Kalkbrænderi og skælgravning

 

Fra den ældre stenalder havde muslinger og østers stor værdi som næringsmiddel, men efterhånden som landbruget vandt indpas, mindskedes interessen for selve muslingerne som næringsmiddel, mens man siden middelalderen blev mere interesseret i selve skallerne, som man begyndte at brænde til kalk, som læsket og bearbejdet gav en skælkalkmørtel med vældig høj bindingsevne. Skælkalken benyttedes ved opførslen af en mængde større bygninger som kirker og klostre.

Fra en senere tid finder man adskillelige bygninger i Nordby og Sønderho, hvor skælkalken er anvendt.

Det var af stor betydning, at have adgang og ret til skælgraveri, hvilket bl.a. fremgår af en overenskomst af 24. februar 1299 mellem biskop Kristjern af Ribe og abbed Gunner af Løgumkloster; klostret skulle være fri for biskoppens gæsteri mod at afstå meget gods og ejendom til ham, bl.a. et stykke jord i Ballum marsk, men klosteret forbeholdt sig fremdeles ret til at grave "Schillæ" ved stranden, for at brænde kalk af.

Senere fandt man på at bruge muslingerne som gødning og til mergling. Det var selve muslingens krop der virkede som almindelig organisk gødning. Birkedommer Bølling beretter i 1771 følgende:

"De smaa Fanø Skuder sejlede fra Fastlandet til Sild og Föhr med Klyne og sorte Potter. Paa Hjemturen derfra kunne der indtages Strandskaller, som opgravedes ved Udsandene ved Lavvande og afsættes til Kalkbrænderierne, ligesaaa Blaamuslinger, der anvendtes til Gødning". Denne form for gødning har nu ikke vundet større udbredelse, idet C. Dalgas i sin bog om Ribe Amt, kun omtaler enkelte mænd, som i årene før 1830 "har forsøgt" sig med denne gødning. Foregangsmanden var den kendte sognefoged Peder Jacobsen i Billum, der spredte muslinger udover markerne, hvor de "bleve liggende til alle animalske Dele vare forraadnede og tilskyllede jorden. Skallerne blev derpaa sammenrevne og brændte til Kalk, som atter jævnedes ud paa Marken. Virkningen var paafaldende. Tvende andre Mænd i Sognet have til samme Brug i afvigte sommer (1829) bjerget en Deel Muslinger".


Omtrent samtidig med at man i større udstrækning brugte muslingernes krop til gødning, var man også begyndt at anvende tomme skaller som gødningskalk. Skallerne brændtes i miler, hvor man brugte hedetørv til dækning.

I 1800-tallet, da muslingerne anvendtes på tre måder: til bygningskalk, til gødning og til mergling, var der en del mennesker i Sydjylland og på Vesterhavsøerne for hvem skælgravning og skælsamling ligefrem var deres hovedernæring. Allerede omkring 1. april sejlede man ud til skælbankerne og fortsatte frem til 1. november.

Man benyttede fladbundede fartøjer, de største var everter eller lægtere og var på ca. 25 tons med to mands besætning. Sådan et fartøj kunne laste ca. 240 Td. Hvide eller blandede skaller eller 120 Td. Blåskæl.

Ethvert fartøj, der tog på skælbankerne, havde en fladbundet pram med; den kaldtes en "Kaan". De største af disse kunne laste ca. 15 Td. Hvide skæl.

Der var mange banker og steder i Vadehavet, hvor man kunne tage skæl. De nordligste fandtes ved Sjælborg og Langli i Hjerting Bugt, herfra og sydpå med til Rømø og List kunne man vente at finde skælbanker. En særlig righoldig banke strakte sig nordpå fra Mandø: den kaldtes Mandø Knude. Her var der store lag af hjertemuslingerskaller, sine steder i indtil næsten 2 meters dybde. Der kunne undertiden ligge 6 - 8 skælbåde ad gangen derude.

Udfor Sønderho på Kiilsand var der også gode banker og ligeledes ud for V. Vedsted og ved fugleøen Jordsand.

 

kort vadehav

 

skaelbaad-ane-cathrine


Skallagene var hovedsagelig dannet af døde hjertemuslingeskaller, som højvandet gennem århundreder havde kastet ind på bankerne i Vadehavet. Mange banker lå så højt, at de var tørre ved almindelig højvande.

