Mitfanoe
Sømos

I midten af december 1907 inddrev der atter sømos ind på stranden, og et parti koralmos er solgt til Odense til 1.50 kr. pr. pund. 

November 1906. Sømos er nu igen en søgt handelsvare, men der er kun inddrevet en ringe mængde på stranden. I 1905 indsamledes på Fanø strand sømos for henved 2000 kr., men i 1906 er der kun indsamlet en fjerdedel af det nævnte beløb.

Forfatteren Andreas Sørensen beskriver i sin bog ”Ved det yderste Hav”, hvordan farmoderen indsamlede og tørrede sømos: 

”Mange af mine barndomsminder kommer til mig gennem næsen. Således er rensningen af sømos nøje forbundet med den rå lugt af hav og tang, som fyldte stuen de aftener, arbejdet stod på. Jeg ved ikke, hvad sømos er, og knap nok hvad det blev brugt til, men det var stærkt efterspurgt, og mange gamle kvinder havde en lille fortjeneste med at samle, rense og tørre det. Sømosset lå i bryggen, som højvandet efterlod på stranden, og kvinderne gik ved ebbetid med en kort pigkæp og pillede det ud af tangmasserne. Det var et snavset og ubehageligt arbejde, forsi sækken, hvori de samlede mosset og tangen, drev af vand og gjorde dem våde på lår og ben. Når det blæste ude fra havet en kold efterårsdag, isnede det de gamle koner til marv og ben, og det var efter sådan en tur på stranden, farmor somme tider varmede sig med en klar dram. Hjemme blev sækkens indhold hældt ud på aviser, og strandens kulde og fugt fyldte stuen. Tang og sand skulle meget omhyggeligt fjernes fra sømosset, og det rene mos blev lagt for sig selv til tørring. Farmor havde et par sække over skødet og benene, men alligevel var hun våd til skindet, når hun var færdig. Sømos er hverken tang eller mos, men vistnok en snylteplante, der lever i tangen og følger med, når tangen river sig løs og kommer i drift. Den lille plante, som har strandsandets gulbrune farve, ligner en blomstergren med mange små sidegrene, der tilsammen danner et stykke filegran af fantastisk skønhed, sart og spinkelt som et fletværk af tynde guldtråde. Jeg hjalp ofte farmor med at rense sømosset – dog mest for at nyde synet af det kostelige smykke, der åbenbarede sig for mine øjne, efterhånden som tang og sand fjernedes fra grenene. Det mindede om en koralgren, men var lettere og mere elegant. Jeg havde læst om farvestrålende planter, der vokser i tropiske have, men sømosset brillerer ikke ved sin farve, kun ved sin form. Nænsomt lagde jeg blomsten fra havets dyb ind på bordet, hvor den i lampens skær lyste som mat guld. For mig, som var fyldt af allehånde forestillinger om havdybets gru, var filigransmykket en kilde til stor forundring, og det forøgede kun den mystik, som havet udstrålede.



Sømosset var, renset og tørret, let som fjer, og de gamle kvinder fik kun få øre pr. pund af opkøberne. Det hændte også, at deres sække blev returneret, fordi mosset ikke var helt tørt og derfor vejede for meget. Jeg ved ikke bestemt, hvad sømos anvendtes til, men det blev sagt, at det præpareredes i Tyskland og var efterspurgt til pynt på kjoler og hatte og borddekorationer ved fornemme selskaber. Særlig store og smukke grene anbragtes dekorativt mellem kostbarheder i vitriner, hvor de lå som koraller af guld eller filigransmykker af overjordisk skønhed.”


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles