En Fanøskipper fortæller - H. P. Thomsen - del 8

 
 

Skibsfører på briggen ”Fanø”

 

fanoe

 

 

B6213 Nordby Mejeriet

 

Nordby mejeri. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Den 7. december 1891. løste jeg mit næringsbevis som skibsfører og rejste i samme måned over til Hamborg til briggen „Fanø" af Fanø, som i Hamborg skulle indtage en ladning stykgods bestemt til Rio de Janeiro. Jeg var om bord som styrmand indtil skibet var færdig, og overtog da stillingen som skibets fører og afsejlede fra Hamborg i januar måned 1892.

 

 

Fanoe-af-Fanoe,-brig,-FOS-4721-4

 

 

FOS-4721-4. Billede Fiskeri- og Søfartsmuseet

 

 

Brig ”FANØ” på 238 tons br. byggedes 1878 af Søren Abrahamsen i Nordby til S. B. Hansen m. f L, Nordby. Senere blev den overtaget af S. J. Farup m. f L Den førtes af kaptajn M. N. Mortensen.

Skibet, der tidligere havde sejlet på Vestkysten af Amerika og i de senere år hovedsagelig på Vestindien, Sydamerika og Sydafrika, solgtes i 1896 til A. M. Langstrøm, Kristiansand, for 8500 kr. den 10. august 1896. Det tilhørte senere andre norske redere og blev i december 1906 kondemneret i Newcastle on Tyne, hvor briggen havde søgt nødhavn efter at være sprunget læk i Nordsøen på rejse fra Leith til Mandal med kul.

Kilde: F. Holm-Petersen, Fanø Sejlskibe, 1956

Hans Nielsen førte skibet indtil sin død i 1882, og d. 17.10 1882 overtog M.N. Mortensen skibet, han var også medreder

Hans Peder Thomsen førte skibet fra december 1891 – 28.7 1893, fra 27.9 1893 – 23.5 1896 var han skibets 1. styrmand

 

 

Fanoe-brig,-ex-Astrea

 

 

 

Fanø af Fanø, brig, FOS 4721-5, Fiskeri- og Søfartsmuseet

 

 

Om rejsen fra Hamborg kan berettes, at vi havde nogen vanskeligheder med at komme ud af Elben på grund af Is i farvandet og fik derved kobberforhudningen noget beskadiget i vandgangen. Vi havde flere storme i den engelske Canal, og flere gange søgte læ under den engelske kyst; under én af disse gik jeg ind i Portland Bay eller Havn for at få kobberforhudningen repareret udenbords.

 

 

 

Kobberforhudning: beskyttelseslag af kobberplader for at undgå angreb af pæleorm, begroning og anden form for beskadigelse af den nedsænkede del af skroget. Plankerne forsynes inderst med et lag af filt, karduspapir eller sejldug; derefter sømmes kobberpladerne på med kobbersøm.

 

 

 

Da vi omsider, efter mange besværligheder, nåede ud af Canalen, havde vi en nogenlunde god rejse til Rio, hvortil vi ankom først i april. - Iblandt ladningen havde vi en del krudt, lunte og sprængstoffer til den brasilianske regering.

I tiden da skibet lossedes, blev det befragtet, og skulle bringe en ladning kaffe eller parti på 350 sække kaffe til Cape Town (Syd Afrika) fragt 350 pund. - Da vi havde fået ladningen om bord, afsej­lede vi og havde ca. 1 måneds Rejse til Kapstaden.

På rejsen passerede vi tæt om øerne Tristan da var formodentligt mest af fuglejagt og fiskeri. Krea­turer fandtes også på denne ø, men kun i mindre antal, fordi deres græsgange kun var små, da øen mest bestod af klippe og stenoverflade.

De medbragte nogle forskellige skind og en halv slagtet okse, som de helst ville have betaling for, der­imod kunne de huske at tigge lidt af alt hvad ved navn kunne nævnes, på deres meget dårlige engel­ske sprog. Jeg fik også nogle breve med, som jeg skulle besørge på posthuset i Kapstaden.

