Æ Sommer er jo snar forbi

o det er bløwn lidt hal'koel.

Nu kommer jo den gue ti',

vi ka’ få røget ba'skuld.

Ja, det var jo dengang for fyrre år siden, da der var bakskuld at fiske i Loen og ovre i æ dyv' ved Esbjerg. Men det er jo ved at være så længe siden, at vi knapt nok kan huske det. Men fisk var der i hvert fald nok af ved efterårstide på Fanø dengang sidst i fyrrerne.

Det startede gerne med at vores, bedstefar, Jens Sonnichsen, som boede længst nede på Svenskervej, kundgjorde for os drenge, at i morgen er der fiskeri. Så havde han gerne fundet en dag, hvor der var lavvande ved 9-tiden, og det passede med, at vi kun­ne sejle hjemmefra ved 6-tiden.

Normalt var det svært at komme op sådan en mørk efterårsdag for at komme i skole, men når vi skulle på fiskeri, var der ingen problemer med at komme op. Så vi stod i god tid på Svenskervej med smurte madpakker og alt det tøj vi kunne stoppes ud med; for koldt ville det blive, vidste vores mor. Det havde vi vist ikke selv tanke for.

Hvis der var mange fisk, fik vi knapt tid til at spise den medbragte mad, hvorimod vi hurtigt fik spist op, hvis det var småt med fisk. Når maddingen var brugt, eller vi syntes, at nu havde vi fisk nok, måtte vi til det hårde slid med at ro hjem igen. Det skete, at bedstefar satte sejl, hvis vinden var føjelig, men det var den nu sjældent. 

Når vi kom hjem til „Svenskeren" stod bedstemor gerne og ventede på os med trillebøren, æ hjulbør, som de sagde. Så blev fiskekasserne båret i land og kørt hjem på børen, og nu var det bedste, som skulle i arbejde, og det var ikke det letteste. 

Bakskuldene blev båret ind i bryggerset og smidt i store kar og baljer. Nu blev hovedet skåret af og ind­voldene taget ud, og fiskene blev skrubbet med en kost og spulet af en vandslange inde fra køkkenet, indtil de var rene og fri for slim. Det foregik på Svenskervej. Så skulle de i saltbaljen, hvor de lå i lag med et lag salt imellem hvert lag. Her skulle de så ligge en dag eller to, indtil det passede med en dag med tørvejr, så de kunne komme ud at hænge. De blev så bundet sammen to og to i halerne, hængt på en tøjsnor, som var spændt ud mellem husene. Den ene fisk fik et lille drej, så de ikke hang og klistrede sammen, men fik godt med luft over det hele. 

Her skulle de så hænge til de var tørre, så de skral­dede. Det var forskelligt, hvor lang tid det tog. Det kom jo an på, hvor meget tørring der var i luften; ofte skulle de ind og ud mange gange, så der var meget arbejde ved det. 

Men når så bedste syntes, at nu var de tilpas tørre skulle de sendes til røgmanden. Der var flere røgeri­er i Nordby, men bedste brugte gerne røgeriet i Villadsens hus på Vinkelvej. Det blev vist lukket, da der kom noget med myndigheder, som forlangte fliser og meget andet moderne stads, som jo sikkert kun ville have ødelagt smagen. Men bakskuldene blev i hvert fald afleveret i røgeriet, og næste dag kunne vi hente de lækreste røgede bakskuld, som tænkes kunne. Når vi kørte dem tilbage til bedste på hendes lille træk­vogn, fik vi gerne lov til at spise en på vejen. I kan ikke forstille jer, hvor godt sådan en varm, nyrøget bakskuld smager, jeg får helt mundvand af at tænke på det. 

Nu skulle bedste så i gang med forsendelsen af bakskuldene. Jeg tror nok, at Mette Sonnichsens bakskuld var meget efterspurgte, for hun havde altid lange bestillingslister fra kunder både fra nær og fjern. Adresserne havde hun ofte skrevet med kridt på døren i spisekammeret. Det blev til mange fine pakker i brunt papir med snor om. Da var der ikke noget, som hed plastik, og det ville sikkert også have ødelagt bakskuldene, hvis de var kommet ind i sådan noget nymodens stads.