Havblik og stormvind

Melodi: På sæteren ligger min hytte i fred.

 

Jeg vandred'på heden min ensomme gang

og følte kun sorgerne tunge.

jeg ønsked' kun sommeren dobbelt så lang

og hørte knapt lærkerne synge.

Da vågned'en længsel så dybt i mit bryst

og løsned'min kærligheds strømme,

den vækker om dagen min uro og lyst,

om natten de dejligste drømme.

 

Og står jeg om kvælden på klitterne her

og ser over havnen og byen,

når gavlene lyser i solfaldets skær

og aftenens guldglans i skyen,

da stiger min glæde i takt og i tro

for alt, som blev skabningen givet,

for angsten og længslen, fordi vi er to

om sorgen og glæden og livet.

 

Når kornet det gyldne forlængst er i hus

og endt er den liflige sommer,

jeg lytter i uro til vindenes sus

og venter på briggen, som kommer.

Og ser jeg derude, den stævner mod havn,

jeg glemmer de angstfyldte dage,

da dugges mit øje, jeg hvisker hans navn

velkommen, velkommen tilbage.

 

N. S. Kromann 

Relaterede artikler

Gå til top