Nordby havn - del 1

 

Havnene blev fra gammel tid placeret, hvor naturforholdene tillod skibene at ligge i læ, når de blev lastet og losset eller oplagte i vinterperioder. Et eksempel er Nordby på Fanø, som havde en god naturhavn. 

De første planer om anlæggelse af en havn ved Nordby finder vi omkring 1660, hvor man forestillede sig havnen anlagt i nærheden af Batteripynten. 

På det Kongelig Bibliotek er der arkiveret et projekt fra den tid: ”Geometrischer Plan und Abmessung des Hafens bey Fanöe ... : dieser Carten annotiret. Jm Jahr 1671”. Ophavsmanden til planerne var vistnok en tysker (S. Hübner, geograf) og han angav fejlagtigt vaderne og sandene som klinter, hvilket måske var årsagen til at projektet aldrig blev til noget. 

På bagsiden: Skrevet med blæk: Fanoe ist eine kleine Insul auf der Nord=See 1½ Meilen lang, wird auch zu Jüdland gerechnet. Es werden da viele Schollen gefangen und in der Lufft gedörret. Man nennet sie nur die Lieper=Schollen . Vid: Hüb: Geograph: Tom: 11. pag: 4 b


Havn-1671



 

Havn i 1671 

 

Terrænet omkring Skallingens spids var en del forskellig nu, da der fandtes en del småøer og sandbanker foruden grunde mellem halvøen og Fanø, og omtrent midtvejs i løbet, Grådyb, var der en større ø. Den nordvestlige del af Fanø betegnes på dette kort ”Knass”. Havne var afstukket på nordspidsen af Fanø. Indsejlingen til denne påtænkte havn på nordspidsen af Fanø, skulle foregå øst om Sønderho, idet vanddybden antagelig har været større end tilfældet er i dag.  

Når man kigger nærmere på kortet er det svært at genkende nogen form, der blot tilnærmelsesvis ligner Fanø, og slet ikke hvis man sammenligner med Johannes Meyers kort fra omkring 1650, så spørgsmålet er virkelig om dette kort reelt viser Fanø, eller om det er et helt andet sted.  

Når Fanø var i tankerne for en havn hænger det sammen med, at Fanø på den tid havde det samme indbyggertal som fx Odense og Århus. Ribe var i stærk tilbagegang og i Varde drejede det sig mest om avlsbrug. De nærmeste konkurrenter for anlæggelse af en havn var Hjerting og Strandby


 

Fiskerlejer 

 

Havnene på Fanø startede som fiskerlejer, og lad os se lidt på fiskeriets historie og antal skibe, og hvor mange mennesker der var beskæftiget ved fiskeriet.  

Omkring midten af 1500-tallet var fiskehandelen på et højdepunkt i det sydvestjyske område. Tyske kogger lagde ind til Sønderside (på Skallingen) for at opkøbe fisk og søgte også til Nordby, Sønderho og Mandø. Deres opkøb var naturligvis til skade for Ribes, Vardes og Ringkøbings borgere, som gerne ville formidle handelen, og til dels også for kongens kasse, da de ikke altid betalte tolden. Et kongebrev forbød derfor i 1548 alle udenlandske købmænd, at besøge fiskerlejerne og forbeholdt al fiskehandel for borgerne i Ribe, Varde og Ringkøbing. 

 

Fiskeri og Fanøs havne 

 

Bortset fra fiskerbefolkningen i Sønderside har det gamle fiskeri intetsteds i vort område betydet så meget for beboerne som på Fanø og på visse andre af vore Vesterhavsøer.   

Landbruget var i ældre tid småt og ringe, de fleste var »husfolk«, hvoraf mange ikke havde mere jord, end de kunne grave med en spade. Dette gjaldt i udstrakt grad i Sønderho. Oprindelig har gårdmændene sikkert også deltaget i havfiskeriet, og frem til 1900-tallet drev enhver jordbruger fiskeri i større eller mindre stil, desuden kørte de fisk op fra bådene for de mere udprægede erhvervs fiskere, som ikke havde heste.  

