"Sønderho"

Mel.: Træskovalsen.

 

Hallo, du danske kvinde

og mand i Sønderho.

I jer enhver kan finde

en ægte fanøbo.

I kender sol og skygge,

I kender sorg og savn,

I kender livets lykke

og ta'r hver gæst i favn.

I medgang og modgang er tonen altid go'.

I kender hinanden, I folk i Sønderho.

 

Hver Sønderhoning virke

med alvor, smil og sang,

og fra den gamle kirke

går lyd af klokkers klang

ud over lave huse

og driver over strand,

hvor tunge bølger bruse

imod den hvide strand.

Der er toner af fred i de kirkeklokkers klang.

Det er toner, som bærer, hver Sønderhonings sang.

 

De gamle skibsmodeller

i kirken, skrog ved skrog,

os eventyr fortæller

og er hver sin billedbog.

Ved sømandsmonumentet

vi mindes mangt et navn

på sømænd, som var ventet,

men ikke kom i havn.

Det var skipper og skibsdreng, som slægtens liv var tro.

Det var sønner af Fanø, som skabte Sønderho.

 

I Sønderho er minder

om sejlskibstidens sus.

Uændret nu vi finder

som den gang Hannes Hus,

ej prangende af stolthed,

men fyldt af liv og fred.

Det er, som Hanne sidder der

i blid beskedenhed.

Der er fortid og nutid, ombrust af håb og tro,

I er sindige, gæstfri folk i Sønderho.

 

I kirke og til fest

bæres frem den fanødragt,

som ikke er en rest,

men en evig fanøpagt.

Titusinder af venner

tog Fanø i sin favn.

Skam den, som ikke kender

en Sønderhonings navn.

Det kan storme og bruse, men livets håb og tro,

efter storm tænde solskin og fred i Sønderho.

 

Tilegnet Sønderho 1970.

Dan v. Kettow 

Relaterede artikler

Gå til top