Bakskuldfiskeri på Fanø i 50’erne.


Bakskuldfiskeri på Fanø i 50’erne. 

 

bakskuld

 

Artikel i FU den 13. januar 1994.


Æ Sommer er jo snar forbi

o det er bløwn lidt hal'koel.

Nu kommer jo den gue ti',

vi ka’ få røget ba'skuld.

 

Ja, det var jo dengang for fyrre år siden, da der var bakskuld at fiske i Loen og ovre i æ dyv' ved Esbjerg. Men det er jo ved at være så længe siden, at vi knapt nok kan huske det. Men fisk var der i hvert fald nok af ved efterårstide på Fanø dengang sidst i fyrrerne.

 

Det startede gerne med at vores, bedstefar, Jens Sonnichsen, som boede længst nede på Svenskervej, kundgjorde for os drenge, at i morgen er der fiskeri. Så havde han gerne fundet en dag, hvor der var lavvande ved 9-tiden, og det passede med, at vi kun­ne sejle hjemmefra ved 6-tiden.

 

Normalt var det svært at komme op sådan en mørk efterårsdag for at komme i skole, men når vi skulle på fiskeri, var der ingen problemer med at komme op. Så vi stod i god tid på Svenskervej med smurte madpakker og alt det tøj vi kunne stoppes ud med; for koldt ville det blive, vidste vores mor. Det havde vi vist ikke selv tanke for.

Fisketur


- på vej til fiskeri


Bedstefar havde en temmelig stor robåd. Den hed „Eva" og lå ude for strømmen. Vi skulle derfor først skubbe en lille jolle ud gennem æ' smadder, til den kunne flyde, og derefter vrikke det sidste stykke ud til båden. Den gang havde bedstefar ingen maskine i båden, så den skulle ros ud gennem Loen til fiske­pladsen. Båden var beregnet til 6 årer, og bedstefar tog gerne to, og vi to drenge, det var oftest fætter Gunnar, som var med, fik så også hver en åre. 
Nu var det jo på faldende vand, så det tog såmænd ikke så lang tid, inden vi var ude ved Lo-mundingen, hvor vi sejlede båden på grund. Nu skulle der graves orm, og det havde vi så et par timer til, inden vandet steg så meget, at båden flød igen. Her var det så igen bedstefar, der tog det store nap med gravningen, mens vi samlede ormene sammen i en spand.   Når vi havde nok, kunne vi begynde at lave „en slør"; det var orm trukket på en tynd line og bundet sammen nogle gange, så der blev et godt bundt ud af det. Dette blev sammen med et blylod bundet på en line på en lang stang, og så var vi klar til at ”tatte” bakskuld. Det foregik helst på 1-2 meter vand, og når vi kunne mærke, at fisken havde bidt sig godt fast, gjaldt det om, at få dem indenbords med et roligt tag. De fleste faldt dog af på vejen op i båden, men der kom da en del ind, hvor de skulle. Det var selvfølgelig både små og store, så de skulle sorteres, så båden ikke blev fyldt med små.   Hvis vi skulle fiske på dybere vand, havde vi andre grejer med. Da var det toggere, vi brugte. Det var en jernring på en meter i diameter med et net under på ca. 1 ½ m dybde. Tværs over ringen var der et kryds, hvorpå vi i midten kunne fastgøre en slør orm. Ofte brugte vi også krabber til madding. De var blevet sat på en krab'pind og havde fået skåret rygskjoldet op. Det var virkelig en lækkerbi­sken for bakskuld.   Så hvis vi kun skulle fiske med togger, behøvede vi ikke at grave så mange orm, som hvis vi skulle tatte. Men det var altid noget bedstefar bestemte undervejs, hvad vi skulle bruge af grejer, det kom an på vejr, vind og vand den pågældende dag.   Med togger kunne vi fiske på dybt vand, så det foregik gerne ovre i Esbjerg dyv' på 8-10 m vand, og der skulle være strøm til dette fiskeri, da vi ellers ikke kunne får toggeret til at ligge rigtigt på bunden. Det var jo her kunsten lå i dette fiskeri, for kom net­tet til at ligge over maddingen, slap fiskene fri. Men fik man toggeret til at ligge rigtigt på bunden, skulle det gerne ligge roligt i ca. 5 minutter, eller til man havde på fornemmelsen, at nu var der mange bak­skuld forsamlet ved maddingen, så gjaldt det om, med et hurtigt ryk, at ryste alle de intetanende fisk ned i netposen.  
Herefter kunne man så stille og roligt hale nettet op i båden, og spændingen kunne udløses - om der var fisk med? I sådan et togger var netmaskerne gerne så store, at der kun kom de skuld med op som havde den rigtige størrelse, så her var vi fri for at sortere bagefter. Hvis det var en god dag, kunne der let være en snes stykker med hver gang, forudsat at vi havde fundet et godt fiskested, ellers måtte vi flyt­te et andet sted hen. Det kunne jo også være dage, hvor vi ikke fangede noget, men når det var bedste­far, som havde arrangeret, var vi gerne sikre på, at det var fiskevejr; han havde jo årelang erfaring.