Fra meget gammel tid hørte Fanø under Ribe ladegård, og søfart med egne skibe mente riberne var forbeholdt dem. 1741 købte fannikerne Imidlertid deres ø. og det blev efterhånden indledningen til en søfartsperiode, der først kulminerede i det 19. århundrede. Hvor lidt: man værdsatte landbruger ses af, at Nordby sogns hartkorn ved købet af øen kun var 67 tdr. og Sønderhos endda kun 37.  

Ved middelalderens slutning dreves fiskeriet fra øens to naturlige havne Nordby, også kaldet Nørby eller Fanø Land, og Sønderho og en tid fra den åbne veststrand. Det var Fanø, der sendte de største skibe til Helgolandsfiskeriet, selv om antallet ikke var stort.  

 


1537, da Vester herred endnu ikke er lagt under Riberhus og derfor ikke medregnes, svarer Ulfborg herred, Nordby, Sønderho og Mandø i alt 136.000 hvilling, 1 sandtold, 17 skibe fiskede fra Nordby og 21 fra Sønderho; hvert af disse har formodentlig svaret: 2000 hvilling i sandtold, så over halvdelen af den store told stammer fra Fanø, Der har vist været nogen modvilje mod den høje sandtold, for 1547 udstedes et kongebrev til Fanø (d, e, Nordby), Mane og Sønderho, at fiskerne der, »udlendiske og indiendiske«, hvem som helst de tjener eller tilhører, straks yder sandtolden, når lensmanden på kongens vegne tilsiger dem det. 1562 er tolden fra Sønderho 22.000, for Nordby 18.000, i alt 40.000 hvilling. Tilsyneladende er fiskeriet gået tilbage siden middelalderen, men sandtolden er nu pr. skib 5 q, hvilling, mens den som vistnok var 2 tus. Alligevel har øen stadig det største hvilling fiskeri blandt vore lejer. Nordby havde mærkeligt nok ikke noget rødspættefiskeri, mens Søn­derho havde et endog meget betydeligt med en sandtold på 23.000 skuller.- Af de 21 skibe, der nævnes under Sønderho 1537, hører de 10 hjemme i Albo, Albuen, en senere nedlagt bebyggelse ved østkysten.  

1581 har Nordby 13 hvilling skibe, alle i selveje undtagen et.  

Rødspættefiskeriet drives udelukkende ved fremmede fiskeskip­pere og skibene ejes af ribere (de 5) og en mand på Sønderside (1). I det hele taget har riberne så stærke interesser l Sønderhos fiskeri, at Kromann nok har ret i, at lejet oprindelig et grundlagt af riberne. Her ved deres eget farvand er de gået i land, har bygget boder og drevet han­del.  Det er sket i middelalderen og har hørt med til det, de kaldte deres »eget fiskind«, modsat det fremmede Helgolandsfisked. Efter en stormflod, vistnok 1558, flyttede 8 mand fra Mandø og bosatte sig i Søn­derho. 

 

Hvilling skibene trækker nu fra Sønderho til Nordby, men riberne er stadig med til at finansiere fiskerne, I forhold til deres tilgodehavende for udstyr er det, de kan få part i sandtolden, eller fordi de har en af deres karle med. Også Vardekøbmænd er nu med til at udrede og »for­strække« fiskeriet. Rødspættefiskeriet er vokset meget betydeligt både ved Sønderho og Nordby, også ved dette har riberne og vardenserne for­strakt fiskerne med udstyr. Degnene fisker og ejer selv skibe og har været med til at udrede andre, desuden tager de og sognepræsterne, dele- og birkefogeder samt tingskriveren af tolden »for deres bestilling« som en art aflønning. Flere af disse øens honoratiores ejer fartøjer på fiskeri.  

