Gåseavlen var nødvendig for at have fjer og dun til dyner, hvoraf ethvert hjem havde mange, og de var store og fyldige, så det var nærmest en tortur for børnene at blive pakket ind i en sådan dyne.

Man skulle helst have dyner i beredskab og gerne et par poser med fjer og dun hængende på hanebjælken.

Hvis et skib gik ned var det ensbetydende med at der skulle udrustes med nye køjeklæder. 

Gåseavlen tjente også et andet formål, nemlig skrivepenne. Nok var der ikke mange skrivende mennesker på Fanø, men en skrivepen i en ukyndig hånd blev hurtig slidt op. Pennefjerene var til og med en udførselsartikel fra Fanø, - i 1776 for 180 Rdl. Kurant. 

Biavlen var en overgang meget udbredt, især omkring midten af 1800-tallet. Dette skyldes en kvinde, Mette Sørensdatter, skibsfører Th. N. Thækkers hustru i Sønderho. Hun havde fået en særlig interesse for biavlen og satte sig grundigt ind i biernes røgt og pleje, hun rejste gerne langt for at høre et foredrag om biavl, og delte gerne sine erfaringer med andre og følgen var, at der i næsten hver kålgård i Sønderho holdtes bier. 

Endnu i dag fremstilles der lynghonning på Fanø. 

Hans Brinch citerer i bogen "…men kun de glemte er borte”, Mette Thækkers barnebarn Thomas's levnedsbeskrivelse bl.a. om mormoderen: 

"Hun var den mest udprægede person i mit slægtsregister, og jeg ville kun ønske, at nogen af hendes efterkommere arvede den samlede sum af hendes egenskaber. Af en mængde mennesker på Sønderho har jeg hørt hende beskrive som en ualmindelig brav, højsindet og redelig personlighed. Der var kappestrid mellem de unge piger om at blive tjenestepige hos hende, og det satte unge koner i en højere klasse, at de havde tjent under hende. De var allesammen enige om, at det ikke havde været nogen let plads; de måtte tage hårdt fat for at tilfredsstille hendes krav, men de så, at hun ikke stillede ringere krav til sig selv og lod andre udføre arbejdet. De fik alle den største højagtelse for hendes ubetingede redelig......  

Hun havde så mange fremtrædende gode egenskaber, så jeg sikkert ikke kan nævne dem alle. Hun var meget godhjertet. Andres nød gik hende til hjerte, men hun var ikke sentimental. Man kan næsten sige tværtimod. Hun hjalp, hvor hun kunne, men det skete ikke ved at hun deltog i jammeren, Hendes væsen og mine var nærmest udeltagende at se på, og - var nøden selvforskyldt, blev hjælpen altid ledsaget af en solid bebrejdelse. 

Hun understøttede en fattig familie med mad, klæder osv. Familien blev stadig mere børnerig, og hver gang der kom et nyt barn, fik Hans læst og påskrevet af mormor, og lovede nu, at det var den sidste. Men børnene vedblev at komme, og mormor blev ved at hjælpe -  og skænde.  

Hun vidste et utal af lægeråd, Da hendes datter som ung fik en lidelse i en fod, kørte mormor hende i en trillebør rundt til de huse, hvor der blev slagtet, og så måtte barnet sidde med foden inde i bugbulen på det slagtede dyr, for den dyriske varme var meget bedre end grødomslag. De fleste sår behandlede hun ved, at lægge snitfladen af husløg på dem. De groede på stråtaget af enkelte huse i Sønderho, og mormor kendte nøjagtig, hvor hun skulle hente dem. 

Hendes diagnoser var naturligvis ikke altid korrekte, - undertiden lidt komiske. Det var næsten ligegyldigt, hvad vi børn fejlede: mormor var klar over, at det var orm, og så skulle vi have ormefrø. Jeg smager endnu dette stads, men hun blandede det med en skefuld sirup eller endnu bedre - honning. Vi blev efterhånden så durkdrevne, Lille Mett og jeg, at vi med tungen kunne skille honning fra ormefrø, og så spyttede vi lidt efter lidt disse ud, Men da mormor opdagede denne snedighed, holdt hun os for næsen, indtil vi havde sunket hele blandingen. Jeg mindes aldrig, at der kom orm fra os, men mormor var standhaftig i sin diagnose, - og vi kom os  ......  

Da de første unge søfolk gik i råd hos os ved Lille Mett, ville de gerne som andre steder fordrive tiden med at fortælle eller synge. Men mormor kunne ikke lide at se folk ubeskæftigede. Hun satte dem i stedet til efter tur at læse højt for hende af en biavlerbog, hvorefter hun belønnede disse store søfolk med - en skefuld honning ...  

Hun samlede selv aktier ind til sine svigersønners skibe. På fastlandet. Jeg har været med hende på flere sådanne rejser. Vi tog med båd til Darum, resten af rejsen kørte bønderne os. Efter god beværtning og aktietegning gik det til Sneum, Krogsgårde, Spangsberg Mølle, Tjæreborg osv. Mormor var kendt overalt derovre og blev altid vel modtaget. Hendes retsindighed var velkendt, Når der i en landsby havde været kiv og strid, ventede man blot på Kalle Mett. Så blev de stridende kaldt sammen, og de slap ikke fra hende, før sagen var forligt.  

Hun var den første, der startede biavl, den første der startede frugtavl, og hun anskaffede den første hånddrevne tærskemaskine på øen. Jeg husker om hendes sprog, at hun altid kaldte honning for "liflig og kvægende"   ......  

Datteren Annes død forvandt hverken hun eller morfar nogen sinde helt........"