Hans Holger Horsbøl
Født: 18 aug 1869 i Ribe – Død: 12 jul 1948 i Aarhus, Kommunehospitalet
Stilling: Skibsfører, senere skolebetjent
Note: Forældre: Klokker og lærer Jens Christian Horsbøl og Cathrine Mathilde Müller, Ribe

Gift 16 dec 1894 i Nordby Kirke, Fanø med:

Hustru: Johanne Poulsen
Født: 24 jun 1872 i Odden, Fanø
Død: Efter 1948
Hendes far: Skibsfører Peder Clausen Poulsen
Hendes mor: Mette Kirstine Sørensen

Børn:
Jens Christian Horsbøl
Født: 12 okt 1896 i Odden, Fanø
Død: 15 dec 1897 i Odden, Fanø

Mette Petrea Horsbøl
Født: 27 jan 1898 i Odden, Fanø

Cathrine Mathilde Horsbøl
Født: 15 mar 1899 i Odden, Fanø

Jens Christian Horsbøl
Født: 10 nov 1902 i Odden, Fanø

Peder Poulsen Horsbøl
Født: 30 mar 1908 i København

1903 - 1905: Fører af "Embla", bark, reg.t 385, NVPJ

Barken "Embla" var bygget i Nordby i 1885. Det solgtes d. 23.3 1906 til Sverige.

Senere strandede skibet på Hals Barre i 1927 og blev hugget op

En hård første kaptajnstur i sejlskibenes tid
Fhv. skibsfører Hans Holger Horsbøl giver i Ribe Stiftstidende følgende
interessante skildring af hans første tur som kaptajn i den gamle romantiske sejlskibstid.
Af skildringen vil det fremgå, at alt ikke var romantik om bord på sejlskibene.

Vejret i september måned 1903 var så smukt, som det kan være i denne måned.
Barkskibet "Embla", som jeg skulle føre, lå i Hamburg havn og lastede stykgods for Rio de Janeiro.
Min hustru og jeg nød rigtig samværet og det gode vejr, men tiden svandt alt for hurtigt, og en måneds tid var gået, og så afsted igen.

Den 1. oktober afsejlede vi fra Hamburg med bugserbåd og lods om bord, jeg vinkede farvel til min hustru. Skibet gled langsomt ud fra pælene og sejlede ud ad Elben – rejsen var begyndt. Mandskabet havde travlt med at rigge klyverbommen ud, slå sejl under og i det hele taget gøre alting søklar.
Ved aftenstid kvitteredes lodsen ved Cuxhaven og ud for Elbfyrskibet nr. 1 kvitteredes bugserbåden, alle sejl var da sat og skibet styrede for svag vind ud af Helgolandsbugten, men vinden døde snart hen, det blev stille, vi var da omtrent tværs af Helgoland, så blæste det op fra sydvest og nordvest. Skibet lagdes for styrbordshalse, vinden tiltog i styrke, småsejlene, røjlerne og jager gjordes fast, det blev til et besværligt og anstrende kryds over Nordsøen.
Mandskabet var ungt og ikke rigtig i træning, men jeg skal love for, at de blev det, desværre var én af de ældste matroser syg og måtte gå til køjs.

På sejlskræderi, mens vandet slog over skibet.

I en bark med 10 mands besætning er der ingen reserver, ingen at undvære, det blev alle mands tag, Vinden var nu gået over til stormende kuling, varierende NV og SV, stad stævnen. Vi havde arbejdet os op til Esbjerg – Parkeston ruten og vi signaliserede med rutebåden "N.J. Fjord" af hvem vi blev rapporteret liggende for små sejl.
Stormen varede ved, vi mistede en del sejl – på en næsten ny fok gik underlaget i stykker, og sejlet revnede lige op til revet, en anden fok måtte slås under. Styrmanden og jeg reparerede den medtagne fok, vandet slog over skibet, men det måtte gøres.