B1357 Fanoe museum fisker
- en gammel fisker med togger


Hvis der var mange fisk, fik vi knapt tid til at spise den medbragte mad, hvorimod vi hurtigt fik spist op, hvis det var småt med fisk. Når maddingen var brugt, eller vi syntes, at nu havde vi fisk nok, måtte vi til det hårde slid med at ro hjem igen. Det skete, at bedstefar satte sejl, hvis vinden var føjelig, men det var den nu sjældent. 

Når vi kom hjem til „Svenskeren" stod bedstemor gerne og ventede på os med trillebøren, æ hjulbør, som de sagde. Så blev fiskekasserne båret i land og kørt hjem på børen, og nu var det bedste, som skulle i arbejde, og det var ikke det letteste. 

Bakskuldene blev båret ind i bryggerset og smidt i store kar og baljer. Nu blev hovedet skåret af og ind­voldene taget ud, og fiskene blev skrubbet med en kost og spulet af en vandslange inde fra køkkenet, indtil de var rene og fri for slim. Det foregik på Svenskervej. Så skulle de i saltbaljen, hvor de lå i lag med et lag salt imellem hvert lag. Her skulle de så ligge en dag eller to, indtil det passede med en dag med tørvejr, så de kunne komme ud at hænge. De blev så bundet sammen to og to i halerne, hængt på en tøjsnor, som var spændt ud mellem husene. Den ene fisk fik et lille drej, så de ikke hang og klistrede sammen, men fik godt med luft over det hele. 

Her skulle de så hænge til de var tørre, så de skral­dede. Det var forskelligt, hvor lang tid det tog. Det kom jo an på, hvor meget tørring der var i luften; ofte skulle de ind og ud mange gange, så der var meget arbejde ved det. 

Men når så bedste syntes, at nu var de tilpas tørre skulle de sendes til røgmanden. Der var flere røgeri­er i Nordby, men bedste brugte gerne røgeriet i Villadsens hus på Vinkelvej. Det blev vist lukket, da der kom noget med myndigheder, som forlangte fliser og meget andet moderne stads, som jo sikkert kun ville have ødelagt smagen. Men bakskuldene blev i hvert fald afleveret i røgeriet, og næste dag kunne vi hente de lækreste røgede bakskuld, som tænkes kunne. Når vi kørte dem tilbage til bedste på hendes lille træk­vogn, fik vi gerne lov til at spise en på vejen. I kan ikke forstille jer, hvor godt sådan en varm, nyrøget bakskuld smager, jeg får helt mundvand af at tænke på det. 

Nu skulle bedste så i gang med forsendelsen af bakskuldene. Jeg tror nok, at Mette Sonnichsens bakskuld var meget efterspurgte, for hun havde altid lange bestillingslister fra kunder både fra nær og fjern. Adresserne havde hun ofte skrevet med kridt på døren i spisekammeret. Det blev til mange fine pakker i brunt papir med snor om. Da var der ikke noget, som hed plastik, og det ville sikkert også have ødelagt bakskuldene, hvis de var kommet ind i sådan noget nymodens stads.


jens sonnichsen

- Jens Sonnichsen på Svenskervej.

 

Æ post fær trawl mæ pakker smo te

alle verdens kanter. Lavt I bar te

         dem -1 ka tro -de flest er røget


En fannik kan no alder glemm' æ låwt

o smag a ba'skuld. En fannik ud' en

fannik hjemm' kan ej undvær' en

ba'skuld.

 

Holger Berg-Jensen 

Relaterede artikler

Gå til top