Mitfanoe

Folkedigtning

Af jordens bedste ting

Egen melodi

 

Af jordens bedste ting

man vælger helst en pige,

endskønt de gamle sige,

det er en dårlig ting.

Men skulle man altid gå

den vej, de gamle ville,

så gjorde man vist ilde

og sjælden glæder fik.

Thi man jo ved, de gamle er ked

af verdens slid og møjsomhed,

forsager ofte glæder og ungdoms munterhed.

 

Men har man nu som sagt

en huld og tro veninde,

hvor man kan trøsten finde

foruden rigdoms pragt.

En yndig piges smil

bortfjerner alle sorger

og finder, når man fordrer,

et kærligt venskabs kys.

Og pige god, du ret forstår

at gyde mod i isnet blod,

for åget næsten dvæler udi den tavse muld.

 

Man søger helst et sted,

hvor druesaften rinder,

og hvor man ofte finder

med venner i selskab.

Ja, brændevin vil vi ha'.

et glas, så vi kan klinge,

og så vi ret kan svinge

med vore piger små.

Hurra - hurra - vor jord er bra',

vi ej herfra vil afsked ta'.

Så længe der er piger og brændevin i wo lav.

 
Adjø nu vil jeg sige

Egen melodi

 

Adjø nu vil jeg sige

til hver en mø og pige,

hav tak for hver en gang,

jeg har hvilet i din favn,

og det skal være vort afskedsord,

da vi skal føje os om bord:

Adjø, l piger små,

gid det eder vel må gå.

 

Hejs flaget op at vaje,

gør roret klar at dreje,

send lodsen disse ord,

at han komme skal om bord,

og så på bakken, alle mand,

hiv ankret op, så fort I kan.

Adjø, I piger små,

gid det eder vel må gå.

 

Vor lods han os befaler

vort landtov at indhale,

og når I det har gjort,

gå så til spillet fort,

thi vinden blæser og er god,

og vi er alt ved frejdigt mod

Adjø, I piger små,

gid det eder vel må gå.

 

Men pigerne derhjemme

dem kan vi aldrig glemme,

at gå med dem en tur

i byen ind og ud,

i aften blev det jo for sent

at gå med jer til byen ind.

Adjø, I piger små,

gid det eder vel må gå.

 

Ja, pigerne derhjemme,

dem kan vi aldrig glemme,

at gå med dem en tur

i lunden ind og ud,

men pigernes tanker er som så,

at de dem snart en kærest må få.

Adjø, I piger små,

gid det eder vel må gå. 

 
Fannikerdagen, prolog "gammel"

Til den første Fannikerdag - 3. og 4. juli 1954 - skrev viceskoleinspektør Chr. Sneum den skønne prolog, der siden er blevet oplæst hvert år. 

Fannikerdagen.

 

Dag blandt andre dage -

og dog på den vi særlig feste vil,

og lade blik og tanke gå tilbage

til tid og folk, som her engang var til.

Hver Fanømand og hver en Fanøkvinde,

hver gæst, som kommet er fra fjern og nær

for vej til Kikkebjergets top at finde,

velkommen byder vi Jer alle her.

 

Fra Fanø drog de ud i fordums dage,

de stoute søens folk med mod i bryst.

Helstøbte mænd, der alle turde tage

med stormoprørte ocean en dyst.

Med skonnert, bark og brig afsted de drager

bort over sø mod fjerne lande hen.

Landlivets fest og glæde de forsager -

fra barndomstid blev havet deres ven.

En hilsen dog fra deres ø derhjemme

de allesammen får fra dag til dag,

ej gennem radio-højttalerstemme,

men gennem Dannebrog, vort skønne flag.

Fra Grønlands is til tropens palmelande

de præsenterer Danmarks gamle navn

og Fanø med; thi langs de fjerne strande

de går med Fanøs navn i agterstavn.

 

Fra morgenlandets kyst og fagre egne

til øer bag Atlant, hvor sol går ned,

der krydser Fanøskuder allevegne -

vor sømænd fik om verden god besked. -

Han mange længsler dølger i sit indre,

og står i tropens mulm han ved sit rat,

da ses en tåre i hans øje tindre,

når tanken går til Fanøs lyse nat.

Til Fanø - slægtens ø - hvor han har hjemme,

hvor han har rod - ja, der hans tanke går -

sin viv, sit barn, sit hjem han ej kan glemme -

alt småt bli'r stort - alt mindets skønhed får.

 

I øens smukke dragt med farver rige

i grønt og rødt med glimt af sølv og rav

på Kikkebjergets top en Fanøpige

står spejdende mod dybblå Vesterhav.

Derude fra sin egen ven hun venter.

Den gamle lods ved hendes side står,

han taler roligt - i hans ord hun henter

en trøst, så glad hun vender sig og går.

Og i sit hjem blandt Nordbys lave huse

med sang hun gør sin gerning dag for dag,

men hører hun en aften stormen suse og

buldre over hjemmets gavl og tag,

i stilhed da hun sine hænder folde,

på barnevis hun taler med sin Gud:

l nat Du fra min ven ulykken holde,

at ej hans kjølvandsstribe slettes ud. -

Han kom og drog igen, ja, mange gange

velkommen med farvel omskifted blev -

og gennem glade dage, timer trange

livsbogens blade skæbnens Gud beskrev.

Men se: Ved skumring står en sortklædt kvinde

på klittens top, hun skuer over hav ---

Derude blev han. Aldrig skal hun finde

på fjerne kyst hans ubekendte grav.