Efter 3 ugers sejlads fik vi Dover i sigte, det vat lige ved solnedgang, vi hejste vore kendingssignaler, men blev ikke rapporteret. Sejladsen fortsattes gennem Den engelske Kanal, stadig med stormende kuling og modvind, med rebede sejl var vi kommen over under den franske kyst i 10 favne vand, der gjordes klar til at vende, men der kunne ikke stagvendes på grund af for høj sø og for ringe fart, vi måtte derfor kovende. Under denne manøvre blev underbraserne uklar af reservespirerne, som lå fastsurret til dækket, og inden vi fik braserne klaret, var vi løbet et langt stykke den forkerte vej og havde således tabt meget at det, som vi havde krydset op.

En hel uge for at komme gennem Kanalen.

Det tog os en hel uge at krydse gennem Den engelske Kanal. Kursen sattes nu SV, men der var stadig stormende kuling og derfor ringe fremgang. Vi havde arbejdet os ned til Biscayen, stormen tog til i styrke og blev til orkan med voldsom høj sø, skibet arbejdede tungt og trak meget vand.
En høj sø smed mig fra roret ned i læ, hvor jeg tørnede mod fortøjningspullerterne med min bag og blev hængende halvvejs udenbords i de læ braser. Da vandet var løbet bort, kravlede jeg på alle fire op og fik fat i roret igen. Mandskabet var til vejrs at gøre sejl fast, vi lå nu for svikket undermærssejl og forstængerstagsejl og drev for orkanen med oliepose ude for at dæmpe søen.

 Pumpen strejkede og der var 2 fod vand i lasten.

Om aftenen kl. 8 kom 2. styrmand og meldte, at pumpen ikke ville give vand, skønt der var smidt en halv snes pøse vand ned i den. Pumpen blev pejlet og det viste sig, at der var 2 fod vand i lasten. Vi havde 55o t stykgods inde, deraf ca. 200 t cement, som lå i bunden. Jeg tænkte på de 2 tiere cement som lå på hver side af kølsvinet, det vat sikkert nok en sten; det viste sig at være rigtigt. Det viste sig også senere, at det var pumperøret, der bestod af 2 stykker, der havde arbejdet sig løs, så der ingen forbindelse blev til vandet i bunden, vi måtte så pumpe med den lu-pumpe, dermed fik vi jo ikke skibet rigtigt læns. Skibet havde netop lige fået nye pumper, som gav en pøs vand i hvert slag. Vi måtte stadig holde pumpen gående. Skibet tumlede om i de tårnhøje bølger, det var en hård tørn for mandskabet, men den danske sømand plejer ikke at give op i farens stund.

Omsider tog orkanen af, men vinden var stadig ugunstig; vi kunne da begynde at reparere vores sejl, hvilket de i høj grad trængte til, og hver mand, der kunne føre en sejlnål, blev sat i arbejde, Passaten, som skulle begynde på ca. 30 N udeblev, det blev skiftende vinde. Og nede på 20 N var vinden VSV, det var noget ganske enestående, det havde jeg aldrig oplevet før, og jeg havde dog passeret linien ikke så få gange, det kan ikke undre, at humøret var ved at blive lidt traurig.

Nonchalant engelskmand i farvandet.

Vi var nu kommet ned i det "variable", som søfolk kalder det, på navigationsskolen lærte vi, at det hed "det ækvariale stille bælte", der hersker det nok stille, men kraftige, til tider voldsomme tordenbyger og stærk regn indtræder ofte, og vinden kan komme fra de mest forskellige retninger, men det er disse byger, som hjælper sejlskibene fra den ene passat til den anden; vi fik en stor engelsk fuldrigger indenfor synsvidde, den signaliserede: "På grund af ugidelighed og ligegyldighed har jeg undladt at tage mine observationer, vær venlig og signaliser bredde og længde udregnet til dette øjeblik"; jeg blev ikke så lidt forbavset, og jeg kunne ikke tænke mig at undlade at tage mine observationer daglig; det kunne ikke tænkes i et dansk skib. Fuldriggeren kom fra Liverpool og havde været 25 dage i søen. Medens vi, der kom fra Hamburg, havde brugt 62 dage – fuldriggeren var bestemt for Melbourne i Australien.