Under Wallensteinkrlgen (1627 – 1629) led øen meget. Beboerne »er deres Fiske Effuer, Baade og Fiskeredskaber frataget og fordærvet, så de ingen synderlig Fiskeri har gjort«, hvorfor deres afgifter nedsættes til 1/4. Samtidig satte naturkræfterne ødelæggende ind. 13. juni 1630. da gudstjene­sten var endt, udstedtes et sognevidne til Jep Nielsen. Menigheden vidnede, at i mange år havde sand overføget hans ejendomme og i dette år ødelagt hans korn, kål, græs og »alt guode«, intet undtagen, så han fattige mand nødes til at rømme og flytte huset et andet sted hen. Nu kunne han så gå ud og tigge sammen til huset. To år efter tog Wolle Hansen Smed et tingsvidne på, at hans byggested, kålgård, bredselrum ved havnen er af Guds vejr og stormflod nederslagen og ødelagt. Lige­ledes var det gået Poul Hansen, der også boede ved havnen. Begge måtte ­de flytte derfra, og smeden måtte købe sig ind hos en anden danemand og der bygge på ny. 



Fiskeri


P27---Vardes-havne



 

Growtiefft (Grådyb) forbi Bottersandt (Smørsand) og Sonderhieg (Sønderside) indtil Gierting (Hjerting) og Fanöe. Efter Johs. Meyer. 1649

 

fiskerbaad

1684 opgiver Kromann 17 skibe fra Nordby og 10 fra Sønderho, 1743 hedder det: »På havet søger dette ejlands indbyggere deres største næring«. En del fisk »henføres« til Hamborg, en anden del til »nærbeliggende købstæder, Alt fiskeri bruges alene på det store hav, nogle mil ud af landet. Havet er ikke så fiskerigt, som det var tilforn, og fiskene, der fanges, er og meget mindre end forhen«. 1771 indberetter øens birkedommer, at 13 fartøjer og både fisker fra Nordby og 10 fra Sønderho, og ca. 250 mennesker, der selv fisker eller betaler redskaberne for at få part i udbytter, deler fangsten. Men. fiskerne fangede da Ikke tiendedelen af, hvad de tidligere fangede, da de nu må 5-6 mil længere til havs end før, fordi sandene (grundene) har forandret sig, og tit holder storm dem hjemme i 8-15 dage I den bedste fisketid. Kun halvt så mange menne­sker fisker nu som før, men mange farer bestandig til søs.


Om Sønderho fortæller sognepræsten 1791, at hver fiskerbåd med 12-13 mand sejler 4-6 mil ud i Vesterhavet og kan, afhængende af vejret og vandet, være borte i 3 dage. Fiskeriet foregik sidst i marts og april og var rødspættefiskeri, tillige toges slethvar, trindbotter, tunger, rokker og bakskuller. I maj begynder fangsten efter hvilling og torsk med liner. De sejler nu 6-8 mil ud på havet. Ormene graves på. Fuglesand, Kielsand og Trinden. Ved linefiskeriet kan også tages fede skuller, line-skullet, kvaler, kohaler, rokker og søkokke. Det er en »lykkelig fangst«, når en båd har 3600-4000 hvilling, 16-20 sn, skuller, 40-50 torsk og nogle af de andre arter og en enkelt gang hummer og taskekrabber, »men. i de sidste åringer er både garn- og linefiskeriet meget ringe, så ingen nu kan fortjene brødet derved, eller stoppe omkostningerne, hvorfor og den mængde fiskerfartøjer, everter og både, der i forrige åringer kunne be­drage sig til 17 eller 18 stk., er nu formindskede ril 3, som i dette år alene fisker, til stor afgang for sognets beboere og deres næring og for præsten med sin fisketiende, hvis værdi de første åringer kunne indbringe 100 rdl., hvorimod nu næppe fås så meget, som til husholdningen kan behøves«. Præsten, fortæller også, at efterårsfiskeriet har været ophørt i over 30 år, altså siden 1760.



p11 vestkystfiskebaad 1769

Fiskebåd 1769


 

Man kunne få sine tvivl om, at denne sørgelige skildring af Sønderhos fiskeri kan være rigtig, når det oplyses, at Sønderho 1786 havde 19 everter på 1 ½ - 2 ½  læster, men forklaringen, er sikkert den, at de i stigende grad anvendtes til søfarten, der ganske anderledes kunne lønne sin mand, og kun småbåde anvendtes til fiskeriet, 1806 hedder det i en indberetning til regeringen, at der kun fiskes med. små, åbne både, på 1 å 2 læster. Fiskeriet dreves mest af ældre folk, mens flere og flere gik over til skibsfarten. Man mangler både fartøjer og unge folk.

