Efterhånden som vi kommer hen i århundredet og dampskibsfarten begynder at trænge de lidt større sejlskibe stærkt ud fra Østersøen, søgte mange Fanøskonnerter, der hidtil havde sejlet i dette område, over i oversøisk fart på Vestindien eller Afrika. Da de var ”.jernfaste" og følgelig ikke kunne få den kobberforhudning, der under lang­farten skulle beskytte dem mod at blive medtaget af orme, måtte man nøjes med at beklæde dem med zink. skibene sejlede imidlertid alt for langsomt til, at disse rejser kunne give det nødvendige udbytte, hvorfor mangt et veltjent skib, fortrængt fra sit oprindelige virkefelt, nu måtte lide den tort at blive solgt for en ringe pris til udlandet.

I disse år får farterne på Rio Grande og andre oversøiske pladser ved Brasilien, Vestindien, Mellemamerikas Østkyst samt det nordlige Afrikas Vestkyst (Marokko­kysten) ret stor betydning for Fanø-skibsfarten. Det var pladser, som damperne med deres større dybgående var afskåret fra at anløbe, og hvor man derfor kunne hævde sig i konkurrencen. Til disse farter byggede man en ny type skibe, væsentlig brigger eller skonnertbrigger, hvoraf de første fortrinsvis byggedes i Varnanäs i Sverige. Med henblik på langfarten var de alle som ny forsynet med kobberforhudning, og deres dybgående var forholdsvis ringe. Blandt disse skibe kan nævnes briggerne ”Johanne" på 258 reg. tons, bygget 1869 og ført af J. P. Clausen, ”Louise" på 243 reg. tons, bygget 1872 og ført af H. P. Larsen, ”Gylding" på 240 reg. tons, bygget 1872 og med P. N. Winther som fører, ”Brunhilde" på 360 reg. tons, bygget 1866 og ført af A. Math. Andersen, samt ”Claus" på 240 reg. tons, bygget 1880 og ført af H. H. Clausen, og ”Ines Røhl" på 248 reg. tons, der var bygget 1881 og førtes af Th. M. Andersen. Endvidere den 3-mastede barkentine ”H. Grohmann" på 294 reg. tons, der byggedes 1893 og førtes af N. H. Gregersen, samt barken ”Lenita" på 400 reg. tons, der blev bygget 1894 og havde S. P. Clausen som fører. Typisk Fanø Rio Grande- og Brasilienfarer var iøvrigt skonnertbriggen ”Afma" på 199 Br. tons, der var bygget hos J. Ring Andersen i Svend­borg 1884, idet den i alle de år, den var hjemmehørende på Fanø, udelukkende gik i farten på Brasilien og Rio Grande.

Et af de smukkeste af de nævnte skibe var ”H. Grohmann", der var opkaldt efter sejl­mager Grohmann i Altona. Denne var medindehaver af det gamle danske sejlmagerfirma A. K. Schmidt & Go. i Altona og havde i adskillige år været parthaver i en række Fanøskibe, og han støttede fremdeles alle bestræbelser på at holde sejlskibsfarten ved lige, ligesom han opmuntrede andre til at tage parter i nye skibe.

De sløje tider for skibsfarten i begyndelsen af 80'erne var omkring 1888 afløst af gode år, der varede ved et stykke ind i 90'erne, og for at illustrere, hvor anselige Indtægter, de større Fanøskibe gav i denne periode, kan nævnes, at da jernbarken ”.Professor" i 1889 gik fra Bremen til Vestkysten af Mexico, gav den for udrejsen alene 28 %. i udbytte. Jernbarken ”Havila", der var købt i 1888 og førtes af M. H. Mortensen, havde da den blev solgt i 1892, indtjent langt mere end anskaffelsessummen. For én rejse fra Eng­land til Tasmanien i 1890 fik jernbarken ”Peruvian", der var på 600 reg. tons, ikke mindre end 20.000 kr. i fragt, og i 1890-91 indtjente fuldriggeren ”Wilhelmine" på en rejse fra Hamburg til Sydney i Australien, der varede 84 dage, den anselige sum af 25.200 kr.

Denne opgangsperiode gav anledning til endnu flere nyanskaffelser, og efterhånden som salpeter- og guanofarten på Vestkysten af Sydamerika og farten på Australien og de ostindiske rishavne, som allerede adskillige jernskibe havde deltaget i med godt udbytte, udvidedes, lod Fanørederne også bygge en række fine stålskibe på indtil 1000 tons og derover, de fleste på engelske eller skotske værfter. To af skibene, ”Prins Valdemar" og ”Prinsesse Marie", der var på henholdsvis 1361 og 1408 Br. tons og tilhørte rederiaktieselskabet P. N. Winther, byggedes imidlertid på Helsingør skibs­værft i 1892-93. ”Prins Valdemar" og ”Prinsesse Marie" var forsynet med tidens nyeste indretninger, så at besætningen trods skibenes anselige størrelse kunne hol­des nede på en snes mand. Der forefandtes således patent ankerspil, som blev drevet af ankerspil på bakken, og hvis kæder gik lige op og ned af kædekassen uden anvendelse af håndkraft, fire små vandrette svingspil til anhaling af fokke- og storskøder, to særlige patentspil til at hejse nedfire Mersesejlene med, hvorfor der tildette arbejde kun krævedes to mmand, kahytter, lukafer, kabys, sejlkøjer og proviantrum var også overordentlig velindret­tede. Intet under, at disse smukke og overordentlig velsejlende skibe vakte beundring i de havne, de anløb på deres lange rejser.

Det største af disse Fanø-stålskibe var barken ”Havila", som målte 1325 Net. tons og var bygget 1893 i Dumbarton til A/S ”Havila"s rederi ved C. P, Holm. Den var en ypperlig sejler, der foretog en række overordentlig hurtige og heldige rejser. I 1897 gik den således fra Port Elisabeth i Sydafrika til Portland Oregon i Nordamerika på 55 dage, fra sidstnævnte plads til Oueenstown på Irland på 114 dage, og i 1913 sejrede den overlegent i en kapsejlads med fire deltagere, en dansk, en norsk og to større franske jern- eller stålsejlskibe fra den chilensiske havneby Tocopilla til Falmouth i den engelske Kanal. Især salpeterfarten var jo berømt for sine rekordsejlere, og her hæv­dede Fanøskibe som ”Havila" sig med glans.