Omsider kom vi ind i SØ passaten og nu gik rejsen nogenlunde, efter 76 dages rejse sejlede vi ind til ankerpladsen i Rio de Janeiro, det var sent på eftermiddagen, men ligesom vi var kommet tværs af fortet og havde givet signaler om, hvor vi kom fra, hvor mange dage i søen og om der var sygdom ombord – disse signaler skulle alle skibe afgive – sprang vinden om, det var landbrisen. Vi prøvede at krydse, men vi drev længere ud, så vi ankrede for natten og næste formiddag sejlede vi for en frisk søbrise ind til ankerpladsen. Det blev således 77 dage i søen. Den lange rejse var endt.

 I Rio de Janeiro.

Nogle timer efter vor ankomst kom briggerne "Sophie", ført af Niels Marius Svarrer og "Anna og Mathias" ført af Vilhelm Boysen Eriksen. Det var ikke helt almindeligt, at 3 danske sejlskibe fra samme hjemsted og fra samme afgangshavn mødtes. "Embla" med 77 dage – "Sophie" 83 dage og "Anna og Mathias" med 45 dage i søen. Den hurtige rejse for "Anna og Mathias" skyldtes gunstige vejrforhold, med en frisk østlig brise løb skibet over Nordsøen, gennem Kanalen og ned i NØ passaten, som var mere konstant denne gang.
"Sophie" var nået over under den engelske kyst, var gået til ankers ved Dover og havde ligget til ankers der, mens uvejret rasede. De 3 skibe blev nu slæbt ind i den indre havn, hvor de kom til at ligge til ankers tæt ved hinanden på prajehold.

Noget af det første jeg foretog mig, var at afgive søforklaring med udtog af skibsdagbogen og mandskabet som vidner om de forskellige havarier under rejsens forløb. Den danske konsul var hollænder, en dygtig og prægtig mand, der klarede alle vanskeligheder. Skibet kom ikke til at betale nogen erstatning, det blev assurancen. Nu gjaldt det om at få en ny fragt, og i den anledning var vi 3 skibsførere så at sige dagligt i land for at varetage interesser.

Med losningen gik det ikke særlig stærkt, og det lod heller ikke til, at der var udsigt til nogen fragt, jeg havde håbet på, at der skulle blive til en kaffefragt til "Kap det gode Håb, men det blev der ikke noget af.
Vi havde nu nået julen. Juleaftensdag samledes de 3 danske skibsbesætninger om bord på "Embla", som var det største skib, til juleandagt. Kaptajn Svarrer læste juleevangeliet og de kære, kendte julesalmer lød smukt ud over havnen fra 30 danske sømænds struber, mens tropesolens stråler sænkede sig ned over bjergene.

På juleudflugt i bjergene.

2. juledag tog vi 3 skibsførere på en udflugt i bjergene. Ligesom man herhjemme tager til strand og skov om sommeren, tager man op i bjergene i troperne, hvor der er kølighed at finde. På et af de højeste lå et stykke fra toppen et meget søgt hotel "Wieth". Det ville vi besøge, vi tog med sporvogn, som kørte i zigzag op ad bjerget og vi bemærkede undervejs, at bjergskråningerne var bebygget med masser af villaer, som lå meget smukt. Da vi kom til hotellet, var det stuvende fuldt af mennesker. Mens vi stod og diskuterede situationen, kom en tjener forbi, og stor var vores forbavselse, da han på godt dansk spurgte: Er I danske?
Vi bekræftede dette og sagde, at vi gerne ville have et værelse, dette mente han, var meget vanskeligt at få, men han skulle se, hvad han kunne se, hvad hun kunne gøre for os og det lykkedes virkelig, vi fik anvist et værelse i de lavere regioner, ved siden af, var der et badeværelse og vi fik et dejligt forfriskende bad.

Af vejen for en 2 meter lang slange.