Lægteren Ane Cathrine. Den sidste af de gamle skælbåde på Fanø, 25 tons. Skipper Andreas Hansen Mandø af Nordby

Når skælgraverne om foråret kom ud til bankerne, ankrede de ved den østlige side af bankerne, helst hvor der var en bugt med dybere vand ind i sandet. Sådan et sted gav læ for de vestlige vinde. Man skulle dog sørge for, at båden lå så langt fra grunden, at den var flot ved højvande. Når båden var lastet, og det satte ind med østlige vinde og dermed mindre vand i Vadehavet kunne man risikere et ufrivilligt ophold på et par dage.

Man gravede i banken for at finde skællag i sandet, hvor det kunne betale sig at arbejde. Det skulle også være et sted, hvor skællene var nogenlunde hele.

kaanHavde man fundet et passende lag, gravede mandskabet gerne en kanal ind i banken i retning mod skællaget, ad denne kanal sejlede man så med "kaanen", dog måtte man ofte bruge en trillebør for at få skallerne transporteret over sandet og hen til kaanen. Det gjaldt om at benytte ebbetiden til opgravningen af skallerne.


skaelgravning

 

Skipper A. Hansen Mandø og en medhjælper skyller hjertemuslinger under skælgravning ved Jordsand ca. 1920. Bemærk de flade, lave skælkurve.


Skallerne kastedes sammen i dynger og når man havde en passende mængde, skulle skallerne renses for sand. Skulle skallernes skylles, trillede man dem ud i nærheden af kaanen og skovlede dem op i lave, flade skælkurve, flettede af pil eller spanskrør med en passende vidde i fletningerne; i de senere år blev kurvene lavet af galvaniseret ståltråd.

Derpå skvulpede man kurven op og ned i vandet, indtil sand og "grut" var skyllet bort, hvorefter skallerne hældtes op i kaanen. Når den var fuldlastet sejlede man ud til lægteren og lossede skallerne derover.

Når fartøjet var lastet, sejlede man til den plads, hvor man havde aftalt at levere skællene. Og der var mange lossepladser for skælbåde: Varde, Janderup, Tarphage, Kjelst, Ho, Sjælborg, Hjerting, Nordby og Sønderho. Ved pladser hvor der ikke var bolværk, sejlede man ved flodtid ind på en sandbanke og kørte med vogn, helt ud til siden af fartøjet, fik vognen fyldt, og kørte ind for at læsse af.

Muslingerne kørtes indtil ca. 15 kilometer ind i landet. Fandtes der andre muslingearter mellem hjertemuslingerne, kaldte man dem blandede skæl. De leveredes som regel til landmændene, der brændte dem i miler ude på markerne, helst med hedetørv; derefter kørtes kalken og asken udpå markerne som gødning og mergel (mergel: lerholdigt ler, ofte med 10 - 30 % kalk eller en del mere). Desuden brændte bønderne også kalk til mørtel og hvidtning, men kun til husbehov.

Både i Sønderho og Nordby, blev der drevet kalkbrænderier; navnlig i begyndelsen af 1800-tallet. Det første kalkbrænderi vi hører om på Fanø, var det af Jens N. Baggesen omkring 1700 i Nordby anlagte. Brødrene Kolvig drev ligeledes kalkbrænderi både i Nordby og Ribe. I Sønderho fik skipper Niels Jepsen Pedersen (død 1858, 71 år gammel) bevilling af 14. november 1812 til at drive kalkværk. Han drev det til omkring 1850.

Blåmuslinger blev bjerget på en anden måde end hjertemuslinger. Når vandet efter højvandstid var faldet i et par timer, og vaderne og bankerne begyndte at komme til syne, lå de levende muslinger på et lag af slik eller klæg. Man rev dem så sammen i dynger, således at man stadig fulgte det faldende vand, indtil det var fuldstændig ebbe. Når så floden atter satte ind, og der blev så meget vand omkring den yderste dynge, at kaanen kunne flyde, tog man muslingeskallerne på de store skælgrebe og skvulpede dem lidt i vandet, så de var nogenlunde var fri for klæg, hvorpå de blev losset op i kaanen, man gik herefter med det stigende vand til den næste dynge og fortsatte således til kaanen var fuldlastet, hvor man så sejlede ud til lægteren.

