Dagligdagen på Fanø rummede mange gøremål. Da alle mænd var til søs måtte kvinderne sammen med de gamle og børnene passe det hele.  

Andreas Sørensen beskriver morgenen: ”Min farmor og fårene begyndte at røre på sig næsten samtidig disse vintermorgener. Fårene prikkede utålmodigt med de spidse klove i stien, og jeg kunne gennem væggen, der skilte alkoven fra stalden, høre ”Moriane” kure sit store hoved frem og tilbage over brædderne”. Bedstemor vågner. ”Det var bælgmørkt i stuen, men hun tændte ikke lys, fordi hun vidste, hvor hver eneste ting havde sin plads i det gamle hus. Det tynde træ, som hun selv havde båret hjem fra stranden, lå parat foran kakkelovnen sammen med et knippe lyng, og et øjeblik efter, hun var kommet på højkant, spruttede de knastørre lyngtotter som kinesere i ovnen og sendte et stærkt flakkende lys med urolige skygger ud i stuen”.

”Derefter giver hun fårene deres morgenhø og begynder dagens gerning. Naboerne tændte lys, og dagens første lyde klang i morgenstilheden”. Til sin morgenmad spiste den gamle hver eneste dag en bakskuld, en letsaltet, vindtørret flynder, som man om efteråret kan se hænge i guirlander foran husene.

Fisken, der var tørt som et bræt, blev lagt ind på kakkelovnsringene, til den var varm og blød, så klippede hun den i strimler med en saks, og pillede kødet far benene”.

I øvrigt var vinterdagene kolde i de små huse, der kun blev sparsomt opvarmede med det om sommeren indsamlede drivtræ, tørvene, der var den vigtigste importvare fra fastlandet, og tørret komøg.

Beboerne havde godt med tøj på for at holde varmen, og på særlig kolde dage, blev de gamle ofte i alkoven.  

I øvrigt skulle mange ting gøres i vintermånederne: ulden skulle kartes og spindes, tøj repareres, strømper strikkes. 

Om sommeren var det fiskeriet og landbruget. Fiskeriet var de gamles og drengenes sag, og kun hvis der skulle sættes langliner efter torsk og kuller, måtte kvinderne grave orm (i Grøwten) og ese krogene. Fanøboerne begyndte at fiske om foråret, sædvanligvis i marts måned og frem til 14 dage før Sct. Hans, hvor de drog bort for at sælge deres fisk. Høstfiskeriet efter torskefisk blev begyndt mellem Mikkelsdag og Mortensdag og varede ved indtil vinteren forhindrede det. 

Esepigerne; de kaldtes ogsaa Grøwtersker skulle grave orm og ese dem på krogene. Meget tidligt skulle disse piger og koner i ”Grøwt" for at grave sandorm. Det skete langs strandkanten i ebbetiden, og gravningen udførtes med en egen formet fork, der havde lange tener, for at der kunne graves dybt og hurtigt. Gravedes der ikke hurtigt nok, kunne ormene trække sig tilbage efterhånden, som der blev gravet, og udbyttet blev da ringe. Det var et meget koldt arbejde, at grave efter orm en tidlig forårsmorgen og med hænderne pille ormene ud af det våde, kolde sand. Når det blæste hårdt, var det til tider uudholdeligt, da vinden slog op under de meget korte skørter - benklæder brugte kvinderne dengang ikke -, der ved hjælp af et kiltebånd holdtes tæt sluttet om benene. For ansigtet bar de halvmasker, der kaldtes struder. Da man benyttede line til fiskeriet var det kvinderne måtte sørge for maddingen til disse liner og stå omme i Grøwt og grave 500 – 600 orme – en tur på 3 – 4 timer – så hjem og ese bakkerne, samtidig med at huset, maden, børnene skulle passes. Når så fisken var bragt hjem, skulle den renses og skylles i mange hold vand, så saltes og efterhånden som saltningen var nok, skulle fisken tørres, idet den blev hængt op over halmsnore – udspundet mellem to stolper, ”æ Rikke”, eller også udbredt på en brandstige til tørring.