Blev afmønstret fra briggen ”Fanø" d. 23. maj 1896. Rejste over land fra Liverpool til Grimsby, og derfra med damper til Esbjerg.

Fik lov til at blive hjemme til 1. juni og rejste så til Hamborg og efter at jeg der havde underskrevet skibets konnossement på ladningen, som bestod af dynamit og skydebomuld, rejste jeg ned til Stade på Elben hvor skibet lå og indtog lasten, thi denne farefulde ladning måtte ikke indtages ved byen. - dagen efter at jeg var kommen om bord, gik skibets tidligere fører fra borde.

Da skibet nogle dage efter var færdiglastet, afsejlede vi med lods om bord til Cuxhaven og derfra videre til søs. - Om rejsen til bestemmelsesstedet Port Elisabeth, Syd Afrika er intet at tilføje.

Ankom til ankerpladsen ved Port Elisabeth den 6. september, men måtte straks skifte bort fra de andre skibe og fra byen. Kom til at ligge ca. 2 km fra byen, derfra blev ladningen losset i pramme og landet på kysten noget fra byen, kom vistnok til Transvaal med det samme.

Forbindelsen i havnen (reden) og med land, foregik med små dampfærger både, hvorfor betaltes en bestemt sum pr. uge, enten man så brugte færgen lidt eller meget. - Næsten al havnearbejde og om bord i skibe blev udført af Kaffere.

En mand havde til hensigt at rømme fra skibet og tog vores jolle for at komme i land, men da han kom ind i nærheden af land turde han ikke lande på grund af brændinger., (som også havde været livsfarlig for ham). Havnepolitiet, som så det, tog ham og bragte både ham og båden tilbage til skibet. Siden gjorde han ingen forsøg på at rømme.

Lå en tid og ventede på ladningen, men da lastningen først blev påbegyndt, gik det hurtigt, og blev færdig til afsejling den 1. december. - Om lastning kan gøres en bemærkning om hvorledes ladningen (sukkeret) blev blandet før det kom om bord.

Sukkeret kom ned på kajen pr. vognladning i sække og blev styrtet af i store dynger i et pakhus (åbent hus med kun tag over); hver kvalitet for sig, mange forskellige slags både i udseende og smag. Noget var ganske gul, hvidt, brunt, gråt ja flere kulører. - I pakhuset blev alle de forskellige kvaliteter omhyggelig blandet sammen og bearbejdet med skovle af en del mænd, tå alle de forskellige kulører forsvandt til ét. Efter dette omhyggelige blandingsarbejde blev sukkeret skovlet i sække og vejet før de kom om bord. Under lastning kunne vi få så meget sukker vi ønskede, bare vi sagde det skulle være til skibsbrug, og vi benyttede os også af den fine lejlighed.

Vi havde også 9 passagerer med fra Port Louis til Delagoa Bay. - Om rejsen så vel til som fra Mauritius er intet at tilføje. Vi ankom til Delagoa Bay eller Lorenzo Marques omkring den 6. januar 1897.

Da ladningen var losset og vi havde fået ballast om bord, afsejlede vi igen fra Lorenzo Marques den 2. februar og kom til søs den 4. samme måned.

Skibet var i mellemtiden bleven befragtet til Sydhavs øerne, til Apia på Samoa øerne. - I Lorenzo Marques var det meget varmt (da det jo var eftersommer på sydlig bredde) og trykkende luft, så vi var alle om bord glade ved at komme ud i frisk sø luft. Kursen blev selvfølgelig sat så meget som muligt i sydlig retning, for at komme ud til de mere fremherskende vestenvindes bælter

Den 15. februar da vi var på ca. 36 S. br. og 41 0. lgd. kom vi i nærheden af et meget stort isbjerg, som havde flere km’s udstrækning fra den side, hvor vi så den, og havde mindst en højde af 200 fod og mange mindre isblokke, men det mærkeligste var, at de mindre is stykker og kvader lå i en lige retning Ø.-N. fra det store, så langt vi kunne se, og efter alt at dømme, kunne det bedst antages, at det store isbjerg tog grunden og det mindre drev med strømmen øst på i strømkabelet fra det Store.

Kursen blev nu rettet øst på for at holde os klar af isen, som aftog efterhånden som vi fjernede os fra det store bjerg og efter 2 dages sejlads havde vi ikke mere is i farvandet. -

Vi havde, da vi kom i nærheden af isen diset luft og temperaturen omtrent nede på 0 grader, så det var en slem omveksling med temperaturen fra varme til kulde, og flere af os om bord fik da også flere små ondartede sår særlig på næsen og ørerne, så det som holdt sig i lang tid indtil vi kom i mildere klima; de efterlod sig i lange tider sorte pletter, hvor sårene havde været. - rejsen gik senere sin jævne gang, vi havde både storm og stille, modvind og godvind. - Vi gik sønden om New Zealand, men så ikke land.