 

Mens det gik tilbage for Sønderhos fiskeri, voksede Nordbys fisker­flåde endog meget betydeligt. Da landingspladsen, havnen, samtidig for­mindskedes, idet de voksende skibsbyggerier havde beslaglagt en del, og da fiskerne på hver båd krævede plads på stranden, hvor bådene landedes til at dele fiskene på, og da en sådan plads ikke mere fandtes ud for tolderens, kroens og flere andres huse, hvor søen i disse åringer nåede op til deres værger*, opstod der i 1786 en strid om ligge- og deleplads til fiskerbådene, Peder Hansen Svarrer havde bygget sig en ny båd, men de andre fiskere nægtede ham plads der, hvor han ønskede det. Birke­dommeren beordrede sognefogeden og 4 fiskeskippere til. »at anvise ham et bekvemt sted her i havnen, at han kan ligge med sit fiskefartøj og i fiskeriets tid, dog uden de andre fiskefartøjers fornærmelse ... da det ene fartøj lige så vel bør have bekvemt lejeplads som det andet«. Men Svarrer blev ikke tilfredsstillet. De andre fiskere havde »indespærret og indesluttet de bekvemmeste steder ved havnen med deres fartøjer, at in­gen uden de alene kan have det: mageligt: og godt«. Birkedommeren mener, at da Svarrer er kommet sidst til, må han søge plads nord for kroen, selv om det er længere fra hans hus, »og han og hans medfarende folk skal køre og hjule deres fisk mellem husene«. Enhver fisker ville have sin liggeplads så nær sit hus som muligt. Og »vi har ikke«, påstod de andre, »mere rum, end vi har behov at dele vore fisk på, og de pladser, vi altid har haft og bestandig har været pæle nedgravet ved, hvorved hver af os har vore tove fæstet om og holde vore fartøjer ved, mens vi opbringer vore fangede fisk, og som vi altid har erlagt havne­penge af til vor kirke«. Det er gammel skik, at nye skibe, »må tage lejligheden, som den kan falde«. 10 mænd måtte til sidst afgive en ken­delse. Den gik ud på, at hver fisker syd for kroen skulle afgive 1 % alen af deres liggeplads, hvorefter hver kunne få 22 alen, også Peter Svarrer, og det var tilstrækkeligt. Der har da ligget 1.6 både syd for kroen. 

 

Sidst i århundredet bar fartøjerne mærkelige navne. Kromann nævner: Hønen, Lammet, Lærken, Svalen, Kragen, Knurres, Hyrden, Torsken, Borten, Bollen. Længen, Nobel, Pral, Persjærnet, Skræf, Den fornøjelige fisker. Nådefuld, Spilmand, Kålormen, Leviten, Dyrtid, Norsk. Bram og Gesvindt. En snes år efter bar de alle kvindenavne. I nedennævnte år opgives følgende fartøjer:

 

 

 

År

Nordby

Sønderho

1771

13

10

1786

49

19

1791

?

3

1793

46

?

1798

34

?

1806

10

9

1812

?

32

1815

18

29

1822-26

18-16*  

5**

1827-32

11-14

?

1833

9

?

1834-39  

7-5

?

1845

14

?

1858

14

?

 

 

 

* 1823 nævner birkedommeren 12, regnskabet 18. **  1823 5. 

 

1806 hedder det om Nordby, at »foruden 9-10 mand, der fisker un­der Island, drives fiskeriet af omtrent 100 personer med 10 åbne både på 1 å 2 læster med hængemaster og råsejl, — Fortjenesten beløber sig til 3000 rdl. cur. i er godt år«. Fra Sønderho fiskedes med 40-50 mand og 6 drenge med 9 både.  

