Egen melodi.
Hver glædens ven
og hver dens tro veninde.
En krans igen
sig af dens roser binde.
Menneskets vår er skøn, men kort.
Få - end sansernes dage.
:ç: Ej når de først er svundne bort,
klager dem kalder tilbage. :ç:
Ja, hver en fryd,
som os af Gud blev givet,
råber: Os nyd,
thi kort jeg er som livet.
Glæden er lig en flygtig ven,
som på en rejse man finder,
:ç: og som idet han farer hen,
kysser os ømt og forsvinder. :ç:
Stolt er din rang,
oh vin blandt jordens goder.
Til spøg og sang
og sandhed er du moder.
Selv den, hvis lod er varig gråd,
ses jo ved druen at smile.
:ç: Finder mod hver ulempe råd,
tror sig på roser at hvile. :ç:
På fædres vis,
nu bæger - bæger mødes,
syng druens pris,
den hvide med den røde.
Syng, hvert et ædelt barn i nord,
hver, som vil dele vor glæde, :,:
:ç: Hil hver en gæst ved dette bord,
venskab og enighedskæde :ç: