En Rav-snak
Melodi: Nu lokker atter de lange veje
Da jeg blev født, løb jeg ned ad stammen
på skovens træ'r - jeg var deres sved,
blev både hvid, gul og rød i kammen,
imens jeg stille mod jorden gled.
Og nu og da satte jeg et minde
om dengang verden endnu var ung,
en myg, en flue, du måske finde,
hvis skæbne her jo blev meget tung.
Mit liv har varet i millioner
af år, før jeg blev en moden gut.
Jeg kom hertil uden illusioner
med isens bræ, før min tur var slut.
Så ligger jeg her i vand og vugger
og venter spændt på, hvad der skal ske
imens omkring mig nu havet sukker,
jeg kastes rundt som i en lancier.
Så er der damer, og der er mænner
med lange støvler fra tå til skridt.
De fleste af dem I alle kender,
de færdes hurtigt og milevidt.
Ja, der er flere, end jeg har vidst a',
- der er jo mange, der følger trop,
de kunne let nå til Jæren/Lista,
hvis de på række blev stillet op.
Og disse men'sker er mine venner,
de holder af mig, det ved jeg godt.
I mange timer i vand de render,
ja, selv når vejret er koldt og gråt.
Men når de ser mig, vil solen skinne,
i deres blik er der kærlighed.
Af dem jeg gerne vil la' mig finde,
når jeg er landet på Fanøs bred.
Nu kan jeg blive et kostbart smykke
og siddde smukt på en piges arm.
Men jeg ku' også let finde lykke
i kæde tæt ved en kvindes barn.
Og jeg ku' tænde lidt glans i øjet
som hjerte hængt om en barnehals.
Og jeg ku' føle mig ret fornøjet,
hvis jeg kom med i en lystig vals.
Jeg kom til Fanø på havets bølge,
jeg kom til Nordby og Sønderho.
Min rejselyst har jeg kunne dølge,
her er så dejligt, her vil jeg bo.
Herfra jeg sender en venlig tanke
til dengang skov dækked’ jordens muld,
så man på stranden endnu kan sanke
i ny og næ lidt af ”Nordens guld”.
V. H. Kittelmann