Disse folk fører vistnok en meget kummerlig liv og tilværelse på disse ensomme øer langt fra an­det land og andre mennesker. Kvinder var der ikke mange af på øerne, efter hvad vi kunne forstå af mændenes udtalelser. - På rejsen havde skibet un­der dårligt vejr fået lækage igennem dækket ved pompkisten og derved var nogle sække kaffe bleven våde, men da lastrummet ikke nær var fuld, kunne vi stadig komme ned i lasten og efterse om der skulle opstå nogen lækage. Da denne nævnte skade blev observeret og vejret igen var godt, blev ind­holdet af de mere eller mindre fugtige sække taget frem og styrtet ud på et sejl under storlugen til tørring og sækkene vasket ud i fersk vand, for at fjeme plettene af saltvandet. — Da både sækkene og kaffen var nogenlunde tør blev den fyldt i sæk­kene igen og til syede som før og kom i land ved los­ningen uden nogen bemærkning.

 

 

Cape-Town

 

 

Cape Town

Efter udlosningen i Kapstaden indtoges ballast, og efter nogle dages venten efter nærmere ordre hjem­mefra om skibets videre sejlads, fik jeg telegrafisk ordre om at afgå til Laguna Terminus.

 

Fanoe-af-Fanoe,-brig,-FOS-4721-7

 

 

Briggen ”Fanø”, FOS-4721-7, Fiskeri- og Søfartsmuseet.

 

 

Om rejsen dertil er intet at bemærke. - I Laguna fik vi en ladning rødtræ og afsejlede til Falmouth for ordre. På turen til Europa havde vi en lang rej­se til vi nåede ud gennem Florida Stræde og til op omtrent til Cap Hatrish, på grund af stille og me­get regn som ved slingerage tog meget på sejlene.

Derefter fik vi stiv vestlig kuling og rejsen gik hurtig derfra til Falmouth, hvor vi fik ordre om at gå til Hamborg, hvortil vi ankom med kun 56 dages rejse fra Laguna. Ved ankomsten blev mandskabet afmønstret i november måned 1892. - Efter udlos­ning fik jeg også min afsked som fører, da skibets fører ville om bord igen.

Briggen „Fanø" blev så senere i begyndelsen af 1893 omlagt til at laste stykgods til Maracaibo. Jeg kom da om bord som 1ste styrmand og mønstrede sammen med det øvrige mandskab d11. marts 1893 og afsejlede nogle dage efter.

 

 

Varpning af ”Fanø” over barren ved Maracaibo

 

På rejsen til Maracaibos ydre Barre er intet at bemærke, men da vi nåede Barren (halvvejs til by­en) var vandstanden lav, så vi ikke kunne flyde over denne Barre, men da bunden bestod af løst mudder, og der kun manglede nogle få tommer vand i at væ­re nok til at skibet kunne flyde, nåede vi ud på dybt vand igen efter ca. 130 favne i mudder. - For at komme igennem dette mudder, gik vi i gang med at varpe skibet frem, som foregik på den måde: Stor-båden og jollen blev sat ud med langt tov i den retning skibet skulle frem, derefter blev bagbords anker (den lette Bovanker) taget ned i storbåden, således at det hængte i en Slipsurring udenfor Ag­terenden af Båden og derefter blev taget ca. 45 favne Kætting i Båden (mest i Forenden af Båden), og når dette var gjort, haledes båden fremefter ved hjælp af den tidligere udbragte tov og samtidig blev stukket ud af kættingen over bådens forende efterhånden som der blev halet fremover, indtil al kætting var ude af båden, og så blev slipenden på ankret løsnet eller kappet så ankeret gik til bunds. Mandskabet måtte i listningen ved udhalingen holde sig henne i forenden af båden, ind ankeret var falden, da det svære anker tyngede agterenden meget ned. Derefter gik vi om bord og hev skibet fremover hen til hvor ankeret lå.

