En aftægstkontrakt fra 1846

Om alderdomsforsørgelse – En aftægtskontrakt.

 


I den oversigt, Hanne og Willy Nielsen, Nordby, har udarbejdet over ejendomme i Nordby Sogn, har vi hentet en aftægtskontrakt som vedrører ejendommen, matrikel nr. 284 Odden, Nordby Sogn, det nuværende Fanø Museum.fanomuseum
Kontrakten er indgået mellem ejerne fra 1825 – 1846, skipper Gregers Nielsen Gregersen og hustruen, Maren Christensdatter og de nye ejere (1846 – 1855) Morten Nielsen og Anna Mathiasdatter.
En aftægtskontrakt gav sikkerhed i alderdommen og indeholdt en detaljeret beskrivelse af vilkårene. Man lægger mærke til, at kontrakten også indeholder aftale om aftægtsfolkenes deltagelse i praktisk arbejde.

 

1. Min steddatter og tilkommende ægtefælle, styrmand Morten Nielsen ere forpligtede til at give min hustru og mig indtil vor død behørig huslejlighed, samt spise og drikke, således som de selv nyde det, og vi kunne være tjent med, samt så meget deraf, som vi måtte ønske. Ligeledes skulle de forsyne os med fornødne senge- og gangklæder, linned og fodtøj m.v. , således som vi selv måtte bestemme det.

 

2. Forbeholder vi os ret til at opholde os i huset, hvor vi ville, samt at udvælge den seng, vi helst vil benytte os af; dog skulle de, ejerne af huset, i næstkommende sommer lade os indrette et egnet værelse deri for os, ganske og aldeles som i måtte ønske det, med jernkakkelovn, sengested og alle øvrige fornødenheder og bekvemmeligheder, som vi måtte forlange.
Ligeledes levere de os i vort værelse behørige sengeklæder og alt øvrigt husgeråd, hvilket vi have ret til at udtage af det som er i huset. I vort værelse give de os behørig varme og lysning. Når vi have fået eget værelse, forbeholder vi os alligevel ret til at opholde os i de øvrige værelser huset, hvor vi ville.

 

3. Finder vi os ei tilfredse med at spise og drikke ved ejerens bord, da ere de pligtige til at bringe os vor spise og drikke ind i vort værelse til de af os bestemte, passende tider, og må de tillige forsyne os i vort værelse med brød, smør og øl, således at i kunne nyde deraf, når vi ønsker.

museum1

4. Foruden vor spise og drikke, samt klæder ere de forpligtede til at levere mig, Gregers Nielsen, årlig 24 pund god tobak, således som jeg måtte ønske det, hvilket leveres mig efterhånden, som jeg måtte behøve det – så og at udbetale os årligt 8 Rigsbankdaler rede sølv, hvoraf 4 Rbd betales os hvert års 24de juni og de andre 4 Rbd hver 24de december.

 

5. De ere forpligtede til at sørge i alle henseender for vor renlighed og bequemmelighed, at vaske vor klæder og vort linned, samt i sygdomstilfælde at yde os den oppasning, pleje og vederqvægelse, vi måtte behøve, så og under farlige sygdomme at forskaffe os lægehjælp og medicin på deres bekostning.

 

6. Ere de pligtige til at betale vore personlige afgifter og fra næste års begyndelse at svare alle skatter af det dem overdragne huus og jordejendomme.

7. Vil jeg, Gregers Nielsen og min hustrue, Maren Christensdatter, søge at virke for husets ejere, hvad vi kunne og så længe vi kunne, men det kan ei fordres af os, at forrette andet arbejde, end hvad vi selv måtte finde os skikkede til.
Foretager nogen af os noget arbejde for andre, da forbinder vi os til at afgive halvparten af den fortjeneste, vi derved have, til Anne Mathiasdatter og Morten Nielsen, hvorimod vi selv beholder den anden halvpart til eget brug.

 

8. Når én af os døer, beholder den længstlevende de os begge tillagte 8 Rbd årlig, og såfremt jeg, Gregers Nielsen lever længst, bliver intet at afkorte i de mig betingede 24 pund tobak årligt.

 

9. Ved vor død ere Morten Nielsen og Anne Mathiasdatter pligtige til at bekoste vor begravelse efter skik og brug, således som det kan findes passende efter vor stilling i livet – hvorimod de ved den sidstes død bliver satte i fuldkommen besiddelse af alt, hvad vi måtte efterlade os.

 

10. Skulle, som gud i nåde afvende, Morten Nielsen og Anne Mathiasdatter begge døe før os; eller før den sidste af os, da må den efterfølgende eier af de dem overdragne eiendele tilpligtes at opfylde alle de forpligtelser mod os, som nærværende document sikrer os, og i så fald må tillige den, der da overtager deres forpligt efter mod os at være forbunden til at udbetale os, eller den af os, som da lever, i stedet for de fastsatte 8 Rbd, udbetale 20 Rigsbankdaler rede sølv årligt.
Så længe jeg, Gregers Nielsen eller min hustru, Maren Christensdatter lever, ere Morten Nielsen og Anne Mathiasdatter ei berettigede til at sælge eller på anden måde afhænde det dem overdragne huus med ejendomme til nogen anden, uden vor indvilligelse.

 

Dokumentet er underskrevet af de berørte parter og tinglyst d. 6. oktober 1846

 

Kilde: Nordby sognearkiv


Gå til top