Bønderne så gerne, at blåmuslingerne ikke var skyllet for meget, idet klægen indeholdt kalk og gødningsstoffer til jorden. Blåmuslingerne skulle spredes ud på markerne og pløjes ned hurtigst muligt. De leveredes altid forår og efterår til sædetiden.

Blåmuslingerne som agn blev ikke brugt på øen.


blaamuslingerDa blåmuslingerne var tunge, kunne de store både kun laste 100 Td. blå skæl, i heldigste tilfælde kunne 2 mand tage dem på et døgn. Stormvejr kunne forvolde skælgraverne store forsinkelser, og arbejdet var både hårdt og besværligt.

Omkring år 1900 aftog efterspørgslen efter muslingerne brat; der var flere grunde. Det blev nemmere at få mergel transporteret med jernbane og der dannedes flere mergelselskaber. År for år købtes der nu større mængder kunstgødning, så blåmuslingerne blev ikke længere efterspurgt som gødning. Hjertemuslingerne eller blandede skaller, blev ligeledes mindre efterspurgt; de blev fortrængt af skaller fra den tørlagte Lammefjord, der kunne sælges for det halve af, hvad skaller ellers blev handlet til.

Blåmuslingefangsten fik en kortvarig opblussen under 1. verdenskrig, da tilførslen af kunstgødning udefra blev stoppet.

Klæg og Skillkalk, fra Fanø Ugeblad nr. 18, 9. maj 1980 af Jørgen Toft.

"Engang i min barndom, var jeg sammen med et par kammerater bleven sat til at grave et hul i jorden på "æ Grøn" udenfor en gård i Rindby. Jeg husker ikke, hvad hullet skulle bruges til, men en voksen havde fjernet græstørven, og således afstukket hullets størrelse. Normalt værnede man om "æ Grøn", der blev ikke gravet huller, uden at det var nødvendigt.

Et stykke ned traf vi et klæglag, og vi drenge diskuterede om Vigen havde nået helt herop i gamle dage. Da dukkede gårdens ejer op, en mand i halvfjerdserne. Han udbrød: "Nej se, I er nok kommet ned i vor klæghule". - Han fortalte da, at i gammel tid brugte man klæg til at mure husene op. Klægene hentedes nede på engen. "I kender de mærkelige huller i det stykke eng dernede", og han pejede ned mod det pågældende engstykke. - Hullerne bat meget snoede og uregelmæssige, og det forklarede han med, at det var en bestemt slags klæg, man benyttede. Hullerne kendte vi drenge godt, vi kaldte dem for "Esser" og fangede glasål, hundestejler og små fladfisk i dem om forsommeren, da stod der vand i dem.

Herhjemme i klæghulen blandede vi klægen med "strid sand", som vi hentede enten fra Pakhusbanken eller Skrånbjerg. Det blev æltet godt sammen. Vi trampede rundt i det med bare ben. - Denne blanding brugtes så til at mure i. nogle brugte det også til at fure med, men så skulle murene i hvert tilfælde fuges hvert år.

Det bedste til at fuge med var "Skillkalk". Det lavede vi også selv. Vi hentede skaller ude på stranden. Disse skaller blev lagt i en smal strimmel i vindretningen. Lyngtørv blev sat over skallerne, som et omvendt V, med lyngsiden nedefter mod skallerne. Så tændtes ild til tørvene i vindsiden, og de brændte så hen langs, oven skallerne. På den måde blev skallerne brændt, og de kunne så læskes i vand.

Kalken brugtes blandet med "Strid sand" til at fuge med, til at mure fliser op med, og til at mure rundt ildsted og skorsten. Kalken brugtes også nogen steder til at male - strege af - over klægfugningen mellem murstenene. Med et sådant klæglag holdt klægfugningen længere.

Kalken kunne jo også bruges til at kalke med.

Efter hvad jeg har fået fortalt, blev kirken i Nordby muret op i skillkalk."

 

B00146 079 kalkbraending

Postkort ca. 1910. Jes Rask renser strandskaller i "æ mehwoll".



Jens Lambertsen, Sønderho havde i 1909 hidtil mest udført skaller til hønserier i Danmark, men i november 1909 afskibede han 20.000 pund strandskaller til Sverige.


strandskaller-marts-1926

I 1920’erne havde handelsmand Viktor Madsen Munch lidt landbrug, men hovederhvervet var indsamling af strandskaller til brug i hønsegårdene.



Gå til top