Jeg havde forestået de 3 første udlæg af ankeret med de fleste af mandskabet, kun kaptajnen, lodsen og 2 drenge var ikke med i båden, men kaptajnen med en af drengene fulgte bagefter os med jolle for i det tilfælde at der skulle ske noget. Ved det 4.. udlæg af ankeret gik kaptajnen også med båden, men da havde vi den sørgelige uheld, at, i ankeret skulle falde, og surringen eller slipenden uagtet at den var overskåret, havde beknebet si så ankeret ikke faldt straks, og da der var nogen plump eller sø fik vi en plump vand over agterenden af båden som yderlig tyngede den ende af båden mere ned, og den næste sø fyldte agterenden af båden, så den sank hurtig på grund af ankrets store vægt. I dette øjeblik vi gik ned, var d en ung mand imellem os som sagde: Jeg kan ikke svømme. Og ingen af os andre så ham mere.

 

 

 

Da båden med ankeret var gået til bunds, m surringen på ankeret være bleven løsnet, thi båden var straks kommen op i vandskorpen med bunden opad. kaptajnen og én mand, som så den, klamrede sig til den. 2 af mændene havde sat kursen efter skibet. Drengene om bord, som så ulykken, var straks enige om hjælpen, men de kunne ikke enes om de skulle bruge én eller to årer og spildte derved nogen tid inden de kom fra skibet med jollen. De kom ikke langt, før den ene af dem, der svømme efter skibet, som var en god svømmer, nåede jol len og kom op i den; han fik sat fart på, og nåede også ham, der var bagefter, inden han druknede, h havde ikke meget tilbage af kræfter.

Jeg for mit vedkommende havde fået fat på egetræs tofte fra båden, som jeg lå og ville støtte mig til, men i det ferske og halv varme vand, havde denne ringe eller ingen bæreevne, og desuden havde jeg en del vand i mig, da der var en del plump eller sø i vandet. - Jeg så mig da om efter anden redning, og opdagede da båden, som var kommen i vandfladen, men da var jeg alt drevet et ikke så kort stykke bort med strømmen. Jeg satte da kursen efter båden og nåede også derhen i en meget forkommen tilstand, og de andre fik mig anbragt; således at jeg kunne holde mig ved båden, indtil jollen kom, som dengang ikke var langt borte. Da 5 mand var kommen i jollen, holdt vi udkik efter den savnede, men han var og blev borte. Fik efter denne svømmekursus båden vendt om og lænset og kom om bord, skiftede klæder, og fik noget mad. Senere på aftenen hev vi skibet hen til ankeret, det var da flot.

Ære være vores druknede kammerats minde!

Næste morgen ankrede vi op ved Byen. Da ladningen var losset ved Maracaibo, indtog vi en ladning Dividivi ved Byen og var bestemt med denne til Falmouth eller Queenstown for ordre.

Medens vi lå i Maracaibo, fik vi meddelelse om at vores druknede mands lig var dreven i land ved kysten, og var bleven begravet der.

Om rejsen hjemover til Europa er intet at bemærke. Vi anløb Falmouth og fik ordre til Hamborg Efter ankomsten blev jeg afmønstret d. 28. juli 1893, men blev om bord medens skibet blev losset, og derefter med til at bringe skibet over til Hamborg, hvor det skulle klassificeres. - Jeg rejste derfra hjem en tur og hjalp til hjemme med avlsbedriften, indtil jeg fik ordre om at komme over til skibet igen. Rejste hjemmefra til Hamborg d. 10. september, da skibet omtrent var færdig med reparationerne.

 

 

Hamborg-havn

 

 

Hamborg havn

 

 

„Fanø" blev slæbt til Hamborg, hvor det skulle indtage en ladning stykgods bestemt til Ceara, Nord Brasilien. Jeg blev om bord for at tage imod ladningen. - Da skibet omtrent havde ladningen om bord, mønstrede jeg igen som 1ste styrmand den 27. september 1893 og vi afsejlede nogle dage efter.

Ved ankomsten til Ceara måtte vi ikke komme i havn der på grund af kolera, som havde været i Hamborg og uagtet vi havde ren sundhedspas og kolera epidemien for længst var over førend vi sejlede fra Hamborg, men det hjalp ikke, og vi fik ordre til at sejle til den brasilianske karantæneplads Isle Grande, som ligger ved kysten imellem Rio de Janeiro og Santos.

 

 

 

Karentæne: Isolation, brugt for skibe ved mistanke om, at de medfører smitsomme sygdomme. Karentænepas: Et skibs tilladelse til at anløbe havn og have frit samkvem med land. Normalt gives karantænepas efter et karantæneophold eller forevisning af sundhedspas. Betegnelsen for visse smitsomme sygdomme, men ikke alle, da fx forkølelse jo også smitter. De sygdomme, der typisk spørges om fra myndighedernes side er: kopper, plettyfus, tilbagefaldsfeber, pest, spedalskhed, Marburgsygdom, lassafeber, ebolasygdom, kolera, tyfus, salmonella, dysenteri, polio, meningokok-meningitis, tuberkulose, epidemisk gulsot.

 


 

I Isle Grande, da vi var ankommet, lå vi nogle dage under karantæne, og fik så lov til at sejle tilbage til Ceara, efter dog først at alle vores klæder og skotøj (søstøvler indbefattet) havde været i land og var bleven desinficeret; dertil kan bemærkes, at meget var bleven ødelagt (forbrændt) især læder, fodtøj, seler, remme og flere ting.

Denne ekstra og unødvendige sejlads tog os 4 - 5 uger, til vi nåede tilbage, til Ceara igen i december 1893. - Ved Ceara ligger skibene på åben kyst, så der er nogen vanskeligheder med at få ladningen losset i pramme, især svære kolli såsom Forte-pianoer o.l. der ikke geme måtte få for megen stød og ladningen med båd var også noget vanskelig og skulle ske på lavvande, da der var mindre brænding imod land, ved at søen da brød på en sandrevle uden for ankerpladsen og kysten.

Efter at ladningen var udlosset og vi havde fået ballast om bord, afsejlede vi til Barbados for fragtsøgning, og i Barbados blev sluttet fragt således: at vi skulle gå til Newitas på Cuba for der at indtage en ladning honning og ceder træ.

Newitas ligger ved en flod noget inde i landet, kun en lille by med en stor sukkerfabrik, og ved fabrikken drives der en betydelig biavl, hvor bierne fik en stor del af deres næringsstof af spild fra sukkerfabrikken.

I Barbados fik vi en ny fokkemast, da den gamle mast var rådden under godset i mærset.

I Barbados Havn er tyveri ganske almindelig fra skibene, især tovværk, og vi havde da også et tilfælde, uagtet vi havde vagtmand om bord fra land, blev der stjålet en trosse, som lå på bakken, men da vagtmanden gjorde alarm straks det var sket, kunne trossen ikke være fjernet langt væk, men vi havde samtidig en mistanke om at vagtmanden var impliceret i tyveriet og der blev derfor sat ekstravagt af skibets mandskab til dagen kom; thi vi var bleven underrettet om, at de stjålne ting blev sænket i vandet ved skibet, da det dårligt kunne fjernes om natten for havnepolitiets vagt, og blev så senere når skibet var sejlet, taget op som hittegods og fjernet. - Da dagen kom, gik jeg i gang med at søge efter trossen og fandt den også på bunden under boven af skibet. Det var en ny hamp 4 ½ tommer portline, så den var nok værd at få igen.

En anden lidt morsom begivenhed havde vi også medens vi lå i Barbados (ude på rheden). Som skik og brug var dengang i vore skibe, blev der bagt rugbrød om bord til kahytten og det øvrige mandskab forude fik da også et rugbrød af og til, så ofte som kokken kunne overkomme bagningen. Kokken meddelte os, at der var én eller anden, der stjal af vores rugbrød som lå på en Hylde i panteriet (spisekammer) agter; og nu kunne det interessere os at finde den sultne mand, som jeg også fik held til, og det gik til på den måde:

