Mel.: Træskovalsen.
Hallo, du danske kvinde
og mand i Sønderho.
I jer enhver kan finde
en ægte fanøbo.
I kender sol og skygge,
I kender sorg og savn,
I kender livets lykke
og ta'r hver gæst i favn.
I medgang og modgang er tonen altid go'.
I kender hinanden, I folk i Sønderho.
Hver Sønderhoning virke
med alvor, smil og sang,
og fra den gamle kirke
går lyd af klokkers klang
ud over lave huse
og driver over strand,
hvor tunge bølger bruse
imod den hvide strand.
Der er toner af fred i de kirkeklokkers klang.
Det er toner, som bærer, hver Sønderhonings sang.
De gamle skibsmodeller
i kirken, skrog ved skrog,
os eventyr fortæller
og er hver sin billedbog.
Ved sømandsmonumentet
vi mindes mangt et navn
på sømænd, som var ventet,
men ikke kom i havn.
Det var skipper og skibsdreng, som slægtens liv var tro.
Det var sønner af Fanø, som skabte Sønderho.
I Sønderho er minder
om sejlskibstidens sus.
Uændret nu vi finder
som den gang Hannes Hus,
ej prangende af stolthed,
men fyldt af liv og fred.
Det er, som Hanne sidder der
i blid beskedenhed.
Der er fortid og nutid, ombrust af håb og tro,
I er sindige, gæstfri folk i Sønderho.
I kirke og til fest
bæres frem den fanødragt,
som ikke er en rest,
men en evig fanøpagt.
Titusinder af venner
tog Fanø i sin favn.
Skam den, som ikke kender
en Sønderhonings navn.
Det kan storme og bruse, men livets håb og tro,
efter storm tænde solskin og fred i Sønderho.
Tilegnet Sønderho 1970.
Dan v. Kettow