Hun hører til i enkers tavse skare,

og hun af livet fik for alvor lært,

at det »at eje« kan tildels man klare,

mens det »at miste« altid er så svært.

Hans eftermæles magt hun dybt fornemmer,

og sus af storm og hav går ind deri,

i alt den tone er, man ej den glemmer -

for den er Fanøs kendingsmelodi.

 

De gamle Fanøhuse, hist i gaden

så pyntelig man ser dem titte frem -

rødstenet mur med streger på facaden -

de var de gamle søfolks trygge hjem.

Åh, se de mange ruder små og blanke,

bag dem en blomst - en stribe af gardin.

Og hegnet, et stakit med tremmer ranke,

står vagt om haven nydelig og fin.

 

Her under hjælkeloft og lave tage

blev livet levet i stilfærdig fred -

kun ydre rammer har vi nu tilbage,

for slægt, der gik, tog gammel livsform med.

I stuens lys det gamle ur i krogen

udmåler tiden, der så hastigt går,

og på en hylde ligger spændebogen,

af den man visdom til at leve får.

Og fra alkovens mørke så de spæde

for første gang et glimt af livsens dag -

her hørtes oldingen til afsked græde,

når dødens midnatsklokke faldt i slag.

De gamle Fanøhuse må vi værne,

bevare dem i dagen, hvor de står,

thi over dem stod slægtens lykkestjerne

og lyste mildt i over hundred år.

 

Fannikerdagen. Dag blandt andre dage.

Vi hyller os i fortids drømmespind,

de slidte mindebøger frem vi tage

med glæde og med vemod i vort sind.

 

Vor slægt ej glemmer slagterne, der gik

og alt, hvad vi af dem i eje fik.

Vi trygt og sikkert vej i fremtid finder

i skær af nutids dag og fortids minder.

 

Chr. Sneum er kendt fra Fanø Ugeblad, hvor han skrev under pseudonym som Skirmen, Krabaten og Fjerde Medarbejder.                    RS. 

 
Fannikerdagen, prolog "ny"

Prolog til Fannikerdagen, forfattet 1994.


Pakhusbanken på en sommerdag. Alle samles ved

strand, klit og vand, for nu er det Fannikerdag.

Dannebrog, dragter og dans til Fanøs egen musik.

Fanøs historie mindes, samt de mennesker som skabte

dem. De mennesker, som i 1741, havde gjort det

muligt at købe Fanø fri og dermed havde sørget for,

at egne evner og dygtighed kom Fanø til gode. 

Vi ser ud mod Fanø Lo, hvor de flotte sejlskibe før kom 

sejlende hjem til øen og de ny skibe sejlede ud. 

Hér står tidligere tiders fanøpiger, koner og gamle sø-

folk ved siden af os, som de så til stod her for over 

hundrede år siden. 

 

Meget har ændret sig i tiderne, som gik. 

- Og dog, alligevel! 

Selv om sejlskibenes tid er forbi, er arbejdet på havet 

og i andre lande som præger ø-samfundet.

 

Mønstret i Fanøs hverdag blev skabt, da mange af øens 

mænd rejste ud i verden på deres skibe. 

Kvinderne tog sig af livet på land, - tit under lige så 

barske vilkår, som de deres mænd og sønner mødte til 

søs.

 

Dengang korn søfolk til og slog sig ned og fanømænd 

bragte somme tider en brud hjem fra fremmede steder. 

At se andre kulturer og lære ny ting, var netop dét, 

der gav Fanø sine egne traditioner og lærte fanniker 

at værdsætte dem og holde dem ved lige.

 

 

Set udefra, var det en underlig ø. 

Fanøhusenes særpræg opstod som en perfekt 

blanding af lånte stilarter, praktiske behov og 

kravene fra Fanøs barske natur. 

 

I disse hjem, blev der drukket te af kinesisk porcelæn, 

væggene var prydet med hollandske kakler og til pynt 

i stuen havde man ting fra Sydamerika og Indien. 

Fanøkvindens egen dragt kunne bestå af fin silke 

fra Østen, mens andre danske kvinder ellers gik klædt 

i vadmel og hør. 

 

En skipperkone, velklædt i sin fanødragt, har nok 

undret sig over de blikke og den latter, der kunne møde 

hende, når hun befandt sig andre steder i verden. 

Når fanniker mødte noget "anderledes", gav det

Inspiration og på Fanø var der plads til nyt og 

fremmed.

For dét fik Fanøs egen kultur til at blomstre.

 

Nok fylder Fanø så lidt på et verdenskort, - den har 

alligevel altid været en stor ø.

 

På trods af sorger, savn, krige og tab har Fanø altid

 vist sig gæstfri.

- Måske har Fanøs natur, med stor åben himmel og vid 

horisont, givet opskriften på hvordan traditioner og 

kultur skabes, holdes i live og overlever. 

 

Fannikerdagen hylder vi netop Fanøs traditioner

og kultur. Vi viser dem stolt for andre og deler 

oplevelsen med alle, som har lyst til at lære Fanø

at kende. 

J. A. Maude. 1994.


 
Folkedigtning på Fanø

forside web smallDigte, sang og viser er blevet samlet af foreninger og enkelt personer og udgivet i bogform. Her er gengivet digte af Thomas Schmidt og "Gamle viser og sange".

Læs mere Folkedigtning på Fanø
 

Underkategorier

End Of Slide Box