Vi havde en lille bådklokke, den fik jeg hængt op inde i panteriet i nærheden af brødet, som lå på en hylde med et sejlgarn fastgjort til brødet og med den anden ende fastgjort til klokken. Sejlgamet kunne ikke ses i mørke og brødet kunne ikke fjernes uden klokken ville ringe. - Allerede samme dags aften gik musen i fælden. Som skik var, havde jeg som 1ste styrmand første vagt (nattevagt) fra kl. 8-9 ½  og kaldte da den af mandskabet vagt, som den aften havde første tøm og jeg gik til køjs, men sov dog ikke med det samme på grund af varmen. -Jeg var vistnok ved at blunde, da klokken i panteriet gav en vældig alarm, ved at manden (et ungt menneske her fra Fanø), da han havde taget brødet ned fra hylden havde givet et sådant ryk i sejlgamet og klokken, så denne faldt ned på dørken og gerningsmanden tabte brødet af forskrækkelse, som samtidig også faldt ned på klokken og lavede støjen endnu værre. - Manden søgte naturligvis hurtigst muligt at komme op ad trappen, men jeg var ligeså hurtig ude af køjen og bagefter. Han løb hen til storlugen og smed sig på denne og snorkede som han sov, men da jeg kun var noget få alen bag efter ham, nyttede denne forestilling ham intet, jeg tog ham så med agter til kaptajnen, hvor han dog straks gik til bekendelse; han blev spurgt om han ikke fik mad nok, hvortil han svarede ja, men rugbrødet smagte bedre end kiksene. Siden havde vi vores rugbrød i fred.

 

 

 

Ladningen som skibet indtog i Newitas bestod af honning i store tønder på ca. 1200 - 1700 pund samt halve og kvarte tønder i forhold til den angivne størrelse. ladningen blev stuvet på en egen måde i skibet, således at de store tønder kom til at ligge i to tiere på hver side af kølsvinet langs hele bunden, og derefter ud til siderne, stuvet fuld med større eller mindre sedetræs blokke og mindre honningtønder i planhøjde med første lag af de store tønder. Anden lag blev stuvet på samme måde og således fortsattes stuvningen af lasten til vi vare færdige.

Skibet lå til en anlægsbro (af træ) som var bygget ud fra land til dybere vand og tøndeme blev enten rullet ned til skibssiden eller også kørt ned på dertil indrettede små vogne. Så snart tønderne var kommen ned til skibet, blev spunsen taget af for ikke at honningens udvidelse ved solvarmen skulle sprænge tønderne. Ligeledes blev spunsen også taget af alle tønder i lasten, efterhånden som de kom ned, for at Honningens gæring ved skibes bevægelse i søen ikke skulle medføre sprængning af tønderne.

I Newitas havde vi en lille begivenhed med vores kok. Han var en aften i land og havde fået for meget af den dejlige rom, som var billig der, og var kommet i klammeri med politiet; de havde vistnok villet have ham med på stationen, men han havde modstridt, og ved, eller under denne begivenhed var politiet kommet til at rive det ene bukseben af ham lige oppe ved skrævet og dermed moret sig med at lade ham løbe. - Det var endnu tidlig på aftenen, da han kom nedad til skibet, han både bandede og sang, den dertil passende sang: Dansken har sejren vundet. Og det må indrømmes, at det var et morsomt syn, da han kom nærmere, og vi kunne se ham med et bukseben og et bart lår, og desuden havde han fået et (vistnok) sabelhug i nakken og han var blodig over hele ansigtet. Vi gav ham senere den trøst, at det var en dårlig sejr danskeren dengang havde vundet.

Da vi havde lasten om bord, afsejlede vi med Falmouth for ordre. — Om rejsen hjemover er intet at tilføje. - I Falmouth fik vi ordre til Rotterdam med lasten. ladningen blev der losset ind i land på en noget indelukket plads eller, hvor der kunne lukkes for om natten, og her blev ladningen sorteret og meget af honningen blev om tømt i store kar og blandet, derefter kom det på andre tønder. Skolebørnene havde da også smag på den dejlige vare, især i middags timen, når arbejdsfolkene var forsvundet, var der ofte besøg af en hel flok skolebørn, som vistnok skulle der forbi på deres vej.

En middag havde der samlet sig en flok drenge om et sådant fyldt honningkar og drengene tog vel til sig af retterne, men en politimand, som var noget borte derfra så forestillingen, og kunne da ikke undgå i sin tjeneste at se på sligt. Han kom nærmere drengene, men dog kun langsomt, og drengene løb også deres vej efterhånden som betjenten kom nærmere, men den sidste af dem, da det var på høje tid for ham også at komme af sted, jog begge arme ned i honningkarret lige til skuldrene og rendte så bort med en ordentlig lag honning på begge arme; den tykke honning skulle nok hænge ved, og vi om bord, så vel som betjenten morede os over denne

Drengs resoluthed. Kort tid efter stod samme dreng oppe på en høj bro nær ved skibet, og blev slikket af en hel flok af sine kollegaer. Men han har dog vistnok senere hen bleven ligeså klæbrig som fluepapir.

Da ladningen var udlosset i Rotterdam, indtog vi ballast og afsejlede til Hamborg.

 

 

 

Lastning af majs på Parano floden

 

Ved ankomsten til Hamborg blev vi alle afmønstret i efteråret 1894, men jeg blev om bord for at tage imod ladningen. Skibet blev lagt an til at laste for Santos, og jeg blev påmønstret igen som 1ste styrmand sammen med det øvrige mandskab, da skibet omtrent var færdig til afsejling.

Om rejsen til Santos er intet at tilføje. - Da ladningen var losset i Santos, indtog vi ballast og gik fragtsøgende til Kon Eiris; efter nogen ophold der, blev skibet befragtet således: at det skulle til St. Nicolaus, en plads ca. 50 engl. mil oppe på Parano Floden og der lastes med majs til Rio de Janeiro. -Der er en grund Barre der, ved selve flodmundingen, men den kom vi godt over, derefter er floden dyb, men smal, og meget bugtende. Vi havde flere dages rejse, inden vi nåede op til St. Nicolaus på grund af liden vind og en del strøm imod

.

 

 

riodejaneiro

 

 

Rio de Janeiro

 

 

Om St. Nicolaus og havnen kunne anføres en del, og den ejendommelige måde hvorpå skibene får ladningen om bord. Skibene ligger til ind mod en meget høj klint og fra denne klints højde er bygget en sliske, hvorpå ladningen i sække rutsjer ned til skibene og ned i lasten, ofte med en vældig fart, og sækkene går ofte itu, men det bliver der ingen hensyn taget til. Folk som arbejder i skibets rum med stuvningen må tage sig vel i agt for ikke at blive ramt af sækkene når de kommer med den voldsomme fart.

Ved byen var et stort slagteri, hvor dyrekroppene blev frosset med det samme efter slagtning og sendt om bord i en damper, som lå der i nærheden, hvor det blev henstuvet i fryserum, og blev således som frosset kød sendt til Europa eller andre verdens dele.

I St. Nicolaus kunne man leje heste til rideture for en ringe betaling, som blev meget benyttet af os om søndagene. Om vi ikke bragte Hestene tilbage gjorde intet, blot sadlen kom tilbage, Hestene skulle nok selv finde hjem.

På rejsen ned ad floden drev vi mest med strømmen, og kom heldig over den før nævnte Barre og til søs. Før afsejling fra St. Nicoleus fik vi ordre om at anløbe Isla Grande for karantæne, men den blev dog ikke af lang varighed dengang. Vores tøj og køjeklæder var også dengang i land og blev desinficeret og en del forbrændt lige som forrige gang, vi var der for karantæne. - Ellers intet at berette om rejsen til Rio de Janairo.

Under udlosningen i Rio blev vi befragtet til Cap-staden med en ladning kaffe, 350 sække, fragt 250 pund - 100 pund mindre i fragt denne gang end skibet havde for rejsen i 1892 med samme antal sække. Medens vi lå i Rio ude på reden havde jeg en lille begivenhed. - Havneforordningen, der forbyder al færdsel med både imellem skibene og mellem skib og land efter Kl. 8 aften, det må tilføjes at denne forordning var kommen for at forhindre rømninger fra skibene. - En aften efter udskejning, tog jeg vores pram, og én af vores matroser og vores kok gik med, samt 1ste styrmanden og tømmermanden fra barkskibet „Prins Valdemar", som lå i nærheden af os, for at tage afsked med nogle bekendte om bord i briggen „Sofie af Fanø" samt et andet skib, lå inde ved kajen og skulle sejle næste morgen. Om turen ind til skibene og besøget der om bord, er intet at bemærke, og vi roede derfra ca. 2-3 minutter før Kl. 8; Sejladsen til vore skibe kunne vel have taget 10 minutter, men da vi omtrent var kommet halvvejen ud og uden at vi anede noget, begyndte revolver kuglerne at pibe os om ørerne, og vids første øjeblik ikke, hvor de kom fra, men blev snart klar over, at det var havnevagtsbåden der i nærheden, og et øjeblik efter var båden lang; den af prammen, og vi fik ordre til at give fanglinen over, og følge med til vagtskibet, hvor vi måtte blive natten over, men dette tog vi os i så nær; thi vi havde jo intet gjort, ud over at vi var nogle minutter for sent ude men dog på vej om bord.

