P. O. Lassen
Kystvejen fra Kurhotellet til Bellevue
Tennisbanerne med det første klubhus.
Herude har vi altid haft en usandsynlig og trofast medarbejderskare. Jeg vil her, som i flere tilfælde, gå tilbage i tiden. Den faste stab i mange år var forvalter Karl Madsen med hans to sønner, Jørgen og Thomas. Mads Mathiesen indgik i dette team og senere ankom Åge Jensen, som jeg har gået i klasse med. Efter forskellige løse ansættelser var Finn Jørgensen fra Grindsted greenkeeper i mange år. Han blev afløst af Bent Graversen fra Sønderho. Arbejdet på badet begyndte normalt tidligt i foråret med diverse opgaver til sæsonen. Fortovene blev repareret. Dengang var der jo murstensfortove alle steder herude.
Blandt andet lå der og ligger der for øvrigt endnu en fire meter bred vej med to meter brede fortove af mursten på begge sider af vejen på strækningen fra Kurhotellet til Jørgen Ruds nuværende grund ude nord på.
Syd på gik en tilsvarende række fra Kurhotellet. Hvor langt den gik er jeg, ikke klar over, men vist nok til Toppen, hvor klitterne er for store til at grave ud. Herefter blev stranden omhyggeligt renset. Golfbanen blev gjort klar. Tennisbanerne blev enten omlagt eller repareret efter alle kunstens reeler. Der var to grusbaner og en rød rasolbane.
Septiktankene blev tømt. Der har været megen diskussion om det betimelige i at tømme tankene, men i vort regulativ fra 1898 er klart anført, ".. at gruberne en gang om året skal tømmes på badets foranledning." og dette var Mads Mathiesens faste arbejde. Der voksede dejlige rabarber omkring stedet, hvor de blev tømt ud. Så blev villaerne gjort i orden og rengjort. Låse og hængsler smurt. Flagstængerne blev malet og rejst.
Badevognene blev malet og kørt til stranden, strandkurvene blev repareret og kørt til stranden. Så var alt ved at være klart til sæsonen. Der blev lejet tre store jyske heste i Varde. (disse heste blev foruden til at trække badevognene ud i havet, brugt til affaldskørsel, saltvandskørsel til varmtbadet og meget andet).
Strandkurve omkring 1909
Omkring sankthans gik folkene til deres faste arbejde. Forvalter Carl Madsen forestod det hele. Startede med at gøre tennisbanerne klar sammen med golfdrengene. Resten af dagen stod han til disposition for villaejere, hoteller og hvad der lå for.
Desuden var Tømrer Jess Brinck ansat til diverse arbejde for hotellerne og villaerne. Han havde værksted ved tennisbanerne ved den daværende keglebane.
Thomas hentede hver morgen saltvand til varmbadeanstalten, der lå, hvor Badeland nu ligger. Disse varme saltvandsbade var simpelthen vidunderlige. Man var dødtræt efter at have badet.
Varme saltvandsbade. Huset brændte under krigen med hele vort arkiv
Mads Mathiesen kørte renovation hver morgen fra villaer og hoteller. Klokken 10 red de til stranden for at køre badevogne ud og ind. Jørgen Madsen, kaldet Strandmadsen, kørte op og ned ad stranden, holdt den ren og sørgede for at Badets monopol blev overholdt. Midt i august sluttede sæsonen og sammenpakningen begyndte med modsat fortegn.
Vandet blev tømt ud af rørene i husene for at frostsikre dem. Skodderne blev lukket til, sommeren sluttede og Badet lå herefter stille og roligt hen vinteren over.
I disse mange år var Åge Jensens væsentligste arbejde at passe golfbanen og herudover at være caddiemaster. Et arbejde han gik op i liv med sjæl. Da han blev pensioneret tog han tidligt om morgenen turen ud over golfbanen og meddelte mig løbende, hvad der skete, og hvad der blev gjort forkert. Han havde selvfølgelig altid ret. Han sagde altid, når jeg klagede over de mange våde somre: "Ja, det er slemt, men tørre somre er det værste man kan have" og det har han ret i, bortset fra at vi nu har bedre muligheder for at vande greens.
