Mitfanoe

Folkedigtning

Guds himmel var så mørk og grå

Melodi: Skærsommersangen

 

Guds himmel var så mørk og grå

en nat i sene høst,

og havet piskede sit skum

langt ind på Jyllands kyst,

i bondens gård var alting slukt

og port og længe stængt,

og i hver hytte lyset slukt,

thi havet det var strengt.

 

En moder havde sine små

med tårer bragt i seng,

den ældste gennem ruden så,

det var en tolvårs dreng,

han sagde: Græd ej, kære mor,

gå ej med sorg i seng,

jeg vokser op og bliver stor,

stol på din egen dreng.

 

Jeg ved, hvorfor din kind er våd

og rastløs om du går,

det er, fordi vor faders båd

kom ikke hjem i går,

men du skal se, da spil og ror

og mast og sejl og stavn

blev lavet splinterny i fjor,

er fader nok i havn.

 

De ord gav håb i moders bryst,

straks slumrede hun ind,

medens drengen gennem ruden så,

tavs med bedrøvet sind,

da alle sov og bølgen slog

i stormens raseri,

tog drengen lygten ned fra krog

og satte lys deri.

 

Så gik han da med håb og tro,

så lille som han var,

langt ud på næssets svage bro

med lygten, som han bar,

han klamred sig til lægten fast,

bad højt en bøn til Gud,

der stod han til den klare dag,

til håb og lys gik ud.

 

Og mangen skude gik den nat

til ro på havets bund,

og mangt et håb blev slukket brat

i nødens bitre stund;

men fader red på bølgens ryg,

hans nye båd holdt ud,

red stormen af og landed trygt

og takkede sin Gud.

 

Tre dage gik, en aftenstund

kom stille han i land,

højt halsede den lille hund,

da han gik frem på strand.

Men drengen sagde: Mor, din søn

fik ret, jeg holdt jo ud,

der har vi fader, thi min bøn

blev hørt af himlens Gud.

 
Godmorgen, her står jeg på dækket

Godmorgen, her står jeg på dækket,

påny til mit arbejd parat,

et par timers lur i min køje

har atter i orden mig sat.

 

For strygende bør, glider skuden

over bølgernes syngende favn.

Hurra, slig en fart kan jeg lide,

inden aften vi løber i havn.

 

Ja, dejligt det er dog at færdes

på søen fra kyst og til kyst -

hvor rigt er dog livet herude

på friskhed og vekslende lyst.

 

Men det er ej løjer altsammen.

der er alvor iblandt, kan I tro,

det kender I godtfolk nu ikke,

som oppe på landjorden bo.

 

Her vanker ej tevand på sengen,

kan hænde der før vanker knubs,

tit purres jeg ud midt i søvnen,

for i mulmet at entre til tops.

 

Matroserne støjer og skænder,

og tit får jeg varmet min bag,

men hvad, det er altsammen noget,

der følger med sømandens fag.

 

En ting jeg ved kun, som ængster

og trykker mig lidt nu cg da:

Jeg længes så inderlig efter

at høre derhjemme fra.

 

Nu er det seks måneder siden,

At bort ud fra hjemmet jeg for,

Gud ved, hvordan hun har det,

Min egen velsignede mor.

 

Ja, tit, når jeg tænker på hende,

Da løber mit øje i vand,

Jeg skammer mig næsten over,

At ej jeg har bedre forstand.

 

Matroserne griner og vrænger

Hver gang de kan se, jeg har grædt,

Men hvad skal jeg sige, jeg føler,

At de jo i grunden har ret.

 

En sømand må ikke græde,

Men være ved frejdigt mod,

Men når man nu har en moder,

Der er så usigelig god.

 

Nå, én jeg da ved, som ikke

Gør nar ad et tårefyldt blik,

På ham har jeg rettet mit øje,

Før jeg til mit arbejde gik.

 

Og han vil nok skærme min moder

Og følge mig selv på vej.

Hvad nu, var der nogen der kaldte,

Halløj hr. kaptajn, her er jeg.

 
Fanø, o Fanø

Fanø, o Fanø, o hvor du er skøn,

hvid er din strandbred, din bølge så grøn.

Hvor er de klitter, og hvor er de skær,

hvor er det flyvesand hvid're end her?

 

Ser vi til fuglen, som rejste hvert år,

kom dog tilbage hver eneste vår,

mon den det gjorde, om ikke dens lyst

drog den dog helst til vor sandede kyst.

 

Fanø, o Fanø, ø hvor du er skøn,

hvid er din strandbred, din bølge så grøn.

Hjemstavn, o hjemstavn, ja, sikkert jeg tror,

du er den fagreste plet på vor jord.

 

Henriette Nielsen

 
Gammel jysk og vise

A hår hor, det sku' vær gild

og det sku' vær i auten,

A vil' osse gjaen mej.

nær det ku' go lidt saute,

Blyv ed et i wo ejen byg,

så blyw et nok derovre,

A vil ha mi kjærst mej,

for det er de A houer.

 

Så vil vi en gjenvej go,

igjennem Lasses tovte,

A vil ha mi hoser o,

å så mi syndagskovte, -

Maren hun vil osse mej,

mæ hind hyvrøde ærmer,

å hin bette silke-lue,

for den så dejle varmer.

 

A vil dåns mæ Met-Mari',

å så mæ Wolles søster,

så mæ bette Ann Sofi,

så længe som a løster, -

vi vil hele natten dåns,

Mens violinen stemmer,

vil vi ha en kaffepuns

i vor trætte lemmer.  

 

Efter gammel Jydsk vise 

 
Fanø er en lille ø

Melodi: Rosen blusser alt i Danas have.

 

Fanø er en lille ø i Vesten -

vidt berømt i Danmark for sin pragt,

der naturen dannet har en fæstning,

som om sommeren tit beses af gæster,

der beundrer Fanøs hvide strand.

 

Fanø er en lille ø i vesten -

mangt et skib jo bærer øens navn,

og jeg tror, dets mænd fremviser fanen.

Højt i toppen nede på la Plata'n

vajer stolt vort gamle danske flag.

 

Fanø er en lille ø i Vesten -

fattig - dog vi elsker den så højt!

Lig en høne, samler sine unger,

flokkes vi, når vinterens kulde kommer,

om den danske sandet lille ø.

 

Lad os derfor ej forglemme øen,

hvor vi end i verden færdes om; -

ej sin mage har den her i Norden,

kvinden, som forkaster nutids moden,

bærer stolt sin gamle Fanø dragt.

 

Skrevet af Jes Sonnich Jessen en aftenstund på la Platafloden Sydamerika i året 1889. 

 

Underkategorier

End Of Slide Box