Melodi: Straborgvisen
Jeg var en ung sømand,
Jeg var knap sytten år,
Den gang jeg blev forlovet,
Det hændte sig en vår -.
Det var en aften silde
Alt udi lunden grøn,
Da monne jeg begære
En jomfru så skøn.
Hun venlig til mig smilte,
Hun rakte mig sin hånd,
Hun kærligt sagde til mig:
Ny knytter vi vort bånd.
Så vare vi forlovede
I måneder ni,
Så kom der en anden,
Og så var det forbi.
Vi vare nu sejlfærdige
Og skulle gå ombord
At lette vores anker på
Den Arendalske fjord,
Og som vi stod og hivede,
Af kræfterne vi sang,
Da kom hendes broder
Med brevet udi hånd.
Jeg tog det op og læste det,
I selv samme stund,
Jeg tænkte på den aften
Alt udi grønne lund,
Hun rakte mig sin hånd,
Jeg tænkte på hun sagde,
At ny knytter vi vort bånd.
Hils du din kære søster
Så venligen fra mig,
Jeg elsker ingen anden
I Norges land og rig’ –
Men sejlene er strakte,
Og alting er gjort klar.
Farvel, utro Sophie
Som bor i Arendal.
Når bølgen mod landet
så sagtelig går,
da husk ham, som aldrig
at skue mer du får.
Og dersom en anden
er utro imod dig,
da husk,
at jeg elsked dig tro og inderlig.