Greenkeeper Åge Jensen
Det sidste der skete, var dæmpning af klitarealerne. Alle kanter blev nedskåret og der blev tilplantet med hjelme. I værre tilfælde blev der dækket med grene eller lyng. Herudover skulle grøfterne renses, således at vandet kunne strømme den naturlige vej.
Til sidst blev de to nedkørsler til stranden taget op. I begyndelsen bestod de af to gangbroer, senere var det jernbanesveller, som var meget tunge at løfte og flytte: men de skulle jo flyttes, for ellers ville havet stille og roligt føre dem væk. De ville så blive samlet sammen på strandauktionen, således at vi kunne købe dem endnu engang. Alt hvad der driver i land indsamles af strandfogeden på hartkornkassens vegne og sælges på auktion.
Gangbro til Stranden
.
Hoteller
Trappe til stranden 1928 (det er P. O. Lassen forrest i billedet)
Hotel Kongen af Danmark
Hotel Kongen af Danmark var godt moderniseret efter de store brande i 1928, så genopbygningen blev ikke så håbløs i modsætning til Kurhotellet.
Jeg forpagtede og drev hotellerne fra 1946. da jeg åbnede hotellerne i 1946 var der overhovedet intet bestik, service eller gryder. Jeg måtte leje det hele i København og hentede det i lastbil. Da vi altid åbnede med en stor kongres på mellem 200 og 400 gæster havde jeg to lastbiler til at køre efter hinanden, såfremt den ene skulle gå i stykker. Prøv at tænke tanken, 300 gæster og ingen service. Sengetøjet var det første år af papir. Hoteller var pænt besøgt fra første lørdag i juli og til det lukkede den første søndag i august. Som man kan forstå var omsætningen ikke stor og med 40 mands stort personale heller ikke i fortjeneste, men med god mad og venlighed havde vi et godt og fast stampublikum, der kom år efter år. Man kunne jo ikke rejse til udlandet. Til gengæld kunne tyskerne ikke få visum.
Hver aften var der musik i Kongesalen og Pelargoniehuset, og den dejlige Kongebar var fyldt hver aften. Der var rigtig stemning.
Vi holdt også H. Schelde Banks smukke tradition i hævd, idet vi ved sæsonafslutningen inviterede alle ældre til kaffebord i Pelargoniehuset. Alle fik en palargonie med hjem. I de første år var mange i Fanødragt.
Afslutning på sæson med Pelargoniefest
I en vise skrevet af Herluf Jensen til Borgerforeningens og Handelsstandsforeningens fest 20/3 1954:
Dengang da jeg var lille - eller var det måske før -
da så jeg hen med længsel, som de små så ofte gør,
til den dag jeg blev 60, for så blev livet allerbedst,
ved det at jeg så kunne gå til »Pelargoniefest«.
Nu er det hele faldet sammen, derfor klager jeg min nød,
for festen den er borte nu - har haft en stille død.
Den blomst, jeg sku' ha' haft, den visner nu ved Fanø Bad,
så den og jeg kan snart til lossepladsen følges ad.
I 1954 regnede og stormede det fra 1. juli til 3. august. I Golfugen var 9., 10., 13., 14., og 16. hul ubrugelige på grund af meget høj vandstand. Det var barske løjer.
Jeg var også blevet træt af den meget høje forpagtningsafgift og da ejeren overhovedet ikke ville investere i hotellet ønskede jeg at købe dette.
Der var ikke andre købere og jeg havde faktisk købt begge de store hoteller ved Badet, men tilfældigvis var ejeren om aftenen sammen med hotelejer Parmo Prost fra Ribe og han blev i spøg spurgt om han ville købe. Han ville give den pris der var forlangt. Han fik fritagelse for afdrag i 3 år og ganske små renter. Han holdt i disse tre år og der blev selvfølgelig ikke investeret en krone.
Familen Jahn, der efter sigende var hotelfolk fra Schweiz købte hotellet på samme vilkår og holdt i ca. 3 år.
