At der smugledes meget stærkt her på kysten, og at mange varer gik uden om tolden, var alle vist klar over. Det foregik mere eller mindre skjult, derfor kan man heller ikke nu bringe så mange enkeltheder for lyset, som kunne være ønskeligt.

Ca. 1768 gav en anonym i en skrivelse til generaltoldkammeret en fyldig oversigt over, hvordan det foregik. Han fortæller, at på grund af Ribe ås ringe dybde, og fordi skibene så måtte pramme ladningerne ind til Ribe skibbro, havde byen fået lov til at klargøre skibene i Sønderho, der var »Ribes rette havn«. Her havde tolderen en fuldmægtig, mens han selv boede i Ribe. Når skibene kom fra det fremmede, nærmede de sig først Rømø og Mandø, som også sorterede under Ribe, og hvor  "de dels selv og dels ved mødende både, som ere så store som gode koge eller hængemastede skibe, udlossede de fleste varer, førend de går til Synderhoe eller Hjerting« og lader den resterende last fortolde, mens de nævnte både sejler varerne ad Kongeå til Kær (antagelig Brokær) og Hjortlund, hvor varerne oplægges, til de kan køres til Ribe, eller de oplægges i »Giested« (Jedsted), »som er et af oplagsstederne til Ribe bys ulovlige handel«. De kan også sejle varerne ind til Ribe ad Midtmølleåen. Videre skriver den unavngivne "Ved Odden er indløbet til Fanø havn (Nordby), lige ved den ligger skippernes huse, der er oplagssted for dem, som handler med kontrabande, og » som ej selv har skibe til direkte at gå på Holland, Flandern, Engeland, Frankerige og ud i den middellandske sø m.v.« Ved Nordby var en sikrere havn end i Sønderho, Hjerting eller Ribe, »og hvor de hastigt kan gå ind og losse og lade, uden nogen mærker det«. - Kan sejlerne alligevel ikke blive af med varerne, oplægges de på Rømø og Mandø, stadig uden om tolden.

Fannikkerne afsætter lærred, tørfisk, brænde og tørv i Hamborg, Holland og Bremen og hjembringer »klæde, fint lærred, salt, vin, tobak, kaffebønner, hør, blår, kort alt tusinde gange mere end denne ø konsumerer«. Og på deres udture afsætter de ikke blot varer fra øen, men mængder fra Nørre- og Sønderjylland. De bruger falsk varebetegnelse, deres kontrabandevarer sælger de til købstæderne under navn af tørfisk og lærreder, der er toldfri; hvis tolderen så rigtig efter i tønder og halve fjerdinger, ville han finde mere klæde og bedste silketøjer end saltede fisk!

Den anonyme nævner det ikke, men som det er velkendt fra smugleriet på landjorden, benyttedes der også bestikkelser. Fannikkerne sagde: »Får tolderen en daler på det ene øje, kan han ikke se, får han en på hvert øje, kan han hverken se eller høre«. En gårdmand, der smuglede, udtrykte det samme således: »A hår som tier gien æn svolten hund æn støk brø!«

Kilde: Nordby sognarkiv