Mitfanoe

Folkedigtning

Nu skinner solen ud over landet

Ved Sønderho Kro's 250 år's jubilæum, maj 1972

 

Melodi: Den gl. skærslippers forårssang.

 

Nu skinner solen udover landet

og atter drager jo Sønderho,

der ligger dejligt og frit ved vandet

og har en hyggelig gammel kro.

Der har den ligget fra fjerne tider

og indbudt gæstfrit hver kvinde, mand -

og sekler kommer og sekler skrider,

men KROEN ligger der ligedan.

 

Her kan med venner vi os fornøje

og kvæge ganen og sindet med,

men ho'det det må vi ydmygt bøje,

thi lavt er loftet på dette sted.

Her sad vor Olde, her har han sværmet

og her han valgte nok ud sin brud,

måske han bad her, han blev beskærmet,

når han igen sku' på søen ud.

 

Var vel han hjemme, så har han givet

en kaffepunch i den gamle kro,

og venner fandt han nok her for livet,

thi brændevinen kan bygge bro.

Her gik »i råd« han, her har han sunget

de gamle viser, som det var skik.

Sin fanø-pige han her har svunget

til Brinch'emes Sønderho-musik.

 

Her har han »sejlet« hver gråsprængt skipper,

berettet »grabbers« fra dengang mænd

var gjort af jern, mens af træ hver clipper,

før dampen gjorde hans skib mondæn, -

og medens øllet i kruset skummed',

de ordned' datidens politik,

og over den har de sikkert brummet,

som mandfolk altid har haft for skik.

 

Omkring os stadig er disse stuer,

hvor mange slægtsled har sat sit spor,

mon ej de giver enhver beskuer

fornemmelse af de mange år.

Vor sømand bragte fra andre lande

de gamle fliser så kønne, blå -

og nu vort værtspar, det må vi sande

de gamle minder ret skønner på.

 

Ja, mange fandt her for sjælen lise,

hr. Exner vidne jo kan derom.

Hans skønne billeder kan nu vise

en tid, der aldrig tilbage kom.

Og se - i vores så travle dage

moderne gæster her finder fred,

vor gamle kro kan om hjertet tage

dem alle med sin beskedenhed.

 

SIGRID 

 
"Neptun"s forlis

»Neptun«s forlis

 

Egen melodi.

 

Sorgens engel flyver over landet,

finder vej til hytte og til borg,

kongesorg samt landesorg skal stande,

hvem tar del i hyttens bitre sorg?

 

»Neptun« savnes, flere blade skriver,

tårer lister sig ad kinden ned,

fortidsminder forbi øjet glider,

kammerater, i derude blev.

 

Hvem tar del i sorgen for de mange,

som på »Neptun« stod den sidste vagt,

og som storm og havets lumske vande

nu i sømands våde grav har lagt?

 

Dage svinder, håbet snart er borte.

»Neptun« aldrig mere når i havn,

sorgen lægger sine skyer sorte

over enkers faderløse favn.

 

Ingen gravsted, ingen simpel tue

viser stedet, hvor de hvile fandt,

bølgen går sin vante gang derude,

sletter sporet der, hvor »Neptun« sank.

 

Hvem kan sorgens tunge byrde lindre,

uden ham, som bor i himlens borg,

der kan hjælpes, men det kan ej hindre

at så mange får en bitter sorg.

 

P. Frederiksen.

 
Jeg var en ung sømand

Melodi: Straborgvisen

 

Jeg var en ung sømand,

Jeg var knap sytten år,

Den gang jeg blev forlovet,

Det hændte sig en vår -.

Det var en aften silde

Alt udi lunden grøn,

Da monne jeg begære

En jomfru så skøn.

 

Hun venlig til mig smilte,

Hun rakte mig sin hånd,

Hun kærligt sagde til mig:

Ny knytter vi vort bånd.

Så vare vi forlovede

I måneder ni,

Så kom der en anden,

Og så var det forbi.

 

Vi vare nu sejlfærdige

Og skulle gå ombord

At lette vores anker på

Den Arendalske fjord,

Og som vi stod og hivede,

Af kræfterne vi sang,

Da kom hendes broder

Med brevet udi hånd.

 

Jeg tog det op og læste det,

I selv samme stund,

Jeg tænkte på den aften

Alt udi grønne lund,

Hun rakte mig sin hånd,

Jeg tænkte på hun sagde,

At ny knytter vi vort bånd.

 

Hils du din kære søster

Så venligen fra mig,

Jeg elsker ingen anden

I Norges land og rig’ –

Men sejlene er strakte,

Og alting er gjort klar.

Farvel, utro Sophie

Som bor i Arendal. 

 

Når bølgen mod landet

så sagtelig går,

da husk ham, som aldrig

at skue mer du får.

Og dersom en anden

er utro imod dig,

da husk,

at jeg elsked dig tro og inderlig. 

 
Kær est du, fødeland

Melodi: Oluf Ring.

 

Kær est du, fødeland, sødt er dit navn,

til dig står dine sønners stærke længsel,

med lønlig magt vi drages til din favn,

hvert andet land mod dig er kun et fængsel.

 

Kun dér er våren i sin fulde pragt,

kun dér i al sin ynde somren smiler,

og skøn er selve vintrens hvide dragt,

når den på vore barndomsegne hviler.

 

Ja, skøn er fjeldet med sin top af is,

skøn er den dal, som fossens bølge væder,

den gule ørken er et paradis,

når den har skuet barnets første glæder.

 

Min fødestavn er lyngens brune land,

min barndoms sol har smilt på mørken hede,

min spæde fod har trådt den gule sand,

blandt sorte høje bor min ungdoms glæde.

 

Skøn er for mig den blomsterløse vang,

min brune hede er en edens have.

Dér hviler også mine ben engang

blandt mine fædres lyngbegrode grave.

 

1814 St. St. Blicher. 

 
Jeg vandred ved søen

Mel:: Af Fr. Jørgensen

 

Jeg vandred ved søen en stille aftenstund

Jeg hørte fuglens triller i sommergrønne lund.

Jeg drømte mig derhjemme i Danmarks bøgeskov,

Opløfted højt min stemme til skaberens lov.

 

O, Danmark du lille, du skønne plet i nord,

Jeg har dig kær som moder på denne verdens jord,

Du lokker og du drager mig bort fra fremmed land,

Lyksaligt er at gense på ny den danske strand.

 

O, Danmark, o, Danmark, jeg kommer til dig hen,

Her har jeg ingen glæder, ej heller nogen ven,

I Danmark stod min vugge, i Danmark vil jeg dø,

I Danmark blev mig nedlagt det første kristenfrø.

 

Når atter jeg skuer den hjemlige kyst,

Og når jeg atter hører min moders kære røst,

Den stund vil jeg velsigne, først da jeg skatte kan,

Du lille plet, jeg lader med fryd mit fædreland.

 

Underkategorier

End Of Slide Box