Et lidet mindeblad

Egen melodi.

 

Et lidet mindeblad jeg her dig sender,

fordi du var så utro imod mig,

jeg derfor nu vil søge at forglemme

den kærlighed, jeg båret har til dig.

 

Oh pige, kom, oh pige, kom at høre

alt, hvad som her opskrevet er af mig,

mon ej det kan dit falske hjerte røre,

når éngang dette synges skal for dig.

 

Sig, pige, frem, om ej du kan erindre

den aftenstund, da afskedstimen slog,

da stjernerne på himlen lifligt tindred,

da evig, evig troskab du mig svor.

 

Du klynged dig så fast i mine arme,

du bad mig blive tro, din bedste skat,

og tårer randt på dine kinder varme,

da du det sidste afskedskys mig gav.

 

Ej aned jeg, at du mig ville svige -

når jeg nu tænker på den aftenstund,

da ej jeg troede om dig, min pige,

at du dog ville bryde dette bånd. 

 

Alene om i verden jeg nu vanker,

nu mit hjerte trøste kan -

som svalen om ved fjerne kyster flagrer,

så færdes jeg omkring på salten vand.

 

Du må ej tro, jeg over dig vil sørge,

fordi du var så utro imod mig.

Nej, overalt jeg søger glædens følge.

for din skyld går jeg ud på sværmeri.

 

Når stormen bryder sig af sine lænker

og jager søen mod vor nøgne strand,

mon ikke i dit stille sind du tænker,

at du engang har elsket en sømand.

 

Modtag til afsked denne simple vise

til en erindring om din fordums ven.

Lev stedse vel, jeg ønsker dig, min pige,

farvel, farvel, min ungdoms kærlighed.

 

Gid glædens sol din fremtid må bestråle,

og lykkens stjerne altid følge dig,

gid aldrig verdens sorger du må tåle,

ej heller modgang og bekymringer.

 

Ej pigens navn i visen her er skrevet,

i Sønderho den pige monne gå,

i kærlighed hun finder ej sin lige,

hun kan omtrentlig være 19 år. 

Relaterede artikler

Gå til top