Melodi: jeg er en simpel bondemand.
Nu står i fod på bankens top
jeg atter støt og tryg
med pæne klæder på min krop
og vinger på min ryg,
og efter alle vinde
jeg drejer hatten smukt,
og kværnen skjult herinde
kan male markens frugt.
Jeg skuer langt og øjnes vidt
ud over klit og hav .
Og dem, som stævned' hid, jeg tit
den første velkomst gav.
Når langvejs fra de så mig,
af glæde fast de lo
og peged' alle på mig.
"Der har vi Sønderho!"
En gammel mølle, ved jeg godt,
ej være skal for kry.
Men hvor den står - jeg mener blot
den pynter dog sin by.
Og er omsider segnet
dens vante silhuet
mod aftenhimlen tegnet,
det er for sent begrædt.
Og skal jeg aldrig male mere
det gyldne korn til mel,
et andet hverv, med fryd jeg ser.
mig blevet er til del:
Om alle ædle minder
jeg kalder ud til værn,
mens år og dage rinder
igennem tidens kværn
Jeg nær var sunket selv i grus,
mit håb jeg rent gav op.
Dog bødet blev igen mit hus
på møllebankens top.
Så lad det vidt fortaltes:
vort gamle Sønderho
vil værne det, som ældes,
mod fædres minde tro.
Thordur Thomassen