Herefter overtog ejendomshandler E. Henriksen hotellet i 1962. Jeg tror ikke, at han nteresserede sig meget for hoteldrift. Han malede hotellet, dag ud og dag ind. Jeg tror, han malede hotellet udvendigt hvert år. Han havde imidlertid tre energiske og dygtige døtre, og det er vigtigt i hoteldrift. Han fandt dog en guldgrube, idet han fik en fem bevilling, som han brugte til diskotek i Pelargonie huset (Goggen).
Der var stopfyldt hver aften, og en strøm af unge fra Esbjerg fandt vej hertil og tog hjem med første morgenfærge. Det var et Sodoma og Gomora af spektakel, drønende musik, ødelæggelse og slagsmål. Mange af de "gamle" her ved Badet mindes stadig dette. Grundejerforeningen førte kamp med alle midler for at få natbevillingen inddraget. De fleste af værelserne kunne ikke udlejes på grund af musikken, der fra de åbne vinduer gik lige til vejrs.
Hotellet skiftede ejer et par gange, bl.a. var den kendte skibsreder Ole B. Hansen på banen et stykke tid.
Restauratør Dahl Hansen fra Fåborg overtog hotellet og var den eneste der virkelig investerede en del penge i ombygning, men han kom i en kontrovers med skattevæsenet.
Hotellet blev igen solgt og det endte med at Den rejsende Højskole købte det. Betingelsen for at få tilladelse til at drive højskole var, at hoteldriften skulle opretholdes i sæsonen. Det opfyldte de på en speciel måde. Salen, salonerne og Pelargonie huset blev inddelt til grupperum og værelserne delvist udlejet med selvbetjening.
Da sivedrænet jo ikke var projekteret til helårsdrift, bredte der sig en ulidelig stank over Badet. Spildevandet løb i åbne grøfter ned i Dommerlunden. Herefter var der ingen vej tilbage.
Hotellet blev solgt til Rasmussen og Schøitz til nedrivning. Hotellet var 13 m højt og der blev forelagt skitser til bygning i samme stil og højde. Da staten kun ville give tilladelse til en byggehøjde på 8 m blev dette projekt droppet, og den nuværende bygning med ferielejligheder blev resultatet.
Skitser til et nyt Kongen af Danmark
Nedrivning af Kongen af Danmark
Kurhotellet
Kurhotellet fik dødsstødet under verdenskrigen. Det var aldrig blevet moderniseret og kun dårligt vedligeholdt. Det blev frem til 1954 drevet som anneks til hotel Kongen af Danmark. Der kom mange forskellige ejere, der alle troede at man på Fanø blev rig på kort tid, og da ingen havde midler, blev resultatet herefter.
En af ejerne skal dog nævnes, nemlig hoteldynastiet "Familien Jensen", far og to sønner, og man må sige at de havde visioner.
Deres mål var at føre hotellet tilbage til udseendet fra de glorværdige tider, og de begyndte med Kursalen, som blev restaureret med stuk, guld og så videre.
I 1965 blev Kurhotellet genindviet med gallasouper og med James Lasts 15-mands orkester. Familien kom i kjole og hvidt og snoren blev klippet over af sognerådsformanden.
Desværre gik luften af ballonen, og der blev intet gjort ved værelserne.
Familien Jensen havde til gengæld mange ideer: hotel for enlige, sexrestaurant med live-shows og endelig diskotek i kælderen. Det blev en virkelig succes og generede ingen da de tykke mure holdt al støj tilbage.
Men også dette sluttede brat, og der var ingen vej tilbage. Hotellet blev nu købt af Bøje Nielsen, der rev det ned og opførte en af disse betonklodser, som i disse år blev opført på Vestkysten.
Man undrer sig med god grund over, at der kunne gives tilladelse til disse bygninger. Det er let at se i dag, men man må huske at alt var gået i stå på Fanø, alt var ruiner. "Endelig skete der noget", som sognerådsformand Marius Sørensen sagde, og sognerådet inviterede Bøje Nielsen på kaffebord med lagkage. Jeg var inviteret med og sad ved siden af Bøje Nielsen. Det var en oplevelse at se ham smage på kagen. Da han havde fået en bid, skulle han ud. Jeg fulgte efter og ville se, hvad han ville. Han slugte hurtig 2 kolde pilsnere. Den grimme smag skulle nok væk.
Feriehotellet Fanøbad blev den 21. juni 1974 indviet med stor fest.
Det tidligere Missionskursted blev i hele perioden drevet godt, som et familiehotel med daglig mad og helt tilfredse gæster. Af ejere vil jeg nævne Axel Veje fra 1952 og "generalkonsul" Schønnemann fra 1968, begge som sædvanligt med virkelig god hjælp fra dygtige og energiske døtre. Hotellet brændte ned, blev senere købt af villaejere og nedrevet i 1983.
Strandhoteller bestod af Prinsesse Marie og Hansens Pensionat, var ikke i særlig god stand, men de blev også drevet på en speciel måde, nærmest som et pensionat.
Særligt skal nævnes Alfred Poulsen og hans hustru Dagny, der overtog det i 1950. de forstod på en helt fabelagtig måde at skabe tilfredse gæster og havde en virkelig god a la carte forretning. Maden var fabelagtig god, rigtig hjemmelavet mad. At de også havde en vældig ølforretning er klart, når man kendte Alfreds lune.
Hotellet blev overtaget af Den rejsende Højskole, der uafbrudt reparerede gamle busser. Det var en oplevelse at se dem løbe busserne i gang. Det går over min forstand, at disse bilvrag nåede Indien og lignende steder. Højskoleeleverne var altid høflige og venlige, og de passede helt sig selv.
Købmand Anders Jensen overtog ruinerne for at sælge lejligheder i timeshare anparter, ligesom på Skagen. Hans beregninger var fantastiske. Han førte mangeårig strid med miljøstyrelsen, idet de kun ville tillade 8 meter i højden. Hotellet var i en sådan stand, at det blev betragtet som ikke eksisterende. Hotellet brændte delvist ned tre gange. Første gang var regulær. Da den anden brand var godt i gang, blev jeg som brandfoged alarmeret, men kunne selvfølgelig ikke slå alarm, før jeg i uniform havde foretaget besigtigelse. Anmelderen var ikke tilfreds, politiet heller ikke. Jeg har aldrig set en brandbil køre så langsomt.
Efterhånden blev myndighederne trætte af købmanden og sagen, og han fik tilladelsen til at bygge. Denne bygning blev senere solgt og sammenbygget med det nuværende Fanø Badeland.
Dette hotel har egentlig altid ført en stille tilværelse med ret anonyme ejere, indtil det blev overtaget af Therese og Arne Jørgensen i 1960. de drev det således at det fik ansigt. Arne byggede værelser i hver en tænkelig krog, og i sæsonen havde de et godt køkken. Parret fik et virkeligt godt stampublikum, specielt bandt golfspillerne. I hele golfturneringen er Keller samlingssted. Sønnen Thorlak driver i dag Keller på samme måde.
Golfhotellet blev indrettet af Guste Beck, måske en af de få, der virkelig var hoteluddannet, og som ønskede at drive det som et virkeligt kurhotel. Hun havde et fast stampublikum af golfspillere. Desværre var hendes mål højere end bygningens standard og pengene til modernisering var ikke store.
På set tidspunkt måtte hun lave et badeværelse, men hvor skulle det laves? Det blev lavet i restaurationstoilettet med en bruser over håndvasken. Under fester skulle man jo ofte derud. Vi sad alle spændt og ventede til vedkommende kom tilbage, våd i håret og med vådt tøj. Hanen til bruseren var nemlig anbragt lige over hanen til håndvasken. Det morede ikke damerne ret meget. Mærkeligt nok blev herrerne aldrig våde. Gad vide hvorfor?
Igennem disse år, er der sket en forandring af opbygningen og livet på feriestederne. Det skyldes vel nye ferievaner og et langt større feriepublikum.
Primitive badepensionater og delvis primitive badehoteller har udspillet deres rolle og er blevet afløst af sommerhuse og feriehoteller. I 1946 var der på Badet 276 hotelsengepladser. I 1996 er der 16 hotelsenge og 361 lejligheder med i alt 1444 senge. I 1946 var der 145 sommerhuse og i 1996 er der 301.