Næste dags formiddag begav vi os op ad bjerget, det var en god bred vej til at begynde med, men eftersom vi kom højere op, snævrede den ind og blev til en sti med småkrat hist og her. Vi havde set, at der på vejen var opslået advarsel mod slanger. Jeg var på den smalle sti et stykke foran de andre 2, da jeg pludselig så en stor sølvgrå slange, ca. 2 m lang og omtrent på en arms tykkelse, den lå ganske stille, jeg vinkede advarende til de andre og sagde: Her ligger en slange. De troede, det var en spøg, men da de havde overbevist sig om, at det var rigtigt, fik vi fart på nedad. Der var sat punktum for vor bjergbestigning!
Vi så for resten flere slanger på turen ned ad bjerget, men de var ikke så store, de flygtede så snart de så os. Vi havde nu nydt en kort ferie med en prægtig udsigt over det smukke land, Rio de Janeiro har en af de smukkeste havne i verden.
Vi blev omsider udlosset og indtog ballast, alle tre skibe havde ordre til at sejle til Barbados for at søge fragt. "Anna og Mathias" blev først færdige, derefter "Sophie" og til sidst "Embla", og vi afsejlede med få dages mellemrum. Så sagde vi farvel til den smukke havn, hvor bjerget ved mundingen af havnen, "Sukkertoppen", kan ses langt til søs.

"Embla" som det hurtigste skib.

Rejsen forløb normalt, dvs. det blev ikke nogen hurtig rejse for nogen af skibene, "Embla" havde den hurtigste med 50 dage, de 2 andre skibe ankom et par dage senere. Vi lå nogle få dage til ankers i Barbados, den smukke tropeø, flyvefiskenes ø, hvor der fanges i tusindvis af flyvefisk, som smager dejligt til forandring fra den megen saltmad i sejlskibene.
Vi fik nu ordre til at sejle til Martinique for at laste sukker til Nantes i Frankrig, det er nu 1904. For en stiv passat sejlede vi til Martinique, og i løbet af nogle timer ankom vi ud for Robert Bay, hvor vi fik lods ombord og sejlede til ankers i bugten, her lå sukkerfabrikken, og ovenfor lå den lille negerby Robert, hvor vi hentede kød og proviant pr. båd. Inde i bugten lå en fransk bark, det var hjemmehørende i Nantes, hvorpå den til stadighed sejlede. Kaptajnen var en flink mand, vi var en del sammen i den korte tid, barken havde tilbage at ligge i, da den snart var tillastet. Vi begyndte straks at losse vores sandballast og derefter at indlade sukker, som blev ført ud i lægtere, der var forskellige større og mindre tønder med sukker. Ladningen blev stuvet af et par kæmpestore negere.

 Kokosnødder måtte ikke berøres.

Vi havde en lille episode kort tid før vi sejlede. Nogle af mandskabet havde fundet kokosnødder på vejen og taget et par stykker af disse. I den anledning blev jeg tilsagt til at møde i retten i Robert. Jeg talte med vores speditør om sagen, han forklarede, at der var et meget dårligt forhold mellem den hvide befolkning og den farvede befolkning, hvorfor den farvede befolkning benyttede den mindste anledning til at klage. Han rådede mig til at få sagen udsat, hvilket også lykkedes for mig.

En varm ridetur fik jeg mig, da skibet skulle udklareres, det foregik fra en by nogle mil fra Robert, Trinity hed den og befordringsmidlet var hest med en indfødt som vejviser. Turen gik gennem skov og krat ad en smal sti, vejviseren løb foran, undertiden gjorde han en afstikker ad en smallere sti, hvor hesten ikke kunne færdes, så betydede han mig, at jeg bare skulle fortsætte og når jeg så havde redet et stykke, kom han ud af krattet lidt foran for hesten. Stien var meget ujævn, det gik op og ned, det var en hel tortur og så i den tropiske varme.

Omsider kom vi til Trinity, det var lige i middagsstunden. Til min glæde så jeg, at der lå en dansk tremastsskonnert fra Marstal i havnen, jeg var ikke længe om at komme ombord, hvor jeg blev modtaget med venlighed, blev afsvalet, fik middagsmad og hvile. Efter at have udrettet mit ærinde tog jeg om eftermiddagen samme vej tilbage og kom til Robert hen imod aften. Den tur glemte jeg ikke så let.

Turen forsatte så mod Nantes, hvor jeg afmønstrede og afløstes af Hans Morten Jepsen.

Hans Holger Horsbøl
Skibsfører

Kilde: F. Holm-Petersen, Kromann, Morten Clausen og Søren Clausen