Mange søfolk hjembragte forskellige naturalier såsom kaffe, the, tobak, frugter og forskellige drikkevarer. Men der kunne også være tale om både medicin og toiletartikler, tøj og beklædningsgenstande, fajance, porcelæn og endog møbler.

Blandt de mere specielle hjembringelser kan nævnes diverse zoologiske, botaniske og etnografiske genstanden, der vel givet har fået fantasien i sving hos dem derhjemme. 

Lærer G. P. Thomsen, f. 16. april 1886 erindrer: 

”Der var jo stor glæde når far kom hjem, hos ham og hos os. Han havde gerne gaver med til os alle sammen. Mor fik kaffe og the og krydderier, og pigerne tørklæder, og vi knægte forskellige drengeting, bl.a. fik jeg en violin, som jeg siden har spillet på i et par menneskealdre. Den sad med en sejlgarnsnor i en sæk med hollandske beskøjter. En gang fik jeg et skib med to master. Den var lavet af metal, vist zink, af en af hans søfolk. Til mor havde han klude, damask, silke, sjaler, spilledåser. Han handlede en del privat med småting ude i det fremmede; ellers var hans løn dengang således, at vi først kom i realskolen, da han fik råd dertil, for den kostede jo dengang penge at gå i. Vi har kun set far hjemme een jul i alle de ti år af min første barndom. Da skulle han have haft en damper, men da han havde undersøgt den i London, sagde han nej tak! Kort efter gik den ned på Atlanterhavet. Engang senere spurgte vore piger ham i øvrigt, hvorfor han ikke var blevet dampskibsfører. Det kunne han også have blevet svarede han, og han vidste, at det var manges store drøm og ansås for finere. Og de kunne tjene mere. Han svarede da:”Jeg har haft chancen, men jeg takker for, at jeg blot lod den gå!. Det kan være at I derved har beholdt jer far i live.”

Når han sku' komme hjem, blev der forberedt. Hun sparede til dagligt, vor mor, for hun sagde gerne: »far sejler og vi ska' spare.« Men når han kom hjem og når der var fest, var. der ingen smalle steder, uden at man dog ødslede med noget. Far og mor holdt sølvbryllup, hvor der var 200 mennesker til stede. Præsten spurgte ved denne lejlighed, hvordan er det med jer søfolk, som ser hverandre så sjældent? Vi andre landkrabber trisser omkring hinanden dagligt. Dertil svarede mor: ”Det skal jeg sige Dem, herr pastor. Vi er som nyforlovede, hver gang vi er sammen og far kommer hjem.”  - Han havde hollandsk tobak med, og jeg som en stor dreng kunne selvfølgelig ikke holde mig fra den forbudne frugt. Men det kunne ske, at mor ku' sige til mig, der dengang var 15-16 år: ”Åh, tej jen a fårs cig'ar og ryj den. Så'rt li'som han er hje'm.!”.”