Høj og lav

Selv det lille samfund havde sine sociale klasseskel med de forskelle det gav i livsvilkårene. I det daglige mærkedes det måske ikke så meget, dragterne var næsten ens, selv om nogle stoffer kunne være finere, og mange arbejdsopgaver var fælles for alle kvinder. Men det groveste arbejde, som ormegravning og markgravning påhvilede ikke de velbeslåede skipperkoner, ligesom de mindre velstående ikke havde megen anledning til at føre større økonomiske forhandlinger om skibe og kautioner.

Hvor den fattige kvinde var bundet til øen og den nærliggende del af fastlandet, kunne de mere velstillede rejse med, når manden drog på langfart. Når kvinderne rejste ud i længere tid aflagde de Fanødragten vel både af praktiske årsager, da den blev for varm under sydlige himmelstrøg, men også for at kunne gå i fred for nysgerrige blikke.

Selvforsørgende kvinder

Med mændene i søfarten måtte Fanø have et stort overskud af kvinder. Ikke så få blev aldrig gift, og mange blev tidligt enke. Disse kvinder var for det meste dårligt stillede økonomisk. Selvom nabohjælpsomheden var stor på øen og der måske var voksne børn, der kunne hjælpe, måtte den enlige kvinde i hovedsagen selv skaffe sine indtægter

Ofte måtte indtægten skrabes sammen fra mange forskellige, sparsomme og usikre kilder, som regel ved hårdt fysisk arbejde, fx losse mursten fra everten og sætte på vogn eller gå på markarbejde, passe får og kreaturer, arbejde som esepiger, væve, spinde og strikke for opkøbere i Ribe eller vandre rundt med fisk til slags på fastlandet, efter selv at have saltet og røget fisken.

Kvindearbejde, kvindesysler i Nordby 1801

En løselig gennemgang af folketællingen for 1801 viser, at såvel ”spinderske” som ”wæverske” forekommer som kvindelige husstandsoverhoveder. Ikke overraskende er sådanne husstandsoverhoveder ofte ældre kvinder enten enker eller ugifte. Gruppen er interessant, som et tidligt eksempel på selverhvervende kvinder. Husstandssammensætningen kunne i visse tilfælde indikere en form for produktions-/kvinde-fællesskaber. Fra Sønderho kendes via undersøgelser af bygningsarkiver det fænomen, at enlige kvinder, enker som ugifte slog sig sammen to eller tre om et lille hus på tre, fire eller fem fag, eventuelt suppleret med lidt landbrug.

Antalsmæssigt er der i Nordby tale om ca. 35 husstande, hvilket svarer til 8 – 9 % af Nordbys samlede antal husstande. 

Tyende og det maritime miljø – Nordby 1850

Om mængden af arbejde Fanøkvinderne stod for fremgår af en artikel i "Handels- og Industritidende", nr. 107, 1804, hvori der opregnes at der i Ribe fandtes 5 større og 4 mindre lærredshandlere, hvor de mindre forarbejder 6 - 7 skippund (ca. 1100 kg.), de større hver 20 skippund (ca. 3200 kg.). 

"Hørren spindes af Almuen paa Landet og fornemmelig paa Fanø, hvor der spindes i ethvert Hus for Lærredshandlerne i Ribe. Spindeprisen er efter Traadens Finhed fra 14 til 24 Skill. pr. Pund. Spindet sorterer Lærredshandlerne selv efter deres Godhed og lader det derpaa vinde af fattige Folk for 2 a 3 Skill. Pundet. Lærredshandlerne koger selv Garnet og lader det væve, mest paa Fanø og Mandø. Det groveste betales med 2 Mark og 4 Skill. pr. Snes Nøgler, det fineste noget mere," hedder det i artiklen. 

Dette arbejde for Ribe købmændene stoppede omkring midten af 1800-tallet. I Nordby fandtes der 104 og i Sønderho 30 vævestole.

På heden kunne de skære lyngris til koste, på stranden samle drivtømmer, rav og sømos, der efter rensning og tørring blev videresolgt, fåre- og køgødning blev revet sammen og tørret til brændsel. 

Tilplantning af klitterne med hjelme og plantagearbejde var fra 1890’erne også en mulighed for at tjene penge. Og enkelte udnyttede deres specielle talenter ved at virke som jordemødre, kreaturhandlere og biavlere.  

Birkedommer Nørups indberetning fra 1806 fortæller også om kvindearbejde: 

” ….8. Næring. 

Samme består fornemmelig i fragtfart på Norge, Altona, England, Frankrig, Østersøen og Middelhavet, alt efter fartøjernes størrelse. 

Dernæst avlsbrug, fiskeri, den mindre fragtfart mellem det faste land, samt ad åerne op til Ribe og Varde; så skibsbyggeri, væven, spinden, dagleje og deslige.  

9. Industri. 

­Skibsbyggeri er den vigtigste del. 6 á 8 skibbygmestre, alle oplærte af den nu affældige, men til sin tid udmærket duelig skibsbygmester Holst her på Fanø, er med 4 å 5 mand hver un­der sig, næsten stedse i arbejde her på Øen, da her endog byg­ges skibe, som sælges til Ringkiøbing, Randers og andre kjøbstæder.  

Således er og fiskeri, og de fangede fisk fortrinlige tilbere­delse her betydelig. Foruden de mange, som bruges til øens for­nødenhed, sælges betydeligt til landboerne ved markederne i Ribe og Varde, samt ellers til Holsteen og andre steder, ja selv til hovedstaden.  

Øen har adskillige væverstole, smede, snedkere, rebslagere, sejlmagere og bødker. Fruentimmerne spinder hør og uld til deres husfamiliers fornødenhed, og ældre ugifte fruentimmer spinder betydeligt for penge til det faste land, formeligt til Ribe. Nogle binder eller strikker uldne strømper og van­ter. Dette sidste gøres meget af de søfarende mandfolk, i den tid de er hjemme om vinteren, for såvidt de ikke beskæftigede sig med at sy og arbejde på deres skibssejl og andre Skibsred­skaber. 

De fleste, undtagen de anførte avls mænd , der har heste og vogne, graver deres land til sæd. Dette må ske af fruentimmere, der i almindelighed må drive. slige mindre steders avling, medens mandfolkene enten farer eller fisker. Fruentimmerne må og rengøre, salte, tørre, behandle og forhandle, samt forud grave orm, der tages ved strandkanten og sætte på kroge til de fisk, som mandfolkene fisker. Under alt sligt arbejde bærer de sorte klædesmasker for ansigtet, der meget conserverer dem I mod de barske vinde, og kaldes en strude, samt et stribet uldent bånd oven om skørtet, der kaldes kiltbånd, og udgør en slags pynt.