Fra Gammelmandssnak

 

Fanøpigen ønskede at gøre sig så attraktiv som muligt med henblik på giftemål og i årene efter konfirmationen dygtiggjorde hun sig inden for husholdning og forsøgte at få så gode skudsmål som muligt. Udstyret skulle være i orden og dragterne tage sig ud fra den bedste side når sømanden kom hjem i november. 

Fanøkvinder havde tilegnet sig et eget kropssprog og én signatur var, hvad Kromann kalder ”den buede arm”. Det var almindeligt under samtale, at stå med den ene hånd på hoften, og er oprindelig indtaget som bærestilling når afgrøden skulle bæres hjem. Senere blev det en vane, uden nogen rigtig kunne huske oprindelsen.

 

Neg0123

 

 

   

Der var endvidere noget helt andet, der tvang kvinderne til samme bæremåde. 

Belysningen i hjemmene var for en stor del tran, som man fra Arilds tid på Fanø skaffede sig ved fangsten af sælhunde og afsmelte spækket. 

Sælhundene opholdt sig i hundredvis på udsandene omkring Fanø. Her lå de og solede sig på lavvande og var ikke noget vanskeligt bytte for beboerne, der helst vilde fange dem uden anvendelse af skydevåben, når sælerne lå på Sandene, da et enkelt skud drev dem alle hurtigt i vandet, og fangsten var da ødelagt for den dag. 

Man benyttede sig derfor på en desværre bestialsk måde, i det der på store planker blev anbragt skarpe hager påsat fisk, som sælerne med begærlighed søgte at få fat i, men blev så fanget. 

Det var for det meste kvinderne, der tog sig af denne fangstmåde og byttet, den dræbte sæl bæres da hjem af dem på samme bæremåde som beskrevet ovenfor. 

Kødet af de yngre sæler blev tillavet i bøffer og frikadeller. 

 

Den uknappede knap

 De gifte kvinder havde en uknappet knap i nattrøjen, som formentlig havde sin grund i at det så var nemmere at amme, men Kromann mener, at det er blevet en skik, således at man opbevarede mandens længe ventede brev på brystet. Brevene var lange og i en travl hverdag måtte man udnytte de sjældne øjeblikke, hvor der var tid til brevlæsning, og så var brevet jo lige ved hånden. 

Den 18-årige pige gjorde alt, hvad hun formåede for at kunne kaldes ”knøw”, dvs. at hendes påklædning og væremåde var i overensstemmelse med skik og brug. Fx var det et vigtigt signal til de unge sømænd, at kun kunne svinge med skørterne fra side til side under gang, det kaldtes at ”viske”. Viskning med skørterne fremstod ved at tage ulige lange skridt i begyndelsen og så holde det ved lige med almindelig gang. Pigerne øvede sig i smug, for det var ret svært. 

Om vinteren kom drenge og unge mænd i rådstuer, ”at gå i Rå”, dvs. at de besøgte de unge pigers hjem, hvor man snakkede, sang, drak kaffe og knyttede venskaber, eller måske blev man ligefrem forelsket. Man modtog råd og „livskundskab" fra de ældre. Tit begyndte det ved pigens fødselsdag, hvor gruppen sendte hende „bindebrev". Et brev på vers med uløselige gåder. Kunne hun ikke løse dem, skul­le hun holde fødselsdagsgilde, lade sig binde til kakkelovnen (under store løjer) og byde på vinterhusly, honning og varme. Aftnerne gik med strikning, også blandt drengene; man sad i mørke, de gamle fortalte, og alle sang øens traditionelle sange.   

Når de unge havde gået i råd nogle vintre, og hvis de unge mænd havde overlevet søens farer, og var blevet helbefarne mænd, så var grunden lagt for at finde en partner.

 

 



Gå til top