Alene turde Fanø skipperne til en begyndelse dog ikke vove sig ind i et sådant foretagende, trods deres uforlignelige dygtighed som sømænd og langt fra manglende kundskab til oversøisk fart, som de unge sømænd i mange år havde praktiseret. Der måtte store, rutinerede mægler firmaer, kendt på verdens handels centrer, til hjælp. Først skete der henvendelse til København om deltagelse i Indkøb af jernskibe, men uden resultat. Man henvendte sig da til Hamborg og fandt dér, hvad der ønskedes, nemlig folk, der havde tro på Fanøboernes hæderlighed og sømandsdygtighed og kendte deres medfødte sans for økonomi, og som derfor var villige til at være medinteressenter i deres forehavende.

Men Hamborgerne forudsatte den betingelse, at fragtslutningen helt og holdent lagdes i hænderne på første klasses hamborgske skibsmæglere. Herpå indgik man, og Fanøboerne stod sig derved, om end dette arrangement var en klækkelig afkortning i fortjenesten. Man turde dog ikke endnu bygge nye jernskibe, men indlod sig kun på købet af ældre engelskbyggede, som også købtes fordelagtigt efter tidsforholdene. Heldigvis gik fragterne i 1888 og følgende år godt i vejret, og skibene gav snart godt udbytte. Hvert skib blev et aktieforetagende for sig, og vist for dem alle var mindst halvparten af aktierne på førerens eller hans families Hænder, altså hjemmehørende på Fanø.

I Jacob Meier (født i Ålborg), chefen for mæglerfirmaet Knøhr &. Burchards Eft. i Hamborg, fandtes en mand, der med energi deltog i arbejdet for at skabe en sejlskibsflåde til Fanø. I mange år havde han arbejdet sammen med kapt. N. L. Engers og erhvervet sig en stor del af dennes praktiske kendskab til handels-, søfarts- og befragtningsforhold i udlandet.

Da der var god udsigt til gennem søfarten at tjene penge, var det ikke vanskeligt at skaffe kapital til at købe skibe for, og ved Meiers Hjælp blev der nu købt flere skibe til Fanøboere, blandt hvilke der var adskillige mindre gode, nogle forældede typer, men dog mange gode jern- og stålskibe, i hvilke skibe der anbragtes både tysk og dansk kapital. Det var Meiers plan at få samtlige nykøbte skibe ind under et selskab, og heri fandt han også støtte fra nogle Fanøboeres side, men planen lod sig dog ikke realisere; rnan mente fra anden side, at skibsførerne burde som hidtil i hvert enkelt skib være interesseret med den størst mulige kapital og derved betragte skibet som sin egen ejendom, og for hvilket han havde det største ansvar og derved skabe garanti for den mest økonomiske drift. Fanøskipperne ville nødigt betragtes som en slags kusk på et befordringsmiddel.

I Helsingør byggedes sådanne smukke stålskibe, og brødrene P. N., S. A. og P. L. Winther, der havde ladet flere store sejlskibe bygge i Vejle og på Fanø, byggede i 1892 - 93 stålskibene „Prinsesse Marie" og „Prins Valdemar", praktiske og bekvemt indrettede skibe, der fuldt ud kunne måle sig med skibe bygget på de skotske værfter.

De nævnte bygherrer var praktiske, indsigtsfulde og erfarne mænd, der i forbindelse med skibenes bygmester fik skibene byggede til den størst mulige fuldkommenhed, og Fanø er disse to mænd megen tak skyldige for mange smukke såvel træ- som stålskibes bygning.

Nævnes skal også som Foregangsmænd for anskaffelse af jernskibe P. Clausen Svarrer, Casper Holm og P. N. Harreby af Nordby, N. H. Brinch, A. M. Knudsen og S. A. Fischer af Sønderho. Det var alle mænd, der som forhenværende skibsførere sad inde med stor erfaring i skibsfarten og havde åbent øje for alle fremskridt heri.

I „Esbjerg Avis" for 27. september 1893 får det nybyggede stålskib „Prinsesse Marie" følgende omtale:

Skibet var forsynet med alle de nyeste indretninger, så at besætningen trods dets størrelse, ca. 1300 R. T., kunne holdes nede på kun 20 mand. Det havde således patent ankerspil, der blev dreven af et gangspil på bakken. Kæderne gik lige op og ned af kædekassen uden anvendelse af håndkraft. 4 små vandrette svingspil til anhaling af fokke* og stor-skøder, to særlige patentspil til at hejse og nedfire mersesejlene med, hvilket arbejde da kunne udføres af kun 2 mand. kahytter, lukafer, kabys, sejlkøjer og proviantrum udmærkede sig efter deres forskellige brug ved smagfuld og praktisk indretning. Det var forsynet med 4 redningsbåde, der havde lufttætte kasser. Hds. kgl. Højhed Prinsesse Marie, efter hvem skibet var opkaldt, skænkede det sit billede i ramme; det fik sin plads i kahytten.

Ved ankomsten til Sundsvall blev skibet genstand for megen beundring, og et par hundrede mennesker var om bord for at bese det, deriblandt flere skibsredere, bygmestre og andre fagfolk. En præst fra land holdt gudstjeneste om bord en dag, og et sangkor assisterede og ledede sangen."

Hvor store procenter af menneskeliv, søfarten kræver, kan jeg belyse med et par eksempler, som ligger mig nærmest. Af 22 drenge, der konfirmeredes sammen i Nordby i 1862 gik de 20 til søs, af disse er nu (1893) kun 3 i live og er skibsførere. Af 7 andre, som sammen med mig i 1875 og 1876 byggede skibe, er 5 døde af afrikafeber eller på søen.

.. . Hvad det vil sige at komme til et feberland og se den ene efter den anden af mandskabet bukke under - i dag rød, i morgen død - og ikke være i stand til at hjælpe, hvad det vil sige selv at være syg og selv være læge eller sygepasser med kun få eller ingen hjælpemidler, vil ingen kunne ane, som ikke har gennemgået en sådan frygtelig tilstand.

... At ligge på havet i måneder og tit døje storm, modvind og kulde, at leve af simpel enkel mad, at være borte fra hjem og familie år ad gangen, at leve næsten som eneboere eller mellem halvt civiliserede mennesker og dog holde humøret oppe og arbejdsevnerne vedlige, er noget, der mere burde på agtes, end det sker. Det er ikke min mening at gøre nogen bange for at gå til søs. Min fader var sømand og blev på havet, men jeg ønsker mig ikke noget bedre end at være sømand. Der er også mange behageligheder og glæder ved sømandens Liv. Han erhverver sig kundskaber og indblik i forhold, som ingen anden opnår. Jeg vil derfor også helst mine drenge bliver sømænd. Sømandslivet er trods alt frit, sundt og oplivende."

Således skriver den gamle erfarne skibsfører, der har sejlet på alle jordens have og oplevet både godt og ondt. Da han „lagde op" efter over en menneskealders fart på havet, udtalte han:

Lad andre harve, hvad jeg har plejet, så får de at vide, hvad jeg har døjet.