I 1834 var der 91 enker i Nordby og 63 i Sønderho. 1850 var der i Nordby 122 enker og i 1860 118.

Når det tunge budskab om sømandens død indløb var ulykken næppe til at bære for hans kone og børn. Det var i første omgang sorgen over at have mistet ham og ikke have hans grav på den hjemlige kirkegård at sørge ved og pleje, men at han var begravet i fremmed jord, eller, hvad der var det hyppigste, at han var druknet på søen ved at blive skyllet overbord, at være styrtet ned fra riggen, at være forlist, eller at den døde krop var ”begravet” til søs.

Til sorgen over tabet kom også til den ubarmhjertige nød og bekymringer for at holde sulten fra døren og i det hele taget at overleve. 

For skipperkoner, der måske havde jord og lidt opsparet formue, gik det vel nogenlunde an, og hendes velhavende slægtninge kunne eventuelt støtte hende i ny og næ, men for den ubemidlede sømandskone, der i forvejen levede på fattiggrænsen, var det katastrofalt. Hun kunne eventuelt ernære sig ved at vaske og rulle, spinde og væve, sy handle med forskellige ting, måske åbne en pogeskole. Børnene måtte hjælpe til med forsørgelsen: pigerne måtte tidligt ud at tjene for en mere end beskeden løn, og drengene måtte til søs så hurtigt som muligt.

Nogen offentlig social forsorg og bistand som i vore dage eksisterede ikke. Det lidet effektive fattigvæsen havde ikke mange midler at råde over i forhold til den nød, der bestandig skulle afhjælpes. At få almisse af fattigvæsnet var desuden anset som så stor en skam, at mange sagde nej for at bevare selvrespekten.

Senere oprettedes der enkekasser, minebøsse og understøttelsesforeninger, og det var almindeligt at en skipper gik rundt til mindre bemidlede familiemedlemmer og gav en mindre pengegave, afhængig af fartens udkomme.

Årene 1824 og 1825 huskes i Sønderhos historie som de værste år byen skulle opleve, da storme sendte 40 hustruer ud i enkestanden tilsammen med deres ca. 100 børn. 

Lige indenfor kirkedøren hang der en bøsse med påskriften: ”Til Husarme”. Heri lægger manden foruden 1 – 2 kroner alle de fremmede mønter, han ikke er kommet af med i udlandet. Om foråret når søen atter kalder tilbagekøber han de fremmede mønter og bøssens indhold tilfalder sognets fattige.

Småkårsfolk betænkes med en lille pengegave, alt efter fartens udbytte.