 

 

 

prins-valdemar

 

 

Den godt 1.300 registertons store bark PRINS VALDEMAR af Fanø blev bygget på Helsingør Jenskibs- og Maskinbyggeri i 1892 til et rederiakstieselskab ved skibsreder P.N. Winther i Nordby. Skibet var sammen med søsterskibet PRINSESSE MARIE af Fanø fra 1893 de eneste to af Fanøs i alt 68 jern-eller stålbyggede storsejlere, der blev bygget i Danmark. I deres Fanøtid blev begge skibe disponeret af Knöhr & Burchard i Hamborf. PRINSESSE MARIE forsvandt i 1910 sporløst på rejse fra Sydamerika til Australien. Året efter blev PRINS VALDEMAR solgt til Norge. Udateret protræt udført af C. Meulande fra Anrtwerpen.

 

Sophie-255-nrt new

 

 

Briggen ”Sophie” af Fanø. Marineforeningen. Malet af K. Kannegaard.

Briggen SOPHIE på 268 brt. løb af stabelen fra Søren Abrahamsens værft sommeren 1894. Den var brygget til et rederiaktieselskab med samme navn som skibet og med bygmesteren som reder og ført af kaptajn N. H. Svarrer, Nordby. I de ca. 14 år SOPHIE hørte hjemme på Fanø var den i lighed med de fleste S. Abrahamsen skibe i den sædvanlige fart på Molukkerne, Sydafrika og Sydamerika, og opnåede kun én gang at anløbe dansk havn med sukker og rom fra St. Croix. SOPHIE solgtes 1909 til Brasilien.

 

 

Da det om morgenen blev observeret, at vi 3 mand samt prammen var væk, prajede vores kaptajn til Prins Valdemar, om de ikke havde set noget til vores pram, og at de manglede også 3, og svaret kom omgående tilbage fra barken, at de også manglede  deres styrmand og tømmermand.

Der blev daglig hentet fersk kød fra land haver morgen, og da ”Fanø" ingen båd havde i vandet kom barkens båd med kaptajnen og 4 mand årerne, og vores kaptajn gik med ind til slagterierne. Da de under turen, både ind og ud stadig holdt udkig efter prammen, fik de på vejen ud øje prammen ved vagtskibet, som de dog ikke kunne bestemme om det var vores, på grund af en temmelig lang afstand. Da de havde fået kødet afleveret i skibene, tog de kurs til vagtskibet, hvor de fandt os i bedste velgående, og fik forklaring over hvorledes vores arrest var gået til. De roede i efter i land, og var oppe på politistationen for at få os ud og om bord. Og da de (kaptajnerne) havde forklaret, hvorledes det var gået til, og fik tilføjet at sligt vist næppe ville have passeret i nogen anden havn, da de var ædru og på vej om bord kun minutter over tiden og desuden havde flere skarpe skud efter os uden at vi havde nogen anelse on vi var efterfulgte. Der blev da også straks give frigivelsesbevis, og flere undskyldninger for det passerede, de højere personer indrømmede selv, at før nævnte forordning kun særlig gjaldt for mandskabet som gik i land efter kl. 8. —

Da kaptajnen kom til vagtskibet med vores frigivelsesordre, blev de folk, som havde taget os om aftenen, noget lange i ansigtet; thi de troede, at havde bleven en gratiale til dem, men fik en irettesættelse for deres ulejlighed. Vi tog da om bord med prammen og morede os over, at vi en hel Nat havde været brasilianske borgere.

