Thea, 181 nrt.

Senere blev han kaptajn på fanøfærgen. Han holdt op i 1926 samtidig med, at der blev anskaffet en ny færge. Kaptajn Skjoldborg afløste ham. Bedstefar holdt 25 års jubilæum i færgeriet. Jeg husker festen ret svagt. Jeg var 6 år, da han gik på pension.

   Hans Jensen Jessen, f. 05.11.1859, d. 02.08.1945

Jeg har besøgt Fanø utallige gange hele mit liv. I alle ferier, på mine bedsteforældres fødselsdage, til deres guldbryllup, der holdtes i Industriforeningen i 1934 - et vældigt gilde, hvor fru Lübecker og Dorthea Svendsen »kogte«. Fru Lübecker havde også »kogt« til deres bryllup. 

Alle sommerferier holdt mine forældre, min bror og jeg på Fanø. Da vi fik cykel kørte vi langs stranden til Sønderho, hvis vejret var godt, og vi havde medvind. Så sang vi »Fanø o Fanø« og nød mågernes skrig, kiggede på de for­skellige strandfugle, lyttede til bølgernes brænding - og vandets stigen eller falden. Det var også interessant at se, hvad der var drevet op ved højvande. Skulle vi være heldige at finde en kulørt glaskugle fra en fiskers garn - eller et lille stykke rav? 

Tilbagevejen cyklede vi ad landevejen, der dengang var grusvej. Det var bedst at cykle i rutebilens hjulspor, men svært at holde balancen. Nogle steder var der fyldt halm i de værste sandhuller. Først under krigen blev vejen asfalte­ret.

Min bror og jeg var ellevilde, når vi skulle til Fanø. Da far blev overassistent i Horsens i 1933, blev besøgene sjældnere. Når vi ankom med færgen, stod bedstefar altid uden for kiosken over for færgelejet og ventede på os. Vi for i favnen på ham og gik hjem til bedstemor. Efter velkomstomfavnelserne satte vi os ved Poppes bur, stak en finger ind i buret og sagde: »Goddag Poppe«. Den tog straks omkring fingeren med sin ene klo og sagde en hel masse. Den kunne sag­tens kende os, og nød når vi kløede den oven på hovedet.

Poppe var en papegøje, som havde siddet på en pind i bedstefars kahyt. Han havde medbragt den fra Brasilien. Den blev meget gammel. Så langt tilbage, mor kunne huske, havde den siddet i sit bur i spisestuen. Den græd, når mor græd som barn, og den lo, når nogen i stuen lo. Det samme gjorde den, da vi var børn. Bedstefar stak altid en bid af middagsmaden ind til den, ligesom der altid sad en sukkerknald i buret. Den forlangte det selv: »Poppe ha' sukker«. 

Vi blev vanvittig forkælede af mine bedsteforældre. Jeg kan ikke huske, vi nogensinde blev skældt ud af dem, og vi elskede at besøge dem. 

Fanøsmørrebrød, bakskuld, sakkuk og prinsessebudding med 12 æg i, hvide og gule marengs og naturligvis fanøkringle og boller fik vi. Disse retter - undtagen sakkuk - går igen. Hele familien elsker dem. 

Jeg var så heldig at beholde dem til henholdsvis 1941 og 1945.

Hver sommer rådede mine forældre over et par værelser i mine bedsteforældres hus, (Langsti 4). Mor havde fået indrettet den del af huset, der tidligere havde været stald til en hyggelig lille lejlighed. Stuen kaldtes »salonen«. Jeg sov på divanen i »salonen«.

Der var åbent hus hver aften. Bedstemor og mor skiftedes til at lave aftenkaffe til stamgæsterne. Det var altid spændende hvem og hvor mange, der droppede ind. Sommetider måtte »vaskebænken« tages i brug for at få siddepladser til alle.

Kaffebrød var der altid nok af: Fanøkringle og boller, tekage og kammerjunker var fast. Det hele smagte ekstra godt, fordi det var bagt i Nanke Brinchs store bageovn, der blev »lyst« med lyng til sidst. 

Vi kunne lugte det i haven, fordi bageriet lå tæt ved mine bedsteforældres hus.

Det var dejligt, når Nanke også kom. Hun og bedste var præstekammerater, og jeg mener, de blev gift med hver sin navigatør. 

Desværre forliste Nankes mand med sit skib, så hun sad alene tilbage med 5-6 børn, blandt andre Agnes Brinch, som blev en holden dame, efter at have gjort »bageovnen« til et kendt hjemmebageri med afdeling på Rindby Strand. Agnes tog endog kørekort og anskaffede en bil, så hun kunne køre brødet ud til filialen. Jeg tror, hun også leverede brød til »badet«. 

Efter at Agnes kom til, kunne Nanke få tid til også at besøge »salonen«. Når hun og bedste begyndte at tale om gamle dage, gik de over i »fanømål«. Det var det bedste, jeg vidste.

Der var en herlig stemning i »salonen«, og det blev sent. Petroleumslampen blev tændt. Den stod midt på bordet, og der blev en herlig duft af kaffe, tobak og petroleum i rummet.

