Mitfanoe
Postbud Otto Alber

Det Følsomme postbud.


Hvem havde troet, at jeg skulle rejse til Vestkysten for at finde "det følsomme postbud" i skikkelse af .... Et Vestjysk Postbud"?
Folk i kongens København, dem med Dyrehaven og Langelinie som de eneste åndehuller, forestiller sig altid menneskene her ved det stormfulde Vestervovvov som barske, ordknappe, hårdføre skaldyr, kæmpende mod det karrige hav i støt stigende bitterhed over livsens viderværdighed.....!


Ak, mine venner, så skulle I kende Alber...
Navnet er fransk og hele typen ligeså, en gascogner med et markeret, skarptskåret ansigt, lidt indiansk i profilen, og med lystigt plirrende, grågrønne øjne og en sensitiv mund, en skægløs, middelhøj mand med noget af den franske grande over sig – og Alber er altså postbud her på Fanø, han er tilmed hovedpostbudet.
Ved 10-tiden om formiddagen joller hans herold forbi, en munter gavstrik på cykle og i hvis jakke. Han skal ud med en masse aviser og småpost, men ved 11-tiden kommer selve Alber på knallert med lædertasken svingfuld af de større sensationer. Og vort møde minder faktisk om fransk film i topklassen!


Når Alber fjedrer op gennem haven omkring mit rødstenede digterhus, der ligner en observationsstation på grænsen til evigheden, kan jeg allerede se på ham, om der er gode nyheder, hvilket for en skribent vil sige honorar. Hvis hans ædle maquisprofil er lukket som med syv segl, kommer han med svipsere. Hvis der er et smittende drengesmil over hans forslagne træk, hiver han den sorte kvitteringsbog frem og klukker: Hundrede kroner til skjalden rødskæg!

alber.ott
Jeg har aldrig nogensinde eller noget sted mødt så medlevende og fintmærkende menneske som Alber – hans fingerspidser kan ligefrem mærke gennem konvolutterne om de indeholder godt eller ondt. Nu er han naturligvis klar over den enkle kendsgerning, at hvis brevet er tyndt, så rummer det muligvis en check, men hvis det strutter af fedme rummer det et returmanuskript.


Tager han en enkelt gang fejl, løber jeg efter ham ud gennem haven og stikker checken op mod hans fornemme papegøjenæse – for han lusker slukøret og sorgfuld af, hvis der kun er svipsere og jeg lider ligefrem med ham. For han døjer mere end jeg under mine økonomiske vejrguders unåde. Men tro nu ikke, at dette forunderlige, følsomme fænomen af et postbud kun har givet sit hjerte til Gynthusets digre eneboer – nej, Alber tøffer hele øen rundt og er dens stumme, skælvende hjerte.


Når han bringer brevet med amerikanske frimærker til en sølvgrå gammelmor, som venter nyt fra sønnen i USA, fløjter han en dæmpet julemelodi – og når han kan se på afsenderfirmaets adresse, at et kutterkøb er i orden eller når en ny verdenshyre venter den fregnede, hørblonde Ole, så jodler og jubler han, dette overstadige humør- og følelsesbundt af et vestjysk postbud.


Han er inde i alle mulige og umulige kærlighedskonflikter og private anliggender og pirathandler – han ved hvorfor blonde Else blusser af spænding og sød forventning ved ankomsten af brevet fra Toulon havn, og han er klar over grunden til Peder Pilks rystende hænder, når regningen fra Sønderkro indløber en himmelblå mandag – jo, Albers små glimtende, sydfranske glugger er ubedragelige, han synes at eje en sjette sans, og om nogen sinde nogen har tvivlet på, at der skal kald til at være dansk postbud, så prøv en rundtur med "franskmanden på Fanø" – og du vil få en tåre i det venstre øje og en skælm i det højre.


Alber ved nøjagtig, hvornår han går dødens sortrandede ærinde, og hvornår han træder lykkens lille løndomsfulde menuet på en trappeopgang – han er dulmende blid og klog som en katolsk skriftefar mod de sorgramte, og han er klar til at skåle i en gylden likør med en pige, der får ring, eller en søgut, der får styrmandseksamen! Alber er den knallertkørende skæbne, både den uafvendelige og det gavebringende forsyn – Alber er både mystisk og munter.


Når regndisen slører Fanøs lyse marskland og blege september strande, tager Alber de lange gummihalvbukser på og skifter den festlige, hvidpuldede kasket med en sort – kavajen bliver slået op om ørerne, og han, der i sommertiden ligner en lystyachtkaptajn på orlov i Monte Carlo, suser nu rundt på øen som en formummet bamse, overdrysset af sne, tilføget af sandflugt, med havsalt og skum i sine bryn, men altid lige ukuelig, et bankende hjerte bag uldpansret, lige lydhør overfor sorgens stille, silende gråd og glædens kvikke melodi.


Alber er en himmelgave til os alle sammen her på Vesterhavets perle – Fanø. Når han forlader os og tøffer videre ad den vindslagne vej er vor stemning altid lysere end før. Selv mismodets budskaber har fået et skær af hans smil og mærkelige forståelse, dette guds alvidende menneskebarn.
Ja, sikken et postbud vi har her på Fanø! Mon ikke han er enestående i hele landet, eller hvad mener du? Kun én gang blev jeg lidt knotten på Alber. Det var da jeg skulle op og være spåmand på det arabiske karneval på Marienlyst.


Jeg bad Fanø posthus om at opbevare al min brogede post til tilbagekomsten, og det blev lovet og bedyret, men da jeg kom tilbage til huset bag de vilde roser, var al posten alligevel stukket herind gennem det lille "åndehul" øverst i vinduet....- og da jeg bebrejdede Alber denne opsætsighed mod mit ønske, smilede han bare og sagde: Jeg kunne ikke undvære det daglige besøg i Gynthuset og så syntes jeg heller ikke, at din post skulle ligge og flyde på posthuset....


Et besynderligt og elskeligt ræsonnement – men mon der er et andet posthus, hvor postbudets hjerte og lune er kompasnålen bag det hele. Det er en klog og rummelig postmester, der giver den charmerende Alber så stor en indflydelse, at han kan opbevare og aflevere brevene, som det passer ham.
Og jeg trutter i posthornet for dem begge, især hvis Alber med et stort smil kommer anstigende og proklamerer: "Her har du spilme honoraret for din pæne artikel om Alber"!


Så giver jeg alligevel en øl til Fanøs postbud, selv om jeg er edsvoren afholdsmand.

 

(Otto Alber var født i Nordby d. 17.9 1891 - som barn nr. 8 ud af en børneflok på 13 - Otto døde i Nordby d. 10.8 1970)

 

Kilde: Nordby Sognearkiv

 


Gå til top

End Of Slide Box