Den 31. marts passerede vi tæt nord om Bounty Island. Den 24. marts var vi på den sydlige bredde 49 S. br. og 165 0. lgd. Fra Bounty Island forandredes kursen daglig til mere nordlig efter Samoa.

Den 2. april på 45 syd bredde forandrede vi vores længde fra øst til vest længde fra Greenwich derved ligeledes vores dag og dato, det var således, så vidt jeg husker, en torsdag, så vi havde 2 torsdage i denne uge, og en mand om bord holdt fødselsdag begge dage.

Den 9de april var vi på 167 gr. 25 min., den østligste punkt på rejsen. Den 29. passeredes Tau Island. - Den 2. maj 1897 ankom vi til Apia på Samoa Island 13 gr. 42 min. S. br. og 171 gr. 17 min. V. lgd.

I Apia lossedes ballasten og vi fik en del kopra om bord som last til Europa samt 135 passagerer (arbejdere; på en måde, kunne de nok kaldes en slags slaver) foruden ca. 25 børn som hørte passagerne til. En del af dem var gift på deres vis og en del ugifte både mænd og kvinder. - Disse folk havde været 3 år på Samoa og skulle ifølge loven tilbage til deres hjemstavn, for ikke at blive lands-pligtig på Samoa, og når de så havde været i deres hjemstavn om kun én dag, kunne de godt lade sig hverve igen for atter 3 år på Samoa eller anden plads.

Ved afgang fra Samoa fik de deres afregning, der nok blev beregnet i penge, som de så fik varer for efter eget valg, så som tobak frem for alt, samt skjorter, bukser, kister, store kurve o.m.a., hvoraf meget nærmest kunne kaldes for legetøj til børn, men deres karakter var også meget barnlige i deres opførsel og civilisering. Penge havde de ingen Interesse for, men derimod pladetobak stod højt i kurs hos dem.

De mange forskellige folkestammer, som hører hjemme på de mange Stillehavs øer, har nok, hver for sig, en slags, som de bruger som betaling imellem dem selv, der vare forarbejdninger af sten, perlemor, små trugsbor, hårdt træ o.m.a. som oftest er trukket på snor, og værdien regnes da efter længden. - Af den tyske regering var det forbudt at bruge disse betalingsmidler, men de brugtes dog meget af de indfødte imellem.

Disse passagerer, hvoraf de fleste hørte hjemme på New Britain, New Irland og New Hanover (Bismarks Arkapelle) var i hudfarve brunlige og helt pæne ansigtstræk og velskabte, uden noget udseende til at have nogen slægtsskab med negere.

Vi afsejlede fra Apia d. 21. maj 1897. - Passagerne med deres bagage var kommen om bord og var sejlklar nogle dage før, men på grund af, at der blev gjort forbryderisk rettergang imod selve direktør Beckmann for svinagtig behandling overfor en dreng, hvor nogle af mine passagerer skulle møde i retten som vidner imod Beckmann, blev skibet stoppet, indtil førnævnte dato.

Dagen før afsejlingen døde det lille barn om bord, som så kom i land og blev begravet samme dags aften, men på en nogen ejendommelig måde i forhold til vores begravelse. Disse folks skik var, at de i stedet for kranse eller blomster gav et stykke klud til den døde, lige meget hvilken form, kulør eller udseende, hvori liget så blev svøbt ind. Kan meddele, at dette lille lig ved indsvøbning af alle klude var vokset til en pakke som det mest lignede, mindst lige så stor som et voksent menneske. 3 - 4 af barnets nærmeste fik båden for at bringe liget i land, de øvrige næsten alle sammen. Passagerne svømmede i land for at være med ved begravelsen som vistnok fandt sted inde på stranden i uindviet jord. Her må tilføjes, at disse mennesker holder meget af at komme i vandet og svømmer godt i deres uden eller næsten ingen påklædning.

Foruden de nævnte passagerer, havde vi en Supercargo (en tysker) med og hans kone, en Samoanerinde. De havde deres eget hus på dækket af træ, ca. 3 metre i kvadrat, hvori han og konen boede, men spiste i kahytten sammen med os (officererne) og konen sammen med kokken bagefter; thi hun havde ikke nogen stor øvelse i at bruge gaffel og kniv og andre spiseredskaber ved måltiderne. Samoabefolkningen var ganske hvide, og gennemsnitlig noget svære i størrelse. Der var mange Samoa kvinder, som var gifte med europæiske mænd omkring på Stillehavs øerne.