Da vi havde fået kaffelasten om bord afsejlede vi til Kapstaden. På rejsen passeredes Tristan de Conha på kort afstand, men havde denne gang ikke besøg af øens beboere på grund af stormvejr.

 

 

springer 1

 

 

En springer landes på dækket

 

 

Vi havde 30 dages rejse til Cape Town. Dagen før vi ankom havde vi mange springere (delfiner) i vandet og vi harpunerede 6 af dem, (og kunne have fået flere), som vi ved ankomsten, efter spækket var taget af, byttede bort til en slagter, således at vi skulle have pund fersk Kød mod pund Springkød. Grunden til denne fine Forretning var, at det var i fastetid for de Indfødte og de måtte ikke spise kød men kun Fisk. Kødet fra springerne kan dårlig i skelnes fra oksekød, hvis man ikke ved det.

Da vi havde ladningen losset indtog vi ballast og afsejlede til Macao, Nordbrasilien for at laste gødningssalt.

I Macau fik vi ca. halv last og sejlede derefter videre Mosserov som kun er få mil fra Macau. I Mosserov fik vi fuld last salt, og afsejlede da skibet var færdig, til Rio de Janeiro. Hvorledes saltet frembringes på disse saltpladser kan meddeles følgende: Det salte vand fra søen bliver ledet ind i store bassiner: (der ofte er en hel kilometer i omfang) med høj vande eller til dels også fyldt ved hjælp af pumpning med vindmøller. Bunden i eller på disse bassiner er ganske planmæssig og jævn, og når de er fyldt med saltvand er der en dybde på en alen eller lidt over Ved den ualmindelig tørre luft, brændende solvarme om dagen og en stiv S.O.vind dag og nat fordamper vandet meget hurtigt i bassinerne og saltet bliver tilbage.

 

 

 

Alen = 0,6277m

 

 

 

Saltlaget som bliver tilbage er ganske rent, hvid salt, med et ganske tyndt lag uren salt ved bunden og ligeledes ovenpå en tynd lag slik. Det rene saltlag over hele bassinet har en højde imellem 3 - 4 tommer, men det bliver meget alligevel, når alt bliver samlet sammen fra det store flade bassin.

Om rejsen til Rio de Janeiro og om losningen der er intet at tilføje, og da lasten var losset tog vi ballast til St. Thomas d. V.. (dengang). - fragtsøgende -og havde en hurtig rejse med både vind og strøm med, det meste af rejsen, som kunne ventes. Ankom til St. Thomas 2den juledag 1895.

Lå nogen tid i St. Thomas førend vi fik noget fragt sluttet. Skibet dog omsider sluttet således a vi skulle sejle til Kingstown på Jamaica og der skulle få ordre til at laste et sted på kysten ved Jamaica og fik. ved ankomsten dertil ordre til at gå længere vestpå på sydsiden af øen hvor skibet kom til at ligge på åben kyst udfor en lille flod (Molkriver). Ved udløbet til søen var en Barre, som lægterne eller prammene ofte havde vanskelig ved at komme over med ladningen til os. Det hændte nogle gange, at prammene kæntrede på denne Barre og| måtte efter de var kommen over, fiske træet op igen.

Ladningen var ikke her, som den man fik i Lagunen Terminus, den bestod nok af rødtræ, men er dårlig Kvalitet, og heller ikke tillavet i passende stykker, kom ofte som hele træer med både grene og til dels også rødder, så vi var nødsaget tli selv at save og hugge i mindre og mere regelmæssige stykker for at få en nogenlunde antal tons i skibet. Dette træ havde en ringe vægt, da meget af det lignede pindebrænde. En søndag var nogle af os i land med båden og var langt oppe på den nævnte lod eller å inden vi så nogen menneskebolig, da vi nåede op til lidt af en by, var vi i land der, og blev meget venlig modtaget af de indfødte.

Der var mange skildpadder i åen, men af en mindre størrelse. Da vi havde ladningen inde, afsejlede vi til Europa med Falmouth som ordreplads, og om rejsen er intet at bemærke. - Ved ankomsten til Falmouth fik vi ordre til Liverpool og ankom dertil i midten af maj.

 

 

Relaterede artikler

Gå til top