontorist på aktieselskabet Fanø Nordsøbads kontor. Han fik således sine læreår i dette selskabs tjeneste i de vanskelige og til tider dramatiske år, da tysk og dansk kapital „kæmpede" om magten i selskabet, en ”kamp” som endte med, at selskabet overgik til danske hænder, og under den nye ledelse avancerede direktør Lassen til selskabets øverste leder, en stilling, som han, eftersom årene gik, udøvede med næsten diktatorisk myndighed. Med fast og myndig hånd førte han badet frem gennem de skiftende tider mod målet: en eksklusiv og velordnet badeby – et sted hvor det vrimlende liv og den rivende udvikling blev holdt i ave, så man her slap for synet af skæmmende og sammenrodet bebyggelse. Samtidig byggede direktør Lassen Fanø Bad fra den gamle nu nedlagte keglebane over tennisbanerne og den store særprægede golfbane til den ny babygolfbane – alt sammen ting, der har været medvirkende til at skabe Badets ry. Det var et bysamfund, direktør Lassen stod som leder af, en by med mange huse, store hoteller, egne gader og veje, postkontor, flyveplads og meget mere, og han elskede dette område. Her har han lagt sin manddomsgerning, og her har han virkelig udrettet noget værdifuldt, en gerning som på mange måder har båret frugt, ikke blot for ham selv, men også for en stor del af byens befolkning, i første række byens handel og håndværk. 

Lassen er sikkert den bedst kendte mand på Fanø, både herhjemme og i udlandet. Denne mand som med sin let ludende og slentrende gang og et tilsyneladende tillukket væsen, blev Fanøs største arbejdsgiver. Knap og afmålt kan han være, men har man først lært ham at kende, ser man ham, som han virkelig er: Et hjertensgodt menneske, der er trofast mod dem, som han har fået tillid til. Han må betragtes som Fanø Vesterhavsbads grand old man. Den unge mand, som i 1901 kom til Fanøbad, tabte på mere end een måde sit hjerte herovre. Fanøbad blev ikke alene hans levebrød, det blev tillige en så stor del af ham selv, at det var meget vanskeligt for ikke at sige umuligt at skille de to - personen og selskabet - ud fra hinanden.

Direktør Lassen ledede selskabet gennem en stor og rig tid, selvom to verdenskrige hæmmede udviklingen for en tid, og navnlig den sidste krig satte sine mærker på Badet - mærker, som det tog lang tid at overvinde. Gennem årene har Badet også på nogen måde skiftet karakter. Fra at være det meget fornemme badested blev det efterhånden et sted på et mere jævnt plan, hvor der er plads både for gæsten med de mange penge og for den jævne gæst. Lassen var med til at gøre Fanø Bad kendt i store dele af Europa, blandt andet ved at gøre Badet til et kendt golfsted.

Direktør Lassen vogtede gennem de mange år over Fanøbad og dets renommé, og har her virket meget forudseende. Hans har æren for, at byggeriet derude er holdt på et så sobert plan, at der ikke behøvedes indgreb fra anden side for at holde det skæmmende byggeri borte fra badets område. Fanø Bad var i det hele taget mønsterværdig som badeby på mange punkter og i særlig grad på de sanitære områder. Men Lassen så også, hvorledes det gik tilbage for badet. Men det skal dog samtidig siges, at den del af badet, som direktøren havde afgørende indflydelse på, har ført standarden videre. Her tænkes navnlig på den linie, som er bevaret med hensyn til byggeriet derude, hvor man har hævdet sig på en god måde ved at kræve sommerboligerne opført på en sådan måde, at naturen ikke blev ødelagt. Et andet område er opbygningen af golfbanen, hvor der hvert år har været fremskridt at spore. Den årlige golfturnering, som er med til at skabe Fanø Bads ry rundt om i verden, trækker et stadig større antal deltagere til, og det glædelige ved dette er, at der kommer flere og flere unge deltagere i det ædle golfspil.

Direktør Lassen var en god mand for næringslivet i Nordby. Han gjorde gennem årene alt, hvad der stod i hans magt for at Nordbys håndværkere og forretningsfolk fik så meget arbejde og så mange leverancer til badet, som det var muligt at placere hos dem. Direktør Lassen var Fanøs største arbejdsgiver, og det er meget store summer, der gennem ham og hans virke er tilflydt Fanøs næringsliv.

Direktør Lassen var sikkert Fanøs mest kendte mand - en markant skikkelse i vort lands turistliv. Han havde mange bekendte; men sikkert kun få egentlige venner, han havde ikke let ved at slutte sig til andre mennesker og brød sig tilsyneladende heller ikke om det - han var en ener! Med et retlinet væsen og med stor hjælpsomhed!

Også på andre måder var dir. Lassen med i Fanøs liv. Han var en tid med i skolekommissionen og var medstifter af Nordby sygeplejeforening.

I 1955 udsendte dir. Lassen sin bog ”Badestedet Fanø igennem 50 år”. Denne bog, gav et levende og interessant billede af Fanø Vesterhavsbad.

I al stilfærdighed er der i aktieselskabet Fanø Vesterhavsbads ledelse sket et generationsskifte, idet selskabets administrerende direktør, Olaf Lassen, 75 år, den 1. januar 1955 er fratrådt sin stilling og har overgivet ledelsen til sin søn, direktør Per Olaf Lassen.

Styrmand H. C. Madsen, 9. april 1938, 80 år, født i N. 1858, som søn af skibstømrer S. R. Madsen. Inden han fyldte 14 år kom han til søs med Fanøskibe, senere sejlede han som tømrer på et Altonaskib ”Valparaiso” i 1884 kom han hjem for at gå på Navigationsskolen og tog eksamen i 1885 og var så et årstid styrmand på 3m skonnert ””Ameta” af Fanø, kaptajn S. Winther. Så gik han over i dampskibsfart og sejlede mest som tømmermand på rutebådene fra Esbjerg. Han var i 15 år på ”Expres” og 13 år i ”Frejr”. Ved juletid 1922 sagde han søen farvel. Madsen blev i 1887 gift med Maren Mortensen, datter af møller Mortensen.

I sin alderdom var han rask, så man næppe ville antage at han fyldte 80 år, han er stadig beskæftiget med opkrævnings- og kontorarbejde. Han er en skattet inkassator indenfor Nordby Sygeplejeforening.

Anton Hornum Hansen, der var født i Ribe den 6. juli 1901, kom som ung frisørsvend til Fanø. Her blev han gift og fik sin egen forretning, som han i over 30 år omhyggeligt passede til sine kunders tilfredshed. Død i marts 1960.

H. fik gennem årene betroet adskillelige tillidshverv og var ved sin død i 1960 formand for Nordby sogns sygekasse og kasserer i sygeplejeforeningen. Han var endvidere gennem en årrække medlem af bestyrelsen og formand for F. H & I., samt medlem af bestyrelsen for teknisk skole og Nordby Folkebibliotek.