Som 4 benede passager havde vi en stor tyr med til Mioko i stald på fordækket på St. B. Side, og på B.B. Side For var opbygget og indmuret fyrsted og en stor gruekeddel, hvori der daglig blev kogt 1 ad 2 sække ris til passagerne; Resten af deres føde bestod af kiks og vand. - Een dag fangede vi en stor haj, og da Piskau (fisk) var en højtstående delikatesse hos disse mennesker, og vi ingen trang havde til den slags fisk, fik de hajen, som de modtog med stor jubel, og den kom i deres kogekedel ligeså hel, som den var kommen ud af vandet, og efter en god kogning, blev den parteret og spist med glubende appetit, der blev endogså intet tilbage af Indvolde og alt sligt uden det blev spist, og de fik næppe noget alle sammen.

Må vistnok indrømme, at en del af dette måltid så noget uappetitlig ud for os europæere. Vi havde selvfølgelig en del ekstra vand og hø med o.m.a., men vil nu kun holde mig til, hvad som passerede på rejsen.

Vi blev indklareret ved Herberts Hiiche d. 12.6. 1897 og ankom til Mioko dagen efter. I Mioko blev en del stykgods losset som vi havde fået om bord i Apia samt den største del af passagerne kom i land og blev med mindre både bragt enhver til sin hjemstavn, ligeså også tyren kom i land, og foderage som var levnet m.m.m. fik derefter det meste af ladningen om bord i Mioko og afsejlede derfra til Kaboteron, hvor vi skulle have resten af vores last (kopra).

Kaboteron er en lille handels- og filials station som hørte under Mioko og ligger oppe på nordenden af New Irland (eller neu Necklenburg som tyskere kalder denne ø, og hele øgruppen for Bismarcks Akapello). - Afsejlede fra Mioko den 28. juni og havde 7 dages rejse til Kaboteron ved Steffensstræde. Havde nogle få af de tidligere passagerer med fra Mioko, som så fra Kaboteron blev sendt pr. både til deres respektive hjemstavn.

Da vi havde fået resten af kopralasten om bord, afsejlede vi den 16. juli 1897 med bestemmelsessted Pt. Delgado på Azoreme for ordre.

På rejsen hjemover gik vi nordom New Guinea til Gilolo Passage, (22 dage 2226 Kml.) derefter SV. over for at komme ud i rum sø, gennem én af stræderne imellem Java øeme. Vi sejled imellem alle disse, både store og små, øer og ofte meget høje med mange mindre og store vulkanske udbrud. Det kan her tilføjes den bemærkning, at vulkanerne begyndte at ryge hen på eftermiddagene og tiltog som solen dalede og først på aftenen var udbruddet på sit højeste og dalede henad efter midnat, når luften blev mere kølig, og på morgenstunden var alle udbrud forsvunden.

Under vores sejlads imellem øerne og i de forskellige farvande havde vi ofte besøg af de Indfødte pr. båd som havde flere ting med som de ville sælge, noget af deres sager havde værdi såsom perler, konkylier o.a. som de ville sælge for tobak. Penge havde de ingen Interesse for.

Efter at vi havde fået en ny mærsestang sat op, og vi i øvrigt havde fået alt gjort sø klart og det nødvendige proviant om bord, afsejlede vi fra Cape Town d. 11. november 1897. - Om hjemturen derfra er kun at tilføje, at vi passerede Ækvator d. 11. december og ankom til vores ordreplads Panto Delgade på Azoreme den 17. januar 1898; efter modtagelse af ordre for Liverpool afsejlede vi den 19. januar og ankom til Liverpool d. 30. samme måned.

Lossede ladningen og indtog derefter en ladning kul i Garston for Plymouth og afsejlede derfra da vi havde lasten om bord og havde ingen særlig tildragelse på rejsen til Plymouth. Efter at kullasten var losset i Plymouth, sejlede vi op på floden til en lille plads som hed ”Lera", hvor vi fik en ladning pibeler om bord bestemt til Hamborg.

Om rejsen til Plymouth og fra Plymouth til Hamborg, er intet at tilføje.

Da „Lemvig" var udlosset, blev den oplagt til salg. Jeg fik min afsked og rejste hjem den 19. maj 1898. Senere hen blev jeg af Lemvigs reder S. Farup sendt over til Hamborg til skibet for at anvise mulige købere af skibet. Det blev senere solgt ved. offentlig auktion i slutningen af juni måned på Børsen i Hamborg for 13.000 Mark til et Østersø rederi i Prøjsen.