Sømændene gik i gang med at søge en god hyre, og forældrene forsøgte at skaffe deres sønner en god plads som skibsdreng. Skipperen som havde part i sit skib, var utålmodig for at komme ud og tjene penge, og skibene blev nu gjort sejlklare, så der blev et leben i havnen. 

Så kom forberedelserne til afrejsen. Skibsdrengen, tit en lille knægt på 11-12-14 år, skulle have syet skjorter, strikket sokker og skaffet sig en køjesæk og en skibskiste med dertil hørende udstyr og sømandens tøj skulle vaskes, lappes og stoppes. Det var en travl tid for husmoderen, at få sine mandfolk af sted. 

Til slut kom afskeden som, så mange gang før, med omfavnelser, kys, tårer, formaninger, velsignelser og løfter. Der var ingen garanti for, at man nogensinde så hinanden igen. Det var nogle af de bitreste stunder i kvindernes liv som hustru og moder.

Der blev på én gang så underlig tomt derhjemme, øen var praktisk taget blottet for voksne mænd om sommeren, bortset fra præst, lærer, tolder og håndværkere. Kun smådrenge og oldinge var tilbage.

Om afskeden med moderen, husker P. Brinch, der kom til søs lige efter konfirmationen hos sin onkel:

”…. Kl 4 ½ kom mor og kaldte på mig, hun havde kaffe færdig, men da nu tiden kom, at det var blevet alvor med rejsen, og jeg nu skulle sige farvel til moder og de små søskende, vil jeg ikke nægte, at jeg blev rørt om hjertet, og jeg græd, idet jge gav moder hånden til afsked. Moder græd jo også, og det kunne ikke være anderledes. Jeg havde nu sagt farvel til moder og søskende, havde forladt forældrehuset og skulle nu ud i verden på egen hånd”.

Lærer G. P. Thomsen, f. 16. april 1886 erindrer: 

”Når han skulle rejse fra os, var humøret småt over hele linjen, og vi græd alle sammen. Men engang skete det ved den lille færge, at jeg så mor smile i stedet for at græde, og det sagde jeg til hende, da vi kom hjem. ”Ja, min dreng”, sagde hun, ”det var jo for fars skyld. Han måtte ikke se, at jeg var bedrøvet. Han er endnu enligere end vi.” Men om aftenen når det tordnede, kunne vi høre mor sukke, - ”Hvor mon far er nu?!” Engang kom der brev fra rederiet i Holland. ”Fru Thomsen, De må ikke være bange hvis De i aviserne læser om en hvidmalet bark, der ligger uden for Hollands kyst med bunden i vejret. Vi tror ikke det er EMILIE. Men - der flød kasser med enebærsnapse omkr. vraget.« - Da gav mor sig til at græde! Thi det vidste hun, han havde. Men så lukkede hun sine hænder sammen, mens vi børn lå på gulvet rundt om hende, eller sad, og så bad hun højt FADERVOR og sagde dertil: ”Nu har vi lagt far i Guds hånd,” - og så var hun rolig. Postmanden havde imidlertid skyndt sig at hente mors søster, men da hun hørte om dette brev fra Holland, blev hun syg, og mor måtte trøste hende. Imidlertid kom hjælpen næsten omgående, thi onkel, som hun var gift med, var netop hjemme det år. Han kom lige nede fra skipperforeningens læsesal, og da han ser brevet, siger han: ”Jeg har lige læst i avisen, at en hvidmalet bark har passeret Eddistone fyrtårn med signalflag på en bestemt måde. Jeg tror, det er jeres far, for jeg har jo sejlet med ham, og det har han gjort for at blive set og bringe bud hjem til de ængstelige små.” 120 dage senere kom telegrammet, - den tid gik mor og vi i knugende angst, - og der stod kun eet ord: AGREEABLE. Mor hun stod og læste det på fannisk, - med trykket på able ”Hwa betyj dog det?” Jeg siger så til mor, da jeg kunne lidt eng. ”Mor, det betyder noget behageligt, eller alt vel. Det betyder kun noget godt.” Min skolekammerat, som var med mig et øjeblik, siger så: Hvor ka' det være din mor græd, da hun hørte det? Min mor er altid glad, når hun får telegram.”. – ”Ja, Christian, men du ved ikke, hvor mor har ventet og ventet sammen med os.... ” og så fortalte jeg ham det hele.”