Egen melodi
På sø og salten vove
Jeg fo’r så vidt om land
Til fjerne palmeskove
På sydhavsøens strand,
Men aldrig hjertet lued
Og bankede så frit,
Som da igen jeg skued
Den hvide Fanø klit.
Jeg gik i store stæder
Med tårn og spir mod sky,
Og der var nok af glæder
I hver en havneby,
Men alting måtte vige,
Når som i drøm jeg så
Bag bukketornens dige
De stråtagshuse små.
Af piger var der mange
i både vest og øst,
som prøved mig at fange
med kælen elskovslyst,
men ej jeg kunne glemme
den mø. jeg gav min tro,
da sidst jeg var herhjemme
i gamle Sønderho.
Med dannebrog i stavnen
jeg rundt om kloden fo'r,
nu holder jeg i favnen
min bedste skat på jord.
En Sønderhoning-pige
hun er sin sømand tro,
ej verden har din lige,
du gamle Sønderho.
F. Frederiksen