• 
• 

Mel.: Velkommen i den grønne lund.

 

Æ sommer er jo snår forbi,

o det er bløwn lidt hal'kold.

Nu kommer så den gue ti',

vi ka' fo røget bakskuld.

 

I ålle hus' o ålle goer'

ska mindst de ha en kasfuld,

o ål stejr hænger fuld a snoer'

mæ jenne såltet bakskuld.

 

0 er di bløwn så nowniund taer,

vi røger dem ved sae'smuld,

men di ka knap blyw færre, faer

vi ska jo smaag en bakskuld.

 

Æ post fær trawl mæ pakker smo

te ålle verdens kanter.

Låwt I bår te dem - I ka tro -

di flest er røget bakskuld.

 

La anner hår mæ røget laks,

o finhed ha djer buer fuld,

de rør mæ ett, de sejer a straks,

nær båer a hår en bakskuld.

 

Hår vi van ud en aten sild',

er skidt tilpas om monner,

så tejr vi os bår lisse stil'

en gue, røget bakskuld.

 

Nær mutter vil ha sy't ny tøj

o vil ret fatter gjøre huld,

så ved hun et nowe ber o prøv

end gi' ham røget bakskuld.

 

o skal »den lille« vænnes fræ,

o blywr a skreg æ hus fuld,

æ skroelen holder tit op, nær

te sut han fæer en bakskuld.

 

0, hår en søn håd kjærestsor

for hun var ikke troskabsfuld,

hans muer ved ej bejr rå

end trøst ham mæ en bakskuld.

 

Nær vi ska send' en julepak',

o vi har fået 'en hal'fuld,

så tejer vi uden mier snak

o fylder op mæ' bakskuld.

 

Sjel om wor søn er høt o stro,

så ska han ha en kasfuld.

Hans fine kuhn fær ingen ro,

far han fær stejt si bakskuld.

 

Hun sejer, æ lowt den er for stram,

æ røg de fær æ hus fuld,

så sejr han: »No ska a kom fram,

a vil sjel stieg mi bakskuld.«

 

Lidt atter blywr der nok roft: Brand,

for folk ka sie, de' kvolmer.

Æ bråndfolk hitter bår en mand

fræ Fanø mæ en bakskuld.

 

Så tejr han ved dem med klørfem

o smider knyw o gaffel.

Han sejr: »Hwa ska a mæ dem,

nej så'n spis æ mi bakskuld.«

 

Hans kuhn o bøen stær rundenom

o tror, han er bløwn stjampfuld,

mæ åld ti finger ve æ mund

han bidder o en bakskuld.

 

En fannik kan no ålder glemm

æ låwt o småg a bakskuld.

En fannik ud', en fannik hjemm'

kan ej undvær en bakskuld.

 

Jørgen Nørreby 

Gå til top