Bedstefar kom altid ind og drak kaffe. Han medbragte sin wienerstol. Jeg synes ikke, den var særlig behagelig at sidde på, men så længe jeg kan huske tilbage, sad han på den stol.

Søfolk har deres helt bestemte vaner: Mad på klokkeslet, middagssøvn, morgenandagt, vejrmelding, sengetid. 

Der må have været en radioavis kl. ca. 21.45, for præcis kl. 21.30 gik han ind for at høre den og derefter i seng. Han sagde »godnat« og forsvandt ind til radioen med sin stol. Jeg holdt utroligt meget af bedstefar. Efter bedstemors død fik jeg, så længe han levede, hvert år et lykønskningstele­gram fra ham på min fødselsdag. Jeg har opbevaret en hel samling telegrammer. 

Når gæsterne var gået, blev divanen redt, og jeg gik i seng. 

På denne tid hørte man den svage brummen fra Royal Air Force's flyvemaskiner på vej mod mål i østersøhavnene. Dejlig lyd! Meget tidligt om morgenen kunne lyden høres igen. Jeg lyttede altid efter, om der måske kom lige så mange maskiner tilbage som fløj ud?

Vi hørte selvfølgelig ofte tyskernes luftværnsskyts, og min bror og jeg fandt tit jernstumper derfra i haven. 

Når der var luftalarm, gik bedstemor ind i mælkekammeret, der lå midt i huset. Bedstefar rørte alarmen ikke, han blev siddende på sin stol. Man forlader ikke skuden!!!

Erik og jeg blev gift den 15. september 1945 i Nordby Kirke.

Min dejlige far trodsede alle vanskeligheder og fik lejet ekstrabåden »Grethe« til at færge os og gæsterne til Nordby. Jeg tror, det lykkedes, fordi han holdt af at gøre folk tjenester. Gad vide, hvor mange færgebilletter til Storebæltso­verfarten han har skaffet under krigen???

   MB Grethe

Erik søgte og fik en stilling som bogholder i firmaet C.B. Hoffman i Esbjerg. Det var meningen, at jeg skulle finde en kontorstilling, men det blev der ikke noget af.

Da jeg var lille og spinkel, troede jeg ikke, jeg ville blive gravid sådan lige med det samme - jeg gjorde regning uden vært - i løbet af en måned blev jeg gravid, og vor ældste søn Carsten blev født den 23. juni 1946 på Stormgades fødeklinik, altså sankthansaften. 

Vi var lykkelige for ham, Erik var meget stolt af at have fået en dreng. Jeg ønskede dog ikke at få et barn hvert år. Vor næste søn Poul fødte jeg på Brørup sygehus ved Vejen, 26. maj 1950. Vor tredje søn Flemming blev født hjemme i Rosengade 33, den 29. marts 1955. 

Vi var meget glade for at bo i Esbjerg, men da der blev en stilling ledig på Margarinefabrikken ALFA i Vejen, søgte Erik den, så vi måtte flytte.

Vi boede i Vejen i 13 dejlige år. 

Der blev en stilling som underdirektør hos B & O ledig. Erik søgte og fik den. Det var i 1962. Vi levede lykkeligt sammen. Desværre døde Erik ganske pludseligt i 1982 af en blodprop i hjertet, 62 år gammel.

Fanø glemte vi ikke!!!! Alle sommerferier holdtes og holdes stadig derovre. Først hos far og mor. Senere, da pengene blev flere, købte vi sommerhus ved Rindby Strand på Fanøs bedste sommerhusgrund, Slunden 133 i 1959. Købesum 26.000kr. !!!! 

Sommerhuset har jeg overladt til vor 3 sønner. Det blæste væk d. 3. december 1999, men er »genopstået« i forbedret form. Vurderingssum langt over 1 mio. kr. De to ældste børn er døbt i Nordby Kirke. 

1993 blev de to ældste sønner gift der. Vort sølvbryllup 1970 holdt vi på Sønderho Kro, og min 80 års fødselsdag blev holdt samme sted år 2000. 

Erik er begravet i familiegravstedet på Nordre kirkegård. Det er mit højeste ønske at flytte »hjem« til Nordby, hvor jeg også skal begraves. Når den tid kommer, synes jeg ikke, at resultaterne af Eriks og mit samliv er »så ring' endda«: 3 sønner i gode stillinger i henholdsvis Aarhus, København og Aalborg, 4 velskabte og velbegavede børnebørn! 

Jeg begyndte at arbejde på Struer Handelsskole 1963. Man havde hørt rygter om, at jeg havde ført to stenografihold til eksamen i Vejen. Senere tog jeg handelsfaglærereksamen i stenografi og maskinskrivning og et par år efter tog jeg også kurser i "kommunikation og tekstbehandling”, så jeg kom på fuld tid. Jeg stoppede 1987, 67 år gammel. Arbejdet på skolen var jeg meget glad for og i den hårde tid, der fulgte efter Eriks død, var det med til at hjælpe igennem sorgen,