Mange Fanøfolk var gennem tiderne udskrevet til flåden, dog undtagen erhvervsfiskerne, men fra 1802 skulle de også med. Denne be­stemmelse siges at have kvalt fiskeriet, men den givtige søfart lokkede endnu flere bort. 

 

Under krigen 1807-14 blev fiskeriet på havet forbudt i visse perioder, herude lå nemlig ofte kapere for at opbringe fiskerne og beboerne blev beordret til at forsvare øen mod landgang og at fragte levnedsmidler til det sultende Norge. Vadehavsfiskeriet, der i 50 år havde været ubetyde­ligt, blev da genoptaget og kunne dække befolkningens eget behov.  

Alligevel steg antallet af fiskerbåde. 1845 har Nordby 14 både med ca. 120 mand, dog mest »ældre skippere, som formentlig ikke er ihærdige nok«. Også i 1858 drives fiskeriet mest af bønderne og gamle, næsten affældige mænd, da alle sødygtige farer til søs. 1869 kaldes det kun et bierhverv. Til ca., 1875 drev beboerne af »Byen« og Rindby fiskeri fra vestkysten med små, åbne både. De havde længe haft landbruget til ho­vederhverv, men hvert forår og efterår tog de på havet for at hente den nødvendige forsyning til husholdningen, og man spiste en mængde fisk på Fanø. Disse gårdmænd drev fiskeriet med 4 både, 7 mand om hver. De 4 sidste kaldtes Flasken, Posen, Pøjses og Vrøvl. I regien gik de ud om aftenen og ind om morgenen. Strandfogeden, hvis gård lå i læ af en af de højeste klitter, gik op på dens top ved den tid, bådene kunne ventes. Var en båd for indgående, anbragte han en kurv på en af de 4 pæle, der var opsat på klittens top, hver båd havde sin. Så måtte en vogn af sted efter fangsten og bakkerne.  

Ved denne tid optræder en mængde fiskere fra Blankenese og flere mindre Elbsteder, ja også fra Hamborg og England, med fartøjer på 12-40 læster. De brugte kurrer, en slags trawl, der slæbtes efter skibet. Ofte sejlede de. navnlig om natten, gennem fiskernes liner, der kunne stå over flere tusinde alen, og ødelægge dem eller slæbe dem med sig, hvorved fannikerne led store tab. Selv var de for fattige til at begynde kurrefiskeri, da de ikke kunne bekoste de større skibe med stor sejlføring, som var nødvendige for at drive kurren frem.  

I 1870erne kom en dårlig tid for søfarten, og så slog adskillige søfolk sig på fiskeriet, byggede større skibe af en norsk type, der kun krævede 3-4 mands besætning. Banen fra Esbjerg åbnedes 1874, og man ekspor­terede sydpå. Fisken stod en tid tæt ved kysten, og der fiskedes godt. Da trak den sig længere bort, og man kunne ikke få udgifterne dækker. 1879 havde Nordby 10 ret store kuttere, den største, »Den gode hen­sigt«, på 14 reg. tons, førtes af Richard Pedersen.



fiskekutter



Man måtte sælge fartøjerne, to gik til et fiskeriselskab i Esbjerg. I 80erne gjordes igen et forsøg, denne gang både med. bakker og kurrer. Der var atter 10 skibe, og tallet steg til 14. Men 1892 kunne avisen skrive: »Linefiskeriet fra Fanø synes nu fuldstændig standset eller rent opgivet. Fartøjerne ligger ubrugte hen i havnen, ventende på købere«, I 1895 var antallet gået ned til 3 med 9 mands besætning. Endnu en­gang gjordes et forsøg på at puste liv i øens døende havfiskeri. Man byggede på hjemlige værfter, men fiskede fra Esbjerg, Der var 13 skibe, men det var ikke længere Fanøfiskeri.

Relaterede artikler

Gå til top